Den danske Rigsdag/1/76
Jens Rasmussen.
Gaardejer i Veddinge pr. Jyderup. Født den 28de August 1822.
Holbæk Amts femte Valgkreds, der har Valgsteb i Nykjøbing paa Sjælland, har nu 23 Gange valgt Repræsentant til Folkethinget, men kun en eneste Gang sendt en virkelig dygtig Mand ind paa Tinge. Det var, da den i 1861 valgte Chr. Rimestad, men han repræsenterede kun Kredsen i en Samling.
Den gamle Balthazar Christensen mødte den 5te Marts 1864 i Rigsraadets Folketing for „Holbæk femte”, men Aaret efter trak han sig tilbage. Ogsaa den i sin Tid bekjendte Landmaaler Reinhold Jensen har engang været sendt til Folketinget for Kredsen. Ellers har denne kun været repræsenteret af ukjendte eller dog nu forglemte Navne, saasom Møller N. Andresen, Translatør Holm og Skolelærer F. N. Andresen.
Lige siden den 24de April 1865, altsaa nu i over 16 Aar, har Kredsen sendt sin nuværende Repræsentant, Gaardejer Jens Rasmussen af Veddinge, ind i Folketinget. Tolv Gange har han staaet paa Valgtribunen og med stedse stigende Stemmetal knust enhver Modstand. Løjtnant Frederik Bajer, Baron Zytphen-Adeler, Skoleinspektør Brøchner-Larsen og Møller C. Madsen have søgt at trænge Rasmussen bort, men forgjæves.
Den Gang, han første Gang valgtes, var han Gaardforpagter og nok tillige Spillemand. En Spillemand paa Landet er en meget betydningsfuld og i Reglen en meget populær Personlighed. Ved mangen lystig Lejlighed er det jo ham, det kommer an paa, og hans Ankomst imødeses med Længsel, baade af Gamle og Unge. Naar han har indtaget sin ophøjede Plads og begynder at stemme „Fiolen”, sendes der mangt et beundrende Blik op til den Orfevs, hvis liflige Toner bringe Liv og Glæde.
Rasmussen var en skikkelig Spillemand, og det er jo en meget hæderlig Bestilling. Han spillede sig først ind i Bøndernes Hjærter og derpaa ind i Rigsdagen. Vælgerne i „Holbæk femte” sendte deres Orfevs ind paa Tinge for ogsaa at bedaare de høje politiske Guder. Der brast imidlertid Buen, og Mange paastaa, at Orfevs-Rasmussen af Sorg herover søgte at vinde de hjemlige Laurbær hos et mere taknemmeligt Hovedstadspublikum, men det er vistnok kun en lidt ondskabsfuld Vittighed.
Jens Rasmussen hører ikke til de Bønder, som udmærke sig ved en Beskedenhed, der bundet i Selvkritik; han hører til dem, der gjerne vil tale med i de fleste Sager; man kan meget ofte faa ham at høre, men noget stort Udbytte har man ikke af det. Hans Tale er som et jævnt Luntetrav henad en sandet Vej; ikke en Bakke, der nu og da aabner en vid Udsigt, intet Sted friskt Grønsvær, der liver op — Alt er støvet, fladt og sandet. Om Musikken nogensinde har kunnet hæve ham op i højere Sfærer, vides ikke; men at Politikken ikke gjør det, det er vist. Her er han Madstrævsmand af den mest uforfalskede Art, og han hører Berg til med Hud og Haar.
Rasmussen er en Mand paa henved 60 Aar af et ganske ordinært Ydre; han ligner ikke nogen Musiker, det skulde da være en Klarinetblæser. Han er meget kraftig bygget, og hans Hoved sidder nede paa Skuldrene uden nogen synlig Hals, hvad der har givet vittige Hoveder Anledning til at kalde Rasmussen: „Den Mand, der ikke kan halshugges”. Han er vistnok jævnt begavet, og hans personlige Karakteregenskaber, er der Ingen, der angriber.