Den danske Rigsdag/1/18
Bærentzen.
Kaptajn i Fodfolket; bor i Kjøbenhavn. Født den 16. Januar 1825.
Det ligger i Sagens Natur, at Repræsentanten for Færøerne i Reglen maa indtage en særlig Stilling paa Rigsdagen. Kun sjælden faar han Lejlighed til at varetage sin Valgkredses specielle Interesser, og han kan, billedlig talt, ikke have Blod med i de Partistridigheder, der herhjemme have fulgt Friheden i Hælene. Han har imidlertid sin Stemme og maa som Følge deraf tage sit Standpunkt ligeoverfor de foreliggende Tvistepunkter, men for ham kan disse kun have almindelig Interesse, ikke derimod den specielle, der følger af, at Vælgernes Interesser berøres af Spørgsmaalene. Men netop denne Stilling har en særlig Fordel derved, at Lidenskaben her mindre spiller ind med, og at Repræsentanten derfor kan se mere objektivt paa Tingene.
Som Regel har den færøiske Repræsentant ogsaa holdt sig udenfor de store Stridigheder og kun i særlige Fagspørgsmaal eller i Spørgsmaal, der kunde berøre Valgkredsen, kastet sig ind i Striden. Saaledes har det dog ikke altid været. Der var en Tid, da Tscherning benyttede den iøvrigt dygtige og brave færøiske Repræsentant N. Winther til nogle politiske Manøvrer, der dog ikke bar videre Frugt, men da saa Winther tog et selvstændigt Stade, reduceredes i Tschernings Øjne hans politiske Indsigt fra et Maksimum til et Minimum. Siden den Tid har „Færingen” i Folkethinget altid indtaget en tilbagetrukken Stilling.
Winther var den første Repræsentant Færøerne sendte til Thinge, og igjennem 5 Valg stod han sig uden stor Møje, dog naaede en Gang nuværende Landsthingsmand H. C. Müller og en anden Gang Provst Jørgensen et ret anseligt Antal Stemmer. I 1859 blev H. C. Müller valgt og holdt Kredsen ved 3 Valg, men fjerde Gang slog Skolelærer J. Petersen ham. Til Rigsraadets Folkething valgtes i 1865 Cand. phil. Effersø, medens til Rigsdagens Folkething Justitsraad Lunddahl sejrede over Effersø ved de to Valg i 1866. Senere blev Effersø ogsaa Repræsentant til Rigsdagens Folkething og afløstes af den nuværende Repræsentant Kapitajn Bærentzen, der er barnefødt paa Færøerne, og hvis Slægt nyder stor Anseelse derovre.
Bærentzen er Kaptajn i Armeen og har med Hæder deltaget i vore Krige; han er anset for en duelig og meget samvittighedsfuld Officer, men har nu lidt samme ublide Skjæbne som saamange af hans dygtige Kammerater: at falde for Aldersgrænsen.
Til den politiske Virksomhed medbragte Bærentzen vistnok hverken særlige Anlæg eller særlig Interesse. Man hører ogsaa kun sjælden Noget til ham, men det ved man, at han plejer den politiske Virksomhed med samme Samvittighedsfuldhed og Alvor, som han har plejet den Embedsgjerning, han nu snart maa forlade. Han er en redelig og alvorlig anlagt Natur. For ham er enhver Sag, han har med at gjøre, af Vigtighed og Interesse, og han ofrer den al sin Kraft. Der er ingen Tvivl om, at han med stor Omhyggelighed sætter sig ind i Sagerne og nøje vejer sin Stemmegivning. Han er derhos et blødt, noget følsomt Gemyt, og dette i Forbindelse med Alvoren gjør, at han tager sig den skjæve Gang, Sagerne saa ofte tage, langt nærmere end de allerfleste andre, og ofte ligefrem føler Sorg over Situationen. Særlig gjælder dette i Spørgsmaal, hvor hans varme og dybe patriotiske Følelse berøres; da kan hans Stemme vibrere af Bevægelse, og han betages af en trykkende Stemning, der kan vare længe. Det følger heraf, at vort Forsvarsvæsens Udvikling har en varm Ven i Bærentzen; han hører til de Danske, der ikke erkjender noget Offer for stort til at betrygge Danmarks Fremtid.
I den politiske Strid har han energisk og decideret stillet sig paa Højres Side, og det er antageligt, at Venstres Ligegyldighed for Forsvarssagen, dets lunkne Interesse for Kunst og Videnskab, har medvirket væsentligst til at anvise den idealt anlagte Bærentzen sin. Plads. Nu staar han fast, og Højre kan fuldt ud lide paa ham. Han slingrer ikke: paa Sagens mest æstetiske, mest ideale Side, der finder man Bærentzen.
Han taler sjælden i Thinget, men har han Ordet, bruger han det godt, klart og uden Sky. Kun et Par Gange har han særlig henledet Opmærksomheden paa sig. Den ene Gang var da Spørgsmaalet om Digtergagen til Drachmann diskuteredes. Her traadte Bærentzen varmt, men lidt heftig og hensynsløst op imod at bevilge denne Gage og skaffede sig ved sin usminkede Argumentation en Tilrettevisning af Formanden og Misbilligelse fra flere Sider. Men selv om man gaar ud fra, at Bærentzens Optræden ved denne Lejlighed var en Forløbelse, saa var denne ikke af den Slags, der skæmmer Mandens Karakter, tværtimod. Den anden Gang var umiddelbart efter, at Krigsminister Kauffmann under Hærlovens Behandling havde taget saa ublidt paa Thingets militære Medlemmer, særlig paa Tvermoes og N. P. Jensen. Da rejste Bærentzen sig, og i et klart, godt og kraftigt Foredrag hævdede han de Militæres Ret til at udtale sig, som de havde gjort, og gjorde uden Betænkning deres Standpunkt til sit. Hans Foredrag gjorde Lykke og var ikke uden Virkning. Senere har han ikke taget videre Del i Debatten, men der er dog Ingen, der har fjærneste Tvivl om, hvor han staar.
Hvad Mening man nu end kan have om Bærentzens politiske Kvalifikationer, maa man skænke Mandens Personlighed sin udelte Sympati. Han er en nobel og hæderlig Mand med et varmt Hjærte, et æstetisk Syn og gode, om end ikke fremragende Evner. Enhver Repræsentation bør være glad ved at tælle slige alvorlige og ærlige Mænd i sin Midte, enhver Valgkreds kan være bekjendt at sende en saadan Repræsentant til Thinge.