Den danske Rigsdag/1/66

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

P. G. Philipsens Forlag Kjøbenhavn Den Danske Rigsdag


H Wulff - Den danske Rigsdag.djvu H Wulff - Den danske Rigsdag.djvu/5 247-252

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1949. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1925.

Th. Nielsen.

Avlsbruger og Skolebestyrer i Herning. Født den 13. Novbr. 1838.


Vejlekredsen satte i mange Aar Pris paa en standsmæssig Repræsentation og sendte saadanne Mænd som Orla Lehmann. Professor Fr. Hammerich og Hofjægermester Carlsen ind paa Thinge. Ak, hvor forandret! Nu synes Hr. Th. Nielsen at skulle blive livsvarig Besidder af denne af Naturen saa rigt udstyrede Valgkreds.

Th. Nielsen var i Tredserne en skikkelig og upaaagtet Skolelærer paa det jydske Hedestrøg, ukjendt af alle — nu kjende alle ham. Han er udgaaet af en ret velhavende Gaardmandsfamilie og har saavel i sit Ydre som i sit Sprog og sit Tankesæt bevaret Afstamningens Ejendommeligheder.

De boglige Sysler skal tidlig have lokket den begavede Dreng, og han blev en flink Seminarist og i en ung Alder Skolelærer. Men indenfor Vadmelskoften bankede et ærgjerrigt Hjærte og en Virkelyst langt ud over den kvalme Skolestues snævre Grænser. Allerede omkring Myndighedsalderen stundede den unge Skolelærers Attraa hen imod det politiske Liv, og Forfatningskampen bragte hos ham, som hos saamangen Demokrat, den spirende Tanke til Modenhed, det vil sige til Handling.

Kun 28 Aar gammel stod han i 1866 paa Valgtribunen i Kolding — imod Berg. Denne vilde sige Ja til den gjennemsete Grundlov, Nielsen derimod Nej — det var Adkomst nok. Den store Skolelærer Berg slog imidlertid den lille Skolelærer Th. Nielsen, men den sidste tabte ikke Modet. Han tog nu for Alvor den politiske Gjerning op, og det var vist ikke lang Tid derefter, at han stiftede „Vejle Amts Folkeblad”, der hurtig udviklede sig til en lille Bladfabrik, som sendte et Fællesstof med forskjellig Titel og med lokale Nyheder og Avertissementer omkring i forskjellige Egne af Jylland; Manden viste sig saaledes ogsaa at være industrielt anlagt.

Han begyndte nu en ivrig Agitation og viste sig som en dygtig og ihærdig, men hverken sympatetisk eller videre loyal Agitator. Den 22de September 1869 valgtes han første Gang i Vejle, men Valget blev paa Grund af Formfejl kasseret, og først i Slutningen af Januar 1870 holdt Skolelæreren fra Birk sit Indtog paa Thinge. Seks Gange har han senere staaet paa den samme Valgtribune og tilkæmpet sig Sejer. Hver Gang har Vejle By stillet en Mand op imod ham, hver Gang forgjæves. Byen har gjort virkelige Kraftanstrengelser for at blive den ildesete og ubehagelige Kandidat kvit, 600 Byvælgere og 300 Landvælgere ere marcherede op imod ham, — forgjæves; han har hentet sine 1400 Stemmer, og han synes at være uovervindelig.

Da Nielsen kom ind paa Thinge, gjorde han i Begyndelsen en løjerlig Figur. Den lille uanselige Mand med det ejendommelige Ydre havde Vanskelighed ved at gjøre sig gjældende, men frem vilde han. Derfor udviklede han en overordentlig Flid for at sætte sig ind i Sagerne, og han begyndte snart at tale med og at vise, at han var en Mand med gode Evner, med ikke ringe Skarpsindighed og med stor Tungefærdighed.

Da det „forenede Venstre” dannedes og den voldsomme Opposition begyndte, blev Thomas Nielsen en fremtrædende Personlighed. Der var ligesom opgjemt et Fond af Had og Forbitrelse i hans Bryst, som maatte have Luft, og som han da ogsaa af Hjertens Lyst lod strømme ud. Der kom i Kampens Øjeblikke noget diabolisk, noget uhyggeligt og uskjønt over den lille Mand, naar han med knyttet Haand, vendt imod Ministerbordet, truende og gestikulerende udsendte sine Laviner af Ubehageligheder. Tonefaldet, den skærende Haan, Miner, Blik og Manerer, alt tydede paa en Lidenskab, han havde Vanskelighed ved at tøjle, og som da ogsaa af og til brød igjennem alle de parlamentariske Skranker, saaledes da han erklærede, at det var ham personlig modbydeligt at forhandle med daværende Kultusminister Hall.

Th. Nielsen er en meget sammensat Natur, som det har stor Vanskelighed at faa fuld Klarhed over. Lige saa vild og ubændig han til Tider kan være, ligesaa mild og human kan han til andre Tider synes. Ligesaa aaben, han det ene Øjeblik kan være, ligesaa tillukket kan han være det næste. Man skal vel vogte sig for fuldt ud at lide paa ham; ti han er snu og beregnende og holder sig som oftest med stor Klogskab en Bagdør aaben. Han kan være virkelig medgjørlig, en Overenskomstens Mand, ja en ihærdig Mægler, det har han vist ved mere end en Lejlighed; men man faar altid Indtrykket af, at der ligger en klog Beregning bag ved, og at, hvis han havde Magt som Vilje, vilde det være Despotens Moderation, man fik at føle.

Saameget er vist, at en Handlingens Mand er Thomas Nielsen ikke, være sig nu af Beregning eller af Mangel paa Karakter. Han har de store Ord, og han forstaar at true, men naar Truselen skal omsættes i Handling, saa er han ikke hjemme. Saasnart der blev rejst en alvorlig Modstand imod Venstres Magtpolitik, faldt Thomas Nielsen fra. Det gjorde han i 1875 og endnu mere i 1877, hvor han var den eneste Mand af Venstres Bestyrelse, der undgik at faa sit Navn under det famøse Angreb paa Ministeriet Estrnp. I Provisorietiden var han besindig, næsten spagfærdig, og den berømte 8de November var han en virksom Mægler for en Overenskomst. Det tjener ham kun til Ære.

Hans gamle Parti- og Meningsfælle J. A. Hansen blev engang af nogle Højremænd spurgt, om der blandt Venstre virkelig var Mænd, der vare rede til at tage de yderste Konsekventser og stille sig paa Barikaderne, og den gamle Partifører nævnede da flere, om hvem han med Vished troede det. Pludselig spurgte En: „Thomas Nielsen?”, hvortil den Gamle uden Betænkning svarede et determineret „Aldrig!” ledsaget af et uforligneligt Skuldertræk.

Nu staar Thomas Nielsen tilsyneladende blandt „de Moderate”, men ingen ved rigtig, hvor man har ham, og selv hans gamle Partifæller ryste tvivlende paa Hovedet ligeoverfor ham. De ere ikke sikre paa ham, han logrer baade med Bergs Gruppe og med Højre og Vennerne ere ikke vis paa at kunne holde ham fast. I Længden er naturligvis sligt svækkende for Indflydelsen, og det er ogsaa ganske vist, at Nielsens Indflydelse er i Tilbagegang.

For fuldt ud at vurdere Th. Nielsen som Politiker er det nødvendigt at iagttage ham ved politiske Møder, hvor Vælgerfolket skal strammes op; her er han den rigtige og gamle Thomas Nielsen.

Det er uomtvisteligt, at Venstreførernes store Indflydelse paa Befolkningen i en meget væsentlig Grad skyldes en Agitationsmaade, der ganske vist har vist sig praktisk, men derfor paa ingen Maade er anbefalelsesværdig eller sund, og Th. Nielsen har længe været udpeget som en af dem, der paa de politiske Møder æggede Lidenskaben mest.

Man skal imidlertid ind paa Livet af ham ved et saadant Møde, hvor han forud er sikker paa Stemningen, saa faar man ret Blik for hans Ejendommeligheder. Hvis den Taktik, han under saadanne Vilkaar udfolder, overhovedet kunde være Gjenstand for Beundring, saa maatte man beundre ham, thi han er i Sandhed en Mester. Han forstaar at gaa ind i Folk, at kildre Ørerne og hidse Lidenskaberne. Derigjennem sejrer han sine Triumfer — ikke gjennem logiske Sejre.

Se ham paa en improviseret Talerstol, og alene hans Persin og Methode vil vække Opmærksomhed. Han bøjer Kroppen lidt forover, lægger Hovedet over mod den ene Skulder, trækker Munden op til Siden, udstrækker en manende Finger, og hans skærende Røst finder Vej til de lyttende Øren. Man mærker Fanatikeren, han hidser. Talemaader om Herremandsvælde lige over for den fattige Husmandsstand, om Standsprivilegier, om det menige Folks Forurettelser o. s. v. skulle nok sætte Lidenskaberne i Bevægelse, men sandelig ikke de gode Lidenskaber. Og Grunde? — Om saadanne er der ikke Tale, Paastanden er tilstrækkelig, og han kjender af lang Erfaring, at Stikordet gjør sin Virkning.

Saa kommer Forføgene paa at gjøre Modstanderen latterlig og uvidende, og i den Retning er han ikke nænsom med Midlerne og fanger naturligvis mangt et „Grin”. Er Modstanderen lidt dreven i Papirerne, trækker han hurtig Følehornene ind; men er det ikke Tilfældet, eller tror han det ikke, saa benægter han rask Kjendsgjerninger, i Tillid til, at man ikke har Beviserne ved Haanden. Viser det sig, at han har taget fejl i sin Tro, og lægges Beviserne frem, gaar han let og smidig hen over det farlige Punkt.

En anden Argumentationsmetode karakteriserer ham ogsaa. Ligeoverfor Angrebene paa Rigsdagens Sendrægtighed hævdede han under næstsidste Valgkampagne, at Skylden var Regeringens og anførte fem Tilfælde, hvori Regeringen havde forhalet Love ved ikke itide at give Oplysninger. Man tænke sig 5 Tilfælde af 100! Men de 5 slog ned, og han fik den Fornemmelse indprentet i Tilhørerne, at han virkelig havde bevist, at Regeringen havde hele Skylden.

Videre tiltalende er en slig Kampmaade ikke, og den, der kun kjender Th. Nielsen fra Valgmøderne, kan umulig have noget godt Indtryk af ham.

En af vore mest ansete Gejstlige kjendte kun Nielsen fra et just ikke smigrende Ry, og blev derfor glad overrasket ved en Gang at træffe ham og i ham at opdage en mild og medgjørlig Natur. I Samtalens Løb spurgte da den Gejstlige om, hvorledes det var muligt at sige det eller det paa Valgmøderne, thi det var jo urigtigt og uforsvarligt, hvortil da Nielsen svarede noget om, at sligt var man nødsaget til ligeoverfor Vælgerne. Den Gejstliges Svar var et stærkt betonet: „Ja saa!”, der just ikke lød smigrende.

Paa Valgmøder er Thomas Nielsen alt andet end sympatetisk, men der er ogsaa hans værste Sider fremme. Paa Rigsdagen er han nu en hel anden Mand, og det Højre, han ikke kan finde Haansord stærke nok for paa de politiske Møder, kan han herlig forhandle med paa Rigsdagen. Han kan være virkelig medgjørlig, en Fredens og Overenskomstens Mand. Dertil kommer, at han er meget flittig, og der er Sager, hvori han mere end noget andet Medlem er inde. Han kaldtes i sin Tid ikke med Urette „det vestindiske Medlem”, fordi han saa særlig havde skaffet sig Kjendskab til disse vanskelige Forhold. Hans varme Interesse for de smaa og de ulykkelige i Samfundet er sikkerlig oprigtig ment og gjør ham megen Ære.

Hans industrielle Anlæg gav sig ogsaa i sin Tid Udtryk ved at dimittere Seminarister, men i den Retning var han ikke heldig; nu er han Bestyrer for en Realskole i Herning, som han har grundet og skaffet Statstilskud til, og han er tillige Avlsbruger. Hans Helbred var i mange Aar meget nedbrudt, men det svækkede ikke hans Energi og Arbejdslyst, nu er der indtraadt en synlig Bedring, der forhaabentlig vil vise sig varig.

Foruden de alt i denne Skildring nævnte Repræsentanter for Vejle, har Kredsen sendt følgende Mænd ind i Folkethinget: Herredsfoged Stockfleth, Kammerraad Linnemann, Postinspektør Hjorth og nuværende Overretssagfører Schytte.