Den danske Rigsdag/2/22
Haffner.
Kammerherre, General à la suite, Besidder af Stamhuset Egholm i Kjøbenhavns Amt. Født den 10. September 1810.
Haffner kom først i en mere fremrykket Alder til at tage Del i vort politiske Liv; men han kom saameget desto hurtigere til at spille en fremtrædende Rolle. Hans Fader, Generalløjtnant J. W. R. v. Haffner oprettede den 21. Septbr. 1831 Stamhuset Egholm, og som ældste Søn var den nuværende General Haffner Arvtager til Stamhuset. Ligesom Faderen betraadte han den militære Bane, blev 15 Aar gammel Sekondløjtnant og avancerede efterhaanden til Ritmester. Hermed standsede i en Række af Aar hans militære Løbebane, idet han tog sin Afsked og overtog sine Godsers Styrelse. Først henved 30 Aar efter optog han igjen den militære Traad. Paa sit Gods udfoldede han snart en rig Virksomhed baade som Landmand og i kommunale Stillinger. Allerede i 1842 valgtes han ind i Amtsraadet og har nu i over 40 Aar havt Sæde der og været anerkjendt som et særdeles dygtigt og flittigt Medlem. Hans 40aarige Jubilæum fejredes fornylig med en Række af Æresbevisninger. Ogsaa af Sogneraadet har han været et virksomt Medlem og desuden deltaget i en Række vigtige Komitteer og Kommissioner, nærmest af landøkonomisk og kommunal Interesse. Han er endelig en af Direktørerne for Sjællands Stifts Brandforsikring.
Det maa nærmest forundre, at det varede saalænge, inden denne ansete og dygtige Mand kom til at tage Del i vort politiske Liv, og den antageligste Grund hertil er vel den, at han ikke selv har følt Lyst dertil. Men omsider slog hans Time. Den 18. Oktober 1866 valgtes han ind i Landstinget og har siden uafbrudt havt Sæde der. Han gjorde sig meget hurtig bemærket, og et Par Taler af ham fløj Landet rundt og vakte Glæde og Overraskelse ved den varme Tone, den nationale Begejstring og det Frisind, der hvilede over dem. Man forbavsedes over at høre saadanne Ord fra en ukjendt Godsejers Læber, fra en Mand, der hørte til vort højere Aristokrati. Det vakte derfor mere Glæde end Overraskelse, da Haffner den 22. Septbr. 1869 optoges i Svogerens, Grev Frijs' Ministerium, hvor han overtog Indenrigsministeriet efter Estrup.
Han forblev dog ikke længe i Indenrigsministeriet; thi den 28. Mai 1870 overtog han i Holsteins Ministerium Krigsministeriet, og han, der Aaret forud havde erholdt Obersts Karakter, blev den 30. August 1871 General à la suite. Han var nu Krigsminister i 2⅔ Aar, nemlig til 23. December 1872, da han, paa Grund af et Sammenstød med den daværende Finantsminister Krieger, indgav sin Dimission. Ved Ministeriet Estrups Dannelse den 11. Juni 1875 overtog Haffner atter Krigsministeriet og bestyrede dette indtil den 28. Juli 1877, da han paany afskedigedes efter eget Ønske, nærmest foranlediget ved Rigsdagens Holdning ligeoverfor et Par af hans Lovforslag.
Det var saaledes i det meste af fem Aar at Haffner var Krigsminister, og det er en særdeles gunstig Dom, der af de sagkyndige fældes over hans Virksomhed i denne ansvarsfulde Stilling. Han værnede Hærens Interesser med den største Omhu og søgte paa alle Maader at styrke Landets Forsvarsstilling. Paa saadanne Koncessioner, som en senere Krigsminister indlod sig paa, var Haffner aldrig gaaet ind. Vel var der ikke i de Tider, ligesaa lidt som nu, meget at gjøre ligeoverfor Folketingets Modstand, men Haffner naaede dog forholdsvis temmelig langt og overleverede en forsvarlig Situation til sin Efterfølger.
Efter sin Tilbagetræden fra Ministerstillingen har han siddet som et særdeles dygtigt og indflydelsesrigt Medlem af Landstinget, og han har været Formand for eller dog Medlem af de allervigtigste Udvalg, der har været nedsat. I den sidste store Konflikt tog han ikke personlig Del, men han stod fast til det sidste, og han var iblandt de Landstingsmænd, der ikke vilde opgive Tingets berettigede Indflydelse paa Finantsloven. I det hele maa Haffner betegnes som et af de dygtigste Medlemmer i Landstinget og som en Mand, der med stor Ære har røgtet den politiske Gjerning, hvortil hans Medborgeres Tillid kaldte ham.
General Haffner er et godt og navnlig et solidt Hoved. Paatrænge Tankerne sig end ikke med Lynets Hurtighed, saa fæstne de sig desbedre, saa at han faar et fuldstændigt Herredømme over dem. Man har med Henblik paa Haffners militære Fortid sammenlignet ham med det tunge Kavalleri, der vel kommer lidt langsommere og ubehændigere frem, men gjør saameget desto større Virkning, naar det kommer. Dette Billede er vel ganske træffende, naar man ser den store, massive Mand med de tunge Bevægelser og paa hans noget tilsvarende aandelige Habitus; men det er dog et Spørgsmaal, om ikke Sammenligningen med Artilleriet vilde være endnu mere træffende. Som dette kommer han tungt og vægtigt, som dette skyder han med langsomt affyrede men sikkert rammende Skud Breche i Modstanderens Fæstning, og som dette har han baade Ild og Varme.
Han er en virkelig Taler. Stemmen er vel spinkel og svag, ligesom brusten, Foredraget er noget monotont og Ordene flyde langsomt og afmaalt fra Læberne, men han har de rette Ord paa rede Haand, han har Argumenterne i logisk Orden og hans Grunde ere klare og vægtige. Han har baade som Minister og som Landstingsmand holdt mange betydelige Taler, og naar han slutter, har man altid en Følelse af, at det er et værdifuldt Indlæg i Debatten, der er leveret. Haffner er ingen Pioner, der baner nye Veie og aabner nye Udsigter, men han har et overordentlig forstandigt og ædrueligt Syn paa Sagerne, og han er en ualmindelig dygtig Forsvarer af en en Gang indtagen Stilling. Hans Hukommelse er meget god, og navnlig har han en mærkværdig Gave til omtrent ordret at kunne gjengive den Modstanders Udtalelser, han vil imødegaa. Til hans andre gode Egenskaber som Taler kommer endvidere den, at han af og til lægger en smittende Varme og en ærlig Følelse ind i sine Foredrag, lige fjærne fra hul Deklamation og opstyltet Patos. Thi bag det tilslørede Ydre banker der et sjælden varmt Hjærte, der, naar hans Følelse berøres, tager Magten og giver hans Stemme en vibrerende Klang, hans Person et ædelt Anstrøg og hans Foredrag et Liv, der river med.
Saadant sker dog sjældnere, men saa ogsaa med desto større Virkning. Hver Gang Danmarks Livssag er paa Tale, kan man være sikker paa at høre slige behjærtede og følelsesfulde Ord fra den glødende Patriots Læber, og saa vinder han baade Tilhængere og Hjærter. Haffner er i det Hele en ædel Natur, en Mand, hvis Bravhed og Retsind Ingen betvivler. Han nyder derfor udelt Agtelse fra alle Sider og er personlig meget afholdt baade af Meningsfæller og Modstandere. Der er noget gammeldags ridderligt baade over Personen og over Karakteren, som tiltaler selv vor moderne Tid. Et Udslag af hans ridderlige Tænkemaade var ogsaa det, at han først udtraadte af Ministeriet Estrup, efter at den provisoriske Finantslov var udstedt, uagtet han ved Samlingens Slutning i 1877 ønskede at gaa. Han vilde dele det fulde Ansvar med sine Kolleger i Ministeriet, og nogen Tanke om at knibe ud kunde aldrig paatrænge sig ham. Han er nu 72 Aar, men baade paa Aand og Legeme en frisk Mand. Til Efteraaret skal han paa Valg igjen; men hans Gjenvalg tør anses for givet, hvis han vil modtage det, og det vilde ogsaa være med virkelig Sorg at man saa denne fortræffelige Mand forlade en Gjerning, hvor han endnu kan gjøre saa god Nytte.