Den danske Rigsdag/1/22

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

P. G. Philipsens Forlag Kjøbenhavn Den Danske Rigsdag


H Wulff - Den danske Rigsdag.djvu H Wulff - Den danske Rigsdag.djvu/5 92-95

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1949. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1925.

Ole Christensen.

Husejer i Søllerup pr. Kjøge. Født den 9. April 1838.


Det er ikke muligt at opstille almindelige Regler for de Betingelser, der kræves for at blive Rigsdagsmand.

De færreste vælges, fordi de ere særlig dygtige Mænd, særlig egnede til Rigsdagsgjerningen, og deres Tal er heller ikke stort, der vælges, fordi de nyde en almindelig og velfortjent Agtelse i Valgkredsen. De fleste vælges af helt andre Grunde: nogle, fordi de ere deciderede Partimænd og virksomme Agitatorer — det er det største Tal — andre paa Grund af rene Tilfældigheder, f. Eks. at der ingen bedre haves, andre igjen for at spare en Fattigunderstøttelse og enkelte trods alt, saasom H. Hansen fra Mehrn. Det suveræne Vælgerfolk er temlig uberegneligt og ofte mere lunefuldt end en Kvinde. Derfor ser man saa mange unaturlige Forbindelser, derfor staar man saa ofte overfor det Spørgsmaal, hvorfor netop denne mærkelige Bejler fik Kredsens Ja.

Hvorfor er nu f. Eks. Ole Christensen valgt til Rigsdagen, hvilke Adkomster har han til at faa Sæde blandt Landets kaarne Mænd? Ja, det er ikke let at sige. Han er ikke nogen videre begavet Mand, han er heller ikke i nogen betydelig Grad agtet eller anset, og han var paa ingen Maade Indehaver af Betingelser, der lovede en særlig frugtbar og nyttig Rigsdagsgjerning.

Han var, da han valgtes, en fuldstændig ukjendt Mand, snarere under end over Middelmaalet, men at man den Gang valgte ham, er alligevel mindre forbavsende, end at man beholder ham, efter at man har lært ham at kjende.

Nogle mene, at Christensen nærmest blev valgt, fordi han var „Ungkarl”, og Faxekredsens Vælgere frygtede den farlige Adonis og gjerne saa ham tæmmet af en kjøbenhavnsk Dalila, andre, at Grunden maa søges i Navnet Ole, der med sin Afledning synes vokset sammen med denne Valgkreds. I mange Aar repræsenteredes Kredsen af en Skolelærer Ole Olsen; da han gik sin Vej, stillede der sig en Ole Andersen og en Rokkedrejer Olsen, senere kom i flere Aar Sognefoged Lars Olsen, og han afløstes af Ole Christensen.

Rimeligst er det dog, at Ole Christensen skylder en Tilfældighed sit Valg. Han var villig til at stille sig, man havde ingen bedre, og, da han kunde fremplapre de Venstrefraser, der den Gang begyndte at komme i Kurs — saa valgte man ham.

Det var ved Valget den 22. September 1869, og han befejrede da blandt andre Baron Iver Rosenkrantz. I 1872 kaaredes han uden Modkandidat, men ved Opløsningsvalget i 1873 forsøgte Højre at fortrænge Christensen, ved at opstille den ansete og afholdte Højskoleforstander og Digter Budde imod ham, men Forsøget mislykkedes fuldstændig. Siden har der ikke været opstillet Modkandidat imod ham, og ved sidste Valg den 3. 1879 deltog Højre end ikke i Valget, hvilket bedre lader sig forklare end forsvare.

Ole Christensen synes saaledes indtil videre at skulle være i temmelig uanfægtet Besiddelse af denne Valgkreds. Og det er meget beklageligt; thi Christensen har vist sig ikke blot som en af de tarveligste, men som en af de mest uslebne og usympatetiske Repræsentanter, vort Folkething besidder, og det vil virkelig ikke sige saa lidt. At han er en fanatisk Partimand, der i tykt og tyndt sjasker med, det faar endda at være, det gjør flere end han, og det behøver ikke at unddrage ham personlig Sympati; men naar man har søgt Lejlighed til at gjøre sig gjældende og benyttet denne Lejlighed paa den Maade, Christensen har, saa vender man sig med Harme og Misbilligelse fra en saadan Mand.

Kun to Gange har han havt Lejlighed til at gjøre sig bemærket, men det har ogsaa været mere end nok. Den første Gang var, da Albertis sørgelige Svovlsyresvindel sattes i Scene. Da var Ole Christensen paa Færde og agiterede ivrig for Sagen, ja, man sagde endogsaa, at han for et Vederlag afhændede Aktier til de troskyldige Bønder; men man maa retfærdigvis indrømme, at her kunde han være i god Tro.

Noget anderledes stiller det sig med hans anden Aktion. Det var under Busk's Forespørgsel i den jægersborgske Rekrutsag, at Christensens Folkelighed ikke tillod ham at være en tavs Tilhører. Medens Busk holdt sig til den foreliggende Sag og til de Misligheder, han mente der vare begaaede af bestemte Mænd, som han forøvrigt hverken tog hensynsfuldt eller taktfuldt paa, saa førte Christensen et Slag mod den hele Underofficerstand, særlig mod de kjøbenhavnske Underofficerer, og han gjorde det paa en Maade, der maatte vække Indignation og Harme. Den hæderlige og velansete Underofficersstand, vi have herhjemme, blev paa det skammeligste insulteret af Christensen, og han betjente sig af saa uslebne, saa uparlamentariske Udtryk, at der ikke er hørt Mage dertil i Danmarks Rigsdag. Han indførte i Thinget en Tone og nogle Betegnelser, saa smagløse, at det er ubegribeligt, han fik Lov til at tale uanfægtet af Formanden, og det bør noteres til Krabbes Ære, at han den Dag var fraværende. Han havde dog næppe ladet saadanne Platheder passere, men Berg, som den Dag beklædte Formandsposten, havde ikke Takt og Smag nok til at skride ind.

Det vil erindres, hvilken Bevægelse Udtalelserne fremkaldte hos Underofficererne, og den Maade, hvorpaa de tog til Gjenmæle. Man maatte give Underofficererne Ret i deres Optræden; thi de vare blevne skammelig krænkede, og der hørte virkelig velassurerede Rygstykker til at slynge slige Fornærmelser ud mod en hæderlig og agtet Samfundsklasse.

Det er Christensens to Rigsdagsmeriter, det er hans Adkomst til en vedblivende Repræsentation for Faxe-Kredsen. Det er et stivt Stykke, om det kan gaa, men overraske maa det ikke, om det gjør det. Selv Christensens Meningsfæller misbilligede i høj Grad hans Optræden under Rekrutsagen, og mere end en af dem udtalte den Mening, at denne Optræden dog mulig kunde blive en Pind til Christensens politiske Ligkiste. Gid det maatte være saa; thi Rigsdagsmænd af den Kaliber gjøre hverken Thinget eller Valgkredsen Ære.

En Ting maa dog noteres til Ole Christensens Roes, og det er, at han var en flink Soldat i 1864, og ligesaa beredvillig som uforfærdet stillede sin Person til Fædrelandets Værn.