Den danske Rigsdag/1/57

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

P. G. Philipsens Forlag Kjøbenhavn Den Danske Rigsdag


H Wulff - Den danske Rigsdag.djvu H Wulff - Den danske Rigsdag.djvu/5 221-226

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1949. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1925.

Klein.

Gehejmeetatsraad, Højsteretsassessor i Kjøbenhavn. Født den 17. August 1824.


Hvor det nationalliberale Parti dog maa have været for en Stormagt herhjemme! Det har været dødt og begravet i mange Aar, men endnu den Dag idag gaar det igjen som et Spøgelse, der vækker Frygt baade hos Venstre og en Del af Højre. Om Augustforeningens eller Oktoberforeningens Mænd taler ingen mere, de vække ikke længere nogen Frygt, og „det forenede Venstre” døde samme Dag, Partiet gik i Stykker. Anderledes med det nationalliberale Parti! Det gik i Graven for mindst 15 Aar siden, og dets Elementer spredtes blandt andre Højregrupper; men stedse gaar Navnet igjen, stedse vender Frygten for, at det kun var en Skindød tilbage hos dets Modstandere.

Hvor urimeligt! Et Parti vokser ikke saaledes tilfældig op af Jorden og bliver mægtigt, dertil hører stærke ydre Betingelser, og dertil hører fremfor alt en Mission eller Opgave. Ser man da ikke, at dette Parti ikke længere vilde passe til Tiden, at dets Mission forlængst er endt? Og vilde man sige, at dets Maal kunde jo være Magten, vilde det nærliggende Svar være, at dette Maal er for ringe, det viste det „forenede Venstre”, og det vil ethvert Parti vise, som kun har det at bygge paa.

Nej, som sagt, Partiet eksisterer ikke længere, men det har en Gang været et stort Parti. Det var Mellemstandens, særlig den dannede Mellemstands Parti, og ligesom det i sin Tid blev baaret frem af en stor Ide, stor nok til at samle, saaledes kæmpede det med en Overbevisning, Kraft og Dygtighed for Ideen, som intet andet Parti hidtil. Det har gjort Fædrelandet megen Nytte, det har for den væsentligste Del skabt den Frihed, under hvilken vi nu lever, det har pustet Fædrelandskjærlighed og Begejstring ind i Nationen, det har givet os en Række af gode Love og Reformer, og det har i Sandhed staaet som en tro Vogter af det nationale.

Men det Gode Partiet har gjort, det er glemt, næsten forhaanet, nu har man kun Blikket for dets Skyggesider. Og af dem havde Partiet ikke faa. Det var myndigt, selvbevidst, doktrinært og arrogant. Modstand taaltes ikke, den knustes ubarmhjærtig, og Partiet var alt andet end hensynsfuldt i Kampen. Derfor hadedes det saa grundig, derfor kan man ikke den Dag idag glemme de Slag, det har slaaet, og det Parti, det var det mest nationale af alle, har man endog beskyldt for at have berøvet Danmark de tre Hertugdømmer. Men Historien, der skal dømme os alle, vil sikkert dømme billigere om dette Parti, end Nutiden gjør, den vil erkjende, at Partiet med sjælden Dygtighed og Fædrelandssind arbejdede for en ideal Opgave og udfyldte sin Mission.

Partiet eksisterer ikke længere, men Elementer af det staar endnu i Højres Rækker og regnes til dettes bedste og dygtigste Stridsmænd. Mer eller mindre have de bevaret Mærker fra hine Dage, da de førte an, og det vilde jo ogsaa være utænkeligt andet. Klein hørte til dem, hvor Sporene mærkes tydeligst, vel endog tydeligere end hos Partiet gamle Fører og største Mand: Hall.

Klein blev forholdsvis tidlig Politiker. Han er født 1824 og blev ikkun 16 Aar gammel Student og næppe 21 Aar gammel juridisk Kandidat. I Halvtredserne blev han Overretsassessor i Viborg, og vandt her et anset Navn som en dygtig og skarpsindig Jurist. Det var i denne Stilling, at han den 14de Juni 1858 første Gang valgtes til Rigsdagen som Folkethingsmand for Viborg Amts femte Valgkreds, Løvel. Han holdt sig i denne Kreds ved fem Valg, først uden Modstand, men senere stadig under Kamp.

Under Grundlovsstriden i 1866 blev han den 4de Juni slaaet af den løjerlige Kapellan Bærtelsen, født Berthelsen, men næppe 3 Uger efter valgtes han i Kjøbenhavn til Landsthinget, hvor han dog kun sad ganske kort. Allerede den 12te Oktober s. A. valgte Thisted ham til sin Folkethingsmand, men ved næste Omvalg i 1869 sloges han af Jagd. Næppe Aaret efter blev han valgt i Aalborg og holdt sig her baade i 1872 og 1873; men ved Valget den 25de April 1876 slog den skikkelige, men højst ubetydelige Grev Tramp ham, og Klein maatte atter søge sig en ny Valgkreds. En saadan fandt han faa Maaneder efter i Viborg, hvor Kaptajn Dalgas havde nedlagt sit Mandat, og denne Kreds repræsenterer han endnu.

Nu har han endelig fundet en paalidelig og trofast Kreds, og hvis han ikke i høj Grad svigter Kulør, vil han vistnok kunne være tryg der; men man siger, at han higer efter en Hovedstadskreds eller mulig endog efter at hvile i det roligere Landsthing. Han har uimodsigelig Adkomst paa i den Henseende at faa sit Ønske opfyldt.

Klein kom hurtig til at spille en betydelig Rolle i Folkethinget. Hans ypperlige Evner, hans Kundskaber og Flid kom Thinget meget tilgode netop paa en Tid, da store og vigtige Arbejder laa for. Der spredte sig da ogsaa snart ude iblandt det politiserende Publikum en Erkjendelse af, at det var en virkelig Gevinst, her var udtrukket, og mange Aar gik ikke hen, inden han karakteriseredes som „Embedspartiets bedste Mand”. Han tog livlig Del i Forhandlingerne og skal navnlig i de private Møder, der forberedte vigtige Sagers Afgjørelse, have havt et vægtigt Ord at sige.

Den Førerstilling, han efterhaanden tilkæmpede sig i Folkethinget, og den virkelige Indflydelse, han fik paa Sagernes Gang, havde naturligvis tilfølge, at Klein udpegedes som Ministeræmne og det var klart, at hvis den Retning, han tilhørte, overhovedet atter skulde blive baaret frem efter 1864, maatte Klein blive en Mand, der maatte med. Baade Mandens Evner og hans hele Person egnede sig til at knyttes til en Taburet, og en Kjender af Klein skal, da Tiden endelig kom, have sagt ganske træffende: „Ja Klein passer udmærket til at være Minister, men han passer mindst af alt til at være „forhenværende Minister”.”

I 1872 blev Klein optaget i Ministeriet Holstein som Justitsminister og lagde i denne Virksomhed baade stor Dygtighed og Energi for Dagen. Det faldt i hans Lod at rette det afgjørende Stød imod de socialistiske Rumlerier, og han førte det med saa stor Kraft, at hele Bevægelsen lammedes med et Slag.

Sammen med Klein i Ministeriet sad den Gang Hall og Krieger, alle tidligere Medlemmer af det national-liberale Parti. Men det var som Højremænd og ikke som Nationalliberale, at de tre Mænd havde Sæde i Regeringen. Det „forenede Venstre” spillede dengang sine store Trumfer ud, og alt, hvad der var Højre i den moderne Betydning sluttede sig sammen. Regeringen havde en vanskelig og møjsommelig Opgave, dens enkelte Medlemmer maatte tage mangen alvorlig Dyst, og Klein løste sin Del af Opgaven med anerkjendelsesværdig Dygtighed.

Ministeriet blev træt af Kampen, Klein ikke. Han traadte over i Ministeriet Fonnesbech og var uden Sammenligning dette Ministeriums talentfuldeste Mand. Dog manglede han tilstrækkelige Evner eller vel endog tilstrækkelig Karakter til at bøde paa de Mangler, der klæbede ved dette kraftløse og astmatiske Ministerium. Det faldt, og Klein traadte atter tilbage paa Embedsbanen.

Han kunde med Tilfredshed se tilbage paa sin Ministergjerning, særlig forvaltede han sit Fagministerium særdeles tilfredsstillende; men i en Henseende var hans Optagelse i Kongens Raad uheldig, idet den tog ham bort fra en Plads, hvor han gjorde Nytte som ingen anden. Er der noget, som sikkert vil bringe hans Navn til Efterverdenen, er det hans ypperlige Ledelse af Sø- og Handelsretten. Denne Ret byggedes paa nye og ukjendte Principper herhjemme, og det gjaldt at finde den rette Mand til at føre dem ud i Livet. En saadan Mand var Klein i en ualmindelig Grad. Fra alle Sider lyde de mest ubetingede Lovtaler over hans Ledelse af denne Ret, og det var et uerstatteligt Tab for den, da han droges bort. Nu er han Medlem af Landets højste Ret og fylder naturligvis ogsaa der fortrinlig sin Plads.

Klein er en ualmindelig begavet Mand med Klarhed og Skarphed i Tanken, og hans hele aandelige Person er gjennemsyret af juridisk Logik og Stringents. Han taler fortræffelig, altid klart, rolig og behersket, altid med fuldt Herredømme over sit Stof og sin Tanke. Hans Stemme er smuk; hans Form ren og afrundet, og han er omhyggelig med Sproget, der ogsaa former sig let for ham.

Han har Plads ved Vinduerne, og naar den sjælden smukke Mand med det ædle Hoved rejser sig, saa lytter Thinget, og man kan være vis paa at faa noget godt at høre. Han er en af de faa, der kan fængsle det vanskelige Folkethings Øren. Skal der gjøres nogen Indvending mod Klein som Taler, maa det være, at han er noget tør og forstandsklog og ganske mangler Evnen til at rive med. Dertil kommer, at han betoner for lidt, saa at hans Foredrag, der ofte ere lange, faa et bredt og monotont Præg. Men hvad han siger er sundt, og den logiske Sejr er som oftest paa hans Side. Man mærker, at det er en dygtig Jurist, der taler, og han kan ofte ved den Klarhed og Fuldstændighed, hvormed han resumerer en Sag, minde om den tidligere Formand i Sø- og Handelsretten. Ogsaa Pennen kan han føre med stor Dygtighed; et fortræffeligt Forsvar for den provisoriske Finanslov, der fandtes i „Berlingske Tidende”, tillægges almindelig Klein.

Klein er Højremand, men regnes dog ikke blandt de paalideligste. Han er ærgjerrig, og han er ikke bleven mættet af Magtens Sødme. Hvad enten det nu er med Rette eller med Urette, regnes han ikke for en Tilhænger, end mindre for en Beundrer af Ministeriet Estrup. Hver Gang, der er Rumlerier i Højre, sættes Kleins Navn i Forbindelse dermed. Dette skete saaledes ved de bekjendte Baggerske Underhandlinger; det skete under den vestindiske Sag i Folkethinget i Slutningen af 1878, og det sker hver Gang, der tales om politiske Alliancer for at fortrænge Ministeriet. Man gjør vistnok Klein Uret ved denne Mangel paa Tillid; men den har sin Rod i hans urolige og ærgjerrige Natur, og han anses for farlig, netop fordi han er saa dygtig. I alle de Ministerkombinationer, der figurere i urolige Politikeres Hjærner, spiller Kleins Navn med paa en eller anden Maade. Nu efterat Halls Avtoritet er taget fra Folkethingets Højre, er Frygten for Klein bleven større; man føler, at han nu er Partiets betydeligste Mand. Der er jo ingen, som ikke gjerne erkjender, at Klein vedblivende er et saare brugeligt Ministeræmne, men man sværmer nu engang ikke for slige politiske Intriger.

Klein er en myndig og aandsfornem Mand, der fordrer megen Hensyntagen og er pirrelig og let fornærmet. Han kjender sin Overlegenhed og er meget ømfindtlig ligeoverfor sin personlige Autoritet, men om hans Retsind tvivler ingen, og hans Karakters Bravhed staar paa Højden af hans ualmindelige Evner.

Den danske Rigsdag har ikke Raad til at miste en Mand som Klein, maatte den derfor længe beholde ham i sin Midte og nyde godt af hans sjældne Gaver!

Viborgkredsen har tidligere kun havt tre Repræsentanter, nemlig den dygtige og agtede Bregendahl, der repræsenterede den i over 20 Aar og i en Aarrække var Folkethingets Formand, General Ankjær og Kaptajn Dalgas.