Den danske Rigsdag/1/13
Bille.
Cand. jur., nu dansk Generalkonsul i Amerika. Født den 1. Juli 1828.
Hvem kjender ikke Bille? Vort politiske Frihedsliv har bragt mange Navne paa Folkets Læber, mangen Stjærne er gaaet op med stor Klarhed og Glans for inden faa Maaneskifter atter at forsvinde; mangt et Navn har langsomt og brydsomt banet sig Vej til Folkets Hjærte og vundet sig en varig Plads der, og mange smukke Minder ejer vort unge Frihedsfolk allerede. Men ud af Hoben af disse Navne hævede der sig i lang Tid to, som snart paa Hadets, snart paa Begejstringens Vinger bares ud over Landet.
Det var Navnene Bille og Ploug.
Som Ordførere for det mægtige nationalliberale Parti, som dem, der hver Dag talte til det ledende Folk, fik disse Mænd en Betydning og en Indflydelse i Landet som ingen anden, og der har været Tider, da Parolen fra disse Mænd blev lystret lige saa samvittighedsfuldt, som et flinkt Kompagni Soldater lystrer sin Chef paa en Ekserserplads. Intet Under derfor, at Modstanderne rettede deres hvasseste og hadefuldeste Vaaben mod disse Mænd, intet Under, at Venner sluttede Kreds om dem og tiljublede dem Bifald. Rundt om i Landet spredtes deres Navne; i Vraaer som paa Herresæder tog man Parti for eller imod dem, og i mangen fattig Indsidderstue, hvor blot en Avis fandt inden for Døren, kunde man høre drøftet Spørgsmaalet Bille: „denne hersens Bille i Kjøbenhavn”. Det var gyldne Dage, men de bleve ikke af lang Varighed. Glorien begyndte at blegne og Indflydelsen at tabe sig, men endnu den Dag i Dag indtage de to Navne en fremtrædende Plads i Landet, snart en Hædersplads, snart en Plads i Skammekrogen, alt efter Vedkommendes politiske Stade.
Fra Sorø Skole udgik i Slutningen af Fyrrerne en flink Student. Han bar et gammelt, hæderfuldt Adelsnavn, men Slægtens gamle Rigdom og Indflydelse var forsvunden, og det Slægtled, hvorfra den unge Student udgik, havde intet uden Navnet tilbage. Den unge Bille stod ene og fattig i Hovedstaden, kun støttende sig til sine Evner og sin Flid, men med fuld Fortrøstning til, at disse Hjælpemidler ogsaa skulde vise sig tilstrækkelige til at skabe en lovende Fremtid. Han kastede sig over det juridiske Studium, og Dommerstillingen skal have været hans Ungdoms Attraa. Iblandt Kammeraterne ansaas Bille for et godt og kvikt Hoved, men i den Retning, han senere skulde udfolde saa glimrende Evner, faldt det den Gang ingen ind, at hans særlige Begavelse laa. Ingen? Jo, maaske dog en. Iblandt Billes Samtidige og Omgangsvenner var nuværende Direktør i Handelsbanken Levy. Han opfandt Bille som Journalist, men om han den Gang forstod at vurdere sit Fund, eller om han ikke snarere tilfældig pegede paa Bille som en ham bekjendt opvakt ung Mand, der trængte til Bifortjeneste, lige som han maaske kunde have peget paa andre Kammerater — det er tvivlsomt. Nok er det: den første, der udpegede Bille til journalistisk Virksomhed var Bankdirektør Martin Levy.
Det gik saaledes til. Den endnu virkende, hæderlige og ansete Bogtrykker Sally B. Salomon havde i Krigsaarene 1848—50 udgivet de bekjendte Skillingsblade med Efterretninger fra Krigsskuepladsen og havde gjort megen Lykke med dem. Da Krigen endte, besluttede han at fortsætte denne Virksomhed under en anden Form, og til den Ende søgte han brugelige Medarbejdere. Han kjendte Levy og spurgte denne til Raads med Hensyn til Valget af saadanne, som han ganske naturligt søgte blandt unge Studenter. Levy udpegede da Bille og Prahl. Det var en lykkelig Anvisning; thi den skabte to Stjærner paa vor hjemlige Journalistiks stjærnefattige Himmel, to Stjærner af sjælden Klarhed og Glans, der tilmed paa en ejendommelig Maade supplerede hinanden. Medens Bille paa alle indre Omraader lagde mærkelige Evner for Dagen, viste Prahl sig som et ualmindeligt Talent paa de udenlandske Oversigters Omraader, hidtil enestaaende og uovertruffet her hjemme.
De to unge Studenter bleve antagne, men Redaktionen vedblev at være anonym. Det fortælles, at Bestræbelserne i Begyndelsen gik ud paa at finde de bedste Anekdoter og Smaahistorier til Spaltefyld, og at Prahl først med dette beskedne Formaal for Øje begyndte at tumle med Udlandets Presse, i hvilken han senere skulde erhverve saa stor Indsigt. Saa fortælles der videre, at Bille en glad Dag overraskede sine Medarbejdere med Erklæringen om, at nu vilde han skrive en alvorlig politisk Artikel. Almindelig Forbavselse og Spørgsmaal, om han var bleven gal. Men Bille afleverede sin Artikel, den gik og gjorde Lykke, og den blev Forløberen for en Række glimrende Artikler, der livfuldt, aandfuldt og dygtig behandlede de forskjelligste politiske og sociale Forhold. Det lille uansete Blad slog igjennem, og det varede ikke ret mange Aar, inden det var det mest læste og mest toneangivende Hovedstadsblad. De to unge Studenter fortsatte imidlertid deres Eksamensstudium, og en Dag sad den meget omtalte Redaktør af „Dagbladet” ved det grønne Bord for at prøves i den Retsvidenskab, han allerede var begyndt at fortolke i sit Blad. Prøven faldt godt ud, han hentede sit Laud. Saa kom hans Navn til at staa paa „Dagbladet” og dermed var det indrangeret blandt de offenlige Navne, viet til Besudling og Lovprisning.
„Dagbladet” blev et mægtigt, et betydningsfuldt Blad. Med Vind i Sejlene og for en gunstig Bør blev det baaret op paa Toppen af Tidens Bølge, og med en eminent Fører, en ypperlig Besætning gik Sejladsen stolt og strunkt. Det indtog en Tid — som det for øvrigt atter gjør igjen — Førstepladsen i den danske Presse, og det gav ved et dristigt Initiativ paa flere Omraader Stødet til et mægtigt Opsving i hele vor Journalistik. Bille skrev en Vrimmel af glimrende Artikler, hvoraf en udvalgt Samling findes i hans: „Tyve Aars Journalistik”, et Værk man endnu kan læse med stort Udbytte og megen Fornøjelse, og hvori man atter og atter maa beundre den unge Redaktørs sjældne Gaver.
Det er umuligt at skrive Billes Historie, hvor langt der end kan være til Enden af den, uden at lægge en Hovedvægt paa hans journalistiske Virksomhed, ved den blev han den Bille, han er, den var Piedestalen, der gav Figuren sit Syn, sit Relief. Man kan dømme om Billes Redaktørvirksomhed, hvorledes man vil, man kan finde nok af Fejl og Beklageligheder, man kan, om man er stemt dertil, fordømme den, et skal indrømmes: at der stod et mægtigt Talent bag ved den, og at Virksomheden gjorde Manden den største Ære. Der er vist ikke megen Overdrivelse i den Dom, en indsigtsfuld Mand fældede om Bille som Redaktør, da han betegnede ham som „Nordens største Journalist.”
Og Anerkjendelsen udeblev heller ikke. Paa mange Maader fik Bille at mærke, hvilken Lykke han gjorde, og det er da let forklarligt, at Ærgjærrigheden pustede Vingerne ud til en højere Flugt. Han søgte og fik Sæde i Borgerrepræsentationen, og han stævnede da ogsaa efter 10 Aars Journalistvirksomhed ind i Folkethinget. Han søgte, som naturligt var, Valg i Hovedstaden, men, hvad der nu kan synes mindre naturligt, han søgte og fandt det i 5te Kreds — den eneste virkelige Arbejderkreds, vi have heri Landet. Den Gang han stillede sig, var det maaske ikke saa; thi Bille har aldrig været Arbejdernes Mand, og han vilde vel i saa Fald have søgt en fredeligere, en mere aristokratisk Kreds — dem Byen jo har flere af. Nu blev han Repræsentant for den uroligste, den ham mindst velvilligste Kreds, og det har han faaet at mærke, om man end ikke hidtil har kunnet styrte ham. Femte Kreds var imidlertid den Gang en skikkelig Kreds. Den havde til Folkethinget sendt Repræsentanter som den stokkonservative C. N. David, som Lehnsgreve Knuth og Gehejmeraad Tillisch. Det var sidstnævnte, som Bille afløste den 14. Juni 1861. Valgkampen var temmelig levende. Han havde til Modkandidat den dygtige og ansete Sadelmagermester P. C. Olsen, der optraadte som Haandværkernes og de mindre Næringsdrivendes Repræsentant, og C. V. Rimestad, hvis Indflydelse den Gang var i Stigen, kæmpede af al Kraft imod Bille. Men denne lagde allerede paa Valgdagen en ualmindelig Veltalenhed for Dagen og vandt øjensynlig mere og mere Stemningen, og ved den skriftlige Afstemning naaede han da ogsaa 505 Stemmer, medens Olsen kun fik 184. Disse Tal tage sig nu med de senere Erfaringer for Øje smaa ud, men den Gang vare de ret anseelige og i ethvert Fald de højste Tal, der vare naaede i den Kreds.
Jubelen var stor, da Bille proklameredes som valgt, og den valgte blev af en talrig Menneskemasse fulgt hjem til sin Bolig paa Kultorvet, hvor Hurraraabene fornyedes, saa at Bille maatte vise sig og takke fra Vinduet. Det var saaledes under en kraftig Begejstring, at han blev baaret ind paa Thinge. Her saa det da helt anderledes ud end nu. Da indtog Intelligentsen og ikke en tit raa og uvidende Talmajestæt Højsædet, og da var Billes Anskuelser i afgjort Majoritet. Der var følgelig ikke særlige Opgaver for ham at løse, og det blev nærmest Tscherning, J. A. Hansen, Winther og Kjær, der bragte den duelige og vittige unge Mand til at kaste sig ind i Kampen. Hans Veltalenhed vandt tidlig Anerkjendelse, om den end ikke da var saa fuldendt, som den senere blev.
Saa kom den ulykkelige Krig i 1864, hvor den Politik, Bille havde været med til at kæmpe for, led et afgjort Skibbrud. Det knugede naturligvis ham som alle andre danske Mænd, men det gjorde ham tillige bitter. Man maa vistnok tilskrive denne bitre Stemning de sørgelige Artikler om Arvefølgen, som sikkert nu alle anse for uheldige, og som skaffede ham den opsigtsvækkende Proces paa Halsen, der i første Instants skaffede ham en Dom paa et Aars Fængsel, men ved Højsteret en Frifindelse, for hvilken han vistnok tildels kan takke Advokat Brocks glimrende Forsvar. Med det politiske Nederlag, Bille led i 1864, og med det fatale Angreb paa Kongens Ret til Danmarks Trone var Billes journalistiske Magt brudt, og det var klogt og rigtigt af ham at trække sig tilbage. Han gjorde det i rette Tid, dog ikke forinden han havde givet et nyt Vidnesbyrd om sit skarpe Blik ved netop at udpege den Mand til sin Efterfølger, der bedst egnede sig til at indtage Stillingen og fuldt ud har vist, at han baade var sin Formand og det Valg, denne havde gjort, værdig. Der skulde en Mand med Topsøes ejendommelige Evner til atter at løfte „Dagbladet” op paa den Fortrinsplads, det en Gang havde indtaget. Billes stolte journalistiske Bane fik en smuk Afslutning ved det Festmaaltid, taknemmelige Medborgere gav til hans Ære.
Fra nu af var Bille alene Politiker. Rigtig nok overtog han straks en Direktørpost ved det nystiftede Aktieselskab „Byggeselskabet”, men skjønt han vist ogsaa røgtede denne Virksomhed med Dygtighed og Omsigt, blev han ikke mange Aar „Direktør Bille”. Tiderne vare ugunstige, Uheld traadte til, og før hans Kontraktstid var udløben, viste han den paaskjønnelsesværdige Uegennyttighed at afgive sin vellønnede Post. Siden den Tid har man kun kunnet hænge et „Candidatus juris” eller et „Folkethingsmand” foran det berømte Navn.
Da „det forenede Venstre” dannedes i 1870, og navnlig da det i 1872 var blevet Flertal i Thinget, var der ret blevet Plads for Billes Evner. Og dog kom han ikke særdeles ofte frem. Man siger —— med hvad Ret vides ikke — at Højremindretallet i Folkethinget var bange for at irritere det myndige Flertal, og da Billes Dialektik var dette Flertal særlig ubehagelig, saa holdt man Bille tilbage, saalænge der endnu var Skygge af Haab om mindelige Overenskomster, og først efterhaanden som disse Haab fjærnedes, gav man den mesterlige Fægter Lov til at tumle sig. Nok er det, Bille holdt sig meget tilbage, men saa tog han rigtignok ved enkelte Lejligheder en glimrende Revanche. I Kjældernæssagen, ved Finantslovskampene og flere andre Lejligheder fejrede han stolte parlamentariske Triumfer, og hvis Grunde og Argumenter kunde knuse et Parti, saa har han ved mere end en Lejlighed totalt ødelagt sine Modstandere. Men sligt bed ikke paa den Kohorte, han kæmpede imod, han maatte nøjes med Bevidstheden om den logiske Sejr — Sejrens Løn fik han ikke. Det var i Tiden fra 1872 til 1875. Da var Bille ligefrem hadet af Venstre. I samme Grad, som han slog dets Argumenter sønder og sammen, i samme Grad hadedes han, og det vil altsaa ikke sige saa lidt.
Nu er det anderledes. Ved en af disse mærkelige Svingninger, som det politiske Liv er saa rigt paa, er Bille nu bleven en af Venstre ret afholdt og af alle agtet Mand, og med de foregaaende Aar i frisk Minde, er det ret interessant nu at høre Hørup rose Bille i høje Toner, baade ved det bekjendte politiske Møde i Gothersgadens Eksercerhus ifjor og forleden i Folkethingssalen. Fra at være den ufordrageligste er Bille blevet en af de fordrageligste for Venstre blandt Folkethingets Højremænd. I Højre har der vel egentlig aldrig været nogen stor Begejstring for Bille; man har beundret hans store Gaver og tit glædet sig over de knusende Slag, han har leveret den fælles Modstander, men man har stillet sig noget skeptisk overfor den Nytte, han gjorde, og i det hele indskrænket Tilslutningen til en noget kølig Sympati.
Ved Lejligheder, hvor Bille har opereret lidt paa egen Haand eller i Forbindelse med Klein, saaledes i 1875 og 1878, men navnlig dog under den vestindiske Sags Behandling, hvor rigtignok hans Optræden var ganske mærkelig, kastede man sig med ufornøden Heftighed over ham og gav en tilsyneladende længe opsparet Harme Luft. Men paa den anden Side har der ogsaa været Lejligheder, hvor hans Bistand har været Højre en sand Trøst. Saaledes ved Valgbrevenes Prøvelse efter Valget den 3. Januar 1878. Her vidste man, at Venstre vilde gjøre Forsøg paa at vanskeliggjøre Godkjendelsen af flere Højrevalg, deriblandt nogle soleklare, og det lykkedes jo virkelig Partiet ved en ukjendt Brutalitet at „svale Kredsene af”, som Hørup saa smagfuldt udtrykte sig, gjennem den største Del af Samlingen.
Til Valgbrevenes Prøvelse inddeles Thingets Medlemmet paa en særlig Maade, og det traf sig nu saaledes, at der i en Gruppe, hvor vigtige Valg debatteredes, kun var en fremragende Højremand: Bille, der havde at kæmpe mod Venstres Koryfæer. Hvor var man den Dag glad ved Bille, og hvor stolede man ikke paa ham? De andre Grupper bleve færdige, Billes drøftede endnu. Man hørte da i Rigsdagens Gange, hvor Politikere i stor Spænding færdedes frem og tilbage, Rygter om, at Bille kæmpede en vældig Strid, og fra mangen Højremands Læber hørte man den Dag: „Gudskelov at Bille er der.” Da Forhandlingen omsider afsluttedes, og Bille kom ud, blussende og echaufferet af den heftige Kamp, samledes Højre omkring ham, trykkede hans Haand og bevidnede ham paa mange Maader sin Erkjendtlighed for hans Dyst. Han bragte vel heller ikke den Dag Sejren hjem, men mere Hæder og Anerkjendelse end sædvanlig. I sin Valgkreds har Bille vel en temlig kraftig Støtte, men vistnok heller ikke nogen stor personlig Sympati. Han har for en Del de samme Stillere som i 1861, men den store Vælgermasse holder nærmest paa Bille, fordi man ikke kan være bekjendt at vrage en saadan Kapacitet, og fordi man ikke for nogen Pris vil have en Socialist, og det er jo det eneste, der har været Fare for.
Det stærkeste Anløb, der har været gjort paa Bille var, da Pio stillede sig, men om nogen alvorlig Fare var der dog heller ikke den Gang Tale. Bille repræsenterer nu den største Valgkreds i Danmark, et utilbørlig Monstrum af en Valgkreds, der, hvis der var Gran af Retfærdighedsfølelse hos Folkethingets Flertal, vilde, overensstemmende med Grundlovens Bud, blive delt i 4 a 5 Kredse. Den Størrelse, Kredsen nu har og Befolkningens Beskaffenhed, gjør Kredsen til den uroligste i Landet, og om Valgmøder eller deslige kan der næsten ikke være Tale, dertil er Publikum for livligt. Endog paa en Valgdag har man jo havt Spektakler, saa at Bille ikke kunde komme til Orde, og han og Valgbestyrelsen, da Talerstolen stormedes, maatte retirere ud igjennem Vinduerne. Bliver Valgkredsen delt, vil sagtens mindst en Socialist komme ind i Rigsdagen, men deri er der jo heller ingen Ulykke. Derimod vil Bille da kunne vente at beholde en sikker og rolig Kreds, medens hans nuværende Stilling i 5te Kreds paa ingen Maade er helt uden Fare.
Billes store Veltalenhed er ofte nævnt i denne Skildring, og der er sikkert ingen, der vil benægte, at han er en fuldendt Taler. Det er ikke det mindst mærkelige ved Bille, at han er en lige stor Mester i at føre Ordet og Pennen, noget, der ellers ikke almindelig forenes. Billes Veltalenhed er blændende. Hans Organ er kraftigt, undertiden lidt haardt, men ikke uden Velklang. Hans Herredømme over Sproget er vidunderligt, alt ligger til rede i den skjønneste Orden, Perioderne slynge sig naturlig og elegant ind i hinanden, og han kjender ikke til de ulyksalige Forsætninger, der smægte Livet igjennem efter deres Eftersætning. Hans Foredrag er fortræffeligt: han taler tydelig og distinkt, pointerer rigtig og ved at lægge Liv og Fart ind i Talen. Naar hertil kommer, at han aldrig leder efter Ord, altid taler flydende og i et behageligt Tempo, altid har en Vittighed og ofte en Aandrighed paa rede Haand, samt at han gjør en vellykket Brug af Billeder, tit fine og poetiske, altid helt ud gjennemførte, — saa maa man erkjende Bille for en fuldendt Taler. Man hører ham med største Velbehag, næsten med Vellyst, og der vil altid være Momenter i hans Tale, hvori han overrasker Tilhørerne, enten ved et uventet, slaaende Billede eller ved en vidunderlig elegant Afslutning paa en vanskelig Periode. Man siger, at Stenograferne uden at forandre en Tøddel eller et Tegn kunne lade Billes Taler gaa i Trykkeriet, og sligt hører nok til de store Sjældenheder.
Billes Veltalenhed er bestikkende, man tvinges til at holde med ham, medens han taler. Det fortælles, at en af vore største Mænd skal have betegnet Bille som den farligste Modstander, man kunde have; thi hvad enten man læste, hvad han skrev, eller hørte ham tale, maatte man give ham Ret og erkjende selv at have Uret — saalænge man var under Paavirkningen. Hørte den op, og man kom til nærmere at tænke over Sagen, gik det snart op for En, at der dog ikke var saa lidt at indvende. Det ligger nær at sammenligne Billes Veltalenhed med Orla Lehmanns, og dog hvilken Forskjel? I Herredømmet over Sproget, i Evnen til at gribe Nuet og at improvisere, giver Bille ikke Lehmann Noget efter, men i Evnen til at elektrisere en Forsamling, til helt at rive den med sig, var Lehmann Mesteren. Bille kan beruse Ens Forstand, man kan vugge sig i Sprogets Vellyd og beundre Formens Elegance, men begejstre kan Bille ikke. Det kunde Lehmann trods Nogen; thi Lehmann satte Følelsen og Fantasien i Bevægelse, medens Bille kun daarer Forstanden. Lehmanns ildfulde Tale, hans Stemmes melodiske Klang berusede, og man gav sig hen. Bille nyder man, men man giver sig ikke hen. Hjærtet er ikke med i Spillet. Man har ogsaa sammenlignet Billes Veltalenhed med Holstein-Ledreborgs, og navnlig har Venstre tit frydet sig over at have en Mand i sin Midte, hvis Veltalenhed endogsaa overstraalede den navnkundige Bille. Hvilken Misforstaaelse! Holstein Ledreborgs sjuskede, skjødesløse og usammenhængende Taler kunne aldrig sammenlignes med Billes logiske, klare og formfuldendte Foredrag. Bille er langt hans Mester og uden Tvivl Rigsdagens mest veltalende Mand for Øjeblikket.
Der er tit over Billes Taler, som over hans Person, noget koldt og forstandstørt, som saa til Gjengjæld afhjælpes ved Vittigheder og Aandrigheder, der vel tiltale og oplive, men paa den anden Side betage Talen noget af dens Alvor, og det var sigtende herpaa, at Monrad tilraadede ham at anskaffe mere „Ballast af Alvor” som Baand paa „Tivolihumøret”. Men Bille kan tale baade højtidelig og alvorlig, han kan levere ypperlige og grundige Foredrag. Da Sagen om Fæstningsterrænet laa for, særlig Spørgsmaalet om Kjøbenhavns Demarkationslinje, talte han ligefrem fortrinlig, det er anerkjendt af Alle. Under Diskussionen om den lærde Skole talte han lige alvorsfuldt og ypperlig, og om Landbrugssager, som han i de senere Aar har kastet sig over, har han talt med stor Grundighed og Indsigt. Det er især i Replikken, at Billes sjældne Gaver komme tilsyne, her staar han med Hensyn til at give et kort, træffende og vittigt Svar uovertruffen. Han naar sin største Effekt, naar han taler til en urolig, bølgende Masse, der afbryder ham og tilkaster ham Bemærkninger. Han stanser da et Øjeblik i sit Foredrag, ser stift paa den Ulykkelige, og saa ved man, at der vanker, saa ryster i næste Øjeblik Tilhørerne af Latter over den Ødelæggelse, han med faa Ord volder Modstanderen. I næste Nu fortsætter han sin Tale akkurat ved det Ord, hvor han slap. Han mister aldrig Traaden, kommer aldrig ud af Koncepterne.
Baade Kjær, J. A. Hansen og Tscherning have været mærkede af hans Svøbe, og hvem mindes ikke den simple og dog saa knusende Maade, paa hvilken han ødelagde Tauber for nogle Aar siden? Det var i de store Krisers Tid, og Bille afleverede en af sine store Taler. I den kom han til at antyde de Fremskridt, der herhjemme var sket siden 1849. En Røst foran ham spurgte et Par Gange temmelig irriterende: „Hvad er der da sket?” Røsten var Taubers. Bille standser i sit Foredrag, ser vist paa Synderen og afgiver under Medlemmernes og Tilhørernes stormende Latter omtrent følgende Svar: „Det ærede Medlem spørger, hvad der er sket siden 1849. Det, at det ærede Medlem nu sidder i Danmarks Rigsdag er et Bevis paa, at der er sket Meget siden 1849”. Det var ganske simpelt, men Maaden, hvorpaa det blev sagt, den stærke Akcent, der blev lagt paa „Meget”, saa at det fik en umiskjendelig Antydning af „for Meget”, var af glimrende Virkning, og Tauber bukkede sig ogsaa.
Mere bekjendt er Billes kvikke Svar til Bregendahl, da denne som Folkethingets Formand forbød ham at sige, at Justitsministeren havde et godt Øje til Pressen; Bille bøjede sig strax for Formandens Afgjørelse og slog saa under stor Munterhed fast, at Justitsministeren ikke havde noget godt Øje til Pressen.
Endnu høiere end som politisk Taler staar Bille som Fest- og Lejlighedstaler. Her har det kvikke og aandrige sin rette Plads, og han spiller da ogsaa med det paa en uforlignelig Maade. Ved en Række af Fester har Billes Tale været Glanspunktet, og ogsaa ved Kommunens store Middag i Anledning af Universitetsjubilæet var han den, der tog stærkest Bifald. Ved det politiske Spektakelmøde ifjor i Gothersgadens Eksercerhus var Stemningen hos det ungdommelige Publikum stærkt imod ham, men det forhindrede ham ikke i med en tiltalende Frejdighed at sige Forsamlingen adskillige drøje Sandheder, som trods al Hujen og Piben fastholdtes og gjentoges.
Det er ret mærkeligt, at Bille trods sine fremragende Evner og trods sin livlige Deltagelse i det politiske Liv, aldrig har havt nogen fremragende politisk Indflydelse, i al Fald ikke siden han fratraadte „Dagbladet”s Redaktion. Der har aldrig for Alvor været Tale om ham som Ministeremne uagtet baade hans Kundskaber og Evner kunde berettige en slig Aspiration, og end ikke nogen Førerplads i Partiet har man indrømmet ham. Dette skyldes vist en Forening af forskjellige Omstændigheder. Dels har Bille jo altid indtaget en stærkt udfordrende Stilling til Modstanderne, dels har maaske Stikordet „Tivolihumøret” skadet ham, og dels har han aldrig med Ihærdighed trængt saa dybt ind i allehaande kjedelige og trivielle Detailler, som en Førerplads kræver. Han har valgt sig sine Kjæpheste og ofret Evner og Kræfter paa dem. Heller ikke hans journalistiske Virksomhed, hvor glimrende den end var, har gavnet hans Aktier i det politiske Liv; den har skaffet ham mange Beundrere, mange Fjender, men kun faa virkelige Venner. Saaledes gaar det ofte i denne misundte og dog saa lidet misundelsesværdige Stilling.
I de senere Aar har Bille kastet sig mere over Detaillerne, han er kommet ind i Finantsudvalget og skal arbejde flittigt der, og i det nu organiserede Højre indtager han en Embedsstilling. Der er i det Hele meget, der tyder paa et gunstigt Omslag til Fordel for Bille og paa, at han selv vil skaffe sin Virken mere Betydning end tidligere. Begge Dele ere glædelige. Bille kan glæde sig ved i høj Grad at besidde sine Medborgeres Agtelse, men egentlig afholdt er han næppe. Han er noget kold og følelsesløs; man mærker altid meget til hans Forstand, men kun lidt til hans Hjærte. Han er derhos fornem: Aandsaristokrat til Fingerspidserne. Det er kjedeligt med saa mange af vore store Mænd, at de saa godt kjende deres egen Storhed og ikke kunne lade være at bramme med den. Lige overfor Bille er man altid Undermaaleren, det ved man jo forud godt, men det er kjedeligt for meget at faa det indprentet. Det „nedladende” gjør aldrig noget hyggeligt Indtryk, naar det mærkes, og det gjør det hos Bille. Man kan ikke andet end beundre Manden, men det er vanskeligt at komme til at holde af ham, naar man ikke kommer i nær Berøring med ham. De, der gjør det, lovprise ham i høj Grad og føle et varmt og trofast Venskab for ham.
Bille har hverken Ordener eller Titler, det er ogsaa paafaldende. Den Mand, der har været en eminent Journalist, en dygtig Politiker og Borgerrepræsentant, der har en Række virkelige Fortjenester at pege hen paa, han har ikke saa meget som et Ridderkors. Er det, fordi han ikke vil have det, eller vil man ikke give ham det? Det faar at staa hen. Men Anledning har der ofte været, baade da han var Formand for den Komite, der indsamlede private Midler til det nye kongelige Theaters indre Udsmykning, og da han for kort siden gjorde det danske Landbrug den uvurderlige Tjeneste at skaffe det danske Fedekvæg en Fortrinsstilling paa det engelske Marked.
Man siger, at Bille nu søger Embede. Det er baade rimeligt og naturligt, og der er ingen Tvivl om, at der er Stof i ham til en ypperlig Embedsmand. Som Borgermester heri Kjøbenhavn eller som Amtmand ude i Provindserne vilde han sikkert kunne gjøre fortrinlig Nytte, og han bør komme frem, hvis han attraar det; vi have ikke Raad til at lade slige Evner ligge brak. At Bille, anvendt i Tide, kunde have være blevet en meget habil Diplomat, er der Mange der mene, og det kan ogsaa have noget paa sig.
Lad os imidlertid beholde ham som Folkethingsmand; han vil, mere end de allerfleste, efterlade et føleligt Savn, hvis han kommer ud af Thinget, — ja, mere end et Savn, det vil være et Tab, som saare vanskelig erstattes.
Efterskrift. Denne Pennetegning er skrevet den 4. April 1880, altsaa før der var Tale om Bille som dansk Repræsentant i Amerika. Denne Udnævnelse kom pludselig og uventet. Kort forinden var han bleven Ridder af Dannebroge og har alt nu flere Ordener. Folkethinget har lidt et overordentligt Tab ved hans Bortgang, det føles allerede nu. Hans Eftermand er den dygtige og anerkjendte Professor juris Goos.