Spring til indhold

Danske Socialister. Portrætter og Skildringer/8

Fra Wikisource, det frie bibliotek

Jul. Gjellerup Kjøbenhavn Danske Socialister. Portrætter og Skildringer


Frejlif Olsen - Danske Socialister.djvu Frejlif Olsen - Danske Socialister.djvu/4 41-44

Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1953. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1929.

Arbejderne.

Ser man paa de danske Socialistførere som Helhed, faar man det Indtryk: det er jævnt begavede, elsværdige, flinke Folk, ofte fanatisk blinde, ofte tomt buldrende og hovmodige.

Saaledes sér d'Herrer ud, naar man har sin Viden fra personligt Kendskab. Vi véd alle, at de tager sig ganske anderledes ud, naar Bekendtskabet udelukkende er naaet gennem de politiske Avisers Skildringer.

Og Arbejderne selv? Om dem gælder noget nær det samme.

Arbejdsgiverne rejser stærke Bebrejdelser mod Socialismen, fordi den ødelægger Arbejderne, gør dem dovne, utilfredse, opsætsige. Det er vel forstaaeligt, at disse Bebrejdelser fremkommer, paa en Tid, hvor Lidenskaben er oppe, hvor modstridende Retninger brydes, og hvor de hidtil tavst arbejdende lavere Samfundsklasser giver sig til at snakke med i det offenlige Liv — paa en saadan Tid er der intet mærkværdigt i, at en saa revolutionær og ugudelig Bevægelse som den socialistiske faar Skyld for adskillig Daarligdom blandt Arbejderne.

De bliver dovne! Det siger man om enhver Samfundsklasse, i hvilken der bliver nyt aandeligt Liv og Røre. Man har beskyldt de Hellige for Dovenskab: de rendte paa Bønnemøder i Steden for at passe deres Bedrift. Man har sagt om Venstrebønderne: de tænke ikke paa andet end politisk Rummel og forsømte derfor deres personlige Interesser. Man sagde om Højskolebevægelsen: de unge Mennesker gaar og driver paa Højskolerne, og naar de kommer hjem igen paa deres Gaard, gider de ikke bestille noget.

Saadanne Anskuelser faar Kurs i de Kredse, mod hvem den ene eller den anden Bevægelse er rettet, og de næres og støttes af Aviserne.

Naar en Sjover har været uartig mod en Dame, eller et Bybud gjort Spektakler over knebent tilmaalte Drikkepenge, forbarmer adskillige Folk sig over Tidens Ugudelighed og lægger Skylden paa Socialismen.

Nærmere Kendskab til det virkelige Livs virkelige Mennesker vil berigtige disse vrange Anskuelser. Der findes Arbejdere i alle de politiske Partier, ikke mindst i Højrepartiets. Følger man deres Færd, vil man snart opdage, at Skraalere og Drukkenboldte og Dovenkroppe findes der blandt Højre-Arbejderne saavel som blandt de socialistiske. Det er Hip som Hap. Men det er heller ikke derpaa det kommer an.

Sandheden om de socialistiske Arbejdere er den, at de er de dygtigste Arbejdere i deres Fag, de er de flittigste og derfor de mest velstaaende. Kommer man i en Socialistforsamling heri Byen, og man ikke er helt blind, vil man straks sé, at det kan ikke være Arbejderstandens Bundfald. Det er tværtimod Arbejderstandens Kærne, der samler sig under den røde Fane.

Og det véd jo enhver: i Kjøbenhavn er hveranden Haandværker og Arbejder Socialist. Troer man, at vor Industri og vort Haandværk vilde staa paa et saa højt Standpunkt, som det faktisk gør, hvis Socialisterne var nogle elendige Makkere og Dovenkroppe? Man kan blandt de største Industrivirksomheder her i Kjøbenhavn undersøge dem, der leverer de smukkeste Ting, og man vil finde, at det er de mest fanatiske Socialister, der tilvirker dem.

Og det er netop dette, der gør Socialismen til den Fare for Samfundet, som den er. Hvis det var en Flok sammenrottet Pøbel, der stod om de røde Faner, saa var det ikke saa slemt. Men det er en dygtig og ikke ringe oplyst Arbejderstand. Socialismens Modstandere kan ikke gøre sig selv nogen værre Bjørnetjeneste, end at lukke Øjnene for denne Kendsgerning.