Den danske Rigsdag/1/3

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

P. G. Philipsens Forlag Kjøbenhavn Den Danske Rigsdag


H Wulff - Den danske Rigsdag.djvu H Wulff - Den danske Rigsdag.djvu/5 9-11

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1949. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1925.

N. Albertsen.

Partikulier, boer i Astrup pr. Kjellerup. Født den 12. Decbr. 1814.


Det store Publikum kjender ikke meget til Venstremanden Niels Albertsen. For den almindelige Bevidsthed svinder hans Navn hen i Massen af Andersener, Petersener, Christensener og Jensener, der befolke vor Rigsdag. Og der er heller ikke noget særlig Mærkeligt ved Manden, der skulde hæve hans Navn udover Mængden af Rigsdagsmændene. Tilmed er han en beskeden Mand, der ikke gjør sig gjældende, saa at det Ene med det Andet gjør, at han, skjøndt en gammel Rigsdagsmand og fuldtro Venstremand, dog er saa lidt kjendt.

Ovre i sin Hjemstavn og i sin Valgkreds kjendes Albertsen fuldt vel, og der har været Tider, navnlig naar de politiske Bølger gik højt, da den en Gang mørke, lidt sydlandsk Udseende Mand, spillede en fremtrædende Rolle i Midtjylland som Agitator og politisk Fanatiker. Da samlede han Venner om sig, der tiljublede ham, og uforsonlige Modstandere, der næsten hadede ham. Det var i Albertsens Velmagtsdage. Nu er han en graanet Mand med krummet Ryg og skaldet Isse; men hans ret kloge, milde Øine kunne af og til endnu skyde Lyn, der minde om fordums Dages Fyrighed.

Niels Albertsen er en Jyde, og han har nu naat en Alder af henved 67 Aar. Som ung Gaardmand i Silkeborgegnen, følte han sig tidligt hendragen til Politikken, men han maatte prøve mange Skuffelser, inden hans levende Attraa efter praktisk politisk Virksomhed blev tilfredsstillet.

Imellem Viborg og Silkeborg ligger Landsbyen Levring, og her er Valgstedet for Viborg Amts 3die Valgkreds. I mange Aar var Kredsen repræsenteret af den dygtige og ansete Sognefoged Chr. Jensen af Østerbording, men der knytter sig ogsaa andre Navne af Interesse til denne Valgkreds. Her var det, at nuværende Professor Høedt søgte Valg til den grundlovgivende Rigsdag, men kun opnaaede 70 Stemmer imod den senere saa bekjendte og ansete Politiker, Fabrikejer M. P. Bruun, der fik 460 Stemmer. Den 4. December 1849 stod Høedt og Bruun atter sammen paa denne Valgtribune, men besejredes da begge af den ovennævnte Chr. Jensen. Det var ved det følgende Valg den 4. August 1852, at Albertsen første Gang stillede sig. Der var den Gang ikke mindre end 5 Kandidater, hvoraf Chr. Jensen fik flest Stemmer, saa Pastor Bendix og saa først Albertsen (87). Han stillede sig nu ufortrødent ved en Række følgende Valg, men først ved fjerde Omgang, den 14. Juni 1858, lykkedes det ham at besejre sin sejge Modstander. Fra nu af var han fast i Kredsen; afdøde Stiftamtmand, Kammerherre Bretton gjorde i 1861 et forgjæves Anløb paa Kredsen, men naaede kun 204 Stemmer imod Albertsens 788. Den senere saa bekjendte Højskoleforstander P. Bojsen i Gjedved søgte ved Valget til Rigsraadet i 1864 at bemægtige sig Kredsen — forgjæves; 402 Stemmer mod 698. Siden har der ikke næret gjort faretruende Forsøg paa at fortrænge Albertsen.

Albertsen har altid været en ivrig Venstremand og har altid hørt til den faste Opposition i Folkethinget. Hele hans Naturel, navnlig i hans yngre Dage, maatte henvise ham til den oppositionelle Side. I Rigsdagsforhandlingerne har han aldrig spillet nogen fremtrædende Rolle og især i de senere Aar har han meget sjælden taget Ordet. Der er en stor Forskjel paa Albertsen som Taler i Rigsdagen og som Taler paa Folkemøder. Det samme Venstresind er vel allevegne tilstede, men i Folkethingssalen faaer det en mere afdæmpet, mere behersket Form, medens Folkemøderne ægge hele hans lidenskabelige og heftige Sind, saa at man, navnlig tidligere, fik et ikke altid tiltalende Billede af en blind og hensynsløs Fanatiker.

Han taler temmelig let, Sproget former sig ret villigt for ham, men der kan desuagtet, navnlig i hans beherskede Foredrag, være noget tungt og uklart i hans Udvikling. At han er en ærlig Mand, der mener, hvad han siger, og tror paa Rigtigheden og Sandheden af sine Betragtninger, er vistnok hævet over enhver Tvivl. Øver Albertsen end ikke nogen stor Indflydelse i Salen, skal man derimod tidt i Partimøderne lytte med Opmærksomhed til den gamle, erfarne Politiker, og han har altid havt Hædershverv i sit Parti.

Da Splittelsen i Venstre indtraadte, var han svært i Vinden; han vaklede hid og did og vidste ikke, hvor Venstre var at finde, og hvor han, Venstremanden, hørte hjemme. En Tid stod han med Berg, men alt da lokkede de „Moderate” for ham og søgte at drage ham over. Han stod ikke længe imod. Efter nogle smeltende Toner: „Jeg vil, nej jeg vil ikke, hør op at friste mig!” kapitulerede han og er nu de „Moderates” fuldtro Mand. Ved den Leilighed konserverede han sin Plads som Medlem af Bestyrelsen af det „forenede Venstre”, der endnu eksisterer.

Albertsen er en jævn begavet Politiker, vistnok med en redelig og hæderlig Vilje. Hans tidligere lidenskabelige Sind har rimeligvis fortager sig noget; han gjør nu Indtrykket baade af en besindig og alvorlig Mand. Udenfor Politikken er Albertsen afholdt og anset, og den almindelige Dom over ham lyder paa, at han er en brav Karakter. I personlig Berøring med politiske Modstandere er han en tolerant, mild og beskeden Mand, der gjør et velvilligt og tiltalende Indtryk.