Den danske Rigsdag/1/14
Bojsen.
Cand. theol., Løjtnant, Ejer af Rødkilde ved Stege. Født den 22. August 1841.
Navnet Bojsen har havt en god Klang her i Landet og har det vel tildels endnu, om det end kan synes, at det Slægtled, der nu paraderer paa den offentlige Skueplads, er noget degenereret. Man mindes ved Navnet paa en behagelig Maade om dygtige, nidkjære og fædrelandssindede Embedsmænd, og ogsaa den gamle Præst i Stege har Ved sin gejstlige Virksomhed og ved sin aandfulde og tankevægtige „Budstikke” sat sig et saa smukt Minde, at man har let ved at tilgive de Ekstravaganser paa Politikens Omraade, den gamle Mand i de senere Aar har tilladt sig. Sønnerne, der nu bære Navnet frem: Folkethingsmanden, Højskoleforstanderen i Gjedved og den unge Redaktør af Venstrebladet i Horsens, have ikke et sligt Taknemlighedskrav at trække paa, og Dommen over dem bliver derfor ganske naturlig mindre hensynsfuld.
Folkethingsmand Frede Bojsen bærer paa en Gang Fredens og Krigens Attributer: han har foran sit Navn baade et „Candidatus theologiæ” og et „Løjtnant”. Hans Tilbøjeligheder gaa dog vistnok nærmest i krigerisk Retning, hvilket kan sluttes deraf, at han har været en af Førerne for det hensynsløse Krigsparti i Rigsdagen, og dels deraf, at han prætenderer Stillingen som Venstres sagkyndige Paa det landmilitære Omraade og har gjort sig særlig Anstrængelse for at hævde denne Prætention.
Om denne Sagkyndighed har der været rejst allehaande Tvivl, men selv tvivler han ikke paa den, og den Dristighed, hvormed han tager Kampen op mod de virkelige Fagmænd paa de store Tvistspørgsmaals Omraade, har kun sit Sidestykke i Holstein-Ledreborgs Oversagkundskab paa det maritime Omraade. Begge ere forlængst komne ud over alle Tvivlsmaal, som andre lærde ellers brydes med, de have deres grundmurede Mening, og den er naturligvis den ene rigtige. Skylden for denne Selvvurdering er dog ikke alene Bojsens, den skyldes for en Del Paavirkning udefra. Ikke blot have de virkelig sagkyndige i Rigsdagen taget alt for nænsomt paa den unge Mand, men ogsaa ovre i Lejren ved Hald har man i sin Tid drevet et skadeligt Spil med ham, idet gamle og unge Officerer lyttede til den spirende Politikers Ord, som om det var Visdomstale, og spurgte ham til Raads som et Orakel. Sagtens klarede han sig ligesom andre Orakler ved at give Svar, der kunde tydes paa alle Maader; men det er ikke til at undres over, at den unge Mand troede sig udrustet med særlige Evner i militær Retning, og da de Tider jo forlængst er forbi, da „Beskedenhed er en Ynglings skjønneste Dyd”, kan man vel forstaa, at han maatte have sit Lys i den højste Stage, at det ret kunde skinne over og for hele Landet.
Det faar imidlertid være med Sagkundskaben, som det vil, en Ting er vist, og det er, at Taktiker er „Løjtnant" Bojsen ikke, det har han til fulde vist under det politiske Felttog, hvor han var med til at føre Trapperne til de grundigste Nederlag.
Bojsen kom ind i Rigsdagen ved Valget i September 1869. Det var den Gang en forholdsvis rolig politisk Tid: Grundlovskampen var endt og „det forenede Venstre” endnu ikke dannet. Han blev valgt uden Modkandidat paa et temmelig taaget Venstreprogram, og det var vistnok nærmest som hans Faders Søn, at Møenboerne første Gang gav ham deres Stemme. Allerede Aaret efter dannedes „det forenede Venstre”, og Bojsen blev Medlem af det. Dette Partis Dannelse var, som det saa ofte er sagt, en af de unaturligste og usundeste Alliancer, man vel kan tænke sig. Her forenede de saakaldte ideale Mænd sig med rene Magt- og Madstrævere, her gik Grundtvigianere og Bjørnbakkere, Fædrelandsvenner og Kosmopoliter op i en højere Enhed, hvis Maal var Magt og Midlet hensynsløs Krig. At Bojsen, der selv kaldte sig en Tilhænger af Grundtvig, og som havde en saa anerkjendt grundtvigiansk Afstamning, sluttede sig til Partiet, er jo ikke mere underligt, end at saa mange andre Grundtvigianere gjorde det, men at Slægten Bojsen, efter at saa mange af de virkelige Grundtvigianere havde faaet Blik for Alliancens Falskhed og vendt Partiet Ryggen, vedblivende paradere med Grundtvigs Fane i det Parti, hvor den aldrig havde hjemme, er ikke Slægtens Ære.
I Begyndelsen spillede Bojsen ikke nogen fremtrædende Rolle i Thinget, men da hans Parti i 1872 var blevet Flertal, kom hans Tid. Han fik straks Æresposten som Formand i Finantsudvalget og Hærudvalget — det var under hans Forsæde, at Man viste sin Iver i dette Udvalg ved at synge fædrelandske Sange — han blev Embedsmand i Partiet og endelig Partiets Ordfører ved en Række vigtige Lejligheder.
Bojsen kan alene takke dette Parti for, at han overhovedet kom til at spille nogen fremtrædende Rolle. Kun i et Parti, der i den Grad Var fattigt Paa Intelligents, som „det forenede Venstre”, kunde en Mand med Bojsens Kvalifikationer blive fremtrædende; i Højre vilde han aldrig have gjort sig gjældende. Bo1sen er nemlig en ganske ordinær Mand med ganske ordinære Evner, og et tydeligere Vidnesbyrd om Partiets Mangel paa Kapaciteter kan ikke godt tænkes, end at Bojsen var og vistnok endnu er en af de Mænd, der stod øverst paa Venstres Ministerliste — en passende Illustration til J. A. Hansens storladne Udtalelse, baade paa Kongereduktionsmødet i Skanderborg og ved andre Lejligheder, om Venstres Overmaal af Evner til at styre Land og Rige. Thi flere tidligere Ministres Evner ganske ufortalt — til Bojsens Niveau er man dog næppe endnu naaet. Men hvem ved? Det kan maaske endnu komme.
I Venstre har imidlertid Manden Kurs, og han har været stærkt benyttet. En Anvendelse af ham har tit vakt Forbavselse, nemlig som Ordfører ved storpolitiske Turneringer. Thi Slagtaler i den Forstand, der ellers smagte Partiet, er Bojsen slet ikke. Han taler bredt, kjedelig og tungt; han bliver altid ensformig, gjentager sig atter og atter og er tilmed langt fra behændig. Venstre havde i sine Rækker ganske anderledes dygtige Talere, men de bleve skudte i anden Linie, medens Bojsen førte an.
Man har ment, at Valget af Bojsen skyldtes en stærkt rivaliserende Tilbøjelighed hos andre Ærgjerrigheder, der saa foretrak Bojsen frem for en farligere Rival, og den Betragtning er ogsaa gjort gjældende, at Valget skyldtes en Del moderate i Partiet, der antog Bojsen for mindst uhyggelig for Modstanderne. Hvad enten nu denne sidste Betragtning har været den afgjørende eller ikke, saa er den rigtig, og i saa Henseende var Valget godt nok. Af alle Venstremænd er der nemlig ingen, der nyder større personlig Sympati hos Modstanderne end Bojsen. Han er afholdt af mange af dem, agtet af dem alle.
Bojsen er en ren og pletfri Karakter, paa hvilken end ikke den hadefuldeste Modstander har kunnet sætte nogen Plet. Han er en nobel og rettænkende Personlighed med en i høj Grad sympatetisk Fremtræden. Bojsen tillægger man aldrig lave og egennyttige Motiver; man gaar altid ud fra, at Manden fuldt ud mener, hvad han siger, hvor meget man end kan forandre sig over og beklage det. Disse Egenskaber give ham ganske naturligt en moralsk Overvægt over mange i Partiet, og det er ganske sikkert ogsaa disse Egenskaber, der trods hans mindre betydelige Evner vilde gjøre ham til Minister, om det utrolige nogensinde skulde ske.
Maa siger, at flere af Venstre særlig lytte til Bojsens Raad og i vanskelige Tilfælde slutte sig til denne Mand, paa hvis Ærlighed og Sanddruhed de kunne stole, og enkelte Venstremænd ere endog beskyldte for en vis Afhængighed af Bojsen, saaledes Klavs Berntsen, men denne Beskyldning kan med det foregaaende for Øje tages temmelig let. Selv er Bojsen vistnok ikke saa uafhængig, som han tror og saa tit vil give sig Mine af. Navnlig har hans „Ven”, Grev Holstein-Ledreborg, vistnok en altfor stor og ikke absolut heldig Indflydelse paa ham. Nu, siden Venstre er sprængt, hører man mindre til Bojsen, og det synes, som om de „Moderate”, hvortil han hører, foretrække Holstein-Ledreborg til Anfører.
Udenfor Rigsdagen hører man ikke meget til Bojsen. Vel har han nu og da været med paa en politisk Rundrejse, men nogen Opsigt har han ikke vakt, og hans oratoriske Evner ligge da ogsaa mindre endnu for Folkemøderne end for Rigsdagen. Da den dødfødte Grundlovsværneforening skulde dannes, var han med i Middelfart for at bekæmpe den, men han kunde intet udrette og maatte endog se sin egen Broder som Foreningens Formand. I en Henseende har han gjort sit Parti væsentlige Tjenester, idet han nemlig en Tid har været dets „Krigskasse”, og hans økonomiske Uafhængighed satte ham ogsaa i Stand til at være en elskværdig og splendid Vært for mange Venstremænd, der nok gjorde flittig Brug af den tilbudte Gjæstfrihed.
Bojsen er en ung, smuk Mand med kulsort Skjæg og Haar, imod hvilke de klare blaa Øjne stikke paafaldende af. Der er noget sydlandsk ved hans Udseende, underlig parret med en engelsk Flegma udbredt over Gang og Holdning. Han ser livstræt og Melankolsk ud, som en Mand der har været hjemsøgt af svære Sorger. Over hans alvorlige Ansigt gaar der kun sjældent et oplivende Smil, og det er beklageligt, thi dette Smil tager sig faa godt ud. Der er Emner til en ægte Romanhelt i det Ydre, og det forøges ved Kjendskab til hans Livsførelse. Begejstret over Rigsdagsmanden Bojsen kan man ikke blive; men man kan ikke Andet end have Sympati for Personen og agte den. I hans Valgkreds sidder han nu fast og nyder megen Anseelse. De Forsøg, der have været gjort paa at styrte ham, ere hidtil grundig mislykkede. Og det maa man holde Valgkredsen tilgode, at den lod en Mand som Bojsen afløse den langt mindre sympatetiske Thurah, efter at den nu en Gang havde tilføjet sig selv den Tort at vrage den ædle Hother Hage.