Den danske Rigsdag/1/2

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

P. G. Philipsens Forlag Kjøbenhavn Den Danske Rigsdag


H Wulff - Den danske Rigsdag.djvu H Wulff - Den danske Rigsdag.djvu/5 4-9

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1949. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1925.

Alberti.

Overretsprokurator i Kjøbenhavn. Født den 12. Maj 1814.


Overretsprokurator C. C. Alberti hører til vort politiske Frihedslivs Veteraner, jeg viger ikke tilbage for at sige hæderlige Veteraner; thi for den politiske Opfattelse og for det Parti, han tilhører, har han været en ufortrøden og ihærdig Stridsmand.

Ved Valget til den grundlovgivende Rigsdag den 5. Oktober 1848 stillede Alberti sig i Slagelse sammen med Etatsraad Neergaard til Gundersløvholm og forhenværende Kultusminister Fischer. Neergaard blev valgt med 506 Stemmer, medens Alberti fik 253 og Fischer — kun 7. Aaret efter — i December 1849 — stillede Alberti sig i Sorø og valgtes her med 611 Stemmer mod senere Biskop P. Chr. Kierkegaard, der kun opnaaede 303 Stemmer. Siden har Alberti uafbrudt repræsenteret Sorøkredsen — med Undtagelse af et Par Maaneder i 1865, hvor han under Forfatningskampen traadte ud af Rigsraadet, men dog Ved første Opløsningsvalg atter stillede sig — og i Reglen har denne Besiddelse af Kredsen været temlig uanfægtet.

Vel har der jævnlig, navnlig i de senere Aaringer, været opstillet Kandidater imod ham, men Resultatet har hver Gang vist, at Alberti sidder saa fast i sin Valgkreds, at, naar ikke mærkelige Ting indtræffer, vil en Fortrængen af ham ikke let være tænkelig. Den største Fare, han har været udsat for, var i 1861, da Overførster Eide stillede sig imod ham og naaede 530 Stemmer mod Albertis 696. Hverken J. A. Hansens Kalamiteter, Svovlsyrehistorien eller Sparekassevanskelighederne have været istand til alvorligt at true hans Stilling.

Alberti er en Jyde, født paa Grauballegaard ved Viborg og paa mødrene Side beslægtet med den bekjendte Præstefamilie Lindberg. Han blev Student fra Ribe Latinskole 1833 og var af sine Samtidige anset for en dreven Karl udi Latinen, Noget han endog under de seneste Valg, og uagtet han stod paa et „folkeligt” Standpunkt, har pralet af ved at udfordre eventuelle Lysthavende til en Disputats. Der meldte sig dog Ingen.

Alberti lagde sig efter det juridiske Studium og blev 1839 en dygtig juridisk Kandidat. Efter en kort Tid et have arbejdet som Volontær paa Søndre Birk, blev han Fuldmægtig hos Advokat, senere Konsejlspræsident Rottwitt, og det er antageligt, at denne har havt ikke saa ringe en Indflydelse paa Albertis politiske Udvikling.

Allerede som Sagførerfuldmægtig begyndte Alberti at spille en politisk Rolle. Det var hans politiske Frisind, der i 1848 skaffede ham ind i Kjøbenhavns Borgerrepræsentation, og det var Ryet om dette Frisind, der skaffede Sagførerfuldmægtigen valgt til Folkethinget i 1849.

I 1853 blev Alberti Overretsprokurator og fik hurtigt, tildels ved sine politiske Forbindelser, en stor Praksis, hvortil hans Stilling ved den oprettede sjællandske Bondestands Sparekasse naturligvis væsentlig bidrog. Albertis Sagførervirksomhed har været Gjenstand for en ofte skarp og nærgaaende offentlig Kritik, men om Forfølgelserne i den Retning have været fuldt begrundede, kan maaskee dog anses for tvivlsomt. Hans Forretningsdygtighed har Ingen bestridt; men man har bebrejdet ham megen Voldsomhed og Haardhed samt en ejendommelig Anvendelse af Benægtelsessystemet. Det kan vel være, at Bebrejdelsen for Haardhed i Begyndelsen kan have været noget berettiget; men dels var han ingenlunde ene derom — thi en stor Del Sagførere ansaa det den Gang ligesom nu for en sikker Vei til Praksis at vise Haardhed en Tid — og dels har sikkert Beskyldningen allerede i mange Aar været ugrundet. Den ganske vist ejendommelige Anvendelse, Alberti i tidligere Tider gjorde af Benægtelsessystemet, var ingenlunde tiltalende; men den er hverken her hjemme eller i Udlandet saa enestaaende, som man har villet gjøre den til, og Alberti er forlængst distanseret i denne Retning og vil blive det i endnu højere Grad. Uden at være nænsom med Hensyn til Midler eller synderlig ridderlig i deres Anvendelse, maa dog sikkerlig Albertis Sagførervirksomhed respekteres og agtes.

Det Samme gjælder vistnok Politikeren Alberti. Man kan og maa være uenig med ham paa en Række Omraader men respektere og agte Mandens Anskuelser maa man. Alberti er radikalt anlagt og staar endnu, trods mere end tredive Aar ere henrundne, siden han først traadte frem, paa Radikalismens Yderfløj. I Frihedsrusens Aar, da Alt endnu var Teorier kunde slige Anskuelser tiltale, og han stod da Lehmann nær, ligesom Mænd som Steen, Schack og Flere kunde staa Side om Side med ham; men efterhaanden som Frihedsideen praktisk skulde føres ud i Livet, modnedes de sande Frihedsmænd, og Øjet aabnedes for, at det Overleverede havde sit Krav, at en fornutig Konservatisme, en besindig Fremskriden og Udvikling af det Bestaaende var nødvendig. Medens Lehmann, Schack og Steen lode sig belære af Forholdene vedblev Alberti at være blind, og det er han den Dag idag; Derfor staar han nu, hvor han staar. Bondevennernes Selskab maatte naturligt øve Tiltrækning paa en Mand med Albertis Anlæg og praktiske Sands for en betrygget Fremtidsstilling, og han har vistnok tidligt sluttet sig til det, men det var, først efter at nævnte Selskab havde mistet sin Popularitet og virkelige Anseelse, at han fik nogen Indflydelse paa det. I 1855 blev han Medlem af Selskabets Bestyrelse og udfoldede i denne Virksomhed i Forening med Balthazar Christensen og J. A. Hansen en ikke ringe agitatorisk Virksomhed.

I Forfatningskampen tog han virksom Del og stod haardnakket og blindt paa den uforandrede Junigrundlovs Standpunkt. Siden den Tid har Alberti hørt til den vildeste Opposition, og han har mere end en Gang tilføjet sin politiske Anseelse saa alvorlige Knæk, at kun en blind og ukritisk Fanatisme har kunnet bære den oppe. Uden at blinke er han gaaet med til Alt: til Finanslovnægtelse, Dagsordener, Rigsretssager, osv. osv., ligetil Provisoriet, og siden den Tid har han ved hver tænkelig Lejlighed, ved Valgbrevenes Prøvelse, ved Taubers famøse Valghistorie osv. taget den yderligste Stilling, der overhovedet var at finde. Da Venstre sprængtes, hørte han naturligvis til det Parti, der vilde udfolde den hensynsløseste Opposition, og det troede man, at det Bergske Parti vilde. Albertis Forventninger gik ikke helt i Opfyldelse, saa meldte han sig ud, og staar nu i Spidsen for en lille Gruppe, hvis Maal og Hensigt er en uudgrundelig Gaade, og hvis Livsytringer hidtil have indskrænket sig til at stemme og virke i Forbindelse med det med saa stor Uret benævnte „moderate” Parti.

Medens Alberti vistnok er et Mønster paa en menig Soldat, navnlig i et Parti, der blindt gaar paa, er han paa ingen Maade skikket til at være Fører. Dertil mangler han Koldblodighed, Fremsyn, politisk Overblik og fremfor alt Selvbeherskelse. Han er nemlig en meget fanatisk Politiker, der altfor ukritisk lader sig rive med af Stemningen. Hvem mindes ikke hans store Ord paa Vælgermøder: Ikke en Øre til Ministeriet Estrup, ikke en Øre til Prindsesse Thyras Udstyr; hvem mindes ikke hans Tordentale i Rigsdagen med samme Omkvæd: Dette Ministerium ikke en Øre? Men hvem mindes paa den anden Side, at Manden med de stolte Ord stemte overensstemmende med Ordene? Det kan ikke mindes, fordi det ikke skete. Til store Talemaader indskrænkede det hele sig. Og hvor uklog var ikke Albertis Optræden under den fatale, til Slutning latterlige Tauberske Historie, og hvad er der at sige til en praktisk Jurist, der lægger sit Navn og sin politiske Indflydelse til et saadant Monstrum af et Lovforslag, som hans Forslag til en Ministeransvarlighedslov, eller til et Forslag om at skænke Tiendeyderne Tienden?

Man kan ikke ved en almindelig Betragtning af Albertis politiske Virksomhed komme til andet Resultat, end at han er en meget uklog Politiker, der ganske vist har vist Konsekvens, forsaavidt som han altid har været paa den fejle Side. Men fordi hans Politik har været uklog, derfor kan den gjerne være hans Overbevisning, og da dette virkelig er rimeligt, maa man respektere ham som Politiker.

Alberti er ikke nogen videre flittig Folkethingsmand, hans mangehaande omfattende Forretninger lægge naturligvis stærkt Beslag paa hans Arbejdskraft. Han taler med Lethed og har et kraftigt og tydeligt Organ. Naar den stive Mand med det strænge Ansigt og det store hvide Halstørklæde rejser sig midt ved det af Venstremænd optagne Bord, hvor han har Plads, gjør man vel i at høre efter med Opmærksomhed. Hans Form er god og prunkløs, og Indholdet er i Reglen hvast og spidst, ret saaledes som Tilhørerne synes om. Han er i Almindelighed temmelig kort i sine Udtalelser, og kun naar han henfalder til saadanne Kjæpheste, som Fæsterne Paa Sorø Gods eller Sorø Skove eller andre Sorø vedkommende Ting, kan han blive bred og trættende. Han giver sig ofte i Diskussionen store Blottelser, hans Logik hugges for let igjennem, og hans Sagkundskab er alt andet end uangribelig; derfor øver han altid en ringe Indflydelse paa Debatten. I de større Sammenstød er han bedst, hans haarde Stemme kan da forlene Spidserne med den Kraft, Situationen fordrer, og hans Voldsomhed har da en gunstig Baggrund. I et Aftenmøde for et Par Aar siden, hvor Striden ret blussede op, kjæmpede han saaledes ikke blot med Kraft og Eftertryk, men ogsaa tilsyneladende med Virkning.

Der er noget Jakobineragtigt ved Albertis Person; han gjør paa Tilskueren et haardt, strengt, noget frastødende Indtryk. Men dem, der kjende Manden nærmere ville vide, at der bag det haarde Ydre banker et varmt Hjerte. I personlig Berøring med ham skal det Haarde svinde bort og en venlig, tjenstvillig og human Optræden være det Fremherskende. Det er meget rimeligt, at det er saa; man ser det jo saa ofte, og der er meget hos Alberti, der tyder paa det. Han er ganske sikkert en hæderlig og rettænkende Personlighed, hvis Blik kun hildes af en blind Partifanatisme. I Svovlsyresagen, hvor der rettedes saa stærke Bebrejdelser imod ham, har han uden Tvivl kun havt en hæderlig Andel, ja, han har vistnok i den endog lagt megen Uegennyttighed for Dagen.

Alberti vil uden Tvivl leve og dø som Radikal, og hans politiske Indflydelse vil vistnok snarere være i Af- end Tiltagende; men hvorom alting er, en ret interessant politisk Personlighed er og vil den gamle Alberti dog altid blive.