Den danske Rigsdag/1/46
Høgsbro
Redaktør. Kjøbenhavn. Født den 18. Juli 1822.
Venstregrupperne paa Rigsdagen tæller ikke faa dygtigere og i Virkeligheden mere begavede Mænd end Høgsbro, men det har ikke nogen snildere Mand i sin Midte. Hverken de gamle Førere, Berg og J. A. Hansen, eller de nye, Holstein-Ledreborg og Hørup, kunne i Fiffighed og politisk Forslagenhed hamle op med Høgsbro. I vanskelige Situationer er han Mand for at finde paa Udveje, og han mister aldrig sit rolige, iskolde Overblik over Forholdene. Han taber ikke Fatningen, ikke Sindsligevægten, hans Puls slaar altid normalt, og netop de mest prekære Forhold virke ansporende paa hans medfødte Snuhed. Og netop denne Beherskelse, denne moderate Form, denne stilfærdige, skikkelige Tone giver ham Vægt og Indflydelse over de varmblodige Brushoveder.
Men hvor kunde da Høgsbro saa gaa gaa med til det forenede Venstres højst ukloge Politik? Ja, her er virkelig en Gaade, hvis fulde Løsning man først faar, naar Partiets indre Historie engang afsløres, men saa meget er allerede sivet ud, at Høgsbro, der altid foretrækker to Udgange, og hvis hele Natur er imod at sætte Alt paa et Kort, har været en bestemt Modstander af Kraftpolitikken, at han i Begyndelsen kæmpede imod, men blev overfløjet af den raadende Stemning i Partiet, der var for at følge Berg, at han senere opgav Modstanden som unyttig og da tilsyneladende gled ned ad Strømmen, maaske i sit stille Sind ret glad ved, at hans forvovne og herskesyge Medregenter løb Panden mod Væggen, medens han selv stod saa tilbagetrukken i de Kæmpendes Nækker, at der liden eller ingen Fare var, hvad der saa skete, og han har sikkert, længe før Katastrofen indtraf, havt sin Tanke henvendt paa at benytte den nye Situation, der maatte komme, paa den for sig gunstigste Maade. Det har han ogsaa gjort; ti han staar nu med langt uskadeligere Medstyrere som Fører for en betydningsfuld Gruppe af de sprængte Venstredele.
Havde Høgsbro faaet Lov til at raade, vilde Venstres Taktik sikkert være blevet en hel anden: han havde ikke indladt sig paa farefulde Slag, men ved sejg passiv Modstand trukket Krigen i Langdrag for ved aarelange Kampe at trætte Modstanderne. Det er indlysende, at ligesom denne Kampmetode havde været klogere, saaledes havde den ogsaa været langt farligere, og Højre kan være glad ved, at ildfuldere Stemninger kom til at raade, saa at Venstre indlod sig paa et Hovedslag, der kunde tabes og blev tabt. Høgsbro var saaledes utvivlsomt engang Højres farligste Modstander, nu er han imidlertid ikke længere saa farlig; ti ogsaa han har, trods sin tilbagetrukne Stilling, sat noget til i Kampen, idet hans politiske Paalidelighed ved en Række Afsløringer efterhaanden er bleven meget stærkt anfægtet.
Det er allerede antydet, at Høgsbro altid personlig holder sig tilbage, det er et Træk, der er værd at lægge Mærke til. Han er ingen begejstret Ideens Forkæmper, der frygtløst stiller sig i Brechen og ofrer Alt for sin Ide; nej, han vælger sig en sikker Plads; derfra giver han sine Ordrer, og skal der nogen frem for Kanonmundingerne, bliver det ikke Hr. Høgsbro, men andre, som han snildt manøvrerer derhen. Man kan meget vel tænke sig Berg som „den Første paa Skandsen”, beredt paa at sejre eller gaa tilgrunde, Høgsbro — umuligt. Han skal nok hytte sig, og det maa nærmest betragtes som en ren Fejltagelse, at han fik sit Navn med under det farlige Aktstykke imod Ministeriet, et Aktstykke, der tegnede til Fængsel, men dog endte med Bøder. Det er i den Henseende ret betegnende, at den af de Anklagede, der med størst Spænding og Interesse fulgte Højsteretsforhandlingerne, var Høgsbro, som sikkert ogsaa har givet Defensor mangt et klogt Vink.
Hvad enten Høgsbro skriver eller taler, er hans Form altid Præget af en tilsyneladende Lidenskabsløshed og Moderation, og derved opnaaer han naturligvis betydelige Fordele, idet hans Anskuelser faa et skikkeligt, næsten godmodigt Udseende, som har virket meget bestikkende. Han bruger ikke voldsomme Ord, han ynder endog at give sig Udseende af at kunne yde modstaaende Anskuelser fuld Anerkjendelse, og han lader skimte den mest uegennyttige Bestræbelse for altid at søge den rene objektive Sandhed. Men den beherskede Form skjuler en ulmende Lidenskab, en Bitterhed, en Misundelse og en Utilfredshed af den mest omfattende Art, og med den objektive Sandhed er det kun saa som saa bevendt. Ved en ualmindelig talentfuld Manøvreren med Kjendsgjerninger og navnlig ved en sjælden Gave til at anvende Fortielser paa en Maade, der ikke vækker Opmærksomhed, er han istand til at give en saa tilsyneladende objektiv og fuldtud sandfærdig Fremstilling af en Sag, at selv Modstandere have ladet sig skuffe, og det kan heller ikke nægtes, at der hører et skarpt Blik og et nøje Kjendskab til Sagen for at rede de sammenfiltrede Traade fra hinanden.
Denne farlige Gave, som Høgsbro i mange Aar har udbyttet med afgjort Held, særlig i hans politiske Ugeblad: „Dansk Folketidende”, er bleven skæbnesvanger for hans Indflydelse; ti overalt og ved alle Lejligheder ser man nu med den største Mistænksomhed paa enhver Fremstilling af ham, og man kommer endog nu let til at gjøre ham Uret ved at mistænke ham der, hvor ingen Mistanke er berettiget.
Det er indlysende, at de Egenskaber, der her ere fremdragne, ikke egne sig til at kaste noget sympatetisk Skjær over hans offentlige Personlighed. Man kan fuldtud anerkjende Dygtigheden og endog beundre Snildheden, men Sympati for Manden kan man umulig faa, og det er ogsaa ganske sikkert, at der er meget faa Politikere, der bedømmes saa lidt velvillig, og lige over for hvem Offentligheden stiller sig saa afgjort usympatetisk som over for Hr. Høgsbro. Der er jo mange politiske Modstandere, man nærer den største personlige Velvilje for; men til disse hører Høgsbro ikke; med ham afgjør man sit Mellemværende — intet videre.
En Gang har dog Høgsbros Navn havt en god Klang i det danske Folk. Det var i Halvtredserne, da han stod som Forstander for Højskolen i Rødding — Grundtvigs første Højskole — og her havde den Opgave paa Slesvigs Grænse at vogte det danske Sprog og den danske Nationalitet. I den Stilling skal Høgsbro have gjort god Fyldest og indlagt sig virkelige Fortjenester, og det Ridderkors, Kong Frederik den Syvende den Gang overrakte ham, ansaas for velfortjent. Det gode Navn, han den Gang vandt, skaffede ham Valg til Rigsdagen. Den 14. Juni 1858 valgtes han i Ribe Amts 5. Valgkreds og holdt uden Modstand Kredsen, indtil den efter Krigen 1864 blev afstaaet til Tyskland. I 1865 valgtes han i Svendborg til Medlem af Rigsraadets Folkething, idet han med et lille Overtal slog Kammerherre Jessen, men Aaret efter søgte han til sin nuværende Valgkreds, Svendborg Amts 5te, hvor han, støttet af Pastor Birkedal, slog den flinke Sognefoged Chr. Rasmussen, og ved Omvalget faa Maaneder efter stod han sig uden Besvær mod Pastor H. C. D. Müller. Senere har der været gjort store Anstrængelser for at kaste Høgsbro, og selv Birkedal har gjentagne Gange været oppe imod sin tidligere Protegé, — alt forgjæves. Høgsbro sidder rimeligvis fast i Sønderbrobykredsen, og han vilde rimeligvis ogsaa være ilde faren, hvis hans politiske Gjerning blev skaaret over, ti den synes at være bleven hans eneste Anker.
Høgsbro havde altsaa et godt Navn, da han betraadte den politiske Bane, og han bevarede det ikke saa kort, men saa afsløredes efterhaanden de politiske Egenskaber hos ham, der mere og mere bragte hans Aktier i Dalen, saa at de nu kun noteres indenfor en bestemt afstukken Partiramme. I Begyndelsen holdt Høgsbro sig meget tilbage og var nærmest Iagttager af Situationen, men efterhaanden som hans Overblik klaredes, ansporedes hans Ærgjerrighed, og han begyndte saa smaat at lege med. Han fik hurtig Øje for, at kun et samlet og enigt Venstreflertal i Folkethinget kunde give virkelig Magt, og hans ihærdige Bestræbelser gik derfor ud paa at samle de den Gang spredte Venstregrupper. Det lykkedes omsider i 1870, og Æren herfor tilkommer vist for største Delen Høgsbro.
I 1872 blev Venstre Flertal, og nu var Spillet gaaende. Dog, Høgsbro vilde næppe voldsomt frem, det fremgaar ogsaa af den snilde Udvej, han fandt paa og fik sat igjennem ved Skolelovens Behandling i Begyndelsen af 1873, da man, for at undgaa en Opløsning ved at nægte Skolelovens Overgang til anden Behandling, afbrød første Behandling og nedsatte et Begravelsesudvalg paa dette højst usædvanlige Tidspunkt. Men stærkere Magter kom til at raade, og Høgsbro maatte gaa med lige til Klapfinalen. Saa vel da Venstre sprængtes i 1875 som i 1878 var Høgsbros Plads blandt de „Moderate”, mindre af Sympati for Moderationen end af Klogskabshensyn; ti Høgsbro ynder som sagt ikke at gaa lige paa.
Høgsbros største og vigtigste Gjerning i Rigsdagen falder udenfor Salen: i Partimøderne og Vinduesfordybningerne udfolder han sit uomtvistelige Talent. Han tager sjælden Del i Debatten, men det er ikke af Mangel paa Evne til at føre en mundtlig Forhandling, snarere af visse Klogskabshensyn. Han taler tværtimod godt og med stor Lethed; hans Stemme er kraftig, men ikke klangfuld, hans Sprog rent og klart og hans Form, som sagt, meget moderat. Man kan høre hvert Ord, han siger, man kan fuldt ud forstaa ham, men der er noget monotont over hans Foredrag, der, i Forbindelse med andre Omstændigheder, gjør det mindre lysteligt at høre ham tale. I de store polemiske Debatter har han aldrig taget Del.
Størft Indflydelse har Høgsbro maaske dog øvet gjennem sin Folketidende, der i lange Tider var uforfalsket Manna for de uklare Grundtvigianere. Alt, hvad Høgsbro skrev, gik i dem som den reneste Visdom og den skæreste Sandhed. Det er vel saaledes mange Steder endnu, men der er dog rundt om i Landet vakt Betænkeligheder lige over for Bladet. Høgsbro anser sig selv for Grundtvigianer, men de ægte af Arten have dog allerede forlængst vægret sig ved anerkjende ham som saadan.
Høgsbro blev en Gang rost for sin Uegennyttighed, og det er vistnok ogsaa rigtigt, at han, der forlængst kunde have siddet i et lunt Præstekald, foretrak en tarvelig Tilværelse herovre for at kunne ofre Politikken sine Kræfter, men paa den anden Side maa det heller ikke tabes af Sigte, at han ganske godt har forstaaet at Udbytte den politiske Gjerning til egen Fordel, dets igjennem sit Blad, der vistnok betaler sig godt, og dels igjennem en vellønnet Statsrevisorstilling.
Høgsbro er Viceformand i Thinget og har som saadan af og til maattet komplimentere Hs. Majestæt Kongen ved forefaldende Lejligheder. Ret betegnende for Høgsbro er det i den Henseende at erfare, at han for ikke saa længe siden ved en slig Lejlighed betjente sig af saa lojale og kongevenlige Udtryk, at de vandt allerhøjeste Bifald i fuldt Maal.
Høgsbro har gjort vort politiske Liv megen Skade, og han kan gjøre mere endnu. Han, Akademikeren, er ikke nogen særlig Ven af Kunst og Videnskab, og han, Levebrødsmanden, er ikke den betrængte Embedsstands varme Talsmand. Tvært imod. Høgsbro er en dygtig Mand og muligvis en agtværdig Mand, men han er af de Rigsdagsmænd, man aldrig faar Sympati for, og som man altid helst ønsker fjærnet, aldeles bortset fra, at han er en politisk Modstander. Han skal en Gang have staaet paa Venstres Ministerliste, men det kan vistnok med afgjort Sikkerhed siges, at Minister bliver han aldrig, og det bør han heller aldrig være.