Den danske Rigsdag/2/19

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

P. G. Philipsens Forlag Kjøbenhavn Den Danske Rigsdag


H Wulff - Den danske Rigsdag.djvu H Wulff - Den danske Rigsdag.djvu/5 385-390

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1948. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1924.

Fonnesbech.

Gehejmeraad. Ejer af Vesterbygaard med Gods. Født den 7de Juli 1817, død den 17de Maj 1880.


I Aaret 1835 indskreves ved Kjøbenhavns Universitet en haabefuld, attenaarig Yngling, Christen Andreas Fonnesbech, Søn af en af Hovedstadens rigeste Handelsmænd. Den unge Mand havde gode Evner og var flittig, saa det var at forudse, at han paa en smuk Maade vilde afslutte sine Studeringer. Det skete ogsaa. I Begyndelsen af 1840 var han juridisk Kandidat med bedste Karakter. Det synes som om han en Tid tænkte paa at bryde sig en Bane ad Embedsvejen; men da nogle Forsøg ikke straks lykkedes, tabte han Taalmodigheden og blev — Godsejer.

Han kjøbte Godset Vesterbygaard i Holbæk Amt, en herlig Ejendom, der dog den Gang var i en meget forsømt Tilstand. Her var noget for den ivrige unge Mand at tage fat i, og han kastede sig ogsaa med Kraft og Energi over sin Opgave. Inden ret mange Aars Forløb vare Affærerne bragte i den skønneste Orden, og blandt Navnene paa Landets dygtige Landmænd var Fonnesbechs indskrevet. Senere forøgede han sit Jordegods med Ejendommen Saltoftegaard ved Slagelse.

Godsernes Drift beslaglagde dog langtfra den arbejdsdygtige Mands Kræfter; han blev hurtig taget i Brug i Sogneraad og Amtsraad og gjorde ogsaa i disse Stillinger Lykke. Men den Medbør, den unge Mand unægtelig havde havt, tændte den slumrende Ærgjærrighed i hans Bryst. Store Vidder aabnedes for hans Syn, og fra de Kræfter, han hidtil med saameget Held havde anvendt, sluttede han, at de slumrende, endnu for ham selv ukjendte Kræfter mulig kunde bære en historisk Fremtid i deres Skjød. Foreløbig maatte han ind i Rigsdagen, og dette Ønske var ikke vanskeligt at faa realiseret for den velansete Godsejer. Den 14de Avgust 1858 stod han da paa Valgtribunen i Slagelse og valgtes med 640 Stemmer mod Journalist N. Hansen, der fik 346 Stemmer.

Det var under Halls første Ministerium, paa den Tid, de Nationalliberale ret vare i deres Flor, og førte en stadig sejrrig Kamp mod Bondevennerne. Der var dog allerede da begyndt at udskille sig nogle „Uafhængige”, som, uden at være noget egentligt Parti, stode udenfor de stridende Parter og snart stemte med den ene, snart med den anden Side. Til disse „Uafhængige” sluttede Fonnesbech sig, og han fik de spredte Elementer konsoliderede i et Parti, hvis Opgave synes at have været at sikre sig en Indflydelse udover den, Tallet gav, ved at holde Sagens Afgjørelse i sin Haand, saa at den Side blev sejrrig, til hvilken det unge Parti kastede sine Stemmer.

Denne Stilling var ret klog, men ikke absolut taknemmelig, idet den vel skaffede Partiet en ivrig Kurtiseren fra begge Sider, men hverken Venskab eller Sympati fra nogen. Det gik imidlertid i Begyndelsen, og Fonnesbech fik virkelig Indflydelse. Han valgtes endog til Ordfører for Finantsudvalget, en Stilling, der den Gang var ganske anderledes hædrende, end den nu er, idet den gav Indehaveren et Stempel, hvorpaa der stod at læse: egnet til Finantsminister. Fonnesbech skilte sig med al Ære fra sit vanskelige Hverv, og det syntes, som om Lykken skulde vedblive at følge den unge Jægermester. I 1861 valgtes han til Rigsraadet og gjenvalgtes i 1864, og i 1862 vistes der Landmanden Fonnesbech den Honnør at give ham Præsidentværdigheden ved Landmandsforsamlingen i Odense. Ogsaa den Lykke havde han, i Tide at komme ud af sin højst farlige Mellempartistilling i Folketinget, hvorved han undgik det almindelige Nederlag, der senere blev dette Parti beredt, og som Fonnesbech næppe havde været Mand for at afvende.

Ogsaa i Grundlovskampens Begyndelse tog han en heldig Stilling, idet han var den første Godsejer, der markerede et Standpunkt, som senere beredte Vejen for en Overenskomst mellem de store og de smaa Bønder, hvilket sikkert medvirkede til, at den fra alle Sider velsete Fonnesbech fik Plads i det af Grev Frijs dannede Kabinet. Den 6te November 1865 realiseredes det Løfte, Ordførerposten for Finantsudvalget havde givet: Fonnesbech blev Finantsminister i fornævnte Ministerium.

Det var en vanskelig Opgave, Fonnesbech nu havde faaet, den nemlig, at ordne Landets Finantser efter den ulykkelige Krig og fyldestgjøre de Krav til Statskassen, denne og dens Følger stillede. Den lykkelige Haand forlod ham ikke, og han løfte med upaaklagelig Dygtighed sit vanskelige Hverv. Ministeriet i sin Helhed løste ogsaa sin: at gjennemføre Grundlovsforandringen, og da det træt af Magtens Byrde i 1870 trak sig tilbage, var Fonnesbech endnu rede til at lægge sine Skuldre til: han gik ind i Ministeriet Holstein som Indenrigsminister. I denne Stilling gjennemførte han navnlig en human Lov paa Arbejderomraadet og helligede ogsaa Jærnbaneudviklingen en varm Interesse.

Dog nu havde han naaet sin Lykkes Zenit. Han gjennemførte vel en Fæstelov i en fornuftig Skikkelse, men lagde sig derved ud med sine Standsfæller, og fra nu af saa disse ikke længere venlig paa Godsherren fra Vesterbygaard. Ogsaa de Nationalliberale begyndte at vise sig mindre venlige mod den paa flere Omraader for eftergivende Minister. Men hans Ærgjærrigheds Maal var endnu ikke naaet. Var han fulgt Ministeriet Holstein, da det i Sommeren 1874 trak sig tilbage, vilde han have efterladt et tiltalende Minde fra en niaarig Ministervirksomhed; men dertil kunde han ikke bekvemme sig.

Den 14de Juli 1874 overtog han Konsejlspræsidiet og Finantsministerporteføljen i det af ham dannede Ministerium, hvori blandt andre den farlige Tobiesen ogsaa fik Sæde.

Han var allerede forinden ophørt at være Folketingsmand, idet han undlod at stille sig i 1872 og derved banede Vej for Tauber, der ved dette Valg sejrede i Slagelse med 1010 St. mod 871, som faldt paa den dygtige Knud Petersen. Ved Opløsningsvalget den 14de November 1873, der var hidført ved „Eksperimentet" med Finantslovsnægtelsen, søgte Fonnesbech vel at tilbagevinde Kredsen, men det lykkedes ikke. Lykken var da alt begyndt at vige. Efter en af de hidsigste Valgkampe, vi have oplevet herhjemme, sejrede Tauber paa den stormfulde Valgdag med kun 6 Stemmers Overvægt, idet han naaede 1137 Stemmer, Fonnesbech 1131. Ved det efterfølgende Fællesmaaltid lagde Fonnesbech sin blide mæglende Natur for Dagen ved at udbringe en Skaal ogsaa for Taubers Vælgere, hvilket i den ophidsede Stemning, hvori man var, ikke smagte rigtig.

Det var et overordentlig vanskeligt og farefuldt Hverv, Fonnesbech overtog, da han dannede sit Kabinet. Venstre var den Gang i sin brutaleste Magtbrynde, og Situationen krævede en Mand med store Evner, der baade kunde mægle og om fornødent kæmpe. Her slog hans Evne ikke til. Han kunde vel lavere, vel bringe Konfusion i alle Lejre, men slaa til med Eftertryk og Nytte kunde han ikke, dertil manglede han tilstrækkelig Sympati, navnlig fra Landstingets Side, og tilstrækkelig Karakter. Venstre trumfede i Bordet, og Fonnesbech afvekslende logrede og truede, men det battede ikke rigtig. Ingen troede paa de milde Trusler, den milde Konsejlspræsident i Form af „Advarsler” fremsatte, og samtidig forløb Tobiesen sig Gang efter Gang og forværrede yderligere det betrængte Ministeriums Stilling.

Forvirringen tiltog paa alle Kanter, man tvistedes om en Finantslov, og Alt stundede imod en almindelig Panik. Ministeriet havde ingen at sætte Lid til; ti ingen turde vove Dysten med dette Ministerium til at føre an. — Luften begyndte at blive kvælende. Noget maatte der ske. Og saa skete der ogsaa noget. Finantsloven laa i Fællesudvalg og Udsigterne til en Overenskomst vare alt andet end lyse, — saa hed det pludselig: Ministeriet vil gaa; men det stiller en vedtaget Finantslov som Betingelse. Ret som om det Maal, der saaledes kunde naas, var attraaværdigt for enhver Betingelse, ilede Folketing og Landsting i hinandens Arme, enedes i en Rus om en Finantslov, og — Ministeriet gik lojalt. Ministeriets sidste Træk var godt gjort og vidnede om, at der i det alligevel raadede virkelige politiske Kræfter. Vejen var nu beredt for Estrup, og han lod sig ikke denne Gang hale i Frakkeskøderne.

Fonnesbech trak sig nu tilbage i sig selv, nedbrudt af Helbred og misfornøjet med sin egen politiske Gjærning. Han var i 1874 valgt ind i Landstinget for anden Kreds, men mødte sjælden og tog endnu sjældnere Del i Forhandlingerne. Sidste Gang han havde Ordet var, saavidt mindes, under Jærnbanelovens Behandling; her havde han jo som Minister indtaget et Standpunkt, der ligeoverfor de nye Planer, der nu ere fremme, trængte til et Forsvar.

Fonnesbechs Helbred blev mere og mere vaklende, og den 17de Maj 1880 bukkede han under.

Fonnesbech var en i mange Retninger begavet Mand, der til alle de Stillinger, han har indtaget, medbragte flere væsentlige Betingelser, men paa den anden Side altid manglede en enkelt, ofte den i Øjeblikket væsentligste. Han talte godt og flydende med fuldstændig Beherskelse af sit Stof. Enkelte Gange have hans Bidrag til Debatten hævet sig til Veltalenhed.

Personlig var han overordenlig elskværdig, agtet og afholdt af alle, uden Hensyn til Meningsoverensstemmelse. Han har været i vanskelige og farlige Stillinger, men hans Karakters Hæderfuldhed er gaaet blank og uanfægtet ud af alt. Det er ikke gaaet ham som andre og større Politikere, at der med deres Fald har været Had og Forbitrelse fra mange Sider i Følge. Fonnesbech faldt og medtog alles Beklagelse, ingens Forbittrelse. Over hans politiske Fejl kaster hans Person et forsonende Skær. Han var en brav Mand, hvis Ulykke var, at hans Ærgjerrighed drev ham videre, end hans Evner kunde strække og derved forspildte han for en Del det gode, han uomtvistelig har gjort. Han var en blød, mild og medierende Natur; det skarpe, ru og raa var ham imod, og hvor der skulde tages paa sligt med Jærnhaand, var han ikke Manden. Derfor var han uskikket til at knække et saa brutalt Parti som Venstre; ti selv om hans Ord lovede Kraft, var der ingen, som trode derpaa. Og hvor kunde man ogsaa det, naar Manden med den blide Stemme, det dæmpede Tonefald og Hovedet lidt kælent lagt paa den ene Side truede og advarede.

Vort lille Land har Brug for alle gode Kræfter og der var gode Kræfter i Fonnesbech. Kan det end ikke om Fonnesbech siges, at Landet i ham har tabt en stor Politiker, saa skal det siges, at det i ham har mistet en i mange Retninger dygtig Personlighed, men frem for alt en sand Hædersmand.