Den danske Rigsdag/1/8

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

P. G. Philipsens Forlag Kjøbenhavn Den Danske Rigsdag


H Wulff - Den danske Rigsdag.djvu H Wulff - Den danske Rigsdag.djvu/5 24-29

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1949. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1925.

Bagger.

Højesteretssagfører i Kjøbenhavn. Født den 3. Novbr. 1841.


Det var kort efter den sidste sørgelige Krig. Enhver dansk Mand var betaget af Sorg og Fortvivlelse over den Ulykke, der havde ramt os, og af dirrende Harme og Forbitrelse over den skjændige Uret, der var øvet imod os. Da var der en danskfødt Mand, som havde Hjærte til at raade sine Landsmænd til at kaste Glemselens Slør over den øvede Vold og Uret og at søge Venskab med Fædrelandets Fjende. Vel dristede denne Mand sig ikke til at forsvare Voldsmændenes Adfærd; men han søgte dog at undskylde og forklare den, og fremfor Alt lød Raadet ikke blot paa at forsage og glemme, men paa en Forbindelse, der meget lignede en Underkastelse.

Den store Del af Nationen modtog dette Raad med Harme. Hvor velment det end kan have været, hvor snildt det end kunde se ud, saa var det hverken ærefuldt eller betimeligt. At kysse Voldsherrens Hænder regnes jo ikke for en særlig Ære, og at opfordre til at gjøre det, medens Saarene endnu bløde, inden Jorden endnu har drukket de faldne Heltes Blod, det er — ja, det faar at staae hen, hvad det er.

Den ukaldede Raadgiver var en ung Overretsprokurator Bagger, nu Folkethingsmand for Thisted Amts 3die Valgkreds.

Højrepressen behandlede den Gang Piecen efter Fortjeneste, og dermed døde saa Hr. Baggers Navn hen; thi større Aander lagde Beslag paa Folkets Harme. Bjørnstjerne Bjørnsons „Forandring af Signalerne” løste Hr. Bagger af. Nu i den allerseneste Tid har Hr. Bagger imidlertid figureret paany og har endogsaa været naiv nok til i vort Kongepars Nærværelse i Berlin at see en Udførelse af den Politik, han, „den Fremsynte”, for saa mange Aar siden havde anslaaet. Ja, i Sandhed saare naivt, ligesaa naivt som de gamle Augustineres Paaberaaben af Fremsyn ved de Rumlerier, de i Tredserne satte i Scene. Aarsagernes Lighed mangle begge Steder fuldstændigt, og selv Midlerne og Maalet dengang og nu ere jo vidt forskjellige. Hr. Baggers Piece viste den Gang to Ting, som senere fuldtud ere blevne bekræftede. Den viste, at der bag den stod en spirende Ærgjerrighed og en uklar Personlighed. Den Gang anede man det, nu ved man det. Hr. Baggers Navn døde imidlertid hen og dukkede først op paany, da det hed sig, at den samme Hr. Bagger rejste om i Thisted Amt for at kapre sig en Valgkreds.

Uagtet der ikke blev advaret særlig imod ham, mødte han dog i Begyndelsen absolut Mistillid hos de Indflydelsesrige, men Bagger har et indsmigrende Væsen, og da han straks tog Tyren ved Hornene og introducerede sig omtrent saaledes: „Ja, jeg ved nok, at De har Noget imod mig for den Piece, jeg har skrevet, men...” saa vandt hans aabne Fremstilling af den Mening, han havde havt, og Forsikringen om hans varme danske Sind, ham nogle Tilhængere, og Bagger begyndte virkelig at paradere som en Mulighed. Ved Valget den 20. September 1872 prøvede han første Gang sin Lykke overfor den skikkelige Løjtenant Ivar Leth, men naaede kun et Par hundrede Stemmer, medens Leth fik henved fire. Men Bagger var ikke den Mand, der saa let opgav Ævret, han fordoblede sine Anstrængelser for at vinde de indflydelsesrige Mænd i Kredsen, og da Ministeriet Holstein i Efteraaret 1873 opløste Folkethinget, vare Baggers Chancer stegne betydeligt. Alligevel havde hans Valg vistnok været tvivlsomt, hvis ikke det mærkelige var sket, at indflydelsesrige Højrepolitikere udenfor Kredsen, endog her fra Kjøbenhavn af, havde lagt tyngende Lod i Vægtskaalen til Fordel for Bagger og imod Leth. Det vifter sig nu at have været meget uheldigt, men den Gang kunde det se ret fornuftigt ud. Leth var vel en paalidelig Højremand, men en højst tarvelig Rigsdagsmand, og da Kampen mod Venstre netop ret var blusset op i hele sin Styrke, og da Bagger prætenderede et endnu mere determineret Højrestandpunkt, saa foretrak man ham som den dygtigste og altsaa den nyttigste Bekæmper af Venstre blandt de to. Hertil kom, at der havde rejst sig nogen Venstrestemning i den ellers paalidelige Højrekreds, og da Bagger, takket være sine ihærdige Bestræbelser, havde faaet godt Hold i de betydelige Vælgere, medens Leths Aktier vare i Dalen, saa sluttede man sig ogsaa af den Grund omkring Bagger, at man igjennem ham haabede sikrest at bevare Kredsen for Højre. Ved Valget den 14. Novbr. 1873 stod da Kampen ogsaa mellem Højre og Venstre, idet Leth kun samlede meget faa Stemmer, medens Bagger stod med betydelig Overvægt, imod den dog forholdsvis stærke Venstrekandidat.

Nu havde Ærgjerrigheden naat et foreløbigt Maal, nu gjaldt det at Udbytte det. I første og en Del af anden Samling holdt Bagger sig Noget tilbage; saa kom Splittelsen i Venstre i 1875, og nu var der rørt Vande tilstede, i hvilket en Fisk som Bagger kunde boltre sig. Man vil mindes, at der den Gang gik vedholdende Rygtet om hemmelige Underhandlinger mellem Højre og endel af Venstre. I disse Rygter spillede Baggers Navn en fremtrædende Rolle, og hans private Bolig sagdes at være Arnestedet for de Planer, der udrugedes. Ogsaa Kleins Navn sattes, om end i en mindre fremtrædende Grad, i Forbindelse med disse Underhandlinger, medens fra Venstres Side Holstein-Ledreborg og Bojesens Navne nævnedes. Det Hele blev dog til et Vindæg, og Baggers Navn dækkedes atter af Glemselens Slør.

Saa gik Sommeren hen med vedvarende Rumlerier, og endelig kom Samlingen 1876 med Opløsningen den 25. April, og her havde Højre nok at gjøre med at Værge sine Pladser. Bagger stod ved det Valg ikke blot uanfægtet, men endogsaa støttet af Højre. I Efteraarssamlingen stod der et overvældende Venstreflertal mod en lille Højregruppe, og det gjaldt under slige mislige Omstændigheder om at Højre stod sluttet og enigt. Det syntes i Begyndelsen ogsaa at være Tilfældet, men snart fik den ikke grundmurede Tillid til Hr. Bagger følelige Knæk ved det nære og iøjnefaldende Venskab, han plejede med en af Oppositionens farligste Førere, Grev Holstein-Ledreborg. Der siges, at enkelte Højremænd privat skulle have advaret Hr. Bagger mod dette farlige Makkerskab, men uden Frugt. Bagger fortsatte sit intime Forhold til „Vennen”, og Højres Tillid svækkedes Dag for Dag.

Nu nærmede den store Krise sig: Folkethinget og Landsthinget havde hver vedtaget sin Finanslov og et Fællesudvalg skulde nedsættes. Da dukkede Baggers Navn atter frem, idet det fortaltes, at han kategorisk havde forlangt at blive Medlem af dette Fællesudvalg. Det er jo ikke almindeligt at stille en saa bestemt Fordring, men det karakteriserer Manden. Man lo naturligvis af ham, og han blev ikke Medlem. Saa kom Provisoriet og saa den mærkelige Oktober- og November-Forhandling. Atter her søgte Bagger at spille en Rolle, men Forholdene vare ikke gunstige for ham, og han gjorde ingen Lykke. I Højre faldt hans Aktier mere og mere, og hertil kom, at man aldrig var sikker paa hans Stemmegivning ved vigtige Udvalgs Nedsættelse. Bagger beskyldtes for at agitere for eget Valg ved Hjælp af andre Partifraktioner, og for af og til at hjælpe Gruppen Winther med en Stemme.

Da man i Slutningen af 1878 sporede en ny Opløsning, rettedes Tanken ogsaa paa at fortrænge Bagger. Højrepressen, baade i Kjøbenhavn og Provindserne, vendte sig imod ham, men tilfældige Omstændigheder kom ham tilhjælp. Den haarde Vinter og det stærke Snefald før Valget den 3. Januar 1879 forhindrede Højre i at udfolde nogen kraftig Agitation i hans Valgkreds, og han stod ogsaa den Valgdag over. Dermed var „Højremanden” Baggers Rolle udspillet. Han udgav sin famøse Piece, hvori han afdækkede Forhandlinger i Højres Partimøder, og blev derefter sans phrase sat udenfor Partiet. Nu staar han ene, ligesaa ene som Gruppen Bajer, men med endnu mindre Betydning og Indflydelse end denne. Som „Højremand” er og bliver Bagger en Umulighed i Rigsdagen. Vil han fremdeles, saaledes som han selv med saa stor Sikkerhed paastaar, hævde sig en politisk Stilling, saa maa det ske ved Andres Kræfter end Højres.

Bagger har, som meddelt i en tidligere Pennetegning, sin Plads blandt de troeste Højremænd paa den yderste Række ud imod Tilhørerpladsen. Han er en smuk, ret elegant Mand med et noget engelsk Tilsnit, men har ikke noget tiltalende Ansigt. Han sidder sjældent paa sin Plads, men spadserer derimod op og ned foran Tilhørerne, kastende Blikket afvekslende paa Tilhørerne og op til Damelogen.

Det hænder næsten altid, at en eller anden ikke lokaliseret Tilhører spørger, hvem den smukke Mand er, men Svaret tilfredsstiller sjældent; thi enten røber „Naa” et fuldstændig Ukjendskab eller et altfor godt Kjendskab til Politikeren. Bagger er Højesteretssagfører — vistnok ogsaa et Ærgjerrighedsspørgsmaal — og skal være en ret dygtig Mand, men uden noget betydeligt Klientel. Han mangler i det hele taget paa ingen Maade Evner, men dog langtfra efter den Statsmandsmaalestok, han selv anlægger. Han er uklar og vistnok meget afhængig af Paavirkninger, og han er i en utilladelig Grad ubehændig, hvorom hans bekjendte mislykkede og fortvivlede Forespørgsel til Udenrigsministeren turde afgive et tilstrækkelig fyldestgjørende Bevis. Han taler ganske godt, lidt salvelsesfuldt og selvbevidst, og han ynder at lægge megen Nonchalance for Dagen, naar han har Ordet, snart ridende paa Sidemandens Stol, snart med Foden oppe paa den eller i tilsvarende smagfulde Stillinger.

Nu er han en sjælden Gjæst i Rigsdagen, og han savnes ikke. Man hører saa ofte sige: „hellere en fuldblods Venstremand end en slig Højremand”. Det er dog et Spørgsmaal, om denne Betragtning er klog; thi en fuldblods Venstremand kan have Indflydelse Og gjøre Skade, Bagger kan ingen af Delene. Noget Andet er, at Højre aldrig kan eller bør støtte denne Mand, men herfor behøver man sikkert heller ikke at nære Frygt. Der er ikke faa Julemærker der tyde paa, at man ogsaa i hans Valgkreds har faaet Øjet op for Manden, og blandt hans Stillere og trofaste Mænd skal der være stærkt Frafald at spore. Man bør lykønske Vælgerne i Kredsen den Dag, de saa en anden Repræsentant, og det hvad enten det bliver Højre eller Venstre, der sætter en saadan igjennem. Politikeren Bagger har kun Krav paa at afløses og — at glemmes.