Den danske Rigsdag/1/1
Christen Aaberg.
Gaardejer, Møborg pr. Lemvig. Født den 15. September 1819.
Det er ret behageligt at kunne begynde disse Pennetegninger med Aaberg. Der er noget Typisk ved denne Personlighed, noget i høj Grad Tiltalende. Han er en støt Jyde, grundmuret, besindig og alvorlig. Der er ingen Bram eller Brask ved ham, heller ikke noget Højtflyvende eller Hastemt; det Jævne, det Solide og det Praktiske er han Udtrykket for. Aaberg hører til en gammel vestjydsk Bondeslægt, og han har ogsaa Vestjydens ejendommelige sejge og udholdende Natur.
I vide Egne af Vestjylland har Navnet Aaberg en fortræffelig Klang. Det minder om Flid og Orden, Hæderlighed og Retsind og om en sjælden Vedholden ved det Overleverede. Ogsaa det, at Fædrenegaarden i mere end hundrede Aar har været i Slægtens Eje, og at den, udvidet, forbedret og fredet om med stor Kjærlighed, afleveres fra Fader til Søn er betegnende for Slægten. Her har intet fideikommissarisk Baand været nødvendigt, Pieteten har været nok.
Aaberg har kun faaet en tarvelig Skoleundervisning, men hans Flid og Lærelyst har bødet herpaa, og nu er han en Mand med en for sin Stand ualmindelig Kundskabsfylde, som han med Utrættelighed forøger, og man kan tale med ham om en Række forskjellige Æmner, uden paa andet end Dialekten at mindes om, at man staar overfor en Bonde. Han skriver en elegant Haand og en klar og livlig Stil, og han veed i det Hele, hvad enten han fører Ordet med Pen eller Mund, at forme sine Tanker klart og koncist. Hvad der ogsaa er saa tiltalende ved denne Mand er hans varme Fædrelandssind, der aldrig giver sig noget skvaldrende Udtryk, men et desto mere inderligt og alvorligt. Han var i den første slesvigske Krig en af vore tapre Fædrelandsforsvarere og deltog med Hæder i Fredericiaslaget og i Frederiksstads heltemodige Forsvar.
Allerede tidlig vidste Beboerne i hans Hjemstavn at drage Nytte af hans gode Evner. Faa Aar efter Krigen valgtes han ind i Sogneraadet og blev to Aar senere dets Formand. Endnu den Dag idag er han Medlem af Sogneraadet. I 1861 valgtes han første Gang til Folkethinget for Lemvigkredsen og har siden uafbrudt repræsenteret denne Valgkreds baade i Rigsdagen og i Rigsraadet.
Før 1864 spillede han ikke nogen fremtrædende Rolle i Thinget, men saa kom Forfatningskampen, og Aaberg tog en Stilling, der skaffede ham Venstres Had, men som sikrede ham imod at være Deltager i de store Nederlag, mange af hans Standsfæller senere led. Oprindelig var Aaberg en Forsvarer af den uforandrede Junigrundlov, men hans sunde, praktiske Blik viste ham snart, at dens Gjennemførelse var umulig, og da man saa erfarede, at der dreves hemmelige Underhandlinger mellem J. A. Hansen og nogle Godsejere om Forandringer i Junigrundloven, sluttede Aaberg sig sammen med seks Standsfæller, og disse syv Bønder indtage derefter en selvstændig Stilling i Forfatningskampen. Herfor lagdes de voldsomt for Had af Venstre, der gav dem Spottenavnet: „De syv vise Bønder”.
Disse syv i Virkeligheden vise Bønder vare Aaberg, Niels Andersen, Lars Eriksen, H. M. Petersen, P. Pedersen, Cornelius Petersen og Knud Pedersen. Af disse sidde de to førstnævnte endnu i Folkethinget, medens Lars Eriksen og P. Pedersen ere gaaede over i Landsthinget. De tre Andre ere døde.
Efter Valgkampen sluttede Aaberg sig til det nydannede Mellemparti og støttede dette, indtil det sprængtes ved Valget den 25de April 1876. Aaberg hører efter sin Natur Mellempartiet til — og det gjør vel egentlig de fleste konservative Bønder — han er en Modstander af alle Yderligheder, og naar han desuagtet i Tidernes Løb er ført over i selve Højres Leir, saa skyldes det hans Kjærlighed til Fædreland og Frihed. Da Venstres Stormløb havde bragt Friheden i Fare, sluttede Aaberg sig, trods al øvrig Meningsulighed, til dem, der af al Magt vilde værne Friheden mod slige Angreb, og han har været blandt de trofaste og solide Forbundsfæller, som man til enhver Tid vidste, hvor man havde dem.
I 1868 valgtes Aaberg ind i Finansudvalget og gjorde her ved sin Flid og sin grundige Indsigt i mange Sager stor Nytte. Det var sikkert baade en stor Fejl og en stor Forurettelse, da Højre i 1876 lod ham falde ved Finansudvalgs-Valget, og det har man ogsaa erkjendt. I 1879 opstillede Højre igjen Aaberg til Finansudvalget, og det skyldtes kun en Tilfældighed og et Uheld, at han ikke valgtes. Nu er han atter valgt derind.
Aaberg har paa enkelte Omraader gjort megen Nytte i Rigsdagen. Hedesagen, Træplantningen og Kystsikringen paa Jyllands Vestkyst have i ham havt en ufortrøden og dygtig Talsmand. Hans jydske Sejghed kom disse Sager tilgode. Ved enhver Lejlighed bragte han dem frem og talte for dem, og uagtet Folkethingets Medlemmer ofte ved Finanslovens Behandling i store Masser flygtede ud, naar disse just ikke morsomme Sager fik deres omhyggelige og ufortrødne Omgang, saa rokkede det ikke Vestjyden, han stod, hvor han stod, og sagde, hvad han mente burde siges. Af de nævnte Sager har Aaberg en af Alle uomstridt Fortjeneste; men et Anlæg er der, som ligefrem kan siges at skyldes ham, og det er Jernbanen fra Vemb til Lemvig. Den er, hvis overhovedet sligt kan kaldes en Enkelts Værk, Aabergs Bane og ingen Andens.
Der har været Tale om, at der ved flere Valg var Fare for Aabergs Gjenvalg i sin Valgkreds. Det vilde dog være den største Uretfærdighed og den største Uklogskab, om Kredsen vragede en Mand, der har gjort sig saa fortjent af den, som Aaberg har, en Mand, der nyder udelt Agtelse hos Alle, og som er afholdt baade af Venner og Modstandere.
Aaberg er en Mand paa over 60 Aar, men kraftig og rørig. Det er en høi, stærkt bygget og net Mand med et aabent Ansigt. Han taler ikke meget i Rigsdagen; men man kan være vis paa, at naar han siger noget, saa er der Hold i det. Han har et temmelig daarligt Organ og er ikke egenlig veltalende. Det gjør et monotont Indtryk, at høre ham tale, og han vil aldrig blive af dem, der kan begejstre paa en Talerstol. Men læs, hvad Manden siger, eller hør opmærksomt Paa ham, saa vil man snart erkjende, at det baade er noget Godt og noget Grundigt, man faar at høre. Der er maaske for lidt Sving ved Aaberg baade i hans Tanke og i hans Tale, men saa er der til Gjengjæld desto mere Soliditet og Sundhed. Og det er nok saa meget værd. Aaberg tager sin Rigsdagsgjerning med megen Alvor, og han udfylder den med stor Ære.
Saadanne Rigsdagsmænd og saadanne Bønder, og vi vare bedre farne, end vi nu ere!
Lemvigkredsen har tidligere været repræsenteret af den bekjendte Stænderdeputerede Ole Kirk, af Proprietair Boserup, Mølleeier Brockdorff og Grev Schulin.