Den danske Rigsdag/2/20

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

P. G. Philipsens Forlag Kjøbenhavn Den Danske Rigsdag


H Wulff - Den danske Rigsdag.djvu H Wulff - Den danske Rigsdag.djvu/5 390-395

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1948. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1924.

Frijs-Frijsenborg.

Lensgreve til Frijsenborg. Født den 8de December 1817.


Ved Landstingets Vinduer havde i mange Aar en høj Og statelig Mand sin Plads. Lidt før Møderne toge deres Begyndelse saa man ham komme ind ad Døren og med langsomme Skridt og fornem Holdning begive sig hen paa sin Plads. Undervejs hilste alle ærbødig paa ham, og han besvarede Hilsenerne med et værdigt, lidt afmaalt Nik. Af og til, naar han blev tiltalt, kunde yder gaa et smukt, velvilligt og oplivende Smil over de store Træk, men straks efter antog Ansigtet igjen sit rolige, kolde og lidt livstrætte Præg, der er det ejendommeligt. Han sad støt paa sin Plads og hørte opmærksomt paa Forhandlingerne, kun nu og da vekslende en Bemærkning med sin Sidemand eller kaldt hen i Vinduesfordybningen til en Konferense med en Minister eller en fremragende Politiker. Selv tog han næsten aldrig Del i Forhandlingerne; han rejste sig ved Afstemningen, og saasnart Mødet var endt, forlod han ligesaa langsomt og ligesaa fornemt Salen.

En daglig Tilskuer vilde have set dette gjentage sig Dag ud og Dag ind igjennem Aaringer, men noget ydre Indtryk af, at det var Tingets betydeligste Medlem, vilde han umuligt kunne have faaet. Og dog var denne tavse, alvorlige Mand den samme, paa hvem Danmarks Øjne i kritiske Situationer mere end en Gang har været rettet med Haab og Længsel, dog var den Mand den samme, som Danmark skylder Tak for store Tjenester. Den statelige Mand var nemlig ingen mindre end Landets største Godsejer, den for sin Patriotisme, sit Højsind og sin Offerberedvillighed af alle anerkjendte Lensgreve Frijs til Frijsenborg.

Man vil nu ikke mere faa den smukke Skikkelse at se i Landstingssalen. Uventet og altfor tidlig slog den Meddelelse ned, at Grev Frijs havde nedlagt sit Mandat, og saa hemmelig var denne Beslutning taget og udført, at der i Ministeriet var truffet de fornødne Foranstaltninger til det nye Valgs Udskrivning samtidig med Mandatnedlæggelsen, uden at der var sivet det mindste lille Rygte ud til det nyfigne Publikum om denne Begivenhed. Denne Tilbagetræden var saare beklagelig, og enhver maatte fuldtud samstemme med de smukke Ord, hvormed Landstingets Formand ledsagede Meddelelsen om Mandatnedlæggelsen. Ti om end Grev Frijs kun tog meget ringe Del i det daglige Arbejde, saa forlenede alene hans Nærværelse Tinget paa den ene Side med en Avtoritet og sand Adel, som vel ikke gik bort med ham, men som dog formindskedes følelig, og paa den anden Side med den Tryghed, at man vidste, hvor han var, naar det paa en eller anden Maade gjaldt Fædrelandets Vel.

Grev Frijs tog just ikke tidlig Del i det politiske Liv; han hørte til de Godsejere, der holdt sig noget fornemt tilbage, og han kan vist ikke siges fri for i Begyndelsen at have set paa hele Frihedsudviklingen med nogen Uvilje. I ethvert Fald havde den reaktionære eller dog igjenholdende Retning, der i Pressen havde en saa talentfuld Talsmand i M. Goldschmidt, baade Tilhold og Støtte fra Grev Frijs. Men Frijs har stedse frem for alt været en Lovens Mand, og da nu Friheden en Gang var blevet til paa lovlig Maade, bøjede han sig villig for den og forsonede sig med den. Fra det Øjeblik, han tog Del i det politiske Liv, har der hos ham, mindre end hos mangen anden været nogen Uvilje at svore.

Da Grundejerforeningen dannedes for at stille en Modvægt mod de stærke Frihedslyster, traadte Grev Frijs, saavidt vides første Gang offentlig frem paa den politiske Arena. Saa gik der nogle Aar, hvori man ikke hørte Grevens Navn nævne, uden som Præsident ved Landmandsforsamlinger osv., samt da den i sin Tid meget omdebatterede Navneforandring fra Friis til Frijs blev foretaget.

Ved et Suppleringsvalg den 11te Februar 1858 kom Grev Frijs første Gang ind paa Tinge, idet han blev Medlem af Rigsraadets Landsting. Han sad her i flere Aar, uden at man mærkede synderlig til ham, og midt under den sidste sørgelige Krig, den 14de April 1864 gjenvalgtes han paany til Medlem af Rigsraadets Landsting. Grev Frijs har ogsaa været Medlem af Folketinget, men kun en ganske kort Tid. Ved et Suppleringsvalg i 1865 i Vejle Amts femte Valgkreds stillede han sig til Valg og besejrede Møller A. M. Jensen; Greven fik 638 St., Mølleren 433. Dog allerede ved næste Valg den 4de Juni 1866 havde Greven trukket sig tilbage, og tre meget borgerlige Mænd kæmpede da om Pladsen.

Allerede inden den sørgelige Krig var helt afsluttet, forberedtes den store og sønderslidende Forfatningskamp, der først endtes midt i Sommeren 1866. Det er af det heldige Udfald af denne Kamp, at Grev Frijs har saa store Fortjenester. Som et første Skridt henimod Løsningen af den store Konflikt kan Dannelsen af Oktoberforeningen regnes. Allerede i Sommeren 1865 virkedes der med megen Iver for en Sammenslutning mellem „de store og de smaa Bønder”, en Sammenslutning, der havde til Maal at værne de fælles konservative Interesser. I Oktober stiftedes saa Foreningen, og Grev Frijs viste sig meget virksom for at faa den nydannede Forening ind i en god Gænge. Ved en af de store Fester, der fejredes i Anledning af Landboalliancen, holdt Grev Frijs den bekjendte Tale: „Jeg og mit Hus, vi ville tjene Kongen.” Denne Virkningsfulde Udtalelse slog an, den blev betragtet som et Program, som Greven meget hurtig kom til at indfri.

Den 4de November 1865 kaldtes Frijs til Kongen, og to Dage efter var hans bekjendte Ministerium dannet, i hvilket Mænd som Estrup, Fonnesbech og Leuning havde Sæde. Dette Miuisteriums første og nærmeste Opgave var at bringe Forfatningskampen tilende og befri Landet paa den ene Side fra den ødelæggende Strid og Forbittrelse, Kampen havde affødt, og paa den anden Side fra den Firspandsforfatning, der var bleven vor eneste Arv fra de afstaaede Hertugdømmer. Denne Opgave løste Ministeriet paa en efter Omstændighederne særdeles tilfredsstillende Maade, og Æren herfor maa for den væsentligste Del tilskrives Ministeriets Chef, der personlig førte betydningsfulde Forhandlinger med Modstanderne og særlig skal have været den, der overtalte J. A. Hansen til at stemme for det ændrede Regeringsforslag.

Da den store Kamp var endt og Opgaven løst, tog Ministeriet fat paa Reformarbejdet og viste sig i den Retning meget liberalt. Det var under Ministeriet Frijs, at det jydske Jærnbanenet fuldførtes, og at Valgmenighedsloven vedtoges. Da Ministeriet i 1870 gik af for en tilfældig Afstemning i Folketinget om et underordnet Spørgsmaal, var det mere paa Grund af, at det var træt af Dage, end fordi det manglede den tilstrækkelige Støtte i Rigsdagen.

Den 28de Maj 1870 gik Ministeriet Frijs af og efterfulgtes af Ministeriet Holstein, men næppe 6 Uger efter var Landets Blik atter fæstet paa Grev Frijs. Den forfærdelige Krig mellem Frankrig og Tyskland var udbrudt, og Hertugen af Cadore blev sendt her til Kjøbenhavn for at hverve vor Alliance. Ministeriet havde da den gode Tanke at lægge disse kildne Underhandlinger i Grev Frijs' Haand. Ogsaa denne, den vigtigste Opgave nogen Statsmand kan have, løste Grev Frijs fortræffelig. Den livlige Franskmand kunde ikke rokke den støtte danske Adelsmand, og da saa Slaget ved Wørth kom og aabnede alles Øjne, var enhver Fristelse for os til at kaste os ind i Kampen fjærnet.

Grev Frijs fik derpaa atter Sæde i Landstinget for 10de Kreds, men kun under Kriser lod han høre fra sig. I de Fællesudvalg, der fremkaldtes af Venstres vilde Stormløb, var Grev Frijs en selvskreven Formand. Han ledede disse Udvalg med en almindelig anerkjendt Takt og Ro, og kunde han end i Vendingerne være noget tung, saa var han i samme Forhold støt, og det var den Egenskab, det da kom an paa.

Udenfor den hjemlige Politik har Grev Frijs jævnlig været benyttet til vigtige Statssendelser, og han har altid røgtet sit Hverv særdeles godt og repræsenteret Danmark paa den ærefuldeste Maade. Og i det daglige, det borgerlige Liv har han bragt Ofre som faa eller ingen. Enhver almennyttig Foranstaltning, ethvert Foretagende til Gavn for Landet, ja enhver Virksomhed, der gik i en Retning, som Grev Frijs ansaa for heldig og gavnlig, kunde gjøre sikker Regning paa hans ubetingede og virksomme Understøttelse. I den Grad stod hans Hjærte og hans Pung aaben for enhver Begjæring, at man næsten trykkede sig for i almennyttige Øjemed at henvende sig til ham, fordi man vidste, hvor overhængt han var og hvor umuligt det alligevel var for ham at svare Nej. Han er i Sandhed en grand seigneur i denne Betegnelses mest udvidede, mest indholdsrige Betydning.

Grev Frijs er en smuk mandig Skikkelse med et ægte adeligt Præg. Han er en mild Godsherre og i Omgang behagelig og jævn. Han har den sunde hjærtelige Latter, der jager Fornemheden paa Flugt og forfrisker baade ham og Omgivelserne. Han er et godt Hoved, maaske noget langsom og tung, men desto sikrere, naar hans Tanke er klaret. Veltalende er han ikke; han har vanskeligt ved at forme sine Tanker, og hans hele oratoriske Apparat er ikke heldigt, men kommer han i Affekt og bliver varm, saa kan han tilstrækkelig tydelig og med al ønskelig Klarhed sige sin Mening. Da Venstre i sin Tid rettede en Forespørgsel til Ministeriet om Oberst Mühres Afskedigelse, en Forespørgsel den gamle Balthazar Christensen motiverede med al den Patos, han raadede over, gav Grev Frijs et hvast og overmaade godt Svar, hvori han med Indignationens Varme erklærede ikke at bryde sig „en Døjt” om den Slags Popularitet, Balthazar Christensen havde hængt paa Krogen. Men som sagt, Taler er Greven ikke. Derimod i Samtaler har han baade Tanker og Ord.

Grev Frijs er bleven sammenlignet med Taarnet i Skakspillet. Det er en aandrig og træffende Sammenligning, som Greven meget godt kan være tjent med. Han er ingen livlig „Løber” eller „Springer”; men han er netop det støtte, solide Taarn, der kun gaar lige ud ad banede Veje, men som gjør Virkning, hvor det kommer. Og Taarnet egner sig jo bedst og benyttes mest til at dække Kongen, passer det ikke ogsaa fuldt ud paa Grev Frijs? — Saadanne Mænd og saadanne Adelsmænd som Grev Frijs trænge vi faa haardt til herhjemme. Gid mange ville træde i hans Fodspor!