Den danske Rigsdag/1/75

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

P. G. Philipsens Forlag Kjøbenhavn Den Danske Rigsdag


H Wulff - Den danske Rigsdag.djvu H Wulff - Den danske Rigsdag.djvu/5 265-266

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1949. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1925.

Gottlieb Petersen.

Redaktør af „Sydfynsk Tidende” i Svendborg. Født den 8de Decbr. 1829.


Redaktør Gottlieb Petersen blev for første Gang valgt til Folkethingsmand for Svendborg Amts 6te Valgkreds (Langeland) den 20de September 1872, og uagtet hans alt andet end tiltrækkende Personlighed fremkaldte Misfornøjelse endog indenfor hans eget Parti, holdt han dog Kredsen, indtil han i Somren 1880 frivillig trak sig tilbage paa Grund af private Forhold og blev afløst af Dr. phil. Edv. Brandes. Petersen hørte til de mest usympatetiske Fremtoninger i vort Folketing. Han har altid staaet paa den krasseste Oppositions Stade, altid været en lydig Følgesvend til de yderste Ekstravaganser.

Naar den mørktudseende Mand med det fremmedagtige Ansigt rejste sig for at tale, vidste man, at man vilde faa en Efterklang at høre af, hvad Førerne havde sagt, men man fik her denne ikke uvante Saga at høre fremført med en hul, tonløs Røst og med en saadan Bismag af opdæmmet Bitterhed og Had, at man fristedes til at vende sig bort. I og for sig talte han ganske godt, han formede sine Tanker tydeligt og klart, og han havde Lethed ved at behandle Sproget, men alligevel var det meget uhyggeligt at høre ham tale.

Og dog skal han Paa Rigsdagen have været forholdsvis hyggelig og behagelig imod paa Valgmøderne. Her skal det have været ligefrem pinligt at høre ham, og der maa have været et rigt Fond af Bitterhed hos hans Vælgere for at synes om en saadan Kandidat. Han sad kun otte Aar i Rigsdagen; men det var tilstrækkelig lang Tid for ham til at gjøre sig saa ilde lidt som vel nogen.

Dette maa dog sikkert i den væsentligste Grad være hans egen Skyld. Det kan man ogsaa slutte deraf, at han i den By, hvor hans daglige Virken falder, blandt de Borgere, han daglig færdes imellem, er saa ilde set, som han er. Hvem mindes ikke de uhyggelige Stridigheder med ham i Svendborg By, snart med Borgerne, snart med Klubben, snart med Byfogden og snart med Byraadet? Han vendte sin Haand imod Alle og fik Alles Haand vendt mod sig. Kun hans mest fanatiske Partifæller sluttede sig om ham, medens de mindre begejstrede stillede sig køligt ligeoverfor ham og end ikke generede sig for at give morsomme Historier om ham til bedste.

Heller ikke hans redaktionelle Virksomhed har været tiltalende. Han har her ret kunnet give sin Bitterhed Spillerum og han har sandelig ikke generet sig. Ved Siden deraf har han havt det Uheld at komme slemt for Skade et Par Gange, og det paa en Maade, der just ikke særligt kvalificerer ham til Sandhedsvidne. Da han i sin Tid udgav „Morgenbladet”s smagløse Parodi paa et ministerielt Forsvar for Provisoriet som skær og ren Sandhed, anfaldt „Dagens Nyheder” ham paa det eftertrykkeligste. Han søgte Hjælp hos Domstolene, men fik her en af de Domme, man kun nødtvungen lader sidde paa sig. Sligt generer imidlertid ikke en Natur som Hr. Gottlieb Petersens, der befinder sig lige lykkelig trods alt.

Hr. Petersen har ikke vundet Laurbær, hverken som Politiker eller som Journalist; han har just heller ikke vundet Begejstring som Borger i den smukke lille fyenske Kjøbstad. Den Erkjendelse skal dog ydes ham, at han er en velbegavet Mand, og at han er flittig og virksom i sin borgerlige Dont.