Den danske Rigsdag/1/17

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

P. G. Philipsens Forlag Kjøbenhavn Den Danske Rigsdag


H Wulff - Den danske Rigsdag.djvu H Wulff - Den danske Rigsdag.djvu/5 71-74

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1949. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1925.

Jens Busk.

Gaardmand i Aas ved Horsens. Født den 27. Juli 1845.


I Midten af Halvfjerdserne afholdtes der i Horsens et Prøvevalg — til Landsthinget. Ved denne Lejlighed vakte en ung Bonde Opsigt ved at advare imod at drive „Folket” til at „klinke Postelinet”.

Denne Talemaade var, da den først blev brugt, original og godt opfunden samt ikke uden Virkning, men i den unge Bondes Mund ved hint Prøvevalg var den malplaceret og gjorde, som alle hule Talemaader og ufarlige Trusler, en komisk Effekt. Den bragte imidlertid Mandens hidtil ukjendte Navn frem, og i alle Landets Blade blev Jens Busk nævnt, snart med Ros og snart med Dadel.

Det var Mandens offenlige Debut. Ved den anden Forestilling, hvori han optraadte, var der tildelt ham en Hovedrolle. Det var paa en Torvedag i Horsens. Her skete der paa Jørgensens Hotel noget, men hvad det egentlig var, er aldrig rigtig blevet oplyst. I Landets Venstreblade gik en forfærdelig Historie om, berettende, hvorlunde Jens Busk hin Dag paa det skammeligste var bleven torteret af nogle Højremænd, der i Gjæstestuen havde anvendt Vold mod den gjæve Venstremand. Hr. Busks levende Fantasi fik man allerede den Gang et Blik for, da han fremstillede Sagen som om det gjaldt hans unge Liv. Der var Spænding og Aktualitet i hans Fremstilling, da han berettede, hvorledes han foldede Hænderne i en Bøn til Gud i den Forvisning, at hans sidste Time var kommen.

Fra Højres Side lyder Sagen lidt ædrueligere: det hele skal herefter have indskrænket sig til nogle kraftige og just ikke velvillige Udtalelser fra en eller flere Højremænd uden Ledsagelse af egentlig Vold. Nok er det, Busks unge Liv blev heldigvis bevaret, og om nogen virkelig Molest var der ikke Tale, hvor stærke endog Udtalelserne kunne være faldne.

Disse to Historier: „Postelinet” og Martyriet fra Gjæstestuen i Horsens vare nok til at gjøre Busk til en berømt Mand i Venstres Lejr. Der hører, som bekjendt, ikke meget til at opnaa Berømmelse i det Selskab. Busk blev pludselig hævet til en Folkets Mand, der havde Krav paa og særlig egnede sig til en Plads paa Thinge. Man begyndte altsaa at se sig om efter en saadan Plads, og Ventetiden blev ikke lang. Ved Valget den 25. April 1876 dumpede han pludselig og uventet ned i Ribe og blev valgt med stor Majoritet imod Cand. phil. M. Andersen og Parcellist J. A. Kruse. Det var ganske klogt at vælge Ribe; thi vel var Busk personligt ukjendt der, men Venstre havde en stærk Stemning for sig, og det at være eller anses for at være en fuldtro Venstremand, var Anbefaling nok. Dertil kom, at Kredsen i temmelig høj Grad synes at sværme for at skifte Repræsentanter, og at den sidste Repræsentant før Busk, var den højst tarvelige Gaardejer Kruse, mod hvem en Mand med Busks Evner var en ren Gevinst.

Busk kom altsaa ind paa Rigsdagen og sluttede sig straksS til det da nominelt bestaaende „forenede Venstre”, der dog vistnok allerede fra 1875 bar Dødsspiren i sig. Den livlige unge Mand blev straks meget feteret i herværende Venstrekredse, og han blev hurtigt i Venstrepressen knæsat som en af Partiets store Mænd. Da Venstre gik i Stykker, stillede han sig paa Bergs Side og er nu vistnok, næstefter Berg og Hørup, det mest indflydelsesrige Medlem af den lille Gruppe. Hans unge Kræfter fik hurtig Anvendelse: han blev Medlem af flere betydelige Udvalg. Ogsaa i Debatten tog han livlig Del, og den kvikke unge Mand, der talte flydende og i et mærkeligt Sprog, som han selv kalder jydsk, men som Jyder ellers ikke ville kjendes ved, og som N. Andersen en Gang gav en Betegnelse, der kan oversættes ved „Kaudervælsk” — fandt en opmærksom Tilhørerkreds.

Der var tit noget sundt og forstandigt i, hvad Busk sagde, og han betjente sig af Billeder, der vel aldrig vare smagfulde, men ret træffende. Naar der en Gang kommer en ny Udgave af „bevingede Ord” maa deri medoptages Talemaaden: „Rent Halm i Støvlerne”, og Busk maa nævnes som Opfinderen. Det gaar med denne Talemaade som med den om „Postelinet”, den var oprindelig godt opfundet, men den trivialiseres efterhaanden ved en for hyppig Brug paa rette og urette Sted. Busk havde en Tid et saa udpræget Sværmeri for det demokratiske, at man fortæller, han en Gang dunkede en højtstaaende Embedsmand, der var Medlem af Thinget, paa Maven og sagde „Du” til ham. Efterhaanden som Opholdet herovre har gjort ham mere civiliseret, har han lagt slige Ekstravagancer af.

Busk har egenlig kun havt en Dag i Folkethinget, men denne Dag har da ogsaa løftet ham højt paa Berømmelsens Vinger indenfor Demokratiet. Det var, da han stillede sin Forespørgsel om Behandlingen af Husarrekrutterne paa Jægersborg. Det er jo imidlertid uomtvisteligt, at denne Dag paa ingen Maade var udelt ærefuld for Forespørgeren. For det første har det jo vist sig, at han gjorde sig skyldig i store Overdrivelser; for det andet var han paa ingen Maade taktfuld eller hensynsfuld ligeoverfor de hæderlige Mænd, hvis Navne han drog frem, og endelig havde hans Maade at indlede Forhandlingen paa sin Medskyld i de Insulter, der under den fortsatte Diskussion slyngedes ud mod brave Mænd. Busk illustrerede ved sin Forespørgsel den Højskoleretning, der udmærker sig ved en Ømskindethed, som staaer i en skærende Modstrid med det gamle nordiske Helteliv, de samme Højskoler stille paa saa høj en Plads. Nutidens „Mænd” afficeres af en lidt brusque Tone eller af en mindre smagfuld Tiltale; det ligger vel i, at vi nu have faaet Noget, der staaer højt over alt: de saakaldte „Menneskerettigheder”, som vore Forfædre lagde mindre Vind paa, men som nu synes at skulle absorbere alle andre Rettigheder og Pligter.

Busk har ogsaa været brugt paa Folkemøder, men uden at gjøre synderlig Lykke. Her paa Sjælland morede man sig over at høre den ravjydske Bonde, hvem man kun halvt forstod; men hvad man forstod og sympatiserede med, var den Livfuldhed, hvormed han talte, og som jo ikke helt undlod at rive Forsamlingen med.

Busk er et ypperligt Hoved; der er Kræfter i den Mand. Men han er endnu i Besiddelse af den lidet tiltalende Ungdommelighed, for hvilken det danske Sprog ejer et særligt Udtryk. Der er Faa, der i den Grad trænger til og har saa godt af at faa over Næbbet som Busk.

Det hedder Visen:

„Men er man for ung, nu hvad siger saa dette, —
Den Fejl kan man sagtens med Aarene rette”.

Maatte disse Ord finde en god Anvendelse paa Busk! Der er meget tiltalende ved denne friske, begavede Bonde, og det var virkelig Synd, om disse gode Evner vedblivende skulde anvendes i Smagløshedens og Madstrævets Tjeneste. Han har ikke blot Evner, men i visse Retninger ideale Interesser. Der er ingen Tvivl om, at han i Hjærtet er en brav dansk Mand, og hans personlige Hæderlighed er vist ligesaa utvivlsom. I sin Hjemstavn skal han være anset og afholdt.

Den iltre unge Mand med de raske Bevægelser, det kloge, venlige Øje, har mere end almindelige gode Betingelser for at blive en nyttig Borger for sit Land. Maatte blot disse Betingelser komme til deres Ret!