Den danske Rigsdag/1/16

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

P. G. Philipsens Forlag Kjøbenhavn Den Danske Rigsdag


H Wulff - Den danske Rigsdag.djvu H Wulff - Den danske Rigsdag.djvu/5 68-71

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1949. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1925.

H. Buch.

Gaardejer i Seest ved Kolding. Født den 1. April 1833.


Der knytter sig sørgelige Minder til den Valgkreds, Hr. Buch repræsenterer.

Den omfatter nemlig de Enklaver, der ved den for os saa ulykkelige Fred i Wien overdroges til Danmark af det tidligere slesvigske Territorium. Hver Tomme Land i disse Enklaver raaber om den Vold og Uret, der er øvet mod vort lille Land. Det laa som Følge heraf nær at antage, at en Repræsentant for denne Valgkreds maatte paa en særlig Maade være gjennemtrængt af Fædrelandskjærlighed og af Syn for Danmarks Ret og Ære. Om det er saa for Hr. Buchs Vedkommende kan ikke let afgjøres; thi man tør ikke benægte, at han kan være en varmtfølende Fædrelandsven; men de Udslag, denne Følelse hidtil have faaet, tyde just ikke særlig derpaa. Han har nemlig staaet støt paa Venstres Standpunkt og har trolig virket med til at forhindre den Udvikling af vort Lands Forsvarsevne, der af alle virkelige Patrioter anses for den eneste Maade at betrygge det hele Land mod at dele Slesvigs Skjæbne. Det er en Skam for denne Valgkreds, at den ikke til Thinge sender en Mand, der frit, højt og fuldt ud toner Fædrelandskjærlighedens, Forsvarets, Ærens og — Gjenforeningens Fane! De danske Sønderjyder kaldes jo de bedste Danske; de ere danske, og maa være hensynsløse Danske! Nuvel, det lille Stykke af Slesvig, der nu hører Danmark til, burde være den mest danske Del af Landet, den Del, hvor Danebroge baade figurlig og bogstavelig burde vaje højst! Denne Del burde sende en patriotisk Elitemand til Thinge: en saadan er Buch ikke.

Ved de første Valg, der fandt Sted i denne Kreds, synes ogsaa de patriotiske Hensyn at have været fremherskende. Den 30te Maj 1865 valgte Kredsen den bekjendte slesvigske Patriot, Pastor Mørk-Hansen til sin Repræsentant i Rigsraadets Folkething; den 11. April 1866 valgte den til Rigsdagens Folkething Kancelliraad Kjær og den 4. Juni og 12. Oktober 1866 Gaardejer S. Raben — alle Tre brave og varmtfølende danske Mænd.

Disse fire Valg foregik ved Kaaring uden Modkandidater. Men allerede ved det følgende Valg den 23. September 1869 var Partisplittelsen trængt ind i Kredsen, og Spørgsmaalet Højre eller Venstre traadt i Forgrunden. Vel sejrede Raben over Venstremanden Lærer Lauritzen med betydelig Overvægt, men Deltagelsen i Valget var kun ringe og Interessen øjensynlig sløvet. Saa kom Valget den 20. September 1872, hvor Venstre første Gang fik Overtaget, og saa kastedes da ogsaa Raben af Venstremanden Buch. Nu var Kredsen fuldtud i Partilidenskabens Vold, og denne Lidenskab har siden helt behersket den og tilbagetrængt enhver højlydt patriotisk Løftelse.

Det var godt grebet og særlig paa rette Sted, da Lucianus Kofod ved et stormende Valgmøde tilhviskede Forsamlingen i denne Egn: Tys! lad os tale sagte, at ikke vore Brødre her ved Grændsen skulle høre og rødme over vore smaa Kjævlerier. — Slige gode Indfald i rette Tid og paa rette Sted ligge for Kofod, og heller ikke ved denne Lejlighed forfejlede den dybe, gribende Appel en vis, om end meget forbigaaende Virkning.

Det var altsaa den 20. September 1872, at Buch første Gang stod paa Valgtribunen, og han var den Gang en grumme tynd Politiker, uden at dermed skal være sagt, at han nu er synderlig habil. Han snakkede imidlertid rask væk som en Pokkers Karl. Saa var der en ondskabsfuld Interpellant, der vilde vide, hvorledes Kandidatens Standpunkt var ligeoverfor det brændende Spørgsmaal om Parlamentarismen. Dette intrikate Spørgsmaal generede; Hr. Buch blev lidt forvirret, stammede i det, men tog saa et kjækt Parti; han henstillede til Forsamlingen, om han som jævn Mand vel behøvede at kjende et saa fremmed Ord som Parlamentarisme, og Forsamlingen var fuldstændig enig med ham i, at det behøvede han aldeles ikke.

Og derved blev det. Allerede Aaret efter havde man en Opløsning af Folkethinget og den 14. November 1873 stod Buch atter paa Valgtribunen. Nu havde han lært helt vel, hvad Parlamentarisme var, og nu krammede han uopfordret al sin Lærdom ud for de lyttende Tilhørere, nu svor han paa at ville kæmpe for Parlamentarismen med Dødsforagt, og at ville ofre alt, Liv, Blod og Gods for Folkets hellige Sag, dets uomtvistelige Krav: Parlamentarismen. Kun et Aar og — hvor forandret! Atter ved dette Valg stillede Raben sig imod Buch og blev paany besejret. Ved Valgene den 25. April 1876 og den 3die Januar 1879 var der Modkandidater oppe, men de naaede ligesom Raben kun noget over 400 Stemmer, medens Buch sejrede med 5 à 600 Stemmer. Buchs Stilling i Valgkredsen er dog vistnok tvivlsom, navnlig nu, efter at han har skilt sig fra Berg, og det kan nok være, at et kommende Valg vilde give Hr. Buchs politiske Forhaabninger et Grundskud, hvis han ikke, saaledes som det siges, frivillig trækker sig tilbage.

Buch sluttede sig strax ved sin Indtræden paa den politiske Arena til „det forenede Venstre” og var en trofast Menig i dette Parti. Da Splittelsen fandt Sted vaklede han en Tid, men havnede saa i Høgsbroes „moderate” Favntag. Han spiller ingen anden Rolle paa Thinge end Følgesvendens; han stemmer næsten altid efter Ordren.

Han taler ikke tit, men naar han faar Ordet, bruger han det langt, bredt og kjedeligt. Paa hans Tale passer Billedet: „at væve” særlig godt. Han er uklar, ulogisk og reder sig ind i sit Tema, saa hverken han eller Andre kunne finde ud deraf. Men han er tilstrækkelig pretentiøs til at trætte Thinget i timevis med Taler af saare ringe Værd. Det var ved en saadan Lejlighed, hvor han bredte sig uhyre vidt over Emnet: Fattigfolks „uforskyldte Lidelser”, at en af Højres fremtrædende Mænd erklærede at ville frigjøre sig for den „uforskyldte Lidelse” at høre længere paa Buch og derfor forlod Salen. Det fortælles, at Buch gav sin Fædrelandskjærlighed et nyt ejendommeligt Udtryk ved at være en af de faa „Moderate”, der indenfor Partiet kæmpede stærkest mod Hærloven og Søværnsloven.

Som Politiker vil Buch aldrig drive til Noget; derfor kan man med stor Sindsro se ham forlade en Virksomhed, hvortil han medbragte saa ringe Anlæg og saa faa Kvalifikationer. Derimod skal han som Landmand være en meget dygtig Mand Da han er udenfor al Tvivl en baade brav og hæderlig Personlighed med bedre Interesser og i enkelte Retninger et højere Syn end mange af hans Standsfæller. Han skal saaledes være religiøs vakt og i hele sin daglige Vandel højst agtværdig. Han er ogsaa meget agtet og afholdt, og det har vel havt sin Andel i, at han er bleven Folkerepræsentant. Evnerne have ikke kunnet gjøre det; thi selv hans Venner og Meningsfæller, der ellers holde paa, at han er en forstandig og i andre Forhold dygtig Mand, erkjende, at Politiker er Buch ikke og at han paa den Bane aldrig vil vinde Lavrbær. Det tiltalende ved Manden er hans Bravhed og Hæderlighed, men disse Egenskaber kunne jo fuldt vel komme til Anerkjendelse og Paaskjønnelse i hans jævne borgerlige Idræt paa Gaarden i Seest.