Den danske Rigsdag/1/52
Ingerslev.
Godsejer til Marselisborg ved Aarhus. Født den 3. Maj 1831.
Godsejer Ingerslev til Marselisborg ved Aarhus har allerede i mange Aar spillet en betydelig Rolle i Jylland. Hans uafhængige Stilling, hans Arbejdsdygtighed og Arbejdslyst gjorde ham til et efterspurgt Medlem af kommunale Raad, af Foreninger, Aktieselskaber, Pengeinstituter o. s. v. Godsejeren fra Marselisborg har allerede forlængst vundet sig et smukt Navn som et fremtrædende og dygtigt Amtsraads- og Sogneraadsmedlem, han har været en ledende Mand i Landboforeningen og i Brandforsikringsforeningen for Landejendomme, han har været Medlem af Jernbanekomiteer, i Bestyrelsen for Dampskibsselskaber, Direktør for Sparekasser, Repræsentant i Banker og endnu meget mere. De allerfleste Hverv have været brødløse, men med lige Iver, Omsigt og Dygtighed har han taget sig af dem. Ved Siden deraf drev han en stor Land- og Skovbedrift; han gjorde Marselisborg til en Mønstergaard og erhvervede sig med Rette Navn af en fremragende Landmand. Naar hertil kommer, at man samtidig med at skatte hans Flid og Evner ydede ham en udelt Agtelse og Sympati, saa vil man kunne forstaa, at Ingerslevs Navn ovre i Jylland har en god Klang, og at det kun beroede paa ham selv, om han ogsaa vilde repræsentere en af Provindsens Kredse paa Rigsdagen.
Ingerslevs Fader, den afholdte og ansete Godsejer, Justitsraad C. Ingerslev, tog ogsaa Del i det politiske Liv, baade som Stænderdeputeret, som Folkethingsmand og som Landsthingsmand, men Sønnen syntes i lang Tid utilbøjelig til at træde i Faderens politiske Fodspor, thi uagtet der lød Kaldelser til ham, vægrede han sig længe ved at stille sig til Rigsdagen.
Efterhaanden som Skolelærer L. Bjørnbak i Viby fik Magt og Indflydelse i Aarhus Amt, vendte de mere besindige Blikket henimod den ansete og agtede Ingerslev, ligesom om man fra ham ventede en Dæmning mod den stigende Agitation. Men Ingerslev forholdt sig rolig og lod Bevægelsen gaa sin Gang.
Men da Opløsningen kom i 1873 og Aarhuskredsens tidligere Repræsentant, Konsul Mørk, paa Grund af forandret Livsstilling ikke længere kunde modtage Valg, vendte alle Kredsens Højremænd Øjet mod Marselisborg, og Alle vare enige om, at Højres Bevarelse af Kredsen vilde for en stor Del bero paa, om Ingerslev vilde stille sig. Da efterkom Ingerslev den til ham stillede Opfordring. Hans Modkandidat var ingen ringere Mand end Bjørnbak selv, og dermed var det givet, at Valgkampen vilde blive baade haard og bitter. Ingerslev tog imidlertid rolig og besindig Kampen op og overlod den buldrende Del af Agitationen til sin Modkandidat.
Bjørnbak kjørte da op med sit groveste Skyts og understøttedes tildels af nogle uklare og kortsynede Grundtvigianere. Udfaldet imødesaas med megen Frygt og Spænding, og det var umuligt at sige, til hvilken Side Sejren vilde hælde. Bjørnbak synes at have været vis paa at sejre, og man vil endog vide, at der var givet Ordre til at holde et Fakkeltog og lignende Glædesdemonstrationer, der skulde modtage den hjemvendende Vibysejrherre, i Beredskab. Ved Kaaringen valgtes Bjørnbak, og under den skriftlige Afstemning skal Bevægelsen have været overordentlig. Fra Højres Side blev der udfoldet den mest levende Virksomhed for at kalde Byens Borgere til Stemmelisterne, og navnlig skal en enkelt velkjendt Mand derovre ved Denne som ved andre Lejligheder have lagt en forbavsende Energi for Dagen. Endelig var man færdig, og da i Mørkningen Udfaldet proklameredes og viste 1475 Stemmer for Ingerslev og 1416 for Bjørnbak, jublede Højre, medens Venstre harmfuld, forbitret og synlig skuffet modtog Efterretningen. Et Øjeblik saa det ud til, at Lidenskaberne skulde slaa ud i stygge Demonstrationer og hist og her hændte det vel ogsaa, men den rolige og besindige jydske Natur sejrede, og Valgdagen endte uden videre Ulemper.
Ingerslev kom ind paa Rigsdagen i en højst bevæget politisk Periode. Venstre søgte af al Magt at sætte sin Kraftpolitik igjennem og bekæmpedes med lige Heftighed af et meget stærkt Højremindretal i Folkethinget, af Landsthinget og af Regeringen. Resultatet er bekjendt nok. Ingerslev sluttede sig trofast til Folkethingets Højre, og hans Stilling var saa sikker og forud givet, at Ingen i denne Henseende kunde nære nogen Tvivl. Men nogen fremtrædende Rolle kom han ikke til at spille, og mangen Jyde har maaske undret sig over, at Ingerslev, der jo var en lokal Matador, paa Rigsdagen forsvandt i Mængden. Dette var imidlertid ganske naturligt; ogsaa Rigsdagsgjerningen kræver sin Skole, baade for at blive fortrolig med Sagerne, med Forretningsorden og Sædvaner og ikke mindst for at gjøre sig personlig gjældende. Selv en Mand med Ingerslevs Betingelser maatte det koste Tid og Arbejde at avancere op. Han udviklede imidlertid megen Flid, lagde praktisk Dygtighed for Dagen og fik efterhaanden Plads i vigtige Udvalg.
Saa kom Opløsningen paa Forsvarssagen, og paa den for Højre saa uheldige 25de April 1876 skete det overraskende, at en højst ubetydelig og udenfor den nærmeste Egn ganske ukjendt Gaardmand Hansen slog Ingerslev med 1644 Stemmer mod 1556. Dette vakte Beklagelse og Forbavselse allevegne, men det vakte tillige i selve Aarhus en dirrende Harme, der gav sig Udtryk i store Kraftanstrængelser for at aftvætte Nederlaget. Man skabte en Organisation derovre, der kan staa som et Mønster, og der blev ikke snakket, men arbejdet.
Da Valgdagen den 3dje 1879 oprandt, gik Aarhus til den med Forvisningen om Sejr, og denne Forvisning stod sin Prøve endog langt ud over Forventning. Med 2119 Stemmer mod 1505 bar Aarhuskredsen atter Ingerslev ind paa Rigsdagen, og gav ham det næststørste Stemmetal, der indtil da var givet nogen Rigsdagsmand her hjemme. Ved Valget den 24. Maj 1881 sejrede Ingerslev vel atter med 2025 St., men Skoleforstander V. Bjørnbak naaede 1882, og den 26. Juli blev Stemmeforskjellen endog kun 9 Stemmer.
Da Ingerslev atter tog Sæde i Folkethinget, mødte han som en udlært Mand, der kunde tage sin Del af Arbejdet. Højrepartiet skaffede sig omsider den Organisation, det saa længe havde trængt til, og Ingerslev kom ind i Partiets Bestyrelse. Her kom han paa sin Plads, og her har han gjort megen Nytte. Hans praktiske Sans og hans Arbejdsomhed er kommet Partiet meget tilgode. Han, Dinesen og Bille besørgede de løbende Forretninger, og havde altsaa det daglige Slid; nu, da Bille er borte, besørge de to tilbageblevne det tidt utaknemmelige og møjsommelige Arbejde med Utrættelighed og Dygtighed.
Ingerslev er en dygtig Rigsdagsmand, derom tvivler Ingen. Han er flittig, sætter sig godt ind i Sagerne, og hans gode Hoved og praktiske Anlæg leder ham til en rigtig Dom. Han er en trofast og varm Tilhænger af Ministeriet Estrup.
Da Scavenius traadte ind i Ministeriet, blev Ingerslev en selvskreven Leder af en af de forenede Højregrupper, og derved er der givet ham en forholdsvis betydningsfuld Stilling, men om han fuldt ud vil kunne magte denne, anses dog for tvivlsomt. Paa den anden Side er der ingen Tvivl om, at han ikke vil gjøre Skade, og hans praktiske Instinkt vil i de fleste Tilfælde lede ham paa det rette Spor.
Ingerslev taler godt og let og han taler gjerne. Han kan være behændig i Debatten, og han kan ramme Kjærnen i en Sag, men han har en selvbehagelig Maade at tale paa og en lidt kjedelig og monoton Form, der tidt svækker Virkningen af et ellers godt Foredrag. Navnlig paa det landøkonomiske Omraade har han leveret ypperlige Bidrag til Debatten.
Ligesom han i sin personlige Optræden er jævn og bramfri, saaledes er han det som Taler. Det rumlende, den patetiske Fraseflom er ham fremmed. Han taler lige ud af Landevejen, uden Flugt og Varme. Han er baade i og udenfor Rigsdagen en Mand man kan stole paa, en Mand, der gjør en dygtig Gjerning med en god Vilje.
Aarhuskredsen har tidligere været repræsenteret af Kancelliraad Otterstrøm, Hother Hage, Justitsraad Ingerslev, Overretsprokurator J. E. Damkier, Kommandør v. Dockum, Justitsraad, Borgermester Hertz, Konsul Mørk og Gaardejer Hansen.