Den danske Rigsdag/2/16
Estrup.
Konsejlspræsident og Finantsminister. Ejer af Skafføgaard i Jylland og Kongsdal paa Sjælland. Født den 16de April 1825.
Er der noget Navn, der i Øjeblikket kan siges at være paa alles Læber i Danmark, saa er det Estrups. Betoningen er ganske vist forskjellig, hvormed Navnet nævnes, alt eftersom man er en Tilhænger eller en Modstander af Manden, der bærer det; men selv i den krasseste Venstremands Mund er der en Klang af Beundring, naar Navnet Estrup gaar over hans Læbe. Det er mindre Dygtigheden, der aftvinger ham denne Hylding, end den ubøjelige Viljesstyrke og Karakterfasthed, Estrup har lagt for Dagen. I mange Venstreegne, hvor Hadet imod Højre er stærkest optændt, har Estrups Person alene bevaret en vis Sympati, og det er hændet, at man her uden Sky har raabt et Leve for Personen Estrup. Det er Manden, Manden i Ordets bedste Forstand, man her yder en Tribut. Historien har endnu ikke afsagt sin Dom over Estrup; men hvorledes end denne vil komme til at lyde, saa kan den ikke udviske det imponerende Indtryk af Mandighed og Karakter, han har gjort paa sin Samtid, og den kan heller ikke se bort fra, at han var en af de mærkeligste Mænd, vort Frihedsliv indtil Dato havde fostret.
Estrup er en Søn af den bekjendte Skolemand og Historiker Etatsraad Estrup, og tog 19 Aar gammel Forsteksamen. Tre Aar senere tog han tillige Landmaalereksamen. Han var svagelig i sin Ungdom, men skildres af sine Samtidige som en særdeles begavet og livlig ung Mand, hvis Væsen og Konversation havde noget yderst tiltrækkende ved sig. I sit Hjem samlede han gjærne jævnaldrende om sig og var da altid Sjælen saavel i alvorlige Samtaler som til lystig Spas. Han blev tidlig sin egen Herre med en uafhængig social Stilling, idet han ikkun 21 Aar gammel blev Ejer af Herregaarden Kongsdal paa Sjælland, og seks Aar efter kom han tillige i Besiddelse af Hovedgaarden Skafføgaard i Jylland.
Han var altsaa nu Landmand i det store og synes med Iver at have kastet sig over Landbruget; men hans Helbred var stadig skrøbeligt, han maatte jævnlig gjøre Rejser til Syden for at bekæmpe den Sygdom, der spirede i hans Bryst, og først ved et længere Ophold paa Madeira lykkedes det fuldstændig at knække Ondet. Trods sit svagelige Helbred viste han dog stor Interesse for offentlige Anliggender, og hans fortrinlige Evner gjorde sig snart gjældende. I 1856 blev han saaledes Medlem af Randers Amtsraad, og fem Aar efter hædredes han med Vicepræsidentposten ved Landmandsforsamlingen i Horsens. Ogsaa i Landbygningernes Brandforsikring var han en meget virksom Repræsentant, ligesom andre kommunale og sociale Hverv beslaglagde hans Kræfter.
Men allerede tidligere var han traadt ind i det politiske Liv, idet han den 1ste Decbr. 1854 uden Modkandidat valgtes i Randers til Folketingsmand. Han var altsaa den Gang kun 27 Aar gammel; men hans Rigsdagsvirksomhed blev da kun af kort Varighed, idet han ved Omvalget Aaret efter paa Grund sit Helbred trak sig tilbage fra den politiske Gjerning. I ni Aar holdt han sig udenfor Rigsdagen; men det var givet, at hans Time maatte komme igjen. Den 14de April 1864 blev han Medlem af Rigsraadets Landsting, og siden den 18de Oktober 1866 har han siddet i det nuværende Landsting.
Allerede som Rigsdagsmand henledede Estrup Opmærksomheden paa sig og vakte Forhaabninger. Han tog med Iver Del i Forhandlingerne og fængslede ved sin Livlighed, sin Klarhed, sin Lethed ved at tale og ved den Overbevisningens Varme, hvoraf hans Foredrag vare besjælede. Man spaaede ham tidlig en glimrende Karriere, og Spaadommen skulde hurtig gaa i Opfyldelse.
Da Ministeriet Frijs dannedes den 6te November 1865 med det Formaal at afslutte Grundlovskampen, blev Estrup optaget i det som Indenrigsminister og forblev i denne Stilling i 4 Aar. Han blev en af Ministeriets betydeligste Mænd og ganske sikkert en af de dygtigste Indenrigsministre, vi have havt. Han kastede sig med sjælden Iver og Energi over sin nye Virksomhed, og han viste en Fremsynethed og et Mod, som man først senere ret lærte at vurdere. Det var ham, den saakaldte „Jærnbaneminister”, der, umiddelbart efter en lamslaaende og ødelæggende Krig med et rigtigt Øje for Betingelsen for Landets Opkomst og Udvikling, trodsende alle Pessimister og ængstelige Statsøkonomer, vovede at anbringe Landets sparsomme Millioner i et Jærnbanenet, der omspændte Jylland og Fyen. Tiden har vist, at den unge Indenrigsminister den Gang saa rigtig og gjorde en Velgjerning imod sit Land.
Han traadte af den 22de September 1869, medtagende en almindelig Anerkjendelse for sin Virksomhed. Under den konstitutionelle Kamps Begyndelse sad Estrup paa sin Landstingsplads og bekæmpede derfra varmt og ivrig den opdukkende Folketingsparlamentarisme. Da Ministeriet Holstein efter en haardnakket Kamp i Sommeren 1874 var bleven træt og vilde takke af, vendte alle Højremænds Blik sig imod Estrup; men han mente endnu ikke, at hans Tid var kommen og ilede, midt under Ministerkrisen, over til sit jydske Gods, som om han var bange for — for at bruge et Billede af „Dagbladet” fra hine Dage — at Danmark skulde holde ham tilbage i Frakkeskøderne. Saa kom Ministeriet Fonnesbechs korte, men hidsige Kamp med Venstre, der fik den mærkeligste Afslutning i vort politiske Liv, idet begge Rigsdagens Afdelinger i et Fællesudvalg enedes om at kjøbe Ministeriets Afgang for en Finantslov.
Nu slog atter Estrups Time, men man vil vide, at han vedblivende ønskede at vente, idet han mente, at det endnu var for tidlig for ham at gribe ind. Men Højre fordrede ham bestemt frem, og for det almindelige Forlangende samt for Kongens Ønske bøjede han sig. Man trængte fremfor alt til en stærk Vilje og en kraftig Haand, og man vidste, at Estrup havde begge Dele. Den 11te Juni 1875 dannedes da hans Ministerium. Det stillede sig ved sin Overtagelse af Regeringen to bestemte Opgaver: at sætte Landet i en bedre Forsvarsstand ved en tidssvarende Ordning af vort Hærvæsen tillands og tilvands, og at dæmme op imod Folketingets Overgreb. Paa den første Opgave led Ministeriet først et afgjort Nederlag, men ved Sejghed, Udholdenhed og Dygtighed blev den dog tildels løst ved Hær- og Flaadelovens Vedtagelse. Om den anden Opgave kæmpes der endnu, og ingen kan med Sikkerhed sige, hvornaar eller hvorledes Kampen vil ende, men endnu sidder Estrup paa sin Plads og har ikke kunnet fortrænges, og han holder Fanen lige højt og lige uforsagt. Han har nu været Minister i 11 Aar — den længste Tid nogen dansk Mand har været Minister siden 1849, Hall alene undtaget.
Kampen begyndte straks paa Forsvarslovene, og da Folketinget her viste en ubøjelig Modstand, opløste Estrup det første Gang. Ved Valget den 25de April 1876 vandt Venstre en storartet Sejr, saa at Ministeriets Modstandere i Folketinget voksede til nogle og halvfjerds. Telegrafen bragte det ene Jobsbudskab efter det andet, men Estrup tabte ikke Modet. Man vil vide, at han smilende overrakte sine Paarørende de indløbende Depescher, og da Resultatet forelaa, og han havde foretaget en Optælling, sagde han: Nu er Sejren min; thi Venstre besidder ikke Statskløgt, Maadehold og Besindighed nok til at manøvrere med saa store Masser; nu kommer der en Berusning, der vil føre til Nederlag.
Han spaaede mærkværdig rigtig. Venstre blev virkelig beruset af den store Valgsejr og indlod sig paa halsbrækkende Eksperimenter. De „fem konstitutionelle Punkter” opfandtes og satte Finantsloven i den største Fare. Hvert af Tingene havde vedtaget sin Finantslov og alle Mæglingsforsøg vare strandede. Da forelaa den 30te Marts 1877 Finantsloven sidste Gang til Behandling i Folketinget, og her skete da noget, der længe vil mindes. Man havde en vedtaget midlertidig Finantslov til den 15de April, og Estrup kom nu umiddelbart fra et Statsraad for at forelægge en ny Lov om Forlængelse af denne. Folketingets Flertal havde imidlertid ved en Udentingsbeslutning vedtaget at forhindre enhver Forhandling, idet der ved Mødets Begyndelse skulde fremsættes en Afslutningsbegjæring, og uagtet der dog fornuftigvis ikke syntes at burde være Tale om en Afslutning af en Forhandling, der endnu ikke var begyndt, modtog Formanden Begjæringen og satte den under Afstemning.
Estrup, der var uvidende om denne Plan, blev gjort opmærksom paa den, ligesom Formanden med stor Skyndsomhed var ved at sætte Afstemningen i Scene. Han rejste sig og forlangte lydelig Ordet; Formanden vendte sig henimod Ministeren og stansede overrasket et Øjeblik, men fortsatte saa Afstemningen. Estrup forlangte nu anden Gang med hævet Stemme Ordet og gav Forlangendet Eftertryk ved at sætte Foden haardt i Gulvet; men Formanden var døv, Afstemningen gik sin Gang og Afslutningen vedtoges. Da saa man Estrup gjøre et Kast med Hovedet, der varslede om, at nu var Maalet fuldt, og under stor Bevægelse hævedes dette mærkelige Møde.
Man havde en Følelse af, hvad der nu vilde komme, og Venstre fortrød vistnok straks, hvad der var sket. Den 4de April underrettede Formanden med bevæget Stemme Tinget om, at Konsejlspræsidenten vilde gjøre en Meddelelse, og denne gik simpelthen ud paa, at Rigsdagssamlingen skulde sluttes. Nu kunde Ingen længere tvivle om, hvad der vilde ske; thi den 15de April vilde man staa uden Finantslov. Den 12te April udstædtes den provisoriske Finantslov, og Oppositionen var som lammet. Samtidig traf Regeringen energiske Foranstaltninger imod Agitationen ude i Landet. Politimestrene fik Tilhold om at overvære de politiske Møder og gribe ind imod enhver Ophidselse, Tilsynet med Venstrepressen skærpedes og en Embedsmand, der optraadte som Skattenægter, fik øjeblikkelig sin Afsked. Det var klart, at der var Alvor i Tingene, og at man baade havde Vilje og Evne til at gribe ind. Sommeren gik da ogsaa forholdsvis rolig. Der holdtes kun et Par Allarmmøder, den uskyldige Grundlovsværneforening dannedes, og Venstres Bestyrelse skrev et Manifest til Vælgerne, der skaffede den en Proces paa Halsen. Samtidig strømmede der fra Højre rundt om i Landet i stort Tal Takadresser ind til Estrup for hans kække Daad.
Rigsdagen traadte atter sammen om Efteraaret, og den provisoriske Finantslov blev forelagt Folketinget til Godkjendelse. Nu kom den saare mærkelige 7de og 8de November, hvor Folketinget først forkastede den provisoriske Finantslov, men derpaa godkjendte dens Indhold.
Det var en stor og afgjørende Sejr for Estrup, og den splittede Venstre ad samt styrkede i høj Grad hans Kredit ude i Landet, hvad meget snart viste sig. Allerede det følgende Aar havde han Kamp igjen med Oppositionen, denne Gang paa det vestindiske Spørgsmaal, og i Slutningen af 1878 opløste han Folketinget for anden Gang. Den 3dje Januar 1879 blev en Revanchedag for den 25de April l876, idet Højre omkring i Landet, opflammet af Estrups Eksempel, tilbageerobrede en Mængde Kredse, saa at det efter Venstres Sprængning blev relativt Flertal i Folketinget. I Begyndelsen af denne Rigsdagsperiode var Oppositionens Magt knækket, og foruden flere vigtigere Love paa forskjellige Omraader, gjennemførtes de to Forsvarslove. Det var ogsaa klart, at Venstre kun meget nødig gik til en ny Kamp paa Finantsloven.
Da gjorde Ministeriet et uheldigt Træk. Det forelagde omfattende Lønningslove og Udtog som en Følge deraf Dyrtidstillæget af Finantsloven. Saadant skulde man jo synes var meget naturligt; men med Kjendskab til hele Oppositionens Karakter var det ilde betænkt; ti det var klart, at Venstre vilde forhindre Lønningslovenes Fremme og betragte Udtagelsen af Dyrtidstillæget af Finantsloven som en Indrømmelse. Saaledes skete det da ogsaa. Lønningslovene bleve ikke fremmede, og da Regeringen saa vilde gjenoptage Dyrtidstillæget paa Finantsloven, modsatte man sig dette. Det var et Konfliktpunkt, men der kom to til. I den vedtagne Søværnslov var det fastsat, at Flaaden skulde tælle 12 større Kampskibe, et Tal, vi endnu langtfra have naaet, og Regeringen forlangte da Bevilling til et stort Panserskib efter en anerkjendt og prøvet Type, medens Venstre kun Vilde bevilge et mindre Skib af en uforsøgt Konstruktion; dette var det andet Konfliktspunkt. Det tredje var Universitetet. Her vilde Regeringen bevare status quo, indtil en af alle ønsket Lovordning af hele Forholdet havde fundet Sted, medens Venstre vilde forværre Stillingen ved en yderligere Opspisning af Universitetets Restformue. Omkring disse tre Hovedtvistepunkter grupperede sig en Række mindre, og da ingen Enighed var sandsynlig imellem Tingene, opløste Estrup tredje Gang Folketinget den 7de Maj 1881.
Valget den 24de Maj bragte ingen Forandring i Stillingen; kun mistede Højre 1 Stemme, og Rigsdagen traadte atter sammen. Nu kom det til et Fællesudvalg, hvor Landstinget og Regeringen gav helt efter paa 13 af 17 Tvistepunkter og paa de fire sidste gjorde store Indrømmelser; men Venstre vilde ikke gaa af Stedet. Derimod gik Partiet ind paa en midlertidig Finantslov af ubestemt Varighed. Estrup ansaa sig da moralsk forpligtet til paany at adspørge Vælgerne, og en ny Opløsning paafulgte.
Den 26de Juli afholdtes Valgene og Udfaldet blev en stor Sejr for Venstre; talrigere end nogensinde væltede Vælgerne frem, og fem nye Kredse erobredes fra Højre. Men Estrup blev paa sin Post. I en kort Samling forsøgte han endnu en Gang at faa en normal Finantslov; men da Forsøget mislykkedes, sluttedes Rigsdagen. I November traadte Rigsdagen atter sammen, og nu proklamerede Berg, der igjen skulde føre an, Obstruktionspolitiken: Alt skulde „visne” i denne Regerings Hænder. Saaledes er det ogsaa gaaet i Samlingen. Nu (Foraaret 1882) synes Finantsloven atter at skulle strande paa de tre Tvistepunkter, og en ny provisorisk Finantslov er da vistnok uundgaaelig. Estrup kan ikke gaa og tænker næppe heller paa at gjøre det.
Dette er i store Træk Estrups Politiske Løbebane, og allerede de anførte Kjendsgjerninger karakterisere Manden. Han har utvivlsomt havt den vanskeligste Stilling, man kunde have, og han har naturligvis ikke undgaaet Fejl. Men i det store og hele har Estrup været en ypperlig Minister; han har sat en forsvarlig Bom for Venstres Stormløb, han har vakt Højre og samlet det til en energisk Modstand, og han har staaet som en tro Vogter af Kronens og Landets sande Vel.
Det er blevet sagt om Estrup, at han handlede ganske uden Plan, benyttende de foreliggende Forhold paa bedste Maade, men uden Tanke om, hvad han vil gjøre den Dag imorgen. Denne Bebrejdelse er vistnok meget uretfærdig. Vel er det saa, at der i det politiske Liv maa holdes store Pladser aabne til Manøvrering med de vekslende Forhold, men der er ingen Tvivl om, at Estrup indenfor en bred Ramme ved, hvad han vil. Han har aabenbart fra det første Øjeblik, han kom til Styret, været belavet paa at udstede en provisorisk Finantslov, og et der Nødvendighed derfor, viger han heller ikke tilbage for endnu stærkere Vaaben. Man maa imidlertid paa ingen Maade heraf slutte, at Estrup søger Kampen med Begjærlighed; saaledes er det ikke. Vel kan mulig hans ejendommelige Natur nok lide den Pirring, som Kampen medfører, men han synes dog altid at undgaa Strid, og først naar han ikke paa ærefulde Vilkaar kan bevare Freden, tager han med Kraft og Alvor Kampen op.
Estrup er en meget lovlydig Mand, hvad maaske de færreste ville tro om Faderen til Provisoriet; men netop dette viste jo i hvor høj Grad han respekterede Bevillingsmyndigheden, idet han ikke tog en Øre, som ikke begge Ting havde bevilget. Man maa heller ikke tro, at Estrup med Glæde vil se Forfatningen sprængt; han har været en virkelig Ven af vor Grundlov og har med ærlig Vilje villet benytte den; men naar den ved Misbrug kommer i Kollision med Landets Vel, betænker han sig ikke paa at skyde det mindre tilside for at frelse det større.
Estrup er ifølge sin hele Natur utvivlsomt politisk anlagt. Han har en Egenskab, der er meget værdifuld, men som i ethvert Fald herhjemme er saare sjælden. Han kan tie. Fonnesbech truede med Provisoriet, men skrækkede Ingen; Estrup tav og truede aldeles ikke, men han indgød Frygt, og da Timen kom, handlede han hurtig og energisk. I lang Tid nærede Venstre en næsten hemmelighedsfuld Rædsel for Estrups Tavshed, og Spørgsmaalet: „Hvad vil han”, gjorde Partiet nervøst. Nu har det fortaget sig en Del; ti man bliver i Længden ogsaa fortrolig med denne Taktik.
Estrup er en udmærket begavet Mand, med en sjælden energisk og kraftfuld Karakter og med en Sejghed og Udholdenhed, der herhjemme er højst ualmindelig. Han er derhos resolut og myndig, og disse Egenskaber ere mærkelig nok purrede med stor Besindighed og Koldblodighed. Naar Berg sender sine Laviner af Ubehageligheder udover ham, sidder han ganske rolig tænker tilsyneladende paa alle andre Ting; men han hører hvert Ord, rejser sig og svarer, vel undertiden varmt; som hans Natur er til, men altid behersket og uden Bitterhed. Ja, selv naar Højremænd falde ham i Ryggen, aander hans Svar en Hensynsfuldhed og Sindsro, der har overrasket. Han er taalmodig og haster ikke; thi han tror paa sin Sags Sejr og har Tid at vente.
Estrup er en meget god Taler. Han kan, hvad foran er bemærket, lægge en Overbevisningens Varme ind i sit Foredrag, der er meget velgjørende, og uagtet han taler langsomt og overvejende hvert Ord, er der over hans Manerer og Tonefald paa en Gang noget livligt, noget bestikkende og noget bestemt. Han er hurtig og behændig i Replikken, og der er en sjælden logisk Klarhed over hans Argumentation. Han kan være lidt tør og yderst saglig; men han kan ogsaa være bidende, aandfuld og livlig, og hans Tankes Skarphed og Klarhed er ofte slaaende. Han har en ualmindelig smuk og klangfuld Stemme, og naar hans Tale tager Fart er den meget vellydende. Sproget former sig godt for ham, og han betoner klart og korrekt. Han taler i Reglen ikke længe, men er han inde paa finantsielle Sager, hvor han har et mærkeligt Herredømme over Detaillen, kan han tale langt og bredt. Hans Foredrag over Beskatningslovene vare meget lange og omstændelige, men højst interessante og godt funderede.
Estrup har et distingveret Ydre. Han er en smuk Mand med et aandfuldt Ansigt, men navnlig sidder hans Hoved smukt paa den lange Hals. Han har en sjælden stolt Rejsning og kan føre sig trods Nogen. I hele hans Person, hans Gang og Manerer mærker man Manden, den viljestærke, energiske Mand. Paa hans Karakter har endnu Ingen vovet at sætte en Plet, og selv den bitreste politiske Modstander agter denne Ridder uden Frygt og Dadel. Der er heller Ingen, der for Alvor tror, at han af Ærgjerrighed eller personlig Tilbøjelighed beholder sin Plads. Det er bekjendt nok, at det snarere er et Offer, han bringer; men han er en pligttro Mand, og en Gang sat paa den Plads anser han det for sin Skyldighed at blive, saalænge han tror at kunne gjøre Nytte.
Der er noget tilbageholdent, noget indesluttet i Estrups Karakter. Han søger Ingen, og det er vistnok en politisk Fejl, men søg ham op, og man vil møde en aldeles uimodstaaelig Elskværdighed. Mangen Venstremand har i Deputationer gaaet til Estrup med en vis Sky og Bitterhed, men har forladt ham aldeles henrykt over den elskværdige Personlighed.
Estrup er ikke, som Mange tror, adelig. Moderen var en Scavenius og derigjennem ruller der jo ogsaa ungt Adelsblod igjennem hans Aarer; hans Fader var derimod af borgerlig Herkomst. Men han har giftet sig ind i en af de mest ansete Adelsslægter, og et derigjennem beslægtet og besvogret med mange af vore adelige Familier. Selv er han vedbleven at være borgerlig, og de mange Rygter om, at han skulde ophøjes i Grevestanden, have vist sig ugrundede. Han har naturligvis Landets højeste Ordener, men det er en bekjendt Sag, at det var Kongen, der af eget Initiativ og aldeles overraskende for Estrup hængte Elefantordenen om hans Hals.
Man kan dømme om Estrups Politik, som man vil, saa maa man erkjende, at Landet har Grund til at være stolt af saadan en Søn, der har ofret sin Konge og sit Fødeland saa megen Kjærlighed og saa ualmindelige Kræfter. Det er umuligt at sige, hvor lang hans Fremtidsbane som Førsteminister endnu vil blive eller hvilke Opgaver en kommende Tid vil stille til ham; men saameget er sikkert: Han er en historisk Person med en historisk Opgave, og Monrad har sikkert truffet det rette, naar han siger, at da Venstre i Utide hejsede Parlamentarismens Banner, „kaldte den stille Magt ad Estrup, og Estrup kom”.