Den danske Rigsdag/2/57
N. Rasmussen.
Landvæsenskommissær, Gaardejer i Lisberg-Terp ved Aarhus. Født den 26. Juni 1820.
Gaardejer Niels Rasmussen af Lisberg-Terp er utvivlsomt Venstres egentlige Fører i Landstinget, og han har ogsaa Betingelser, der gjør ham særlig skikket til denne Stilling. Han er en interessant Mand og utvivlsomt en af de dygtigste Bønder paa Rigsdagen. Ovre i Aarhusegnen har han i mange Aar spillet en meget betydelig Rolle og erhvervet sig en stor Anseelse; han har været et særdeles virksomt og dygtigt Medlem baade af Sogneraad og Amtsraad, han har ogsaa paa det landøkonomiske Omraade hævdet sig en Plads, og han var Medlem af Bestyrelsen af Aarhus—Ryomgaardbanen. Men ogsaa Aarhus By forstod at drage Nytte af den flinke Bondes gode Evner og af hans ansete Navn; den knyttede ham til sig snart ved et Bankforetagende, snart ved en Dampskibsentreprise, snart ved en Sparekasses Oprettelse osv. Allevegne gjorde han god Nytte og drog ved sin Indflydelse og sin Anseelse Bønderne med ind i slige Foretagender, naar han ansaa dem for gavnlige og solide. Ingen Bonde der paa Egnen havde og har større Indflydelse end N. Rasmussen, og det ogsaa i Højrekredsene. Dette er forsaavidt mærkeligt, som Rasmussen alt tidlig blev en meget udpræget Partimand, tilmed af radikal Art; men det vidner godt for hans Forstand og hans Karakter, at Højre desuagtet vedblev at have Tillid til ham. Han sluttede sig meget til afdøde Lars Bjørnbak og støttede af al Kraft hin voldsomme Agitation, denne satte i Scene. Rasmussen var med ikke blot paa de egentlige politiske Møder, men ogsaa paa de bevægede Skolemøder, og ofte tog han en livlig og varm Del i Forhandlingerne. De Venstremænd, der have været opstillede paa Valgtribunen i Aarhus, have havt deres bedste og solideste Støtte i ham, baade paa selve Valgtribunen og under den forudgaaende Agitation. Bønderne følge ham trolig og se op til ham som deres Fører.
I 1859 valgtes han første Gang ind i Landstinget og har siden uafbrudt havt Sæde der. De første Aaringer gik noget tungt for ham; han havde svært ved at finde sig til Rette og skaffe sig Indflydelse; men omsider gik det, og i de senere Aar har han indtaget den virkelige Førerstilling. Han har taget levende Del i Lovgivningsarbejdet og baade i Udvalgene og i Salen hævdet sit Standpunkt. Dette gjør han med uomtvistelig Dygtighed, og han har mange Gange aflokket Modstanderne en ærlig ment Anerkjendelse. Han er nemlig et godt og et klart Hoved, og han taler vel for sig. I Reglen lyder hans Tale rolig og dæmpet, han ligesom modererer sig og trænger en gærende Lidenskab tilbage. Hans Lidenskab kan dog nu og da slaa igjennem, og da bliver han bitter, varslende, næsten truende, men helt frit Løb faar Lidenskaben aldrig. Derimod giver han af og til en ædel Varme Tøjlen, og da kan han være ligefrem sympatetisk. Det er interessant at iagttage ham som Taler. Naar han rejser sig veed man, at nu faar man Venstres Ord at høre, og man lytter efter. Det er i det hele ikke vanskeligt at vinde Landstingets Øre, men Rasmussen kan dog gjøre Regning paa det i højere Grad, end de fleste. Den lange, magre, knokkelbyggede Mand med det sygelige Udseende, det stærke Skæg og Haar og de dybtliggende, kloge Øjne ligner meget en fanatisk Sekterer, naar han taler. Han taler langsomt og sindig, men med et vist Eftertryk og med en egen udtryksfuld Gestus med Haanden. Foredraget er iøvrigt ganske jævnt, Stemmen er almindelig, og han taler fuldstændig paa Bondevis uden alle Kunster; men Betoningen er ejendommelig, og han ynder at lægge noget profetisk, varslende over sin Tale. Hans Tanke er altid klar, hans Argumenter jævne og velordnede, men under det hele sporer man en tilbagetrængt Lidenskab. Der kan være noget betagende ved dette, noget, der paa en Gang vækker Sympati og virker uhyggeligt.
Der er ingen Tvivl om, at der paa Bunden af ham gærer en mægtig Fanatisme, men den holdes tilbage af hans Klogskab og hans Beregning. Han er virkelig politisk anlagt, og han forstaar at veje Maal og Midler. Derfor behersker han sig, derfor kan han til Tider fornægte sin Natur og være virkelig moderat. Det var han under Fællesudvalget ifjor, da han af al Magt og med en ærlig Vilje stræbte efter et hæderligt Forlig, og hans varme, varslende Ord under den sidste Finantslovskonflikt, som hans Sygdom iøvrig hindrede ham i at følge igjennem alle Studier, betegnede en Stræben i samme Retning. Han har Magt over sig selv, saalænge hans Klogskab tilraader det, men vee Højre den Dag, han kunde svinge Sværdet og slap sine Lidenskaber løs. Han hører til dem, man kunde finde paa Barrikaderne. Der er ingen Tvivl om, at han er rødere end de fleste, rødere end han tør være ved for sine Meningsfæller. Han hører til de Bønder, der fra Forfædrenes Forurettelser bærer paa et bittert Nag til de højere Samfundsklasser og da særlig til Godsejerne.
Men en betydelig Personlighed er han med rige Evner, en sjælden Karakterstyrke og en rastløs Flid. Han er tillige en alvorlig Mand med et dybt Gemyt og med aandelig Vækkelse i mere end en Retning. Han er stolt over at være Bonde og prætenderer intetsomhelst andet. Hans Klædedragt, Sprog, Manerer og Fremtræden — alt er den jævne Landbrugers. Desværre er hans Helbred ikke godt og har navnlig i den senere Tid været skrøbeligt. Han er en Mand, der med Ære udfylder sin Plads, og som har hjemme i en lovgivende Forsamling. Hans Valgperiode udløber til Efteraaret; men hvis hans Helbred ikke byder ham at stoppe, vil hans Valg være sikrere end nogen andens.
Han er valgt til Medlem af Rigsretten.