Den danske Rigsdag/1/43
Holstein-Ledreborg.
Greve, Cand. polit., Stamherre til Ledreborg. Født den 10. Juni 1839.
Blandt den nyere Tids yngre Politikere er der ingen, der under saa gunstige Auspicier har betraadt den politiske Skueplads, som den unge Grev Holstein fra Ledreborg.
Han, der tilhører en af vore ældste og mest fortjente Adelsslægter, Arvingen til det herlige Grevskab Ledreborg, havde paa den ærefuldeste Maade tilendebragt sine akademiske Studier og havde i Studenterverdenen, i Diskussionsforeninger og lignende Steder vundet Anerkjendelse som en Mand af fremragende Begavelse.
Ogsaa den store Almenhed havde lært hans Navn at kjende, idet han, der er Katolik, med Iver havde kastet sig ind i en teologisk Debat og ogsaa i den havde lagt rige Evner og megen Belæsthed for Dagen samtidig med en vis Flothed, der vel ikke tog sig godt ud i en Debat af den Natur, men paa den anden Side med stor Liberalitet blev skrevet paa hans Ungdoms og Ildfuldheds Regning. Han var altsaa begyndt at blive kjendt, og det paa en for ham smigrende Maade, da han den 22de Septbr. 1872 stillede sig til Valg i Kjøbenhavns Amts 5te Kreds og slog den aflægs „Redaktør” eller „Billettør” Rugaard.
Heller ikke har nogen Rigsdagsmands politiske Debut været mere lovende end Grev Holsteins. Det var i en stærkt politisk bevæget Tid, at den unge Greve kom ind i Folkethinget: det forenede Venstre, der var dannet 2 Aar iforvejen, havde netop ved Valget i 1872 faaet et knebent Flertal, og Forberedelserne til den store Kamp om Magten vare paabegyndte. En heldigere Chance for en begavet og ærgjærrig Politiker med Grev Holsteins Vilkaar var ikke tænkelig. Han begyndte ogsaa særdeles lovende, saa lovende, at Mange straks stillede ham et glimrende Fremtidshoroskop. Under den store og hidsige Debat om Halls Skolelov, der varede hele 5 Dage i Begyndelsen af 1873 og straks røbede Venstres Tendentser, tog han første Gang Ordet, og ved et Foredrag, som vakte Opsigt ved sin smukke og tiltalende Form saavelsom ved sit forstandige og maadeholdne Indhold, angreb han forskjellige af Lovforslagets Bestemmelser, samtidig med at han stærkt kritiserede Venstres Optræden i denne Sag.
Uagtet hans Tale vel nærmest havde en oppositionel Karakter ligeoverfor Lovforslaget, gjorde den dog megen Lykke især hos Højre, der følte sig tiltalt af den urbane Form, som var vidtforskjellig fra Venstres skrydende og brovtende Maade at opponere paa. Grevens Indvendinger hvilede paa et humant Grundlag, og han gav dem en høflig og velvillig Henstillings Form. Da Hall kort Efter fik Ordet, anerkjendte han den Forskjel, der var imellem Grev Holsteins Opposition og Venstres, en Forskjel, der gjorde det til en Fornøjelse at føre Diskussionen, og han lykønskede i varme Udtryk det danske Folkething til den Akkvisition, det havde gjort i det nye Medlem. Det var en ligesaa sjælden som ærefuld Hilsen, der her lød til den unge Greve, og Halls Ord fandt Gjenklang i alle Dele af Landet.
Da Venstres Stormløb saa ret begyndte, lød der fra Greven den ene Advarsel mere indtrængende end den anden; han stillede sig absolut og i Ord, der nu maa skratte i hans egne Øren, paa Kongemagtens Side og betonede med Veltalenhed og Kraft, at Venstre for at gjennemføre den Kamp, der var paabegyndt, først og fremmest maatte have Revolutionen færdig. Det var en klar og logisk Argumentation, og den slog an i vide Kredse. Grevens Aktier vare stadig stigende. Venstre gik trods alle Advarsler til den meningsløse Finanslovsnægtelse i Oktober 1873, og Folkethinget blev opløst. Under Valgkampen stod Greven saa afgjort paa Højres Side, at Venstre af al Magt søgte at fortrænge ham fra Valgkredsen og endog stillede den nuværende Landsthingsmand Mads Strandskov — den Mand, om hvem det i sin Tid blev fortalt, at han vilde have Ministeriet slaaet ned som snivede Heste — op imod ham, men Greven slog ham totalt og betraadte med forøgede Chancer atter Folkethingets Sal.
Men ak, nu var Kulminationspunktet naaet, nu begyndte man at spore de første Tegn til et mærkeligt Omslag. Det var Schjørrings Adresse, der dannede Vendepunktet. Her tog Greven, rimeligvis ledet af en utaalmodig Ærgjerrighed, et højst uklogt, eksponeret Stade, der under Sagens videre Gang drev ham yderligere og yderligere, saa at tilsidst Broen helt kastedes af bag ved ham, og han fik ikke anden Udvej end at kaste sig i Armene paa sine tidligere Modstandere. Disse modtog den omvendte Synder med Jubel og førte ham i Triumf til deres Højsæder.
Det var ganske vist ogsaa en Gevinst Venstre fik: en talentfuld og begavet Mand, erobret lige ud af Højres Rækker, men det er dog alligevel et Spørgsmaal, om Partiet gjorde klogt i saaledes uden videre at akceptere ham; thi for det Første ere Renegater ikke altid de paalideligste Medkæmpere, og for det Andet besad den unge Greve Karakteregenskaber, der kunde blive farlige netop i et Parti som det forenede Venstre. Der er heller ingen Tvivl om, at mangen Venstremand nu beklager, at Partiet saa villigt modtog den farlige Mand. Det var Grevens første Omslag, og det skyldtes vistnok en utæmmet Lyst til hurtig at svinge sig i Vejret og spille en Rolle, parret med et glødende Had til de Nationalliberale. Senere fulgte Svingning paa Svingning.
Da Venstre i 1875 deltes i to Partier: de 22 og de 30, stod han blandt de mest radikale, Side om Side med Berg og J. A. Hansen, og begyndte endogsaa en Tournée i Forening med disse for at bekæmpe Moderationen, men da han paa Fyen fik den første varme Modtagelse af Moderationens Førere derovre, særlig af „de tre Frihedshelte”, skyndte Greven sig hjem og sad saa ved den huslige Arne og sukkede efter Forsoning med de vrede moderate Guder, hvoraf enkelte endog havde tilladt sig at benytte Betegnelsen Jesuit paa en for Greven alt Andet end smigrende Maade. Forsoningen blev tilvejebragt, og Greven indtog sin Plads som Bestyrelsesmedlem i Partiet; men Tilliden var allerede da undergravet, og der hørte ikke stort Fremsyn til at forudsige, at den Tid ikke vilde være fjærn, da en ny og dybere Konflikt vilde indtræde.
Imidlertid kæmpede Greven med stor Tapperhed i sit Partis Rækker, og stik imod sin egen Theori om „Revolutionen færdig”, førte han an til den vildeste Opposition, der endelig førte til Provisoriet. Om dette dristede han sig til at være Spaamand, og det paa en Maade, der nu tager sig højst komisk ud. Han forudsagde atter og atter med stor Sikkerhed, at der for det første ikke gaves 7 Mænd i Danmark, der havde Mod til at sætte deres Navn under en provisorisk Finanslov, men selv om de fandtes, saa vilde for det andet saadanne Mænd, efter at Gjerningen var udført, hyle og Pibe af Fortrydelse over det Skete. Vi fik Provisoriet, de 7 Mænd fandtes, men om Hylen og Piben er der Ingen, der har hørt Tale; tværtimod.
I den berømte Oktober- og November-Politik ligeoverfor Provisoriet tog Greven levende Del; Venstre splittedes atter, og Holstein stod nu som Ordfører for de Moderate. Kampen mellem ham og Berg antog store Dimensioner og kom til Udbrud ved alle Lejligheder paa den mest haar- og langtrukne Maade, saa at alle Mennesker til Slutning bleve baade lede og kjede af at høre derpaa. Den samme Holstein, der ved et Festmaaltid i Frederiksborg i de højste Toner lovpriste Berg og lykønskede enhver Egn, der blev lyksaliggjort med et Blad fra hans Fabrik, staaer nu som hans bitreste og uforsonligste Modstander, der ikke kan finde Ord stærke nok til at latterliggjøre Bergs politiske Opfattelse og til at nedsætte hans Betydning og Anseelse i Demokratiet. Saa hurtig kunne store Omvekslinger finde Sted.
Holstein staar nu som en af Moderationens Ledere, men der er ikke saa lidt, der tyder paa, at han selv indenfor dette Parti ikke nyder videre Tillid. I almindelig politisk Anseelse staar han grumme lavt, og nogen Fremtidschance har han ikke. Alt har han forspildt. Ingen har havt bedre Kort paa sin Haand end den unge Greve fra Ledreborg, Ingen har spillet dem slettere end han. Han havde for 8 Aar siden fortrinlige Chancer, nu har han ingen; han havde engang Betydning og Indflydelse, Alt — Alt — er tabt. Ingen bryder sig længere om Grev Holstein og hans Standpunkt; en simpel Menig i Partiet nyder mere Anseelse end han. Folket kan ikke ret gjøre sig fortrolig med ham, hans Standsfæller støde ham fra sig og Intelligentsen vil Intet have med ham at gjøre. Ved Hoffet er han mere ilde set end nogen Anden, og hans Ærgjerrigheds Drøm om Magtens Tinde har nu ingensomhelst Udsigt til at blive til Virkelighed. Ene, næsten ganske ene staaer den en Gang saa lovende og saa fejrede Greve. Det er en haard Straf, der har ramt ham, men den er i høj Grad selvforskyldt. Det, at Ingen rigtig slutter sig til En, det, at Ingen rigtig tror paa En — det er altid selvforskyldt.
Grevens mange og mærkelige Svingninger maatte allerede virke advarende, men var dog ikke nok til absolut at knuse ham, det besørgede derimod hans Tale og Maade at tale paa. Selv om Greven nemlig talte om alvorlige Sager, og selv om han talte nok saa godt, fik Tilhørerne altid et Indtryk af, at han ikke mente det alvorlig, og at han egentlig var mest oplagt til at gjøre Løjer med det Hele. Man fik Følelsen af, at det mere var Turneringen end Sagen, det for ham kom an paa, og at han lige saa godt kunde have forsvaret akkurat det modsatte Standpunkt. Han har ved en given Lejlighed vist, at han med lige Styrke og Varme kunde hævde to modstaaende Standpunkter. Det var den 8de November 1877 under den store Debat om Provisoriet; her var Greven de Moderates Ordfører, og han bekæmpede som saadan med Heftighed og Iver den lille Ændring, Landsthinget havde tilladt sig lige over for Folkethingets Forslag. Imidlertid nærmede de 24 Timer sig deres Udløb, som Konseilspræsidenten havde givet Thinget, og en Overenskomst maatte træffes. Saa blev Landsthingsforslaget modtaget med en aldeles uvæsentlig Ændring, og nu var det atter Holstein, der skulde føre Ordet. Han forsvarede da med lige Dygtighed og Kraft det samme Forslag, han faa Timer før havde bekæmpet, og Situationen blev saa komisk, at baade han selv og hele Thinget uvilkaarlig brast i Latter. Her var Ord- og Talekunstneren ret paa sin Plads.
Den Tone, der hviler over Grevens Foredrag, er af en saadan Beskaffenhed, at man har mere end ondt ved at tro paa Oprigtigheden af selv hans mest alvorlige Udtalelser, og sligt skal nok i Længden ødelægge en Politiker. Dertil kommer en uimodstaaelig Trang hos ham til at gjøre lidt Grin, en Trang, der lægger sig for Dagen baade i Rigsdagssalen og i private Samtaler, hvor han ubarmhjærtigt, men vittigt og morsomt harcellerer endog sine nærmeste Meningsfæller. Saadanne Historier som den meget udbredte, at Greven paa „Morgenbladet”s Kontor omhyggelig undersøgte, hvorvidt han turde gaa i sin Opposition, uden at hans friherrelige Privilegier stod Fare for at lide noget Afbræk, skal just heller ikke tjene til at forøge hans Anseelse i Befolkningen.
Det er Grevens Alvor og Paalidelighed, der altid drages i Tvivl, og som har ødelagt hans hele Stilling, derimod ikke hans fremragende Evner. Disse anerkjende Alle, ihvorvel at det er utvivlsomt, at hans Veltalenhed ved en sjusket og skjødesløs Behandling er bleven mindre afrundet og mindre fin, end man i Begyndelsen havde Grund til at tro. Havde han plejet denne Evne, vilde hans Veltalenhed være bleven af en sjælden Art. Han taler naturligvis godt endnu, og han kan være bidende vittig. Det har baade Berg og Hørup mer end en Gang faaet at føle. Da Hørup havde lagt sig efter J. A. Hansens Dialekt, glædede Holstein sig over den gamle Bekjendt, som den „langelandske Dialekt” var for ham, men dog ikke mere, end naar han i en Marskandiserboutik saa en gammel Vens aflagte Bukser; han vilde da sige til sig selv: „Der er min gamle Vens Bukser” og glæde sig over Gjensynet, men den gamle Ven var det dog ikke.
Han er snarraadig og har Replikken i høj Grad i sin Magt, hvilket han saare ofte lægger for Dagen. Han er i det Hele en Mand, der, hvis Karakteren havde svaret til Evnerne, kunde være blevet noget stort; nu bliver han næppe mere eller andet end det, han er: en Politiker, der er farligere som Ven end som Modstander, en glimrende Ordfægter, men en Mand uden Tiltro og uden al Betydning, en Mand, af hvem man muligvis kan vente endnu en Række Svingninger.
Lejrekredsen, eller som den tidligere meget betegnende for dens nuværende Repræsentant hed „Blæsenborgkredsen”, har foruden fornævnte Rugaard havt Højesteretsadvokat Buntzen, Balthazar Christensen, den unge Greves Fader og cand. theol. N. J. Jensen til Repræsentanter.