Den danske Rigsdag/1/53

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

P. G. Philipsens Forlag Kjøbenhavn Den Danske Rigsdag


H Wulff - Den danske Rigsdag.djvu H Wulff - Den danske Rigsdag.djvu/5 204-209

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1949. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1925.

Juel.

Etatsraad, Overretsprokurator i Kjøbenhavn. Født den 7. Novbr. 1828.


Etatsraad Juel er Folkethingsmand for Nørresundby, hvor han valgtes i 1876. Han er født paa Bornholm, men omplantedes tidlig paa vestjydsk Grund og blev i 1847 en flink Student fra Ribe Skole. Han kom altsaa som ganske ungt Menneske til Kjøbenhavn, netop som Livet begyndte at pulsere stærkt der. Den unge Students Gemyt var ikke uimodtageligt for de stærke Indtryk af Fædrelandskjærlighed og Frihedsbegejstring, der overalt slog ham imøde. Da det hed: „Til Vaaben, Sønner, Landet har ej længer Fred”, greb ogsaa han Musketten og stillede sig frivillig i Fædrelandsforsvarernes Rækker. Han gjorde Felttoget i 1848 med og deltog i flere af Bataillerne.

Saa vendte han atter tilbage til sin Bog, kastede sig over det juridiske Studium og tog i 1857 Attestats med bedste Karakter; senere tog han ogsaa den slesvigske juridiske Eksamen. Han var derefter i nogle Aar i det slesvigske Ministerium, var en Tid konstitueret Herredsfoged i Slesvig og blev endelig Assessor i den slesvigske Overret, den saa kaldte Apellationsret.

I denne Stilling betraadte han første Gang den politiske Bane, idet han ved et Suppleringsvalg den 24de September 1863 valgtes til Medlem af Rigsraadets Landsthing. Saa kom den ulykkelige Krig, og Juel maatte følge de andre slesvigske Embedsmands Eksempel og drage til Danmark, fortrængt af en brutal Fjendemagt fra Embede og Virksomhed.

Juel deltog med Iver i de vigtige Rigsraadsforhandlinger, og skjøndt man allerede den Gang ikke ret vidste, hvor han stod, regnedes han dog nærmest til dem, der nu kaldes Højremænd. Som saadan stillede han sig da ogsaa til Rigsdagens Folkething den 7de Juni 1865 i Nakskov, hvor han med 883 Stemmer mod 207 slog Venstremanden, Gaardejer P. Skytte af Havnsø. Juel blev kun et Aar i Folkethinget, saa trak han sig tilbage. Hans Pension som forhenværende slesvigsk Embedsmand var for ringe til at leve af; han maatte bruge sin Tid og sine Evner for at betrygge Eksistensen, og han nedsatte sig da som Overretsprokurator i Hovedstaden. Han skal en Tid have havt godt at bestille og lovende Udsigter til at slaa sig i Vejret, men saa gjorde han et Kup, der i sin Tid vakte almindelig Opmærksomhed, og som bragte ham til at lægge mindre Vægt paa sin Sagførerpraksis.

Han og Kaptajn Nyholm gjorde den bekjendte Jærnbaneforretning med Etatsraad Tietgen om Kallundborgbanen, hvorved de paa et Bræt tjente en Formue, der for hver kan sættes lige med den højste Gevinst i Klasselotteriet. Denne Sag vakte i hine Dage overordentlig Opsigt herhjemme og var Gjenstand for en haard og skaanselsløs Kritik. Nu vilde man næppe dømme saa strængt; det var en dristig og meget vellykket Forretning, der bar Vidne om Mod, Dygtighed og Snildhed, men at den skulde være mindre honnet, er en ubevist Paastand, som vist nærmest skyldtes den efter vore Forhold usædvanlig store Indsats og Gevinst. Juel kjøbte sig en Ejendom lige udenfor Kjøbenhavn, og plejede nu sine forskjelligartede Interesser uden længere at lægge Kraft paa sin Sagførerforretning.

Den store Gevinst paaførte Juel „Guldfeberen”, denne farlige Sygdom, der er saa ødelæggende for mangen Eksistens. Han vilde hurtig være rig, og kastede sig ind i nye og dristige Foretagender af uberegneligt Omfang. Heldet fulgte ham ikke mere, og da Professor Frederiksen gik fallit, var Juel saa stærkt engageret i den fortvivlede Misère, at det saa ud som ganske umuligt for ham at frelse sig fra total Ruin. Under denne næsten haabløse Situation tabte han hverken Modet eller Hovedet. Han lagde en usædvanlig Sejghed, Opfindsomhed og Energi for Dagen for at holde det truende Sværd fra at falde, og omsider kronedes hans modige Anstrængelser med et lovende Udfald. Eksistensfaren er nu vist ovre, og Juel er atter begyndt sin Sagførergjerning med Kraft og nok ogsaa med lidt Vind i Sejlene.

Ogsaa under sine private Kalamiteter bevarede Juel sin Interesse for det politiske Liv, og han, der nu var sprunget helt over i Venstre, udsendte i Midten af Halvfjerdserne en meget velskreven, politisk Piece, hvori han fra et Venstrestandpunkt belyste Kronens og Rigsdagens indbyrdes Stilling. Den 25. April 1876 stillede han sig til Valg i Nørresundby paa et Venstreprogram og opnaaede over 900 St., medens Højres Kandidat kun fik 346. Ogsaa ved de sidste Valg sejrede han med et overvældende Stemmetal. Juel blev ved sin Gjenindtræden paa Rigsdagen Medlem af „det forenede Venstre”, der efter Splittelsen i 1875 atter havde samlet sig, og han skal navnlig en Tid have fungeret som juridisk Raadgiver. Man vil vide, at han bestemt fraraadede den ene af de bekjendte Rigsretssager, og han, der nok var opfordret til at være offentlig Anklager i Sagerne, vægrede sig derved, fordi man imod hans Raad besluttede sig til begge Sagers Anlæg, tildels dog ogsaa paa Grund af den økonomiske Katastrofe, der hver Dag nærmede sig.

Det var mærkeligt, at den kloge og beregnende Juel lod sig lede med ind paa de Uklogskaber, „det forenede Venstre” i hine Dage begik. Han gik med, tilsyneladende kritikløst, og han figurerede endogsaa af og til i Spidsen ved enkelte af Manøvrerne. Da Venstre lavede sit Nummer om Udenrigspolitiken, hvor baade Højre og Regeringen holdt sig borte fra Folkethingssalen, holdt saaledes Juel fra Halls Plads — et Tilfælde eller en Tanke? — med megen Patos en storpolitisk Tale, hvis Virkning dog ikke svarede til Forventningerne.

Den Gang den politiske Katastrofe nærmede sig, trak Juel sig mere og mere tilbage fra den fremskudte Stilling, han en Tid havde indtaget. I Venstres indre Partimøder skal han alvorlig have advaret imod en for dristig Fremtrængen og raadet til Maadehold og Forsigtighed, og i Rigsdagssalen fik hans Optræden en synlig afdæmpet og modereret Form. Han var ganske bestemt imod en stærk Aktion.

Det ligger i det Hele taget i Juels Natur; han ynder ikke de stærke Midler, men foretrækker altid en lempelig og urban Form. Han er utvivlsomt en virkelig moderat Mand, for hvem alle yderliggaaende Standpunkter ere en Ubehagelighed og en Unødvendighed. Hans Nerver ere ikke tilstrækkelig staalsatte til at taale Kampens Bulder; han indtager langt hellere en Mæglerstilling og søger at forsone de stridende Parter, og det gjør han ikke blot, fordi det er hans Natur til, men ogsaa fordi han anser det for klogest og for at være det, der i Længden sikrer den største Indflydelse. Der skulde sikkert en delirøs Ophidselse eller Selvopholdelsens hele Fortvivlelse til at bringe ham til at kaste sig mod fældede Bajonetter eller til selv at kløve Modstanderens Pandebrask.

Juel er født Mellempartist, og havde han været i Rigsdagen i Mellempartiets gyldne Periode, vil Trekløveret Frederiksen, Gud og Nyholm have fundet deres fjerde Blad, og det er jo det, der skal give Lykke.

Under Provisoriet søgte Juel nærmest at dæmpe Lidenskaberne, og han tog ingen Del i de voldsomme Manifestationer. Tværtimod vare hans Udtalelser i hine Dage til Vælgerne af en absolut beroligende Art. Paa Novemberpolitikken øvede han vel ikke nogen direkte Indvirkning, men ogsaa her var han blandt de ivrigste til at anbefale de Skridt, der atter kunde lede os ind i normale Tilstande.

Da det vestindiske Kampspørgsmaal dukkede op, indtog han atter en modererende Holdning, og under den derpaa følgende Valgkamp udtalte han sig paa en Maade, der maatte vinde Højres Tilslutning. Hvor meget der har været Overbevisning i denne Taktik og hvor meget Beregning, faar at staa hen.

Nu staar Juel udenfor de organiserede Partier, snarest som en moderat Fløj af de Moderate. Han, Winther og nogle nye Medlemmer danne nu en egen Gruppe, der ved Udvalgs Nedsættelse hverver Stemmer hist og her, men iøvrigt fører en lykkelig og uafhængig Løsgjængertilværelse uden alle strammende eller hindrende Baand.

Juel er et meget godt Hoved, klog, snild og beregnende; der er Noget af en Diplomat i ham, og han kan manøvrere godt paa sit Felt; men hans Syn har en mærkelig begrænset Vidde, og han ser paafaldende jævnt og smaat paa Tingene. Intet genialt Syn løfter ham op i højere Sfærer, ingen Fantasi giver hans Tanke Flugt, alt er landevejsagtigt, gruset og harpet. Man skulde synes, at sligt maatte falde i den jævne Folkeligheds Smag, og at en Mand med Juels Evner, Dannelse og Kundskaber maatte være en virkelig Gevinst for det folkelige Parti. Det er dog langtfra Tilfældet. Juel nyder ikke stor Anseelse i Venstre og har vistnok et Minimum af Betydning. Man har ikke tilstrækkelig personlig Tillid til Manden; man er aldrig rigtig sikker paa, hvor man har ham. Han er selv de fiffige Jyder for snild, og dette i Forbindelse med hans altid smilende og insinuante Optræden og hans vidtdrevne Høflighed, giver hans offentlige Personlighed et Skær af Uvederhæftighed, som muligvis er højst Uretfærdigt, men som skader ham meget.

Juel taler gjerne og taler let og godt. Han er en ret kundskabsrig og belæst Mand, og han væver gjerne historiske Billeder ind i sine Foredrag. Han ynder ogsaa at gjøre Forsøg i det vittige, Forsøg, der vel af og til have været heldige, men som rigtignok ogsaa til andre Tider have været mislykkede i en pinlig Grad. Juel har ved flere Lejligheder talt virkelig godt og gjort klare og forstandige Betragtninger gjældende, og han har oftere vist sig som en behændig Polemiker. Hvad der skader ham som Taler er hans sødladne Tone og det stereotype Smil, der spiller om hans Læber, selv naar han afleverer en giftig Pil. Ogsaa her kommer man til at føle Savnet af „Fidoss”.

Juel er i Omgang en behagelig og elskværdig Mand, altid venlig og høflig, altid hensynsfuld og tolerant, han er fremdeles en varm Patriot og sit Fødeland oprigtig hengiven. Den Kjærlighed og Offerberedvillighed han i sin Ungdom lagde for Dagen, den er han sikkert rede med endnu. Han er en Ven af Danmarks Forsvar og en Tilhænger af Befæstningstanken, men han vil ikke for nogen Pris have Kjøbenhavn befæstet. Her mødes hans indsnævrede Syn med hans noget materialistiske Anlæg. Vi skulle befæste, men samtidig skal Kjøbenhavn være en blomstrende Handelsplads af evropæisk Betydning, en Frihavn osv. osv. Meningen er sikkert god, om man end ikke kan godkjende den Blanding her fremkommer af Idealisme og Realisme.

Man har sagt, at Juel en Tid gik omkring med Diplomat-Aspirationer. Der kan have været noget deri; han har troet paa sit Mæglertalent og troet at være i Stand til at gavne Danmark derved, netop der, hvor vi trængte mest. Rimeligvis har han overvurderet sig, men han havt Troen, og han har Viljen til at gavne sit Land.

Nørresundbykredsen har tidligere været repræsenteret af Godsforvaltor Hjort, Herredsfoged Timm, Pastor Hass, P. Chr. Zahle, Landsthingsmand Dresing, Pastor V. Schøler og Gaardmand J. Jensen.