Den danske Rigsdag/2/17
Fallesen.
Kammerherre. Chef for det kongelige Teater i Kjøbenhavn. Født den den 29de Januar 1817.
Kammerherre Fallesen er Militær og var anset for en dygtig og kundskabsrig Artilleriofficer. Som saadan har han med Ære deltaget i vore to sidste Krige og vist sig som en modig og intelligent Soldat. Under Tilbagetoget fra Dannevirke i 1864 kom han i Berøring med den bekjendte engelske Korrespondent Mr. Gallenga, og denne sluttede sig nøje til den sprogkyndige og fintdannede Fallesen. I sine Skildringer fra Krigen har Gallenga tegnet et meget sympatetisk og smukt Billede af ham.
Ved Krigens Slutning var Fallesen Medlem af Grænsereguleringskommissionen og modtog for sin Virksomhed her Udmærkelser baade af den danske og den prøjsiske Regering. Ved den derefter følgende Armereduktion gik Fallesen af, men udnævntes til Oberst og Chef for Bornholms Væbning. Fra denne sidste Stilling er han ogsaa traadt tilbage, og hans militære Charge er nu Oberst udenfor Numer i Forstærkningen. Derimod er han gaaet over i et betydningsfuldt og vanskeligt civilt Embede, idet han er Chef for det kongelige Teater og Kapel. Fallesen har altid været en stor Kunstven, og navnlig har den dramatiske Kunst udøvet en stærk Tiltrækning paa ham. Selv har han med megen Smag oversat og bearbejdet nogle franske Smaastykker for den danske Scene, og han hørte i det hele til de virkelige Smagsdommere paa dette Omraade. Ikkedestomindre vakte det en levende Forbavselse, da Fischer som Kultusminister gav Fallesen Styrelsen af vort kongelige Teater. Valget har imidlertid vist sig godt; Fallesen er utvivlsomt en meget dygtig og kraftig Teaterchef, der i denne Virksomhed har gjort megen Gavn, navnlig ved at bortrydde ældre Fordomme og kækt bryde nye Veje. Han har i alle Tilfælde gjort det kongelige Teater tiltrækkende og lært Kjøbenhavnerne at søge det. Vistnok sjælden har en Mand i den Grad opnaaet, hvad han mest af alt ønskede. Længe inden noget Menneske drømte om, at han kunde blive Teaterchef, gik han og sukkede netop efter denne Stilling som den højeste jordiske Lykke, og saa en glad Dag dumpede virkelig den efterstræbte Lykke ned i hans Skød.
Fallesen er en gammel Politiker, der alt har en lang parlamentarisk Bane at se tilbage paa. Han var først en halv Snes Aar Folketingsmand og har derefter været Landstingsmand omtrent i et tilsvarende Tidsrum. Allerede den 14de Juni 1858 stillede han sig ved Folketingsvalget i Assens, men besejredes da af Justitsraad Buchwald med 492 St. imod 222. Aaret efter døde imidlertid Buchwald, og ved det derpaa følgende Suppleringsvalg valgtes Fallesen ved Kaaring. I 1861 stillede Skolelærer Tørsleff sig imod ham, men naaede kun 163 St. imod 390. Ved Valget til Rigsraadets Folketing den 5te Marts 1864 laa Fallesen ovre paa Als som aktiv Deltager i Krigen, og Hr. Tørsleff forsøgte sig da atter. Men paa Grund af en Formfejl ved hans Kandidaturanmeldelse blev det ham ikke tilladt at stille sig, og da han var eneste Kandidat, blev Valget udsat. Tre Uger efter stillede Fallesen sig, skjønt fraværende, og kaaredes. Han stod nu ene paa Valgtribunen ved de tre følgende Valg, men ved Opløsningsvalget i Anledning af Grundlovsforandringen den 12te Oktober 1866 havde paa Opfordring den senere saa bekjendte Politiker N. Andersen lovet at stille sig, og med ham vilde Fallesen ikke tage Dysten op. Han trak sig altsaa frivillig tilbage og søgte sig en anden Valgkreds. En saadan fandt han i Rønne, hvor han valgtes ved Kaaring uden Modkandidat. Han repræsenterede kun denne Kreds i tre Aar, idet han ved det næste Valg, den 22de September 1869, blev fuldstændig slaaet af Lucianus Kofod. Saa nogle Aar efter blev Landstingskredsen paa Bornholm ledig, og nu gav man Fallesen den Oprejsning at vælge ham til denne Hæderspost, som han har beklædt indtil Dato, men som han til det forestaaende Omvalg til Efteraaret maa opgive, da han ikke længere opfylder Lovens Fordring: at have Bopæl i Kredsen.
Fallesen har aldrig spillet nogen betydelig Rolle paa Rigsdagen; men det er dog nogle Gange lykkedes ham at henlede den almindelige Opmærksomhed paa sig. I Folketinget har han holdt to store Taler, der indbragte ham levende Anerkjendelse. Den ene Gang var, da han, ligeoverfor nogle nedsættende Ytringer om vor Hærs Kamp i 1864, tog sine Krigskammerater i Forsvar, og i et Foredrag, der paa den ene Side glødede af Varme og Begejstring for de danske Vaaben og paa den anden dirrede af Harme og Indignation dels over Angrebene og dels over Landets Forsyndelser ligeoverfor Hæren, tvang han Blodet op i Kinderne selv paa den lunkneste Fædrelandsven. Hans anden store Dag var, da han kæmpede for Dødsstraffens Afskaffelfe. Alle anerkjendte, at det var en betydelig og fortrinlig Tale, Fallesen her holdt, men han vandt ikke Sejr; hans Standpunkt var for idealistisk til at vinde den almindelige Stemning for sig. Foruden disse to store Dage har Fallesen havt mangen smuk og elegant lille Affære, men uden videre Indvirkning paa eller Betydning for Kampens Gang.
I Landstinget har han særlig Vanskelighed ved at gjøre sig gjældende; ti han passer egentlig slet ikke der. Den Kauseristil, der er hans Force, ligger ikke for det alvorlige Landsting, og alene det, at man morer sig over hans Taler, giver disse under Landstingsomgivelserne et Præg af Lethed, der skader Virkningen. Mænd som Fallesen og Jessen have hjemme i Folketinget, hvor deres Livlighed og Bordtalestil har den fornødne Baggrund.
Fallesen er et særdeles godt Hoved, en meget kundskabsrig Mand, og han har et friere Blik end de fleste. Men han er ikke nogen dansk Natur. Dette maa ikke forstaas saaledes, at han ikke skulde være en trofast dansk Mand, det er han netop, en Mand med et varmt Hjærte for sit Fødeland; men hele hans Façon og tildels hans Tankesæt er — fransk. Den lille vævre Mands hele Optræden, hans charmante Høflighed, hans Smil og Gestus, ja selv hans lidt snøvlende Stemme minder om Franskmanden. Der er noget, som vi Danske ville kalde affekteret over ham, men som kun hører Tyven til. Han er aldeles ikke djærv, maaske næppe nok mandig, altid lidt sødladen, saa man let bliver mistænkelig ligeoverfor ham, saameget lettere som han er reserveret, næsten tilsløret — trods en iøjnefaldende Bestræbelse for at synes aaben. En ægte dansk Natur kan respektere Fallesen, men har stor Vanskelighed ved at slutte sig til ham og faa Fidus til ham. Paa hans Post som Teaterchef kommer hans franske Anlæg ham imidlertid meget til Nytte. Det er intet Under, at han har faaet saa franskt et Tilsnit; ti han sværmer for alt fransk, taler Sproget som en Indfødt, har gjennempløjet den franske Literatur og lever og aander friest i franske Luftlag. Efterhaanden har dette aandelige Liv gjennemsyret hans Person og Væsen, men navnlig hans Tale. Man siger om ham, at han har gjort Veltalenheden til Gjenstand for et Studium — hvilken dansk Mand kunde finde paa det! Naar han rejser sig for at tale, ere allerede hans Forberedelser i dansk Forstand unaturlige, og det fremmede slaar En under Talen endnu stærkere imøde. Han jager efter det pikante, den lette Aandrighed, og hans Stemme, Tonefald og Gestus svare ganske til Stilen. Han taler godt og med Lethed, og man morer sig altid over at høre ham, selv om det er nok saa kjedelig en Materie, han drøfter. Den uvante Maade, de smaa aandfulde, men ogsaa ofte bidende Sidebemærkninger fængsle, og man er i Reglen kjed over, at han har sluttet. Man morer sig, men videre kommer man sjælden, i hvorvel det maa indrømmes, at der ofte er gode og sunde Ting i, hvad han siger.
Fallesen har i de senere Aar talt temmelig ofte og synes i det hele at følge godt med, ligesom det er utvivlsomt, at han interesserer sig for Politik. Han har talt med baade under Beskatningslovenes Behandling, under Befæstningsloven og under Finantsloven, altid kvikt og livlig, ofte tillige meget godt. Han er en fuldtro Højremand og i den herskende Strid hører han til dem, der ikke vakle. Derfor fik han ogsaa Sæde i Landstingets Finantsudvalg 1882 og derigjennem maaske ogsaa i det eventuelle Fællesudvalg. Nu til Efteraaret er, som sagt, hans Valgtid udløben, og han maa indtil videre træde tilbage fra den politiske Gjerning, men det vilde dog være Synd om saa gode politiske Evner, saa lang en Erfaring og saa megen Interesse skulde faa Lov at ligge længe brak. Navnlig burde Højre aabne ham en Plads i Folketinget; her har han hjemme, og her vilde han kunne gjøre god Nytte og faa en frugtbar Anvendelse af sine særlige Gaver. Og her vilde man skjønne mere paa ham.