Den danske Rigsdag/1/55
Søren Jørgensen.
Gaardejer i Uldum ved Vejle. Født den 24. Januar 1822.
I Landsbyen Uldum ved Vejle har en Gaard i mange Slægtled tilhørt Familien Jørgensen, nedarvet fra Fader til Søn. Snart har Familens Overhoved haft Navnet Jensen, snart Jørgensen, saaledes som Skik og Brug var i Jylland, hvor Faderens Fornavn blev Sønnens Efternavn og omvendt. Det har i Regen været dygtige og meget ansete Mænd, der nød deres Medborgeres Tillid i høj Grad. Meget bekjendt var saaledes den nuværende Rigsdagsmands Fader, Jørgen Jensen, der var Sognefoged i 50 Aar, Formand i Sogneraadet, Medlem af Amtsraadet o. s. v. Han døde som velmeriteret Kammerraad og Dannebrogsmand og efterlod sig et sjælden smukt Minde. Han var tillige en meget dygtig Landmand og samlede sig Formue, saa at hans fem Sønner hver fik sin Selvejergaard.
Af disse Sønner var den i 1877 afdøde Jens Jørgensen den mest bekjendte. Han var en højst behjærtet og varm Fædrelandsven og en særdeles dygtig og anset Mand. I Mange Aar var han Rigsdagsmand, snart Medlem af Folkethinget, snart af Landsthinget, og nød i alle Stillinger fortjent Anerkjendelse. Han var en alvorlig og religiøst vakt Mand. En anden Broder, Jesper, var ogsaa en sjælden dygtig og anset Mand, der i mange Aar var Medlem af Amtsraadet. Begge disse Brødre vare ligesom Faderen hædrede med Sølvkorset.
Den nuværende Folkethingsmand er nu Besidder af Fædrenegaarden, hvor han fødtes i 1822. Ligesom Faderen og de fornævnte Brødre røbede ogsaa Søren Jørgensen tidlig Interesse for det offentlige Liv. Han fik efterhaanden forskjellige kommunale Tillidshverv, og han var i flere Aar Medlem af Sogneraadet. Ogsaa det politiske Liv fængslede ham, og han var en ivrig Venstremand, længe før han kom ind paa Thinge. Han var i sin Tid Medstifter af „Vejle Amts Folkeblad” og tog tillige virksom Del i den lokale Venstreagitation. Det var let at forudse, at en Mand, der udgik fra en saa agtet Slægt og selv havde Interesse for det politiske Liv samt nød stor personlig Anseelse, maatte blive et Rigsdagsæmne.
Under den heftige Grundlovskamp i 1866 stillede han sig i Givekredsen — Vejle Amts fjerde — hvor hans Broder Jens tidligere havde været valgt, og uagtet han stillede sig imod den tidligere Rigsdagsmand, som endog havde kastet Broderen, sejrede Søren Jørgensen ved Kaaringen saa fuldstændig, at der ikke blev forlangt skriftlig Afstemning. Siden har han uafbrudt repræsenteret Kredsen, og skjøndt der vel af og til har været rejst nogen Modstand mod ham, har Sejren hver Gang været ham let. Der er næppe Tvivl om, at han i mange Tider maa anses for urokkelig.
Søren Jørgensen kom altsaa ind i Rigsdagen som Venstremand og sluttede sig til det dengang bestaaende „Venstre Centrum”. Da „det forenede Venstre” dannedes i 1870, blev han Medlem deraf og holdt trofast sammen med sine Partifæller. Under den første Splittelse i 1875 stod han paa den moderate Side, og da Partiet for Alvor gik i Stykker, var han atter paa den moderate Fløj. Der er heller ingen Tvivl om, at Jørgensen i Virkeligheden er en meget moderat Mand, der ikke føler sig tiltalt af Yderlighederne, og at han gik med til Venstres Stormløb, var mere paa Grund af en nedarvet disciplinær Følelse end af Sympati. Det ligger i vore ejendommelige Partiforhold, at en Mand som Jørgensen hører til Venstre; baade af Naturen og ifølge sine Livsforhold har han hjemme i den konservative Lejr, og i den vil baade han, hvis han lever længe nok, og hans Standsfæller ogsaa havne.
Jørgensen er ikke nogen fremtrædende Rigsdagsmand; han gjør sig hverken særlig gjældende i Folkethingssalen eller i Udvalgene. Han følger dog godt med og hører til Thingets flittigste Medlemmer. Ogsaa som Taler kan man ofte faa ham at høre, men det er just ikke nogen ublandet Nydelse. Han har nemlig en mærkelig Røst, uskjøn, syngende og kyllingeagtig. Man har vanskeligt ved at forstaa ham, naar han med Tungefærdighed afleverer sin underlige Tale, og det kildrer langtfra Øret at høre den ensformige, ejendommelige Lyd, der uden Nuancer, uden Stigen og Falden fortsættes i et jævnt Travtempo. Heller ikke Indholdet er synderlig tiltalende; det kan være fornuftigt nok i og for sig, men det er fladt og udtraadt, uden Originalitet og uden Sving.
Det store ideale Livssyn, som Grundtvigianerne, hvem han tilhører, ellers hævde Eneretten paa, har Søren Jørgensen i al Fald ikke. Det er saaledes ret betegnende for ham, den velstaaende Gaardmand, at han kan finde det Lønningstillæg, Embedsmændene have et saa retfærdigt Krav paa, endog „rundelig” opfyldt ved 2500 Kr.s Grændsen. Mon d'Hrr. Gaardmænd egentlig ret vide, hvad Livet koster dem selv, naar Alt bliver regnet rigtig ud? Det ser ikke ud til det.
Søren Jørgensen er, som sagt, jævnt begavet, vist ikke saameget som hans to fornævnte Brødre, men fuldkommen tilstrækkelig til at gjøre ham til en akceptabel Rigsdagsmand, navnlig da han er flittig og omhyggelig. Han er derhos en sjælden hæderlig og brav Mand, der med Rette nyder stor personlig Anseelse baade i sin Hjemstavn og paa Rigsdagen. Enhver maa holde af den alvorlige og stilfærdige Mand, der passer sin Dont uden Bram og Brask. Folk af hans Slags have deres Plads paa Thinge, og hvad enten de staa i Venners eller Modstanderes Lejr maa man agte og ære dem.
Givekredsen har tidligere været repræsenteret af Sognefoged A. Hermansen, Gaardmand N. H. Bank, Sognefoged Jens Christensen, Proprietær Krøyer, Sognefoged Chr. Jensen og Jens Jørgensen.