Den danske Rigsdag/1/56

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

P. G. Philipsens Forlag Kjøbenhavn Den Danske Rigsdag


H Wulff - Den danske Rigsdag.djvu H Wulff - Den danske Rigsdag.djvu/5 215-220

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1949. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1925.

S. Kjær.

Gaardejer i Helstrup pr. Randers. Født den 7. Januar 1827.


Søren Kjær har vundet sig et Navn — om stort eller lille, godt eller daarligt, det kommer an paa Synspunktet. Saameget er vist, at den fattige og ubekjendte Husmand fra Viborg Amt har hævet sig ud af sin ubemærkede Stilling og gjort sig bekjendt og omtalt. Der er maaske faa Politikere, hvis Navne ere bedre kjendte ude i Folket end Kjærs, og maaske endnu færre, hvis Navne oftere have figureret i politiske Disputer, naar man ret kraftigt skulde illustrere Manglerne og Farerne ved vort Frihedsliv.

Dette gjælder dog mere en tidligere Periode end nu, nu lægger man langt mindre Mærke til ham. Men i hine Tider, i Nationalliberalismens Guldalder, blev Kjær en bekjendt Mand. Han, den unge Husmand, kom ind paa Thinge, talte med, slog i Bordet, raabte højt, og teede sig sagtens ikke videre civiliseret; saa faldt Modstanderne over ham, snart med vittige og bidende Vaaben, snart med Latterliggjørelser og snart med højtidelige Deklamationer om Afveje, Frihedens Misbrug osv.; og Kjær blev i den almindelige Højrebevidsthed Personifikationen af den brutale Bondedespotisme.

Nu er han det i alle Tilfælde ikke mere — nu ere vi naaede til langt farligere Standpunkter. Men fra hin Tid har Kjær beholdt sit kjendte Navn, og skjønt Standpunktet fra den Gang ligger langt bagved os, har man allevegne sin Dom om Kjær færdig, snart rosende, snart meget dadlende, men begge Dele lige løst begrundede eller vel endog byggede paa Fortidens Præmisser, hvor lidt disse end passe paa Forholdene nu.

Kjær er i den almindelige Bevidsthed næsten vokset sammen med vort Frihedsliv, og han har været nævnt i saa mange Aar, at man næsten ikke kan tænke sig en Rigsdag, hvor denne typiske Politiker ikke har havt Sæde, ja man vil endog vide, at en Mand med stor Omhyggelighed studerede Konstantin Hansens bekjendte Billede af den grundlovgivende Rigsdag for ogsaa at give et venligt Nik til Kjærs Fysiognomi.

Han søgte dog forgjæves, thi da Grundloven blev drøftet og vedtaget, havde Kjær andet at gjøre; da stod han som en tapper Soldat i Fædrelandsforsvarernes Rækker og han har fra hine blodige Dage et smukt Lov paa sig for Djærvhed og Uforsagthed. Efter Krigen erhvervede Kjær sig et Hus i Iilsø i Viborg Amt, men de hjemlige Sysler vare ikke længe i Stand til at holde hans urolige Aand fangen, og ikkun 28 Aar gammel meldte han sig den 14de Juni 1855 til Tjeneste paa den politiske Kampplads.

Han stillede sig i Søndervinge — Viborg Amts 4de Valgkreds — imod Herredsfoged Kampmann, men blev slaaet; Kampmann fik 245 Stemmer og Kjær, til Fordel for hvem en tredje Kandidat, Skolelærer P. Hansen, trak sig tilbage, naaede 194. Forskjellen var altsaa ikke saa stor. Aaret efter nedlagde imidlertid Kampmann sit Mandat, og den 30te September 1856 kæmpede 4 Kandidater om Pladsen, nemlig Søren Kjær, Gaardmand H. H. Petersen, Redaktør B. Rée og Justitsraad F. Klee. Kjær sejrede, men rigtignok med et grumme lavt Stemmetal, nemlig 90, medens de øvrige Kandidater fik henholdsvis 71, 63 og 47 Stemmer. Der var altsaa ialt kun afgivet 271 St., og af dem naaede Kjær ikke engang en Tredjedel, men relativ Flertal havde han, og det var jo nok. Senere har Kjær kunnet henvise til en langt mere imponerende Talmajestæt.

Han har paa ingen Maade senere været i uanfægtet Besiddelse af Valgkredsen; næsten ved hvert eneste Valg har han havt en Modkandidat, som han dog med mere eller mindre Lethed har besejret. Ved Valget den 24. Maj 1881 stod han sig kun derved, at Højre kastede deres Stemmer over paa ham for at forhindre en radikal Methodistpræst Holcks Valg.

Kjær var altsaa kun 29 Aar gammel, da han kom ind i Folkethinget, og han medbragte ogsaa hele Ungdommens Fyrighed og Ild, parret med ligesaa umodne som ubændige demokratiske Taagebilleder og en højst ukultiveret, ja næsten balstyrig Kamplyst. Han havde en ualmindelig Lethed ved at tale, og han raadede paa sin Vis over en ejendommelig Svada. Alle de brugelige Stikord stod til hans Raadighed, og, hvad enten der var Anledning til det eller ikke, slog han paa den folkelige Stortromme og pyntede sin Tale med Billeder, der altid vare stærkt virkende, men hverken smagfulde eller af den reneste Duft. Selv Folk, der saa venlig paa hans politiske Standpunkt, fandt ham den Gang meget lidet sympatetisk. Modstanderne skaanede ham ikke, men det var ham ligemeget: han hverken tog eller gav Pardon.

Da Bille kom ind i Folkethinget, kan man rolig sige, at Kjær hadede ham og ganske vist ikke helt uden Grund. Mellem disse to hinanden saa modsatte Naturer kom det til mange Sammenstød, men Kjær var ikke til at komme tillivs, thi Billes fine og elegante Vaaben afpareredes med en Plejl, og havde Kjær ikke længere andre Vaaben i sit Rustkammer, havde han et uopbrugeligt Fond af Grovheder. Han nærede den Gang en determineret Afsky for Herremænd og Embedsmænd, men dog særlig for Præster, hvorfor Folkevittigheden i hine Dage tillagde ham Navnet „Søren Præstehader”.

I det Hele var han imod Intelligentsen, men heri kan Misundelse gjerne have spillet ind med, thi Kjærs gode Evner og intelligente Anlæg lod ham mere end mange andre føle sin egen Mangel paa aandelig Udvikling og Dannelse og derfor slog han til dem, der havde disse Fortrin, saa meget hjærteligere som de jo vare hans politiske Modstandere.

Kjær har imidlertid allerede i mange Aar været en hel anden Mand, ikke i den Forstand, at han væsentlig har forandret sine politiske Anskuelser, men saaledes, at de nu fremtræde beherskede og modererede, og i samme Forhold, som han selv har arbejdet sig ind i sit Standpunkt og maalt dets Konsekventser, er han bleven fordrageligere lige overfor anderledestænkende. Han hører til dem, der have villet tage imod Livets og Erfaringens Belæring, og han har lært Noget.

Forandringen har dog endnu en Grund. Den Gang stod han i Brechen og man skød stærkt paa ham; han blev i Kampens Hede tidt gjort Uret, han blev bitter, og saa kom det raa og brutale frem i ham. Han er imidlertid i Grunden en godmodig og velvillig Natur, og efterhaanden som Skytset rettedes en anden Vej, sundede han sig, og de gode Kræfter fik Magt. Da saa nu og da en venlig Solstraale faldt paa ham, og en retfærdig Anerkjendelse blev ham tildel, saa tøede han helt op, og hans jævne, godmodige Gemytlighed vandt Sejr og afsleb de sidste slemme Kanter. Endog Bille og han faldt til Slutning figurlig talt i hinandens Arme, men det varede rigtignok længe. Det skete i de allerseneste Aar.

De to Modstandere, der aldrig havde vekslet et Ord udenfor Salen og aldrig uden at bryde en Landse, befandt sig en Dag ligeoverfor hinanden i en af Rigsdagens Korridorer. Istedetfor som sædvanlig at gaa af Vejen for hinanden, standsede de og, uvist hvorledes, faldt det første naturligvis aldeles ligegyldige Ord imellem dem. Det blev til en lille Samtale, og Sagnet vil vide, at Bille under den skal have ladet falde en Bemærkning om den stridbare Fortid og den Mærkelighed, at de nu stod og talte venskabelig sammen. Hertil skal Kjær have gjort den meget praktiske Bemærkning: „Det ligger vel i, at vi begge to ere blevne ældre.”

Men skjøndt Kjær nu er en Mand paa 54 Aar, ruller Blodet dog stedse lige varmt i hans Aarer og er altid nær ved Kogpunktet. Vender man den haarde Side til ham, bliver han endnu Bersærk og skaaner hverken Frakker eller Lintøj, men det sker dog sjælden, og giver man ham blot et lidt velvilligt Ord, saa er det sikkert paa at finde et godt Sted, og saa er han ikke vanskelig at komme ud af det med. Der raader mange vekslende Stemninger og ogsaa mange gode Følelser i hans brede Bryst.

Kjær har altid været en ivrig Venstremand, og han er det den Dag i Dag. Han var i sin Tid Bondeven og fulgte Tschernings Fane, og der befandt han sig bedre og mere hjemme end under de senere Partidannelser. Han er i det hele ikke egnet til at snævres inde i en stram Partiramme, han vil have Albuerne fri, og kan han ikke faa det, kommer det krakilske frem i hans Karakter. Derfor passede det forenede Venstres stramme Mondur ham ikke, og derfor staar han endnu den Dag i Dag uden for Partierne, vel i Regelen i Overensstemmelse med de „Moderate”, men som en selvstændig Personlighed, der frivillig tilbyder sin Bistand, og ikke som en Menig, der lystrer den Ordre, som uddeles. Den Politiker, der har mest Indflydelse paa ham, er Winther, og det kan nok være, at han har Kjær mere i sin Magt end denne selv ved af; men opdager han nu og da, at der væves Traade, som hans aabne Natur frastødes af, saa er han ikke bange for at slaa et dundrende Slag i Bordet og med en vældig Ed erklære, at saadanne Ting vil han ikke med til.

Udenfor Rigsdagen var det navnlig afdøde Bjørnbak, der en Tid øvede Indflydelse paa Kjær, og det var ogsaa ganske forklarligt, at disse to beslægtede Naturer maatte finde hinanden. Venskabet var dog ikke til enhver Tid lige varmt, og det havde næppe holdt sig i Længden ligeoverfor Bjørnbaks despotiske Tendentser.

Som aktiv Politiker har Kjærs Virksomhed ikke afsat sig særlige Mærker. Han er gaaet med til alle Stormløbene og har i det Hele fulgt Trup med Venstre, men enkelte Gange vides det dog, at hans sunde, praktiske Natur har demonstreret, saaledes blandt Andet i Kjældernæssagen, hvor han bestemt satte sig imod at drive denne latterlige Sag til den yderste Spids. Under Provisoriet gjorde han vel endel Spektakel ovre i Jylland, men holdt sig dog indenfor fornuftige Grænser. Var Provisoriet kommet i hans Ungdom, havde der været Fare for ham, ti der har været Stof i ham til en Barikadehelt. Man har bebrejdet Kjær meget hans materialistiske Syn paa Danmarks Forsvarssag, hvor han var en Tilhænger af Bjørnbak; men glemmes maa det ikke, at han selv som en tapper Soldat har vist sin Fædrelandskjærlighed praktisk, at han holdt paa, at skulde der gjøres Noget, maatte det være noget helt og ordentligt og ikke noget halvt, samt at han dog til Syvende og Sidst stemte for de nugjældende Forsvarslove. Det kan imidlertid ikke nægtes, at Kjær er en materialistisk Natur og det er egentlig det, der misklæder ham mest.

Kjær er et ypperligt Hoved, en af de bedst begavede Bønder paa Rigsdagen. Hvis han var ligesaa grundig og klar, som han har let ved at fatte, kunde han være blevet til noget. Nu maa det gode Hoved erstatte det møjsommelige Arbejde. Han har en sjælden Lethed ved at tale og taler gjerne, men det er mere almindelige Betragtninger end vægtige Indlæg, han giver. Han er paa Tankens som paa Talens Omraade Inspirationens Mand. Han griber en Tanke i et Nu og gjør den til sin uden at arbejde den videre igjennem, og han griber et Ord i Debatten og kaster sig paa det uden nøjere Prøvelse ind i Kampen. Hans Stemme har været kraftig og klar, men er ved Alderen bleven noget utydelig derved, at han ofte sluger Endestavelserne. Tidligere var der Maner i hans Tale og særlig stærkt skurrende jydske Vendinger, saasom det bekjendte: „Mine Harrer!” men det har i Tidens Løb fortaget sig meget. Paa de politiske Valgmøder er han en vældig Stridsmand, og han gjør altid Virkning. Berg har paa sit Skolemestersprog ogsaa villet sende Kjær hjem at læse om, men er ikke kommet saa vel fra det, som ligeoverfor Jungersen. Berg og Kjær ere i det hele deciderede Modstandere og blive det vist mere og mere.

Kjær har ikke noget fremsynet politisk Blik, men han har et politisk Greb paa Tingene, og han besidder Evner, der høre hjemme i en Repræsentation. Hvad man end kan have imod Manden, kan man ikke andet end føle sig tiltalt af han Mandighed og Djærvhed. Han er ogsaa baade anset og afholdt i Rigsdagen.

Blandt sine Venner og Omgangsfæller er han meget søgt for sin godmodige og gemytlige Skjemt, og naar ved deres smaa muntre Lag Kjær i Skjorteærmer fordeler Bollens Indhold til de omsiddende, da er der et Skjær af Lune og Velvilje udbredt over ham, der formelig gjør ham hyggelig. Om Kjær kan man i Sandhed sige, at han er bedre end sit Rygte, ti det har været mishandlet. Havde vi ikke Rigsdagsmænd med farligere Standpunkter end Kjærs, eller med ringere Betingelser i det hele end hans, saa det bedre ud, end det nu gjør.

Viborg Amts fjerde Valgkreds har tidligere været repræsenteret af Proprietær Jacobæus, Herredsfoged Kampman, Kammerherre M. H. Rosenørn, Skolelærer P. Hansen og Fabrikejer M. P. Bruun.

Efterskrift. Efterat foranstaaende Skildring var givet til Tryk, kom Valgdagen den 26. Juli, hvor Kjær blev slaaet af den radikale Venstremand, Methodistpræsten Holck.