Den danske Rigsdag/2/40
Matzen.
Professor juris ved Kjøbenhavns Universitet. Født den 28. Decbr. 1840.
Professor Henning Matzen hører til Landstingets yngste Medlemmer, baade hvad Alderen og Rigsdagsancienniteten angaar. Han er en Bondesøn nede fra Angel og blev i 1859 Student fra Flensborg lærde Skole. I 1864 tog han juridisk Attestats med et ypperligt Laud, men fortsatte ogsaa efter Eksamen med Iver sine videnskabelige Studier. Efter i 1867 at have taget Universitetets Guldmedaille for en juridisk Afhandling udpegtes han almindelig som et juridisk Professoræmne, og i 1870 gik Spaadommen ogsaa i Opfyldelse. Senere er han tillige bleven valgt til Medlem af Konsistorium, samt ekstraordinær Assessor i Højesteret. Ved Universitetets Jubelfest i 1879 blev han kreeret til Dr. juris honoris causa. Som Retslærd har han alt vundet sig et anset Navn, og han roses som en flittig, dygtig og meget klar Universitetslærer, der har stillet sig i et godt Forhold til de studerende.
Hans Interesse for det politiske Liv synes tidlig at være bleven vakt; ti alt for adskillige Aar siden var han en skattet og ret ivrig Medarbejder af Pressen. Det var dog først i 1873, at hans Navn for Alvor slog igjennem. Han skrev nemlig den Gang sine bekjendte Artikler i „Dagbladet” om en provisorisk Finantslovs Berettigelse efter Grundloven, og kort efter udgav han disse Artikler i udvidet Form som et politisk Flyveskrift, hvori han altsaa tog Ordet for den nævnte Tanke og begrundede den fra et videnskabeligt Standpunkt.
Dette Skrift gjorde en overordentlig Opsigt, navnlig fordi det Resultat, Professoren var kommet til, stod i absolut Strid med andre Retslærdes; men det kunde paa den anden Side ikke nægtes, at Matzen anførte særdeles gode Grunde for sin Paastand og i det hele klart og dygtig begrundede den. Venstres Had og Forbitrelse imod denne nye Lære og imod dens Apostel, der traadte saa frejdig i Skranken, kjendte ingen Grænser, og det er ikke formeget sagt, at Matzens Navn i hine Dage ligefrem besudledes paa mange af Landets Valgtribuner.
Men ogsaa mange Højremænd stillede sig tvivlende ligeoverfor Paastanden og veg næsten rædde tilbage for den dristige Tanke. Et Par smaa Tilløb, Matzen derefter gjorde paa at komme ind i Folketinget ved Højres Hjælp, mislykkedes straks fordi Højre syntes at mangle Mod til helt ud at kjendes ved ham. Tiden gik imidlertid, Matzen hævdede modig og uforsagt sin Lære, og Omstændighederne kom hans Teorier tilhjælp. I 1877 fik vi den provisoriske Finantslov, og det, at den blev uanfægtet, bragte Stemningen mere og mere over paa Matzens Side. Nu var han utvivlsomt bleven en Mulighed, og da Professor Aagesens pludselige Død berøvede Landstinget en juridisk Kraft, hvortil det absolut trængte, faldt Blikket paa Matzen, og efter nogen Modstræben, lige i første Øjeblik, sluttede Højre sig resolut om ham og valgte ham. Endnu den Dag idag betragter dog Venstre hans Valg som et Slag fra Kjøbenhavnernes Side imod Skattebevillingsretten.
Matzen kom altsaa ind i Landstinget og tog med hele sin virksomme og energiske Natur rask fat. Han viste sig som en særdeles god Taler og afleverede straks nogle Foredrag, navnlig om Universitetets Stilling, der vakte Opsigt ved deres Grundighed og Klarhed. Det var imidlertid givet, at han med sin Fortid og sine Anskuelser særlig maatte komme til at spille en Rolle under de storpolitiske Kampe. Saaledes skete det da ogsaa, og Matzen har paa dette Omraade været en Slags Ordfører for det egentlige Højre og leveret virkelig fortrinlige Indlæg i Debatten. Under den sidste store Konflikt optog han Kampen baade imod Venstre og imod Krieger, og han viste sig at være den førstnævnte Modstander langt overlegen og den sidstnævnte storslaaede Kæmpe jævnbyrdig.
Matzen er allerede en meget betydningsfuld Landstingsmand og meget ivrig i sin Gjerning. Hans livlige Natur faar her ret et Spillerum, og han bevæger sig som en Fisk i de politiske Kombinationers Farvande. Altid virksom, snart i Salen som Deltager i en livlig Debat, snart i Udvalg, i private Konferencer, i Partimøder osv., aldrig træt og aldrig forknyt. Baade hans Frejdighed og hans Virksomhed forplanter sig til hans Omgivelser og river dem bevidst eller ubevidst med. Alene ved det Liv, han skaber og den Beredvillighed til at tage Alt paa sine Skuldre, som udmærker ham, gjør han fortrinlig Nytte. Begyndelsen er saa lovende, at man har Ret til at knytte Forventninger til Fremtiden.
Matzen er et ypperligt Hoved, klar og skarp. Han taler, som sagt, meget godt og formelt smukt. Der er paa en Gang Tankefylde, Klarhed, Aand og Vid. Hans Stemme bærer imidlertid Præg af hans sydslesvigske Herkomst og har bevaret en Akcent, der gjør den skarp og haard, hvilket ofte, vistnok meget imod hans Hensigt, lægger en udfordrende og irriterende Tone over hele Foredraget, saa at det fremtræder langt skarpere, end tilsigtet. Dette fører da atter til bittre Svar og deraf følgende hidsige Sammenstød. Naar man imidlertid bliver lidt mere fortrolig med ham, vil det nok blive klart, at han egentlig er en venlig og velvillig Mand, der paa ingen Maade mener det saa slemt.
Matzen har et meget ungdommeligt Udseende og raske, livlige Manerer. Han ligner med sit robuste Ydre og sit friske, rødmussede Ansigt mere en veltilfreds og velsitueret Landmand end en lærd og forlæst Professor.