Danske Socialister. Portrætter og Skildringer/9

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

Jul. Gjellerup Kjøbenhavn Danske Socialister. Portrætter og Skildringer


Frejlif Olsen - Danske Socialister.djvu Frejlif Olsen - Danske Socialister.djvu/4 45-50

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1950. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1926.

Socialismen og Literaturen.

Under Valghandlingen i Lyngby den 5. Januar blev der fra Valgtribunen rettet Spørgsmaal til Maler Jensen om, hvorledes det vilde gaa med Landbruget, naar den socialistiske Stat blev gennemført.

Der kan næppe være Tvivl om, at dette Spørgsmaal er af største Interesse for Lyngbykredsens Beboere.

En ædruelig Betragtning af Sagen vil dog mulig snart bringe os til den Anskuelse, at det vil vel i den socialistiske Stat gaa Landbruget omtrent lige som Handelen og Industrien og de andre Erhværvsgrene. Det vil enten gaa galt eller godt — de fleste er vel tilbøjelige til at antage, at det vil gaa galt. Men at Landbruget som i gamle Dage har været drevet ved Fællesdrift, skulde egne sig i mindre Grad for Socialismen end de andre Næringsveje, det er en Fordom, der er meget udbredt, men som vistnok er ganske urigtig.

Men hvorledes vil det gaa Literaturen? Det siges og skrives jævnligt, at Socialismen vil kvæle alt sandt Frihedsliv, at den socialistiske Stats stramme Embedsmandsformer vil blive en Spændetrøje for alle frie aandelige Rørelser.

En Antydning af, hvad Socialismen vil bringe over Literaturen, opnaaes ikke gennem en mere eller mindre solid Umaling af de Former, under hvilke Statsstyrelsen efter de socialistiske Principers Udfoldelse i det praktiske Liv skal foregaa. Modstandere af Socialismen benytter gærne det Fif at konstruere en Stat efter de socialistiske Principer og bagefter vise, hvor elendigt alting vil blive i denne Stat. Paa den Maade har man naturligvis let Spil overfor Socialismen — man er selv Defensor og selv Aktor, og enhver kan da begribe, at tilsidst gaar Aktor af med Sejren.

Nej — da er det ulige hensigstmæssigere at undersøge den Stilling, som Socialdemokrateme indtager til Literaturens Frembringelser. En saadan Undersøgelse frembyder for Danmarks Vedkommende adskilligt af Interesse.

I Tyskland — det mindst literære Land og det mest øldrikkende — er der ganske naturligt i den socialistiske Bevægelse ikke en eneste Tanke tilovers for Literaturen. Den literære Føde, der bydes de tyske Socialister, er i alle Henseender gyselig. Socialistbladenes Romanføljeton'er er de gode gamle Helte- og Skurkeromaner i socialdemokratisk Festskrud. Arbejderne i disse Romaner er ædle og ulykkelige, Kapitalisterne skurkagtige og glade, og kun Sult og Nød bringer Proletariatets oprindelig uskyldshvide Døtre ind i Prostitutionens Elendighed, medens Aristokratiets Børn med Dydsmasken for Ansigtet boltrer sig i forbudte Vellystigheder. Det er Tendensromaner og ikke andet. De har intet at bestille med Kunst, de ligger fjærnt fra den Partihensyn uvedkommende Sandhedsforsken.

Den danske Socialisme i sin nuværende Skikkelse er direkte indført fra Tyskland. Lassalles og Marx's Lærebøger er den danske Socialismes videnskabelige Grundvold.

Men vi gør da den Iagttagelse, at saa snart Socialismen kommer ind i dette literære Land, faar den i enkelte af Førernes Haand et literært Anstrøg. Der er i Socialismen herhjemme to Retninger: de ægte Germanere, der i det ydre har nogen Lighed med de mest gammeldags Grundtvigianere, og hos hvem Bulderet og de fede og forsorne Slagord og den absolute Fordømmelse er staaende Punkter paa Dagsordenen — og de literært interesserede og dannede, dem, der beskæftiger sig med Forfattere som Nietzsche, Huysman, Zola, Baudelaire, Georg Brandes, dem, der søger dybere ned end Agitatoren for at finde Aarsagerne til Samfundets Brøst.

Germanerne er herhjemme repræsenterede af Mænd som P. Holm, Chr. Hørdum, P. Knudsen og J. Jensen.

De Literære findes i Social-Demokratens Redaktion: Wiinblad, A. C. Meyer og et Par andre Journalister, hvis Navne skjuler sig bag kendte Mærker under Bladets Literaturartikler.

Germanerne kommer længst ned i Proletariatet. Deres Angreb paa Samfundet er iklædt Former, der gør dem forstaaelige for den mest uvidende Arbejder. Det største Drog véd fra sin Bibel, at mange Mennesker er onde og stygge, og naar Hørdum fortæller ham, at Arbejderne har det ondt, fordi Kapitalisterne er haardhjærtede og pengegridske og arbejderfjendske, saa er det noget han begriber paa staaende Fod, og han raaber: Det er svært hørt!

Den anden Retning i Socialismen derimod staar ganske naturligt udenfor den daglige Agitation og det folkelige Spektakel paa Møderne, hvor Sandheden skal udleveres i al sin simple Raahed. Den anden Retnings Argumentation er lidt mere indviklet. Aarhundreders gradvise Udvikling springes over af de grovkornede Folketalere, der skal fange Bifald og Indignation og Tilhængere. Det er vanskeligt at gøre Arbejderne begribeligt, at Modstanden mod deres Krav har sin historiske Berettigelse — og i Agitationen er det ogsaa ganske overflødigt at gøre noget for denne Begribelse. Arbejderne behøver kun at se Medaljens ene Side. Arbejderne skal kun lære at spørge: Er det ikke uretfærdigt, at vi, som slider haardest, skal have lille Løn og daarlig Mad og Udsigt til at ende vore Dage paa Fattiggaarden? At de nuværende Samfundstilstande er et naturnødvendigt Produkt af Fortiden — det har Arbejderne ondt ved at forstaa — og hvorfor skal de forstaa det?

Den Dag i Dag arbejder de to Retninger indenfor Socialismen herhjemme sammen — men hvor længe vil de gøre det? Sikkert kun en stakket Tid endnu. Saa kommer det til et Opgør. Og hvilken Retning der saa falder — det kan der næppe være Tvivl om.

De Stærke sejre. De grove og enkelt tænkende Naturer overmander de Intelligente, hvis aandelige Overlegenhed ikke byder dem nogen Beskyttelse. Den grove og plumpe Socialisme, i hvis Øjne Poesi og Videnskab er noget underligt Pedanteri, noget aristokratisk smagende Væsen, den gaar af med Sejren, fordi den griber Masserne og forstaaes af dem.

Gør Socialisterne en Gang Oprør og stormer Bagerbutikerne, saa vil de heller ikke skaane Videnskabsmandens Celle, men knuse de videnskabelige Apparater og brænde de uerstattelige Manuskripter med samme gode Samvittighed som den, hvormed de vil sætte Bagernes Brødbeholdninger til Livs.