Den danske Rigsdag/1/41
Villads Holm.
Gaardejer i Ferslev ved Aalborg. Født den 10. Januar 1829.
I den bekjendte jyske Stændervise var et agtbart Medlem af Viborg Stænderforsamling betegnet omtrent saaledes:
Og vil Du have en Model
Paa Studeprangerjyskhed,
N. N. en saadan er saa vel
Som Josef en paa Kyskhed.
Det lille Vers gjorde i sin Tid megen Lykke, og den lidt drabelige Betegnelse: „Studeprangerjyskhed”, som ved denne Lejlighed blev opfunden, fandt man morsom og karakteriserende. Men i ond eller nedsættende Betydning tog man ikke Ordet. Man mente, at det, der særlig karakteriserede den jyske Studepranger, var en vis forslagen Snuhed og fiffig Snildhed, naar han var i sin Handelsvirksomhed, men udenfor denne var han en brav og agtværdig Mand, godmodig, med et djærvt, noget saftigt Lune, velgjørende og tjenstvillig, om end tilsyneladende lidt tvær og muggen. Saaledes var Typen og saaledes opfattedes Betegnelsen „Studeprangerjyskhed”.
Forklaret paa denne Maade vil Hr. Villads Holm, Folkethingsmanden for Nibe, ikke kunne tage det ilde op, om Stændervisens fire Linier ogsaa bruges som Tekst til hans Pennetegning. Der er nemlig ikke saa lidt af det Studeprangerjyske ved Hr. Holm. Han er ogsaa lidt lun og lidt fiffig, men ved Siden deraf højst hæderlig og elskværdig, og han har ogsaa baade Godmodighed og Lune.
Han har en sjælden Gave til at give sig Udseende af ikke blot i et givet Øjeblik at være fuldstændig troværdig, men endog at være særlig fortrolig og aabenhjærtig, men helt ud hengive sig til det skal man dog ikke, man bliver da let den, der til Slutning kommer til at holde Lyset. Iøvrigt skal det billigvis erkjendes, at Holms smaa, brune Øjne have et Udtryk, der advarer mod Faren; ti et Skjælmeri, han har vanskeligt ved at beherske, vil let blive det Fyrtaarn, der advarer mod nærliggende Grunde.
Villads Holm har øvet en forholdsvis temmelig betydelig politisk Indflydelse paa det Parti, hvortil han hører, men dog næppe en saa betydelig, som han selv gjærne vil give det Udseende af.
Der var en Tid, da man troede, at V. Holm og Thomas Nielsen havde den afgjørende Indvirkning paa Bønderne i Folkethinget, men man er kommen bort fra denne Antagelse. V. Holm har vistnok en ret anset Stilling blandt sine Standsfæller i Rigsdagen, men nogen afgjørende Indflydelse paa Flertallet af dem har han næppe. Det er en bekjendt Sag, at Fonnesbech havde en urokkelig Tro til Holms Magt, og at han ved at vinde Holm troede at kunne skaffe sig et Flertal i Folkethinget; men det er ikke mindre bekjendt, i hvor høj Grad Fonnesbech tog Fejl ogsaa i denne Beregning. Nej, mægtig er Holms Indflydelse ikke, men helt til at foragte er den heller ikke.
Holm er en meget begavet Mand, uden Tvivl en af Rigsdagens mest begavede Bønder; dog staar hans Flid ikke i Forhold til hans Evner, og dette i Forbindelse med, at man ikke fuldt ud stoler paa ham, er vistnok Grunden til, at hans Betydning er mindre, end den efter hans Evner burde. Han er et klart Hoved med et hurtigt Overblik over en Situation, og han er ret snarraadig; men en fremsynet Politiker er han ikke, ellers havde denne fiffige Mand nok vidst at holde sig borte fra de fortvivlede Situationer, hvori hans Parti efterhaanden bragte sig. Han gik med til alt: til Finantslovsnægtelser, til de motiverede Dagsordener og til Provisoriet. Hvor villig han gik med, er derimod et andet Spørgsmaal, som først kan besvares, naar Venstres indre Historie en Gang foreligger Offentligheden. Allerede nu er der dog ikke saa lidt, der tyder paa, at han kun ugjærne tog Del i Krigsdansen.
Han er af Naturen en besindig Mand, der holder mest af den jævne Vej og kun nødtvungen drives til Yderligheder, og det ligger vistnok ikke for hans Smag at lade sig kuske af myndige Førere. En Tid kan han mulig drevet af Omstændighederne finde sig deri, men i Længden vil hans selvstændige Karakter opponere.
I 1875, da Venstre første Gang delte sig, stod han paa den maadeholdne Side, og nu hører han „de Moderate” til, og det ikke blot af Navn. Holm er, naar hans sande Natur faar Lov at raade, virkelig moderat; det er sikkerlig hans Ønske, at alt skal gaa jævnt og fredelig fremad, men ved den underlige politiske Stilling, der har udviklet sig herhjemme, er han bleven en Oppositionens Mand samtidig med, at han er en af de Bønder, der have Øje for Gaardmandens konservative Interesser og ogsaa nok har Lyst til at værne om dem. Naar Berg faar Held med sig til at bringe Arbejderne i Byerne og Husmændene paa Landet frem til en politisk Kamp under Anførsel af en nedbrydende Intelligents, ville Mænd som Holm findes i deres Rækker, der holde igjen, dem, der nu kaldes Højre, men som til den Tid forhaabentlig ville have et mere karakteriserende Navn.
Allerede nu gjør han bestemt og modigt Front imod Berg, og han har med en sjælden Oprigtighed ladet den degenererede Folkefører høre, at Venstre altfor villig lyttede til hans (Bergs) Røst og lod sig føre alt for vidt af ham. Holm arbejder i Øjeblikket ærligt for Reformer, for Resultater, og han har sin ærefulde Andel i de Lovarbejder, de sidste Rigsdagssamlinger fik gjennemførte, der iblandt særlig i Hærlovens og Søværnslovens Gjennemførelse. Herfor fortjener han virkelig Anerkjendelse og Tak.
Paa Møderne i sin Valgkreds har han udkastet et meget mørkt Billede af den politiske Situation i det hele; men denne mørke Stemning kan nok forklares hos Holm, der har en sikker Følelse af at maatte bort fra det Grundlag, hvorpaa der tidligere har været kæmpet, og nu ganske naturligt trykker sig ved at foretage en Svingning, hans sunde Forstand siger ham er bleven nødvendig. Udvikler Situationen sig saaledes, som det ser ud til, vil der ikke gaa mange Aar, inden Holm vil staa som en tapper og dygtig Forsvarer for de konservative Interesser. Det er vistnok mere personlige end saglige Grunde, der vanskeliggjør ham Overgangen.
Men hvad enten det nu bliver saa eller saa, en dygtig Kæmpe vil Holm altid blive; han var det som Oppositionsmand, han vil ogsaa blive det som konservativ. Hans gode Evner og praktiske Sans vil altid give hans Navn Værdi, hvor han staar.
Holm taler godt. Hans Form er god og der er altid noget forstandigt ved, hvad han har at sige. Den, dog ikke stærkt udprægede, jyske Dialekt tager sig slet ikke ilde ud under Foredraget, og hans Livlighed og Varme virker altid heldig. Derhos har Holm en Egenskab som politisk Taler, der i vore Dage ikke er saa lidt værd: han er aldrig smagløs eller plump. Han vejer omhyggelig sine Ord og bestræber sig øjensynlig for at bruge moderate Udtryk. Rives han af Debattens Hede hen til en stærkere Betegnelse, end han ønskede, retter han den i Reglen straks. Og denne tiltalende Kampmaade anvender han ikke blot paa Rigsdagen, men, hvad sjældnere er, ogsaa paa de politiske Møder omkring paa Landet.
Holm er i det hele taget en meget dygtig og en meget brugbar Rigsdagsmand; han er en af de Bønder, der gjøre vor hjemlige Repræsentation Ære. Derfor ser man ham gjerne paa Rigsdagen, selv i Modstandernes Rækker.
Holm er personlig afholdt og meget vel set baade af Meningsfæller og Modstandere. Han har ogsaa et vindende Væsen, og i den daglige Omgang er Godmodigheden og Lunet stærkt fremtrædende. Han er derhos livlig, opvakt og interessant; han fortæller godt og morsomt, ser med et ret fint Blik baade paa Personer og Forhold og gjengiver godmodig, men ret pudsig sine Indtryk. Han har smaa selskabelige Talenter, han kan synge, han kan spille sin l'Hombre, han kan være galant imod Damer, og han er i det hele ganske hyggelig at være sammen med, saa at det er let forstaaeligt, om han, som der siges, er med til at danne det selskabelige Centrum indenfor Venstrecirklerne herovre.
Holm er endnu en Mand i sin bedste Alder, og der er baade Fart og Kræfter i ham. Det er at haabe, at han endnu længe vil kunne ofre sine gode Evner i det offentliges Interesse.