Den danske Rigsdag/1/58
Koch.
Etatsraad, Borgmester i Odense. Født den 11. Juni 1827.
Koch har ikke nogen lang politisk Bane at se tilbage paa. Han kom først ind i Folkethinget i 1869, da han, efter at være bleven Politimester i Odenfe, stillede sig der og besejrede Oberst Vaupell. Han blev dog kun i én Samling. Ved Valget i 1872 overlod han Pladsen til den taagede Politiker, Højesteretssagfører Octavius Hansen, der gjenvalgtes i 1873, men derpaa, tilsyneladende frivillig, opgav Kredsen ved det følgende Valg, den livlige 25de April 1876. Koch stillede sig da atter og valgtes uden Modkandidat, og det samme gjentog sig den 3die Januar 1879.
Det er saaledes højt regnet kun en 8aarig Rigsdagsgjerning, Etatsraad Koch kan se tilbage paa, men otte Aar have saa tit vist sig at være nok til at vinde et Navn enten paa den ene eller den anden Maade. For Koch har det dog ikke været det; han staar endnu den Dag idag uden noget Navn og uden politisk Betydning.
Det var i Højreflertallets sidste Dage, at Koch startede paa den politiske Væddeløbsbane, og hans Opløb i første Omgang var lovende. Han kom ind i Finantsudvalget og tog kraftig fat, saa at han hurtig blev regnet for et af de flinke Medlemmer, og ogsaa i Salen virkede han som en livlig og ivrig Deltager i Forhandlingen. Han var vel Højremand, og skal i sin Tid have været en ivrig Nationalliberal; men han fik alligevel straks Skyld for at kokettere lidt med Venstre. Denne Beskyldning var vistnok grundet, og det bidrog sikkert til at give ham en uklar Position, der tog den begyndende Forgyldning af ham.
Koch trak sig saaledes ikke uden Blessurer ud af den første Rigsdagsperiode, og det vakte ikke stor Sorg hos Højre, da han vægrede sig ved at modtage Gjenvalg. Han meldte sig til Kamp igjen, da Ministeriet Estrup havde sat den første Bom for Venstres Stormløb.
I sin anden Periode blev Koch regnet til de paalidelige Højremænd, men han havde desuagtet meget lidt Indflydelse og ringe Betydning. Han stod mærkværdig isoleret og mere fulgte med end drog med. Hverken i Salen, i Udvalg eller i Partiet hævede han sig over Enkeltmandsbetydning. Det havde sin Grund i flere Omstændigheder. Koch var vel et meget godt Hoved og i det hele en begavet Mand, men rigtignok ikke som Politiker. Her havde han et mærkelig begrænset Syn, en underlig naiv Opfattelse, og han var ganske blottet for politisk Instinkt. Han kunde i den enkelte Lov, der diskuteredes, tage et korrekt Standpunkt og forsvare det med Dygtighed, men var der Tale om den politiske Side af en Sag, saa var Koch ikke hjemme.
Dertil kom, at hans personlige Egenskaber bidrog til at isolere ham. Han var en myndig, forfængelig og selvtillidsfuld Mand, en udpræget Buraukrat. I alle Situationer havde han mest Blikket fæstet paa Principet Koch, og han kjælede meget for de Belysninger, under hvilke dette Princip efter hans Mening tog sig bedst ud. Man har tit sammenlignet Koch med Klein, og de to Mænd have heller ikke faa Berøringspunkter; men Koch var utvivlfomt højst en paa alle Omraader meget fortyndet Udgave af Klein.
Koch er Student fra 1845 og juridisk Kandidat fra Januar 1851. Han var Dommer i den slesvigske Overret og blev fordreven i 1865 tilligemed saa mange andre danske Embedsmænd. Han blev derefter Byfoged og Politimester i Odense og er senere bleven Borgmester sammesteds. Han skildres som en myndig, men særdeles dygtig Embedsmand, der forvalter sin Gjerning med Iver og Omhu.
Koch er en ualmindelig smuk Mand med et fint, intelligent Ansigt. Der spiller et venligt Smil om hans Læber, og han kan, naar han vil indynde sig, være vindende og behagelig. Han taler meget let, og hans Sprog er rent og velformet. Hans Organ er godt, og han tager sig i det hele ud som Taler, ligesom der ofte over hans Foredrag kan hvile et eget sympativækkende Skjær. Han er i Besiddelse af juridisk Klarhed og Logik, og han har paa saglige Omraader leveret værdifulde Indlæg i Debatterne.
Koch kunde muligvis have havt en lang politisk Løbebane for sig, hvis han havde været fuldtud paalidelig. Det var han som sagt ikke, og det svækkede hans Stilling i Odense saaledes, at han fandt det raadeligst frivillig at træde tilbage ved Valget den 24. Maj 1881. Han efterfulgtes af Professor Falbe-Hansen.
Odensekredsen har, foruden de i denne Skildring nævnte Repræsentanter, endvidere sendt Adjunkt Faber, Kancelliraad Dreyer og Oberstløjtnant Ernst ind i Folkethinget.[1]
- ↑ Trykfejl og Rettelser:
Som tidligere Repræsentanter for Odensekredsen maa endvidere nævnes Dr. phil. C. Paludan-Müller, Bardenfleth og Etatsraad Schovelin.
|-valign=top |align=center|—||467.||Raben var valgt til Suppleant i den slesvigske Stænderforsamling, ikke til Deputeret.
|}