Den danske Rigsdag/1/51

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

P. G. Philipsens Forlag Kjøbenhavn Den Danske Rigsdag


H Wulff - Den danske Rigsdag.djvu H Wulff - Den danske Rigsdag.djvu/5 195-200

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1949. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1925.

N. P. Jensen.

Oberstløjtnant i Nyborg. Født den 26. Oktober 1830.


Oberstløjtnant N. P. Jensen er en Mand, der skylder sin egen Virksomhed den smukke Stilling, han indtager i Samfundet. Lykken har ikke krystet ham i Favn, men et dygtigt og ihærdigt Arbejde har gjort ham til den Mand, han er. Hans ualmindelige Evner have været baarne frem af en staalsat Vilje, der har givet dem en sjælden frodig Udvikling.

Det Pund, der var givet Jensen at aagre med, var et lyst Hoved, et fyrigt Temperament og en varm Følelse, og det har han benyttet baade smukt og godt.

Det mærkelige Aar 1848 greb ogsaa ind i Jensens Livsskjæbne og førte ham ind paa en Bane, vidt forskjellig fra den, han var bestemt til at gaa. Han sad den Gang lænket til en Kontorstol i Helsingør; men hvorvel han af Naturen var flittig anlagt, saa han vel nok passede sine Ting upaaklagelig, har dog hans livlige og friske Gemyt næppe følt sig tilfreds dermed. Men da kom det saa forunderlig vækkende Pust, der gik over Danmark. Kristian den Ottende døde, Frihedsbavnerne tændtes, Oprøret slog ud i Lue. Da bankede enhver dansk Mands Hjem, da blussede Ynglingens Kind af Varme for Fædrelandet og da ilede Ungdommen til Fanerne for at værne det betrængte Fædreland.

Jensen var blandt dem, der bleve grebne af Begejstringens flammende Kraft, og han flygtede ikkun 17 Aar gammel fra den slidte Kontorstol for at stille sin Arm, sit Hjærte og sit Blod til Danmarks Værn. Han havde de ydre Betingelser for at blive Soldat; Fædrelandet havde Brug for alle sine Sønner, og selv en velvoksen Dreng var velkommen i Geleddet. Naar man kjender den Fyrighed og Ild, der kan gløde i den halvtredsindstyveaarige Oberstløjtnants Bryst, vil man kunne fatte den Begejstring, hvormed den 17-aarige Frivillige tog Musketten paa Nakken. Om nogen lang og omhyggelig Uddannelse var der ikke Tale; allerede ved Bau var Jensen med og modtog som en modig Soldat Ilddaaben. Ogsaa i det for os saa hæderlige Slag ved Slesvig var Jensen en frejdig og uforfærdet Deltager, men saa blev pludselig hans Krigerbane for en kort Tid afbrudt, idet han i en Fægtning blev taget tilfange, og han maatte nu tilbringe nogle Maaneder i tysk Fangenskab.

Under Vaabenstilstanden, der sluttede Kampene i det Aar, blev han udløst af Fangenskabet og kom til Kjøbenhavn, hvor han, efter at have gjennemgaaet en Skole, blev udnævnt til Sekondløjtnant og ansat ved 2det Jægerkorps, og i denne Egenskab deltog han i Danmarks stolte Hædersdag ved Fredericia den 6te Juli 1849. Han var kun 18 Aar gammel, men var opfyldt af Begejstring og Mod. Imod den berygtede Igumskanse var hans Afdeling dirigeret, og 2det Jægerkorps fornægtede ikke sit Ry. Da Skansen stormedes, saas en slank Skikkelse som første Mand paa Brystværnet, med Sablen vinkende sine Folk fremad. Det var Jensen, og han kastede sig ned i Skansen, overmandede den sidste Mand af de flygtende Fjender, samtidig med at hans tapre Folk trængte ind Skansen. Det var en smuk Bedrift af den unge Løjtnant, og han blev da ogsaa nævnt med Hæder i Rapporten.

Saa fik vi atter en lang Vaabenstilstand og derpaa Felttoget i 1850. Jensen var med i Hædersslaget ved Isted og efter en smuk og ærefuld Kamp ved Helligbæk blev han saaret den 24de Juli. Ogsaa fra denne Kamp fremhævedes Jensen.

Nu kom den lykkelige Fredsperiode indtil 1864. Jensen benyttede Fredens Dage til et indgaaende og alvorligt Studium af Krigsvidenskaben, og hans Indsigt og Kundskaber skaffede ham en fleraarig Ansættelse ved Generalstaben, hvor navnlig Krigsarkiverne blev Gjenstand for hans Omhu og af ham lagdes tilrette for senere Historieskrivere.

Da Krigen udbrød i 1864 rykkede Jensen i Felten som Kompagnikommandør ved 8de Regiment. Han deltog ogsaa med megen Hæder i dette Felttog og udmærkede sig navnlig den 17de Marts, da ottende Regiment gjorde sit smukke Angreb og kæmpede saa bravt. Jensen var meget stærkt i Ilden, og hans Kompagni var det sidste, der afbrød Kampen, men det samme Mod og den samme Koldblodighed, han havde vist i den første slesvigske Krig, lagde han ogsaa her for Dagen, og atter nævnedes han med Hæder.

Da Krigen var endt, fulgte han sin Bataillon til Viborg og laa i flere Aar i Garnison der, anset som en særdeles dygtig Kompagnichef og som en ualmindelig flittig og ivrig Militær. Han blev derefter atter oversat til Generalstaben, hvor han sikkert har gjort god Nytte, og hvor han rimeligvis havde staaet lige til sin Udnævnelse til Oberstløjtnant, hvis ikke et politisk Sammenstød med Krigsminister Kauffmann havde ført Forsættelsen til en Infanteribataillon med sig som Straf.

Jensen har ogsaa leveret meget fortjenstfulde Arbejder i militær og krigshistorisk Retning, og han har flere Gange vundet udsatte Præmier for militære Afhandlinger.

Paa sin militære Bane har Jensen sikkert ikke havt faa Misundere, og hans Person har maaske stødt ikke faa tilbage fra ham, men det maa Enhver retfærdigvis indrømme, at han er en fortræffelig Soldat, en dygtig og en modig Mand med en ualmindelig varm Fædrelandskjærlighed.

Da Danmarks Forsvarssag omsider begyndte at vækkes tillive af den Døs, den sidste ulykkelige Krig havde fremkaldt, trængte Ønsket om at faa Militære ind i Rigsdagen frem i mange Valgkredse, og det var ganske naturligt, at Blikket ogsaa maatte fæstes paa Jensen, der jo ikke blot var bekjendt som en dygtig, en intelligent og videnskabelig dannet Officer, men ogsaa som en Mand med ualmindelige Evner og i Besiddelse af en sjælden Veltalenhed, der kunde udarte til en forbavsende Ordflom, som altid beundredes, men just ikke altid fik den smagfuldeste Betegnelse.

Da Folkethinget opløstes i 1873 paa Finantsloven, og Højre satte en dygtig Valgagitation i Scene og stillede Kandidater op i de allerfleste Valgkredse, blev Jensen opfordret til at stille sig paa Møen mod Bojsen, og uagtet der ikke var den fjærneste Mulighed for at slaa denne, optog Jensen beredvillig den haabløse Kamp og førte en smuk og af Modstanderne anerkjendt Valgkampagne. Nu var hans Navn fremme, og det var let at forudse, at den Tid ikke kunde være fjærn, da han sad paa Thinge.

Randers mistede ved Dødsfald sin mangeaarige Folkethingsmand, den ansete og af Alle højagtede Grosserer Julius Rée, en ædel Jøde med varm Kjærlighed til det Land, der havde fostret ham.

Efterat man havde gjort nogle forgjæves Henvendelser, blev Jensens Navn nævnt og slog straks ned. Forsvarssagen stod jo paa Dagsordenen; det var jo naturligt at vælge en dygtig Officer, og Jensen anerkjendtes af alle som en saadan. Han modtog Opfordringen, stillede sig og sejrede. Hverken ved Valgene i 1876, 1879 eller i Maj 1881 havde han nogen Modkandidat. Den 26. Juli 1881 opstilledes en Bankdirektør Busse imod Jensen, men blev slaaet med 1001 Stemmer imod 699.

Det var ganske naturligt, at Jensen i Begyndelsen nærmest kastede sig over militære Spørgsmaal og lod den almindelige Politik gaa sin egen Gang. Han var vel Højremand og stemte sammen med sit Parti, men aktivt greb han ikke ind i Begivenhederne. Berørtes derimod Ting, der vedkom Forsvarssagen, saa mødte Jensen altid frem, og han gjorde det med Kraft paa sin ejendommelige ildfulde Maade. Han har leveret fortræffelige Indlæg i Forsvarsagen, han har talt med en Varme og udfoldet en Veltalenhed, der mer end een Gang har revet Forsamlingen og Tilhørerne med sig, og han har i Debatten knust den usagkyndige Vigtigmager, der troede sig kaldet til at udtale en uforgribelig Mening om Ting, han ikke forstod sig paa. Hvem mindes ikke, hvorledes Berg blev ødelagt, da han vovede sig ind paa den franske Krigsførelse i 1870 og fra den vilde drage gunstige Slutninger til Fordel for Folkevæbningstanken? Kommer man ind paa Jensens særlige Felt, skal man tage sig vel ivare, thi saa kan han slaa, saa det svider. Endnu hver Gang militære Spørgsmaal staa paa Dagsordenen, kan man være vis paa, at Jensen vil tale med, og han gjør det altid paa en Maade, der ikke lader Nogen tvivle om hans varme Fædrelandskjærlighed og om hans Kjærlighed til Hæren, og han har ogsaa paa sin Krigerbane hævdet sig en Ret til at tale med, som man bør respektere.

Efterhaanden som han fik Indblik i Forholdene paa Rigsdagen, begyndte den almindelige Politik ogsaa at interessere ham, medens dog stadig Forsvarsvæsenet vedblev at være hans egentlige Felt, men ogsaa fra det kan der jo manøvreres politisk. Her kom Jensen nu og da til at indtage en Position, som ikke tiltalte Alle. Jensen er en noget urolig Karakter, kritisk anlagt og med en ubetvingelig Lyst til at kritisere. Han er født Oppositionsmand, og det er en mærkelig Skjæbnens Tilskikkelse, der har ført ham over i Højres Lejr. Jensen er derfor meget sjælden fuldt ud tilfreds med noget, og da jo virkelig ogsaa alt lader sig kritisere, mangler han ikke Stof, og han kritiserer af Hjærtens Lyst. Hertil kommer hans overordentlige Lethed ved at tale og hans Evne til i Disputerne at udsende en Ordflom, der lammer Modstanderen og næsten altid sikrer Jensen en tilsyneladende Sejr. Disse Egenskaber ere saa meget farligere Gaver for Jensen, som han er varm og let fængelig, og i Øjeblikket selv rives med og sætter sin hele Person ind paa Sagen. Derved kan han drives for vidt og er dreven for vidt. Den beherskede Ro, den kolde, kloge Fornuft, der kunde regutere de ovennævnte Egenskaber, savner han, og derved har han af og til bragt Stemning imod sig.

Ved Valget i 1879 blev der da ogsaa fra højre Side gjort nogle, vist mindre vel betænkte, Stød mod Jensen; de virkede heldigvis ikke, og det tør nok siges, at man bagefter har været tilfreds derover. Jensen er en af de Rigsdagsmænd, man bør være glad ved, og han vil navnlig i Kampens Stund aldrig svigte sin Plads. Han medbringer saa mange Betingelser for at kunne gjøre Nytte paa Rigsdagen, navnlig i alle militære Spørgsmaal, at man nødig bør savne ham der.

Mange mene, at Jensen er et Krigsministeræmne, og der er heller ingen Tvivl om, at han besidder mange af de Egenskaber, en saadan Stilling kræver; men paa den anden Side mangler han den rolige og beherskede Overlegenhed, der helst burde findes paa denne Plads.

Det er allerede fremhævet, at Iensen er meget veltalende, han har klare Tanker og en sjælden Lethed ved at finde smukke Udtryk for dem. Hans Stemme er klar og smuk, og hans hele Façon at tale paa vækkende. Kun henfalder han ofte til en heftig og irriteret Tone, der vel kan være forklarlig, og som i alle Tilfælde bærer Vidne om indre Varme, men som dog ikke altid er heldig eller klog. Jensen er en fortrinlig Foredragsholder, og der er ingen Tvivl om, at hans livfulde Maade at tale paa særlig gjør Nytte paa de Møder i Forsvarssagen, han med sædvanlig Beredvillighed afholder.

Jensen er en ypperlig Militær, han er i Hovedtrækkene en meget dygtig og paalidelig Politiker, og han er som Privatmand en sand Hædersmand, en fortrinlig Kammerat, altid hjælpsom, altid tjenstvillig, altid med Hjærtet paa rette Sted — i faa Ord en Mand, der i fuldt Maal fortjener sine Medborgeres Agtelse, den han da ogsaa i høj Grad nyder. Han er paa sin Plads baade i Armeens Rækker og blandt Folkets kaarne Mænd.

Randerskredsen har tidligere været repræsenteret af Overlærer Linnnemann, Herredsfoged Ammitzbøll, Provst J. Valentin, nuværende Konsejlspræsident Estrup, Justitsraad Klee og fornævnte Grosserer Julius Rée.