Den danske Rigsdag/1/103
Brandes.
Dr. phil. Kjøbenhavn. Født den 21de Oktober 1847.
I de senere Aar er der næppe noget enkelt Valg, der har vakt mere almindelig Opmærksomhed end Suppleringsvalget paa Langeland den 22de September 1880. Grunden hertil var den, at Dr. phil. Edvard Brandes opstilledes som Venstres Kandidat.
Redaktør G. Petersen i Svendborg, Øens mangeaarige Repræsentant i Folkethinget, havde af private Hensyn nedlagt sit Mandat, og Kredsen var altsaa ledig. Uagtet det forud var givet, at en Venstremand atter vilde blive valgt, vidste man, at Højre denne Gang vilde anspænde sine Kræfter for saameget som mulig at vanskeliggjøre Modstanderen Sejren. En halv Snes Dage før Valget annonceredes Højres Kandidat, Redaktør H. Wulff af Kjøbenhavn og kort efter bekjendtgjorde Venstrebladene, at Dr. phil. Edv. Brandes var deres Mand.
Dette vakte almindelig Forbavselse; thi for det Første var det ubekjendt, at Brandes beskjæftigede sig med Politik, og for det Andet fandt man det dristigt at sende en af Førerne for de moderne radikale Ideer ud paa Valg i en Landkreds. Forsøget var dristigt, men viste, hvilken ubegrænset og fuldt ud berettiget Tillid de radikale Venstreførere havde til deres Indflydelse paa Landbefolkningen.
Højre indledede Kampen med en Række Smaafægtninger, under hvilke Relgionsspørgsmaalet vistnok blev draget noget for stærkt frem. I Begyndelsen synes Brandes slet ikke at ville have givet Møde før paa selve Valgdagen; men da Beretningerne lød til Kjøbenhavn om Højres Angreb paa ham, forandrede han Beslutning og ilede til Langeland.
Baade Højre og Venstre paa Øen vare meget spændte paa at se og høre Brandes, og følgelig mødte Folk i tusindvis, da det erfaredes, at Brandes vilde møde. De Fleste troede, at en Kjøbenhavner og Dr. philos. daarlig egnede sig til at tale til en Landbefolkning, men heri tog man fejl. Brandes slog an i Forsamlingen. Han talte klart og koncist i korte Sætninger med et lidt ætsende Tonefald og ikke forsmaaende tarvelige Vittigheder og Brandere. Han indlod sig ikke paa Storpolitik, men indskrænkede sig væsentligst til at forsvare sig imod de Angreb, der vare rettede paa ham.
Paa Valgdagen udtalte han sig med en tiltalende Aabenhed; han erklærede hverken at tro paa de Christnes eller Jødernes Gud, hverken paa det gamle eller nye Testamente. Han valgtes imidlertid desuagtet med et overvældende Stemmetal[1].
I Anledning af disse Udtalelser paa Valgdagen blev der fra flere Sider protesteret imod, at Brandes stædedes til at aflægge den befalede Rigsdagsed, fordi denne havde en bestemt personlig Gud for Øje, og i selve Rigsdagskredsene imødesaa man med Forventning, hvad der nu vilde ske. Men paa den simpleste Maade af Verden blev Spørgsmaalet løst, idet Brandes uden Betænkning og afvisende den af Formanden fremkaldte Drøftelse af Sagen underskrev Edsformularen trods hans kort i Forvejen afgivne bestemte Erklæring om ikke at tro paa den Gud, Eden paaberaabte. Dette vakte Harme og Forargelse, og der er heller ingen Tvivl om, at det havde været korrektere, hvad saa end Resultater var blevet, om Brandes havde krævet en anden Edsformular. Ved den Diskussion, som den af Formandens ved denne Lejlighed anvendte Fremgangsmaade foranledigede, holdt Brandes sin Jomfrutale i Tinget, og det maa erkjendes, at han gjorde det fortrinlig. Det lykkedes ham at kaste et vist sympatetisk Skær over sin forfulgte Personlighed, og hans interessante og klare Foredrag slog godt igjennem.
Siden har han som Regel ført en stille og ubemærket Tilværelse oppe i Tinget. Han møder flittig og synes som oftest at være optaget af et eller andet Arbejde. Der synes at hvile noget isoleret over ham, som om han ikke ret følte sig hjemme i det Selskab, og man ser ham ogsaa kun sjælden i fortrolige Samtaler med andre Medlemmer. Han har talt enkelte Gange, særlig om Universitetsforholdene og om Skolevæsenet, og det er hver Gang lykkedes ham at gjøre en vis Opsigt, men han glemmes hurtig igjen. Han taler godt, kritiserer morsomt, taler gjerne fra Leveren og er ikke uden Lune. Men, det nytter ikke at negte det, han har ikke hjemme i det politiske Liv, og han føler sig ikke hjemme der. Allerede hans Valgkamp viste, at han manglede politisk Indsigt, og det er mere og mere blevet klart, at han ogsaa mangler politisk Interesse. Det kan ikke Andet end fremkalde Smil at se Brandes valgt ind i Udvalg om Brandvæsen, Kreditvæsen, Dyrlægevæsen og deslige. Brandes er Venstremand saavel ifølge Anlæg som ifølge Udvikling, men han kan ikke være Partislave. Det viste han i sine Udtalelser om idet kongelige Teater, hvor han gik imod sine allernærmeste Meningsfæller, og det viste han, da han imod hele Demokratiet gjorde absolut Front imod Kvaksalversympatierne og tog Parti for Lægevidenskaben.
Han er et fortrinligt Hoved og en Kritiker af første Rang. Saavel i Tidsskriftet „det nittende Aarhundrede” som i senere Ugeblade har han leveret Bidrag af høj Værd og vist sig som en Stilist af Rang, og hans kritiske Studier af inden- og udenlandsk Skuespilkunst have vakt stor og fortjent Anerkjendelse. Ogsaa som dramatisk Forfatter har han vist sig ganske heldig. Som Videnskabsmand skal han have erhvervet sig Navn som en Kjender af gamle østerlandske Sprog. Han har altsaa Evner, der paa flere Omraader kunde gjøre Nytte, men i den politiske Kamp og i Partikævlets Tjeneste komme disse Evner ikke til deres Ret.
- ↑ Ogsaa ved de to Valg i 1881 er Brandes blevet valgt med stor Majoritet.