Den danske Rigsdag/1/23

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

P. G. Philipsens Forlag Kjøbenhavn Den Danske Rigsdag


H Wulff - Den danske Rigsdag.djvu H Wulff - Den danske Rigsdag.djvu/5 95-98

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1949. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1925.

S. P. Christensen.

Gaardejer i Vesterbrønderslev i Vendsyssel. Født den 25. Juli 1823.


Hjørring Amts fjerde Valgkreds har til Tider været stærkt efterspurgt af Lysthavende, men ikke et eneste politisk Navn er knyttet til Kredsen.

Den nuværende Repræsentant S. P. Christensen valgtes i 1869 med stor Stemmeflerhed og har siden ikke været til at rokke. Ja, da Højre i 1873 stillede en almindelig agtet Mand, Proprietær Winde fra Burholdt, op mod Christensen, mødte denne frem med et saadant Stemmeantal som 1615, eller mere end 1500 flere end Højremanden. Siden har ingen turdet røre ved den støtte Vendelbo, der maa betragtes som urokkelig, indtil en ny Mærkelighed indtræffer.

S. P. Christensen har altid hørt til de krasse Venstremænd. Han valgtes som saadan og gik strax ind i „det forenede Venstre”, da dette Parti dannedes. Han har trolig gjort alle Volterne med og har været mest stemt for den voldsomste Fremgangsmaade. Det ligger nu en Gang i Vendelbonaturen.

Efter den provisoriske Finantslov var han en Tid nær ved at tabe Besindelsen, og der forlød Meddelelser om Udtalelser af ham af en saa voldsom Natur, at det saa lidt farligt ud for ham; men saa satte Blodet sig, og han kom til Ro ved sine hjemlige Sysler paa Gaarden i Vesterbrønderslev.

Siden har han holdt sig meget tilbage, og hverken i eller udenfor Rigsdagen mærker man synderligt til ham. Christensen tager meget sjældent Ordet i Thinget, men sker det en enkelt Gang, bruger han det ret forstandig, og han fatter sig i en tiltalende Korthed. Det er ikke med overdreven Lethed, at han tumler det levende Ord, man mærker, at Sætningerne forme sig lidt tungt for ham, og det falder ham lidt svært at finde det præcise Udtryk.

Han staar i den Henseende tilbage for mange af sine Standsfæller paa Rigsdagen; men der er sund Mening i, hvad han siger; han har klaret sit Standpunkt til den Sag, han vil tale om, og selv om Formen lader noget tilbage at ønske, tvivler man ikke om, hvad hans Mening er, og den bringer han da frem jævnt og fordringsløst uden al Svada. De lange Sætninger, de indviklede Perioder er han bange for, han søger de korte Sætninger, noget som ofte giver hans Tale en vis abrupt Form; han holder af betone enkelte Udtryk, men han betoner ofte falsk.

Christensen er en stille og bramfri Rigsdagsmand; han er ikke noge Lys og attraar ikke at gjælde for et saadant, men han er en ret begavet Mand, der tager sin Opgave alvorlig. Synderlig flittig er han vist ikke, men følger med til Husbehov og sidder støt paa sin Plads i Salen. Det ligger ikke for hans sindige Natur at vimse omkring og agere virksom og vigtig. Fra det Øjeblik, han har indtaget sin Plads, sidder han rolig, saalænge Mødet varer, og han synes med Opmærksomhed at følge Talerne, uden dog at lade sig henrive til Afbrydelser eller Stemningsudbrud.

Lad være, at der er noget tungt ved den Mand, der er tillige noget solidt. Han indgyder Tillid, og det er ikke til at undres over, at hans Vælgere, der jo dele hans politiske Anskuelser, holde fast ved ham.

Han gjør i det Hele et godt og tiltalende Indtryk. Den kraftige, sluttede Skikkelse, det aabne frejdige, men dog karakterfulde Ansigt taler om Mandighed og Djærvhed, og disse Egenskaber besidder han ogsaa.

Han var en kjæk Soldat, der har en smuk Krigshistorie, og han vil altid, hvor det gjælder, staa som en Mand. Han er en Vendelbotype: Mod og Manddom, parret med Stivhed og Egensindighed og en med en ubunden Frihedstrang følgende Opsætsighedslyst. Men brav og hæderlig er Manden, agtet og afholdt saavel i sin Hjemstavn som herovre paa Rigsdagen. Der er Ingen, som tvivler paa, at det er hans inderlige Overbevisning om det gode og det rette, han kæmper for, og hverken Smiger eller Ærgjærrighed kan drive ham ud af den Position, han anser for den rigtige. Det ligger i hans stædige trodsende Natur og i Mangel paa Evne til at se sine egne Grundes Mangler og Modgrundenes Styrke.

Der er ikke en eneste Mærkepæl paa hans politiske Bane, og han vil i det Hele aldrig blive noget betydelig Politiker, men han vil altid være en Mand med en Mening — i Reglen en gal Mening.

Kunde man tænke sig, at Partilidenskaben nogensinde kunde drive det til Oprør herhjemme, saa vilde ganske vist S. P. Christensen findes paa Barrikaderne, men ikke for et Syns Skyld eller for at demonstrere, derimod for som en alvorlig Mand at lade sit Liv for, hvad han ansaa for Ret.

Han er en Mand — noget gammeldags, tung og stædig —, men en Mand, og for en Mand bør man i vore Tider nære Respekt.

Ved Valget den 24de Maj 1881 havde de „Moderate” opstillet den tidligere Folkethingsmand Lærer Jensen i Dyngby imod ham, men Christensen hævdede uden Vanskelighed Pladsen.