Den danske Rigsdag/1/42

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

P. G. Philipsens Forlag Kjøbenhavn Den Danske Rigsdag


H Wulff - Den danske Rigsdag.djvu H Wulff - Den danske Rigsdag.djvu/5 157-161

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1948. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1924.

Holstein-Holsteinborg.

Lensgreve til Holsteinborg. Født 18. Juli 1815.


Greven fra Holsteinborg hører til Spidsen af Landets Aristokrati. Hans Adel er tilstrækkelig gammel, hans Anerække tilstrækkelig stor og hans Godsbesiddelser tilstrækkelig omfattende til selv i et Land, der er større end vort, at hævde ham en aristokratisk Betydning. Herhjemme er der kun faa Adelsmænd, der overstraale ham.

Selv om han alene var Greven fra Holsteinborg og ikke den offentlige Personlighed, han efterhaanden er bleven, vilde han i vore smaa Forhold være en Mand af Betydning, hvis Besiddelser gav ham Indflydelse og hvis Navn vilde have Klang. Nu da han tillige er en dygtig og virksom Mand i det offentlige Liv, nu da hans Navn ved mere end en Lejlighed har lydt med Hæder, nu har et godt Borgernavn knyttet sig til Adelsnavnet og forlenet det baade med Styrke og Glans.

Der er altfor faa af vore Adelsmænd, som ville ofre den behagelige dolce far niente paa deres Herresæder for det virksomme og brydsomme offentlige Liv. Greven fra Holsteinborg er en af de faa, der i fuldeste Maal har bragt det Offer. Han har siden 1856 været Rigsdagsmand, og det en baade flittig og ivrig Rigsdagsmand; han har i fire Aar af vor vanskeligste Periode været Regeringens Chef, han har ved Rejser og Sendelser tjent sin Konge og sit Land, og han har paa mange andre Maader stillet sin Person og sin Virksomhed til det almenes Tjeneste. Sligt fortjener altid megen Paaskjønnelse, det fortjener det naturligvis end mere, naar der maa bringes saa store personlige Ofre som her.

I én Henseende har dette Offer dog ikke været uden Frugt: Greven er mere end de fleste af hans Standsfæller en populær Mand, afholdt af alle og altid sympatetisk bedømt. Man kan iagttage det blot ved at se ham gaa igjennem Kjøbenhavns Gader. Den lille livlige Greve er kjendt af alle, og de velvillige Smil, hvormed han mødes, de godmodige Bemærkninger, der falde om ham, de mange Hilsener, der ydes ham, Hilsener, der besvares paa en rask, frejdig og alt andet end fornem Maade, alt tyder paa, at det er en Mand, man personlig godt kan lide, hvad man saa ellers kan indvende imod ham.

Greven er en lille væver Mand, livlig i sine Bevægelser, livlig og ungdommelig i sin Samtale; han er altid i godt Humør, ler hjærtelig og river andre med sig. Han er en kjøn Mand af et ret distingveret Ydre, han ligner vel en Adelsmand, men uden dog at imponere ved særlig Fornemhed eller Anstand. Hans Gang og Bevægelser ere for livlige til at kunne forenes med anstandsmæssig Værdighed. Hans smukke hvide Haar, der altid er tæt afklippet, hans kraftige, stærkt udstaaende hvide Bakkenbarter give ham et ejendommeligt Udseende.

Grev Holstein-Holsteinborg er ikke nogen særlig begavet og vist heller ikke nogen videre kundskabsrig Mand, men han har jævnt gode Evner, og han kan i ethvert Fald tilstrækkeligt til at kunne gjøre god Nytte her hjemme. Han er derhos en virksom Karakter, der ikke er bange for at tage fat, og han har ikke faa Interesser.

Nu taler han sjælden i Rigsdagen, men i tidligere Dage hørte han til de hyppige Talere, og navnlig i specielle Spørgsmaal kunde man være sikker paa, at den lille Greve vilde være med. Han taler ganske godt med en noget haard Stemme, og det er gjærne fornuftige og praktiske Betragtninger, han lader komme til Orde. En vid politisk Horisont har han ikke, men et praktisk og følgerigtigt Syn paa den enkelte Sag.

Han stemte og talte i sin Tid mod Hærloven af 1867, men da saa Loven var vedtaget, tog han øjeblikkelig dens logiske Konsekventser og baade talte og stemte senere for enhver Bevilling, den nu engang vedtagne Hærlov gjorde nødvendig, en Logik, Venstre som bekjendt ikke besad. Nu er det som sagt sjælden, man hører ham tale, og heller ikke i Udvalg spiller han nogen Rolle; men man ser ham daglig i Salen, livlig og bevægelig som altid og følgende Debatten med synlig Opmærksomhed og Interesse.

Greven blev første Gang Rigsdagsmand i 1856. Det var til Rigsraadets Landsthing, han da valgtes. I 1865 valgtes han til Rigsraadets Folkething i Sorø Amts fjerde Valgkreds, hvor han med 702 Stemmer mod 493 slog Malermester P. E. Olsen.

Under Grundlovskampen i 1866 stillede den bekjendte Smed Søren Jensen fra Rude sig imod Greven, men blev fuldstændig slaaet. Ved det andet Valg i 1866 stod Greven ene og ligeledes i 1869. Derimod søgte i 1872 den senere Folkethingsmand Kruse og i 1873 Stenbæk at fortrænge Greven, men Forsøgene mislykkedes trods store Anstrængelser.

Paa den sørgelige Valgdag den 25. April 1876 faldt den stolte Grene for Gaardejer Feldthusen, der naaede 949 St., medens Greven fik 882, og blandt de mange følelige Tab, Højre led paa hin Valgdag, regnedes Tabet af Skjelskørkredsen for et af de føleligste.

Dog Greven og hans Mænd laa ikke stille; Nederlaget ansporede dem til fornyede Anstrængelser, og den 3. Januar 1879 kronedes disse med Held. Grev Holstein vandt en smuk Sejr: 1047 St. mod 875. Dette Udfald virkede saa overraskende paa Venstre, at dette Parti, trods den store Stemmeforskjel, ikke kunde forsone sig med Tanken om at godkjende Valget. Man opfandt om det og andre Højrevalg de famøse Valgtrykshistorier og trak Afgjørelsen paa den utilbørligste Maade i Langdrag. Efter at et Par Højrevalg vare forkastede som et Sonoffer for den for Venstre saa uheldige Dag, bekvemmede man sig omsider til at godkjende de andre omtvistede Højrevalg, der iblandt Grev Holsteins. Den 24. Maj 1881 holdt han Pladsen med 1006 Stemmer mod 940, der faldt paa Feldthusen.

I 1870 var Ministeriet Frijs blevet træt af Magtens Byrde, og da det gik af i en farefuld Tid, blev Grev Holstein-Holsteinborg som Kongens tro og hengivne Mand kaldet til at danne den nye Regering. Han dannede da ogsaa sit bekjendte Ministerium, hvis mest fremtrædende Medlemmer vare Hall og Krieger.

Under dette Ministerium begyndte den store Kamp med Venstre om Magten, og det var i lang Tid den almindelige Mening, at Grev Holstein vilde være sejg nok til at føre Kampen igjennem, en Mening, der bestyrkedes ved et udbredt Rygte om en Udtalelse af Greven, der gik ud paa, at man skulde faa Lov at flaa „Bælden” af ham, inden han veg, men i Sommeren 1874 bevirkede en enkelt Ministers Demission, at hele Ministeriet gik og afløstes af Ministeriet Fonnesbech.

Det holsteinske Ministeriums Gjerninger ere i frisk Minde; man ved, at der kæmpedes bravt og ved enkelte Lejligheder særdeles godt, men paa den anden Side er man ogsaa paa det rene med, at den fornødne Kraft og Energi, den staalsatte Personlighed manglede. Derfor kunde dette Ministerium ikke løse Opgaven, men det dannede en god og naturlig Overgang til Manden: Estrup.

Et af de smukkeste Minder, man har om Holstein i hans Konsejlspræsidentperiode er hans brave og uforsagte Kamp under Valgkampagnen i Efteraaret 1873. Regeringen havde opløst Folkethinget efter den skandaløse Finantslovnægtelse, og en af de hidsigste Valgkampe, vi her hjemme have oplevet, tog sin Begyndelse. Under denne kastede Venstre særlig Blikket paa Konsejlspræsidentens Kreds, og der blev gjort mægtige Anstrængelser for at erobre den. Venstres Førere kastede sig i Ilden dernede og de „tre fynske Frihedshelte” forskreves til Kampen. Den var meget haard og der var vistnok ingen Kreds, hvori der i de Dage blev afholdt flere Møder.

Imod hele Venstrestyrken kæmpede Greven ganske alene. I alle Kroer og Kipper mødte han og tog energisk Kampen op, gjerne mod 4—5 Modstandere, og han klarede sig som en Mand. Man saa med Højagtelse hen paa Grev Holstein, der, samtidig med at hans Standsfæller hengav sig til Efteraarsjagternes Selskabelighed og Glæder, gik fra Møde til Møde og stred for den Sag, han ansaa for god. Overalt vakte denne Optræden af ham Glæde og Sympati, og det ridderlige i denne Ledingsfærd vandt almindelig Anerkjendelse. Han sejrede, og han fortjente at sejre.

Ellers har man ikke andre Minder om ham som Konsejlspræsident, end hans Oplæsning af de smaa Sedler, hvorpaa han kort og klart havde præciseret Regeringens Opfattelse i et foreliggende Spørgsmaal.

Grev Holstein-Holsteinborg har vist, at han er af de Adelsmænd, der erkjende, at Adel forpligter. Han fortjener sine Landsmænds Tak og Paaskjønnelse for hans ihærdige Virken for det heles Vel, og han fortjener ikke mindst Paaskjønnelse for hans Kjærlighed til og Offerberedvillighed overfor Konge og Fædreland.