Danske Socialister. Portrætter og Skildringer/2
P. Holm.
Han er Topfiguren paa den socialdemokratiske Kransekage. Han er Partiets repræsentative Mand.
Det er en lille, undersætsig, bred, førladen, sortskægget Mand med et ret intelligent Ansigt og et Par milde Øjne, som dog trods den elskværdige Mildhed kan lyne skarpt og hvast, naar Harmen kommer op i ham.
Da den fattige lollandske Skrædersvend kom her til Byen, var han lige saa usocialdemokratisk som de fleste lollandske Skrædersvende er det endnu den Dag i Dag. Hr. Skrædermester Therkildsen, hos hvem han arbejdede en Tid, skildrer ham som en overordentlig dygtig Mand i sit Fag, men som et uroligt Hoved, der havde tusend andre Ting paa Hjærtet og i Tankerne end Skræderiet.
Under de for Socialdemokratiet saa ulykkelige Tider efter Nedslaaetheden og Spliden, der fulgte paa Pio og Geleffs Forsvinden, arbejdede P. Holm sig op til en ledende Stilling i Partiet. Han studerede med Flid de socialdemokratiske Skrifter, talte ved alle mulige Lejligheder, glemte herover ikke sine egne Affærer, men satte en Herreekviperingsforretning i Gang, og staar nu som Socialdemokratiets bedste og mest anséte Mand.
Navnlig under den langvarige og voldsomme Kamp om femte Kreds, først mod Goos, senere mod Ryssel, voksede P. Holms Popularitet.
P. Holm er Socialdemokrat og Forretningsmand. Han er Partiets fornemste Mand, men en Del af sin Prestige skylder han maaske mindre sine fremragende personlige Egenskaber end den Omstændighed, at han er aldrig gaaet til Bunds i Socialismen, den er aldrig blevet hans Næringsvej, han har bevaret sin personlige Selvstændighed, han kan, hvad Dag han vil, gaa sin Vej, og han bliver den samme Mand for det. Han har sin Forretning, han er ikke ansat i Socialdemokratiet for saa og saa høj Gage.
Og man maa ikke tro, at det er ham en Livssag at være socialdemokratisk Fører. Naar han er det endnu, er det ikke, fordi han klamrer sig til Posten, men fordi man ej vil undvære ham. Selvfølgelig er han en Ærgærrighed, og Populariteten lokker ham, men den plager ham endnu mere. Ofte har han erklæret, at nu er han ked af det, nu vil han ikke plages mere, nu vil han have Fred, ikke Dag ud og Dag ind trækkes fra det ene Foreningsmøde efter det andet, jages til private Forhandlinger, offenlige Diskussionsmøder, Agitationsrejser, deltage i de endeløse og trættende Debatter om det ene og det samme. Han er i Virkeligheden en træt Mand, træt af alt det, der kaldes socialistisk Diskurs. Den er ogsaa udmattende, thi den føres med Arbejdere, med socialdemokratisk vakte Folk, som med den Umiddelbarhed, der udmærker dem, tager og føler grovt alvorligt og tungt paa Læresætningerne, og som vilde føle sig krænkede i deres Hjærters Inderste, hvis P. Holm ikke i den daglige Samtale behandlede Sagen med den samme dybe Alvor og optraadte med den samme Højtidelighed, som Social-Demokraten hver Dag gør det i sine lange alvorsfulde Spalter. Og at dette er trættende og udmattende, vil enhver begribe.
P. Holm er den mest gammeldags af de kjøbenhavnske Socialistførere. De egentlige socialistiske Læresætninger om Statens Overtagelse af al Ejendom og Udførelse af al Produktion — de interesserer ham ikke, han stiller sig sikkert meget skeptisk overfor disse fortræffelige Læresætningers Brugbarhed, tror end ikke paa dem som brugbare til Agitationsstof. Han holder sig nærmest til Kritik og Politik. Hans Kritik af de elendige Samfundsklasser er i Stil og Aand og Tone den samme som den, der raadede i Halvfjerdsernes Begyndelse. P. Holms Taler er Indignationens malmtunge Ord, de er de hæftige Udfald, de vrede Udmalinger af Nød og Elendighed i Modsætning til Kapitalisternes Liv i Overdaadighed. Det er dette der bærer P. Holms Taler. De gør stadig Lykke, men hans Tilhørere har alle et Indtryk af at have hørt det altsammen før, og det virker ikke synderligt paa de nogenlunde erfarne Rotter blandt Socialisterne.
Men denne Indignation er heller ikke P. Holm i Kødet skaaren. Han er den mest borgerlige blandt Førerne, og der er i Virkeligheden mindre Ild, mindre Revolution i ham end i mangen ganske almindelig Radikaler. Han er en jævn og skikkelig Mand, der kun paa Grund af Forholdene, saadan som de nu én Gang er, er bleven Socialdemokrat, og det er jo ikke hans Skyld, at de socialdemokratiske Læresætninger i sin Tid er blevne saa revolutionære, som de er. P. Holm, en velstaaende Forretningsmand, en lykkelig Familiefader, har paa ingen Maade i Sinde at vælte Religion og Fædreland og Familieliv over Ende. Han er er statelig Repræsentant for det borgerlige kjøbenhavnske Socialdemokrati, der ses paa Møderne og i Optogene i lige saa elegant Festklædning som den, en kjøbenhavnsk Grosserer fra en af Skattebogens bedst anskrevne Pagina bærer. Naar P. Holm hamrer løs paa Samfundet, er det kun, fordi han paa Grund af sin Stilling føler sig forpligtet dertil, og de fleste af hans skikkelige socialdemokratiske Tilhørere opfatter det da ogsaa saaledes og falder ikke paa at knyttte Næver til Angreb, fordi P. Holm slaar paa Tromme.