Den danske Rigsdag/1/67
Nøhr.
Gaardejer i Kjeldby paa Møen. Født den 24. Septbr. 1838.
I over 20 Aar var Vordingborgkredsen repræsenteret i Folkethinget af Schroll, der er bleven saa berømt ved sin energiske Tavshed. Lige fra den grundlovgivende Rigsdag og til den 3. Januar 1879 holdt Kredsen med sjælden Troskab fast ved den skikkelige Schroll.
Denne var oprindelig langtfra saa ringe en Mand, som man senere har villet gjøre ham til. Han var, da han første Gang valgtes, en efter den Tids Forhold ret velbegavet og ret oplyst Bonde, der havde set sig lidt om og erhvervet sig Kjendskab til forskjellige Ting. Men han hørte til de tavse og blev efterhaanden ganske stum. I mange, mange Aar hørte man saa godt som ikke et Ord fra det ærede Medlem fra Vordingborg, og denne ubrødelige Taushed gav ham en vis Berømmelse, som han ellers aldrig kunde have faaet.
Dog lige i Slutningen af hans Rigsdagsfærd havde han nær sat sit Rygte til — han forlangte en Dag Ordet. Almindelig Bestyrtelse. Det virkede formelig beroligende, da han, den Gang hans Tur var kommen, — frafaldt Ordet. Det var hans sidste Tale og sidste Bedrift.
Da Kredsen endelig maatte opgive sin „tavse Mand”, gjaldt det om at finde en Efterfølger, der var ham værdig. Man skal forgjæves have søgt indenfor Valgkredsens Enemærker. Blikket kastedes da videre omkring, og saa hed det sig, at der paa Møen fandtes en Mand, som kunde bruges. Til ham skikkede man da Bud, og paa den Maade kom Gaardejer Nøhr af Kjeldby til at staa paa Valgtribunen den 3. Januar 1879. Han slog Lehnsbaron Reedtz-Thott med 886 St. imod 740.
For den store Almenhed var Nøhr en ganske ubekjendt Mand, men han skal have taget Del i den lokale Agitation paa Møen, og det blev sagt om ham, at han var en Mand, der nok havde Lyst til at gjøre sig gjældende udenfor sin Bondegaard. Videre dreven var han nok ikke paa Valgdagen, men han havde de radikale Stikord ved Haanden, og det var nok for den just ikke videre kritiske Valgkreds.
Han kom altsaa ind paa Kristiansborg Slot, og Schrolls Eftermand var af dem, man skulde have at se. Det første Indtryk af ham var ubetinget gunstigt. Han var en meget smuk Mand af sydlandsk Type: sort Haar, stærkt sort Skjæg og sorte Øjne. Hans ydre Fremtræden var tiltalende og hans Smil ikke blottet for Intelligents. Det interesserede at faa at vide, hvad der laa indenfor dette lovende Ydre. Ak, han skuffede: det Indre stod ikke i Højde med det Ydre.
Allerede i Rigsdagssalen mærkedes det, men det blev først ret klart, da Referaterne sidste Efteraar bragte løjerlige Ting frem, som han skulde have fortalt sine Vælgere, saa løjerlige, at det næsten er utænkeligt andet, end at Referaterne maa have overdrevet. Denne sidste Slutning bekræftes ogsaa ved to andre Omstændigheder, for det Første derved, at han ved „Æresfesten” for Jens Busk formelig blev hædret af den brandesske Retning, og det var dog næppe sket, hvis han havde sagt de skrækkelige Ting, Referaterne lagde ham i Munden, og for det andet derved, at han senere i Rigsdagen har talt nogle Gange, vel uden at gjøre Lykke, men ogsaa uden paa nogen Maade at prostituere sig.
Han er vistnok i det Hele en Mand med jævnt gode Evner, og han er for saa vidt en vanslægtet Afløser af Schroll, som han synes virksom og ihærdig og har Lyst til at tale. Han gjør, naar man kommer i personlig Berøring med ham et vindende og fordrageligt Indtryk, og man faar lige over for ham som lige over for saa mange af vore Venstrebønder det Indtryk, at naar ikke Førerne var, naar de med andre Ord kunde faa Lov til at raade sig selv, vilde de være fremkommelige og medgjørlige Repræsentanter.
Ved Valget den 29. Maj stod han ene paa Valgtribunen; men ved sidste Valg mødte den energiske Lensbaron Reedtz-Thott atter frem, men faldt med 860 Stemmer imod 1085.