Den danske Rigsdag/1/11

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

P. G. Philipsens Forlag Kjøbenhavn Den Danske Rigsdag


H Wulff - Den danske Rigsdag.djvu H Wulff - Den danske Rigsdag.djvu/5 41-44

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1949. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1925.

Klaus Berntsen.

Friskolelærer i Højby paa Fyn. Født den 12. Juni 1844.


Odense Amts 5te Valgkreds — Bogense — sendte i mange Aar den bekjendte H. M. Petersen, der af Folkevittigheden døbtes „Hans Majestæt Petersen”, ind i Folkethinget. Petersen var en ualmindelig begavet Mand og af „Boelsmand” at være usædvanlig veltalende, der ogsaa en Tid øvede en vis Indflydelse, men hans Evner og Anseelse led i Tidens Løb følelige Knæk, og der rejste sig, efterhaanden som Venstre fik Magt ude i Landet, en stærk Stemning mod ham i hans Valgkreds.

Det gjærede allerede ved Valget i 1869, men det var dog først ved Valget den 20. Septbr. 1872, at Bevægelsen ret kom til Udslag. Petersen sejrede vel mod Venstremanden, men kun med 593 Stemmer mod 578, og da der kom Indsigelser frem mod Valgets Gyldighed, udsatte Folkethinget Godkjendelsen og foranledigede en vidtløftig Undersøgelse. Denne førte i Slutningen af April 1873 til Valgets Forkastelse, og, den 20. Maj altsaa akkurat 8 Maaneder efter at det kasserede Valg havde fundet Sted, foretoges det nye Valg.

I disse 8 Maaneders Interregnum var naturligvis Kredsen Gjenstand for den livligste Agitation, der yderligere forøgedes, da den Venstrekandidat, der var naat saa nær ind paa Livet af H. M. Petersen, i Mellemtiden var død. Blikket fæstedes da paa den unge Friskolelærer Klavs Berntsen, der havde tilkæmpet sig Anseelse i Kredsen som en fanatisk Venstremand. Berntsen er udgaaet af en velhavende og anset Gaardmandsfamilje paa Fyn og var nok selv bestemt for den landlige Syssel, men efter at have været paa den bekjendte Kolds Højskole fik han — man vil vide ved en Tilfældighed — Smag for Lærergjerningen og oprettede en Friskole, der skal trives ualmindelig godt. Berntsen havde alt tidligere taget Del i de politiske Bevægelser paa Fyn, men Familjeforhold holdt ham tilbage fra at træde personlig frem, og først da Omvalget i Bogensekredsen fandt Sted, indvilligede han i at modtage Valg. Kampen den 20. Maj 1873 var temmelig haard og endte til Fordel for Berntsen, der valgtes med 783 Stemmer imod 563 Vedhængere af H. M. Petersen.

Allerede et halvt Aar efter var Kampen atter gaaende, idet Folkethinget opløstes i Oktober og nye Valg udskreves til den 14. November. Højre stillede da Overretsassessor C. V. Nyholm, der den Gang var Modstander af det forenede Venstre, op mod Berntsen, men Resultatet blev, som forudset, en stor Sejr for Sidstnævnte, som den Dag naaede 1029 Stemmer, medens Nyholm kun fik 663 St. Ved Valget den 25. April 1876 stillede Højre en Skolelærer Teisen op mod Berntsen, men dennes Sejr blev da endnu fuldstændigere — 591 St. mod 325. Derimod vare Berntsens Stemmer den 3. Januar 1879 svundne ned til 911, medens Højrekandidaten, Gaardejer Cl. Jensen. naaede op til 591 Stemmer. H. M. Petersen stillede sig efter sit Fald ikke senere mod Kl. Berntsen, der vistnok ogsaa sidder temmelig fast i Valgkredsen, men søgte derimod at fortrænge Hans Madsen fra Verningekredsen, hvilket dog ikke lykkedes. Stjærnen var blegnet.

Berntsen blev hurtigt en betydelig Mand i „det forenede Venstre”, han kaaredes særlig til Rejseagitator, og han og de to fynske Kolleger Anders Tange og Hans Madsen beæredes i Venstrepressen med det hædrende Navn: „De tre fynske Frihedshelte”. Disse tre Helte droge altsaa paa Tog og deltog i mangen varm Skjærmydsel. Venstrebefolkningen tilkjendte snart Berntsen Sejrspalmen, og det lader sig heller ikke bestride, at han paa et Folkemøde er en Mand, der forstaar sine Ting. Han har den tilstrækkelige Ugenerthed — Dristighed ville maaske nogle kalde det — den tilstrækkelige Hensynsløshed og en ualmindelig Evne til at lave Vitser og „gjøre Grin”. Dertil kom en smuk Personlighed, en vindende Fremtræden og stor „Geläufigkeit” i den mundtlige Procedure lige overfor Vælgerne. Intet Under, at han vandt deres Overbevisning, deres Stemmer og Hjærter.

Af alle de Mænd, Venstre har sendt paa Korstog, er der maaske ikke en eneste, der naar Berntsen i Evnen til at elektrisere og tildels fanatisere en Folkeforsamling. Men i samme Grad, som han vandt Lavrbær paa de landlige Valpladser, i samme Grad steg selvfølgelig Forventningen til en tilsvarende mægtig Indflydelse paa Rigsdagen. Her skuffede han imidlertid alle Forventninger, her gik Glansen af ham og alt det store fortog sig, saa at der kun blev en lille, jævn Mand tilbage. Berntsen mangler i Folkethingssalen den Baggrund, hans Begavelse kræver. Hvis der var en livlig og en ham velvillig Tilhørerkreds, saa var han maaske i Stand til oftere at slaa sig op, men som det nu er, falde Vitserne og Løjerne til Jorden, og Taleren gaar samme Vej. Han har selv Følelsen deraf, og det trykker ham; han søger da i sin Fortvivlelse at give sin Tale et lunefuldt og et aandrigt Sving; men det er i den Grad forlorent, at hele Personen og hele Talen under Foredraget omgives med et Uvederhæftighedens Skjær, der maa ødelægge. Han bliver da altid et sikkert Bytte for sine Modstandere, og Berg har mere end en Gang vundet en alt for let Sejr ved i en Debat at ride Berntsen til Vands.

Berntsen taler let og flydende, og hans Person og Organ tager sig godt ud i Debatten; men den Mangel paa Alvor og Tilforladelighed, som hans Taler gjøre Indtrykket af, bringer uvilkaarligt Tilhørerne til at føle: „Den Mand hører ikke hjemme i en alvorlig Debat”. Denne Følelse kan være uretfærdig, men den er til Stede, og det er beklageligt, thi ved Lejligheder har Berntsen fra sit Standpunkt talt meget fornuftigt. Han taler sjældent i Rigsdagen, muligt fordi han føler, at Jordbunden ikke er god for hans Evner, mulig ogsaa, fordi han ikke har været meget flittig og ikke har sat sig ret grundigt ind i Sagerne, men det er ikke usandsynligt, at han, ved netop at tale oftere, kunde vinde Magt med de Uheldigheder, der nu beherske hans Foredrag. Han roses i den sidste Tid for Flid i enkelte Udvalg, og det er saaledes muligt, at han igjennem større Indsigt i Sagerne vil søge oftere Lejlighed til at tale og til derigjennem at vinde større Herredømme over sin Form. Vi ville oprigtigt ønske det; thi Kl. Berntsen er paa ingen Maade nogen usympatetisk Rigsdagsmand, og han raader vistnok over usædvanlig gode Evner. Han staar nu i de „Moderates” Rækker, og han skal være en af de faa, der nogenlunde svare til Navnet.

Som Menneske er Berntsen afholdt af alle og agtet som en hæderlig Personlighed. Han er et selskabeligt Centrum for mange herværende Venstremænd, og han skal, maaske mere ved Lune end ved Smag, være et meget oplivende selskabeligt Element i Vennernes Kreds.

I den seneste Tid har Berntsen høstet fortjent Anerkjendelse for sin patriotiske og smukke Optræden i Forsvarssagen. Han beæres i den Anledning med det grundigste Had fra de Radikales Side.