Danske Socialister. Portrætter og Skildringer/10

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

Jul. Gjellerup Kjøbenhavn Danske Socialister. Portrætter og Skildringer


Frejlif Olsen - Danske Socialister.djvu Frejlif Olsen - Danske Socialister.djvu/4 51-57

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1950. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1926.

Socialismen og — Jyderne.

Udfaldet af Folketingsvalget i Kongens Lyngby den 5. Januar var en drøj Skuffelse for det kjøbenhavnske Socialdemokrati. Det er vel næppe sandt, men det kunde være sandt, hvad der fortælles om Hr. Maler Jensen, at han, da han hørte Udtaldet og Stemmetallet, udbrød: Gid Fanden havde Lyngbyanerne! Vi kender Hr. Jensen saa intimt, at vi kan forsikre, han har næppe brugt disse lige saa hjærtelige som kraftige Ord til at udmale den Forbitrelse, han følte over det spildte Agitationsarbejde, men naturligt havde det været, om han paa en saa afgørende Maade havde udtrykt sin Vrede mod en Valgkreds, der ej i højere Grad var modtagelig for socialdemokratisk Paavirkning.

Men Valget derude bør være Socialdemokraterne et Varsel. Det er ikke paa Sjælland, at Socialismen vil tage Fart blandt Landboernes Proletariat. I store Dele af Sjælland bestaar dette Proletariat af Fæstehusmænd, hvem det er Socialdemokraterne vanskelig at komme paa Livet. Selv om de store Godsejere og Herremænd aldrig tænkte at øve Valgtryk — det faktiske Afhængighedsforhold, hvori de fattige Fæstebønder staar til Godsejerne, er dog for sig alene tilstrækkeligt til en Stemmegivning, der imødekommer Godsforvalterens Ønsker. Og i Nordsjælland, hvor der er en udbredt, uafhængig og ret velhavende Bondestand, har Socialismen endnu mindre Chancer for at vinde frem. I disse Egne har Højre sine bedste Kredse, og man skal se langt ud i Fremtiden for at tænke sig socialistiske Valgsejre dér.

Fyn — et rigt, velnæret Land med tilfredse og lykkelige Beboere, ringe Fattigdom — er lige saa haabløs for Socialismen.

Nej — det er i Jylland, de danske Socialdemokrater faar deres bedste Virkefelt. De jyske Landarbejdere er endnu fattigere end deres sjællandske Kolleger, men ogsaa uafhængigere, de lever af eget Slid, deres møjsomme Liv leves ikke paa en Godsherres Naade, i smaa lave Hytter over Heden kæmper en talrig, en fattig, en rigt barneforsynet, en nøjsom levende og strængt arbejdende Befolkning en sejg, ensom Kamp for Tilværelsens daglige Fedtebrød og Osteskorper. Og denne Befolkning er det, der lader sig vinde af Socialismen.

Det jyske Socialdemokrati er i stærk og stadig Vækst. Det har sin Rigsdagsmand og sin meget udbredte Presse — i alt fire, fem Blade. Næppe en Uge gaar hen, uden at der i en eller anden ussel Landsby dannes en socialdemokratisk Forening. Ikke en Søndag faar Solen Lov at gaa ned over Heden, uden at der rundt om i Skolestuer og lave, tilrøgede Husmandsstuer afholdes socialdemokratiske Møder.

Den jyske Socialisme er et Øjebliks nærmere Betragtning værd. Den har sit ejendommelige, sit jyske Præg. De socialdemokratiske Førere, der har en fin Næse, og som med Forstand lægger sig efter netop at tale det Sprog, der kan antages at vinde Forstaaelse og gøre Lykke i den Befolkning, til hvilken der tales — de har læmpet sig efter Forholdene, de særlige jyske Forhold, og naar man hører en socialdemokratisk Taler i en jysk Husmandsstue, er han ikke til at kende igen, hvis man forhen har hørt ham producere sig i Rømersgade.

Socialismen i Jylland bliver nemlig en Art Religion. De fleste jyske Socialister er fuldt troende Folk, en Del af dem er Totalafholdsmænd, i de smaa socialistiske Husmandshjem ser man Kristusbilledet paa den ene og Kong Kristian den Niendes Portræt paa den anden Side af Lasalles eller Marx's Kontrafej. Og vé den Socialistfører, der under et Besøg i et saadant Hjem tillader sig en overlegen Bemærkning om disse usocialistiske Billeder! Den mest nidkære Religiøsitet og de loyaleste Følelser overfor Kongehuset forstaar de jyske Landarbejdere at forbinde med deres socialdemokratiske Anskuelser. Paa jyske Arbejdermøder sættes af og til Spørgsmaalet Republik eller Kongedømme —? under Debat, og man ser da de ivrigste Socialister forsvare Kongedømmet som den Regeringsform, under hvilken den socialistiske Stat vil have de bedste Chancer for en lykkelig Gennemførelse. Og Førerne, der er saa kloge som Mennesker og ikke gør Ophævelser over den Slags Bagateller — de siger: Den socialistiske Stat kan trives under enhver frisindet Statsforfatning!

Jydernes Socialisme er da af en egen Art. Det hænger sammen med dette Folkefærds hele ensomme Levevis, med dets Opdragelse, dets Traditioner. De Jyder, der har antaget den socialistiske Religion, er mere fanatiske Socialister, end nogen kjøbenhavnsk Rabaldersocialist er det — men de er det paa deres egen Maade.

Det er vel værd at lægge Mærke hertil. Thi vil man gøre sig klart, hvor farlig Socialismen i Virkeligheden er, kan man ikke gøre bedre end at studere de Midler, som Førerne benytter for at uddanne de fattige Folk til lydige Redskaber i deres Hænder. De benytter alle Fif — og hvem vil bebrejde dem dette? Vilde man ikke med Rette sige, at de Førere var uduelige, som stødte en stor og mægtig Landbefolkning fra sig ved at give deres Agitation et fritænkersk, et illoyalt Præg? Selvfølgelig.

Thi det, hvorom det gælder for de socialdemokratiske Førere, er at faa Tag i Befolkningen — lidt efter lidt drejes der saa ud mod det yderste Venstre, og lidt efter lidt skifter en fra Begyndelsen af uskyldigt udseende socialistisk-sekterisk Bevægelse Kulør. Derfor tager de jyske Socialistførere Fornuften fangen, naar de er blandt deres ejendommelige Meningsfæller paa den jyske Hede — uden at smile deltager de med samme Iver i Sangen om »Arbejde, Liv eller Død« og i Salmen om et Barn i Betlehem. Og derfor bruger de i deres Agitation med særlig Iver det nye Testamentes Ord om Arbejderen, der er sin Løn værd, og Beretningen om Kristus, hvem Statens Myndigheder gjorde til Gjenstand for politisk Forfølgelse, skønt han kun stræbte at skabe bedre Kaar for den fattige og lidende Menneskehed.

Og den jyske Landarbejder gaar hjem fra Møderne med Sindet festlig og socialistisk stemt. Under de lange Dages drøje og strænge Arbejde synger det for hans Øren — i hans Hjærne arbejder de velforberedte Ord om Magthavernes Tyranni, om Kapitalismens brutale Overgreb, om Kristus som den store guddommelige Socialdemokrat, om Maskinernes fordærvelige Indflydelse, om nye sociale Tilstande med Frihed, Lighed og Broderskab. Og den fattige Arbejder, for hvem saa mange af Aarets Timer er tilovers til ensom Grublen, han spinder sig fastere og fastere ind i de mest elementære af de socialdemokratiske Læresætninger.

Overalt i Jylland udfoldes der en kraftig socialdemokratisk Agitation. Kloge og energiske Folk rundt i Provinserne er blevne grebne af de socialistiske Lærdomme, og sammen med de fra Byerne udsendte Professionals kæmper de den gode Strid for Socialismens Udbredelse. De kan gøre det med godt Mod. I Jylland har Socialismen Chancer. Og har den jyske Socialisme end for Øjeblikket et ejendommeligt, et uskyldigt Præg — den vil i sin Tid komme til at gøre god Tjeneste i de mere drevne Revolutionsmænds Hænder.