Den danske Rigsdag/1/24

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

P. G. Philipsens Forlag Kjøbenhavn Den Danske Rigsdag


H Wulff - Den danske Rigsdag.djvu H Wulff - Den danske Rigsdag.djvu/5 98-100

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1949. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1925.

Thomas Christensen.

Gaardejer i Kjøbenhavn. Født 9. Marts 1838.


For endel Aar tilbage blev der udgivet nogle saakaldte „Rigsdagsruner”, hvori de daværende Folkethingsmænd hver fik et lille Vers, der paa en morsom, ofte bidende Maade betonede en Ejendommelighed ved den Paagjældende. Disse Runer gjorde Lykke og opnaaede et Par Oplag, og der var ogsaa ganske træffende og vittige Bemærkninger i dem, men Versifikationen var lidt ubehjælpsom og maniereret, og Runerne naaede langtfra den berømte jydske Stændervise, hvis lette Vers og friske, livlige, undertiden lidt saftige Vendinger i saa høj Grad tiltalte den jydske Befolkning.

I disse Rigsdagsruner hedder det om Thomas Christensen:

„T. Christensen synes umaadelig dannet
i — Lintøj og Buxer, om ikke andet.”

Det er unægtelig en meget kort Karakteristik, men den er i al sin Korthed ret træffende. Den giver vistnok i faa Ord Billedet af denne Rigsdagsmand.

Thomas Christensen er en forfinet Bonde, dog mere i Klæder end Manerer. Vor Bondestand lægger ellers en mærkelig Konservatisme for Dagen i Klædedragt; Vadmelskofterne holde sig, trods Tidens Omskiftelse, meget sejgt og ere endnu ikke helt afskaffede, men selv, hvor et mere moderne Stof har afløst Vadmelen er dog den hjemmegjorte Façon trolig bevaret. Snittet er endnu mere Sypigens end Landsbyskrædderens.

Lidt Lintøj i Brystet er vel efterhaanden admitteret, men Flipper og hvide Manchetter anses endnu for ufolkelige Prydelser. Den sorte Spidskjole har vist endnu ikke dækket ret mange danske Bønders Rygge. Selv den Bonde, der færdes i Selskabslivet og endog har forsonet sig med hvide Handsker, krymper sig ved den sorte Kjole.

Det skulde være sært, om ikke Thomas Christensen ogsaa her hørte til Undtagelserne. Han ser nok ud til at have lapset sig med dette upraktiske Klædningsstykke. Thi grumme fin er Manden, altid klædt som Kavaler, altid soigneret, ja endogsaa — pomadiseret og „vikset”. Han ligner mere en fin „Skriver eller Forvalter” end en Bonde, og naar nysgjerrige Tilhørere i Folkethinget spørge om, hvem den sirlige lille Mand er, der vimser omkring og viser sin Stads frem, saa modtages altid Svaret: „en Bonde” med nogen Tvivl.

Og dog er han eller har været en virkelig Bonde, der har gaaet bag Ploven og drevet sin Gaard i Ebeltoftegnen.

Da han blev Rigsdagsmand, blev han fin paa det og ombyggede sin Gaardmandsstilling med Byggespekulantens herovre. Det havde vist i mange Henseender været bedre for ham, om han var bleven ved at være den ubekjendte Gaardejer paa Mols fremfor Politiker. Til den første Gjerning kan han mulig have været brugelig, til den sidste absolut ikke.

Thomas Christensen er nemlig en af de tarveligste Folkethingsmænd, vi have havt, og det vil dog sige noget.

I Begyndelsen af hans Rigsdagstid syntes han en Tid at vakle mellem de forskjellige Partier, og hans fine Tilbøjeligheder drog maaske hans Sympati nærmest over mod Højre; men den jydske Snuhed sejrede: han følte sig sikrere paa sin Valgkreds ved at udbytte de liflige Venstreteorier, blev saa „forenet” Venstremand og er nu „moderat”. Han spiller imidlertid slet ikke nogen Rolle paa Thinge, og den eneste Mærkepæl, hans elleveaarige Rigsdagsvirksomhed har afsat, var, at han glemte at møde og give sin Stemme den eneste Gang denne havde virkelig Betydning. Det faar den vist aldrig mere.

At han i sin Tid blev valgt ind i Thinget fra sin Hjemstavn er ikke mere mærkeligt, end at saa mange andre aandelige Smaamænd valgtes; men at man vedbliver at vælge ham, efter at han har forladt Egnen og har gjort sit for at henregnes til de Kjoleklædte, er mere forunderligt i Betragtning af hans Standsfællers Mistænksomhed ogsaa lige over for det Ydre.

Det var i 1869, han første Gange valgtes; han besejrede de to Modkandidater: en Bonde, Thomas Dam og Proprietær la Cour. Christensen fik 500 St., Modkandidaterne henholdsvis 391 og 254. Ved Valget 1872 stod han ene, men der blev alligevel afgivet 144 Stemmer imod ham, medens 730 stemte for ham. Aaret efter var la Cour atter oppe og naaede da 421 Stemmer, men Th. Christensen stod sig som en stolt Karl med 1055. Ja, den bedrøvelige 25de April 1876 naaede han endog 1100 Stemmer, og det imod selve Borgmesteren i Ebeltoft Lange, en velanset Embedsmand derovre, men som dog ikke kunde samle mere end 360 Stemmer. Atter i 1879 forsøgte Lange en Omgang, men hans Tilhængere vare da svundne ind til 314, medens rigtignok Th. Christensens ogsaa vare svundne betydeligt ind, nemlig til 825. En Radikal fik 88 Stemmer. Det synes saaledes, at Christensen endnu sidder temmelig fast i Valgkredsen, og han hævdede ogsaa med Lethed Stillingen den 24de Maj 1881.

Christensen er sikkert en brav og hæderlig Mand, men han er en daarlig Rigsdagsmand og vistnok i det Hele tyndt begavet. Han taler meget sjælden og ikke synderlig godt, og han bliver kun lidet brugt i Udvalg. Det bør dog noteres til hans Fordel, at han i en af de sidste Samlinger i Udvalget om Indfødsrets Meddelelse tog et Særstandpunkt, der var meget tiltalende og ogsaa sluttelig slog igjennem. Han var her Patriot, men om ved et Omslag eller et Tilfælde, vides ikke; ved Forsvarslovens Behandling har han ikke lagt særlig Fædrelandskjærlighed for Dagen; men han bestod dog ved denne Lovs Vedtagelse Prøven, og det kan nok slette ældre Synder ud.