Danske Socialister. Portrætter og Skildringer/7

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

Jul. Gjellerup Kjøbenhavn Danske Socialister. Portrætter og Skildringer


Frejlif Olsen - Danske Socialister.djvu Frejlif Olsen - Danske Socialister.djvu/4 36-40

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1950. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1926.

Socialismen paa Landet.

Der er foruden de store Partiledere en hel Række Mænd, som indtager mere eller mindre indflydelsesrige Stillinger i den danske Socialisme. Om dem alle kan det siges, at de tager særdeles virksom Del i Udbredelsen af de socialistiske Læresætninger. Og medens de Mænd, som vi hidtil har beskæftiget os med, væsenligst har virket i Kjøbenhavn, saa finder vi her nogle af de Socialistførere, der har hejst den røde Fane ude i Landet og derved virket hen til den store politiske Strømkæntring, Sammenslutningen mellem Højre og en Del af Venstre, der er en Følge af Gaardmandsstandens Frygt for at faa Socialismen alt for tæt paa Livet.

Ganske kjøbenhavnsk er Chr. Hørdum, Folketingsmanden for Kristianshavn. Hans Betydning i Partiet er ej ringe, dog staar den ikke i Forhold til den buldrende og noget hovmodige Optræden, der er ham særegen. Han er Frasens Mand og Helt, og Frasens Hulhed indgyder ham aldrig Væmmelse, hvilket derimod ofte er Tilfældet med hans Publikum. Han er en af de Socialister, der altid er højtidelige, altid bevæger sig paa Kothurnen, aldrig lér. Han er ubegribende overfor al Modsigelse, uimodtagelig for en god Vittighed, uforstaaende overfor en ædruelig Oplysning.

Landstingsmand C. C. Andersen er en skikkelig Slider, en ret beskeden og flink Mand, han taler behageligt, virker stilfærdigt og gør et ganske elskværdigt Indtryk.

Hurop, en Smedesvend, der efterhaanden har arbejdet sig op til stor Indflydelse og Anseelse i Partiet, er mulig et af dettes dygtigste Medlemmer. Han er ubetinget en af Partiets bedste Talere. Han taler klart og forstaaeligt og uden at bruge de mange, ofte misforstaaede Fremmedord, som skæmmer de fleste Socialistføreres Foredrag, og som hidrører fra Socialismens udenlandske Oprindelse. Hurop er en sand folkelig Taler. Han er desuden en dygtig og energisk Leder af Smedenes Fagorganisation.

Harald Jensen er den jydske Socialismes Fader. Han er en noget trættende Foredragsholder, der med Forkærlighed dvæler ved Maskinernes fordærvelige Indflydelse paa Arbejdsvilkaarene. Han taler som en Præst, men bag de slæbende Ord luer en voldsom Fanatisme. Han har rejst Socialistbevægelsen i Jylland sammen med Marott, en afskediget Underofficér, der fra sit Militærliv har medbragt en stærk Kommandostemme og en vidtstrakt Øvelse i Brugen af Kraftytringer. Forøvrigt er han en lidet betydende Personlighed. En anden jydsk Medarbejder i Socialismen er P. Sabroe, oprindelig kjøbenhavnsk Skomagersvend, nu Redaktør af et jysk Arbejderblad. Han er en af Partiets værste Skraalere, der ved alle Lejligheder træder op og med den dristigste Uforknythed giver Belæring fra sig om de vanskeligste og betydningsfuldeste Problemer. Mangel paa Selvkritik er det eneste, der kan undskylde ham, ellers kunde man føle Indignation over, at han blandt Jyllands fattige og uvidende Arbejdere øver Indflydelse, hvilket han sikkert gør.

For Kuriositetens Skyld nævner vi endelig P. Sundbo, Redaktør af Socialistbladet i Aarhus. Det er en forhenværende grundtvigiansk Højskolelærer, der har forladt Odin og Thor og ovenpaa den nordiske Kraftbespisning givet sig i Lag med Socialismens mere moderne Levemaade. Maaske gjorde han det nærmest af Misstemning over, at hans grundtvigianske Meningsfæller ikke tilstrækkelig paaskønnede hans Virksomhed, skønt denne øvedes baade i bunden og ubunden Stil. Lidt efter lidt gled han over i Socialismen, og nu sidder han bænket i Aarhus, hvor han redigerer Socialistbladet, mens Chefen, Harald Jensen, er i Folketinget.

Socialismen har endnu flere ledende Mænd ude i Landet, Folk, hvis Navne endnu ikke er komne udenfor de Kredse, i hvilke deres Virksomhed falder — vi nævner saaledes Maskinist Mortensen i Aalborg, der sikkert er en habil Mand i Partiet. Det kan ikke nægtes, at Repræsentanterne for den landlige Socialisme paa ingen Maade tør sammenlignes med de kjøbenhavnske Ledere. Om man imidlertid skal tillægge dette nogen Betydning, er et Spørgsmaal. Det kan ikke være andet, end at Socialismen paa Landet ogsaa vil finde sine Mænd. Hidtil har Bevægelsens Centrum været Rømersgade. Mændene herindefra har med Raad og Daad understøttet Meningsfællerne ude i Provinserne, og disse har trofast lagt sig i Selen og ikke skyet nogen Anstrængelse, naar der var Brug for dem ved Oprettelsen af Foreninger, ved Rejsningen af nye socialdemokratiske Blade, ved Afholdelse af Møder eller ved Støtte i Strejkekamp. Men naar først Bevægelsen er kommen i fuld Gang, vil den nok finde sine Ledere, som uden det kjøbenhavnske Partis Hjælp fører Sagen videre. Langsomt, men sikkert, trænger de socialistiske Begreber om Samfundsordningen ind i de lave Hytter, i Landbostandens og Landboarbejdernes fattige Hjem. Selv om man vil se ganske nøgternt paa Bevægelsen, maa man indrømme, at Gaardmandsstandens Frygt for, hvad Fremtiden vil bringe, er ikke saa helt uden Grund. Det kan maaske blive besværligt nok at være Landmand, naar Aanden fra Rømersgade har grebet Landbefolkningen.