Den danske Rigsdag/2/58

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

P. G. Philipsens Forlag Kjøbenhavn Den Danske Rigsdag


H Wulff - Den danske Rigsdag.djvu H Wulff - Den danske Rigsdag.djvu/5 473-475

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1949. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1925.

E. E. Rosenørn.

Kammerherre, Overpræsident i Kjøbenhavn. Født den 7. Novbr. 1810.


Kammerherre Rosenørn er kongevalgt Medlem af Landstinget og har nu været det paa tredje Aar. Han er en Søn af Godsejer Ulrik Andreas Rosenørn og Juliane Marie Schack og er født paa Benzonslund ved Holbæk. I 1830 blev han Student fra Herlufsholms Skole og otte Aar efter juridisk Kandidat med bedste Karakter til begge Prøver. Hans Hu stod til at blive Godsejer, ligesom Faderen, og i 1841 blev han først Medejer og senere Eneejer af det gamle historiske Herresæde Voergaard i Vendsyssel, som han besad indtil 1872. Men ogsaa offentlig Virksomhed lokkede ham, og i 1855 søgte han i Vardekredsen Valg til Folketinget. Han stod ene paa Valgtribunen og kaaredes, ligesom han ogsaa gjenvalgtes i 1858 og 1861, dog hver Gang efter nogen Modstand. Ved Valgene i 1864 og 1865 stillede han sig ikke, men derimod under Grundlovskampen i 1866, hvor han søgte og fik Valg i Hjerting. Siden 1869 har han ikke havt Sæde i Folketinget, idet han ved Valget hint Aar undlod at stille sig.

I de 12 Aar, Rosenørn sad i Folketinget, var han et nyttigt og ganske virksomt Medlem. Han deltog vel sjælden i Diskussionen, men fulgte godt med og udfyldte et ikke ringe Udvalgsarbejde. Skønt konservativ af Fødsel og Opdragelse, havde han dog et liberalere Syn paa mange Reformer, end mange af hans Standsfæller, og den paalidelige og elegante Mand nød en ikke ringe Anseelse. Han valgtes i 1861 af Folketinget ind i Rigsraadet efter Lov af 2. Oktober 1855 og sad her indtil Novemberforfatningens Vedtagelse i 1863. Rosenørn havde den Gang Ord for at være en Mand med et meget sundt og forstandigt Blik; oversaa hans Øje end ikke store Vidder, saa saa det desto skarpere og ædrueligere paa den foreliggende Sag. Det var i det hele et tiltalende Eftermæle, Rosenørn satte sig som Folketingsmand.

I Ministeriet Frijs havde man i fire Aar slidt 3 Kultusministre op: Rosenørn-Theilmann, Biskop Kierkegaard og Provst Aleth Hansen. Man tyede da til den velansete Rosenørn, og den 22. Septbr. 1869 — samme Dag, Folketingsvalgene afholdtes — overtog han Kultusministeriet og forblev i denne Stilling, indtil Ministeriets Afgang den 28. Mai 1870. Som Kultusminister viste han sig som en Mand med et liberalt Syn og med en behagelig Optræden samt en fremtrædende Retfærdighedsfølelse. Det var som Minister at han under Kampen med Venstre udtalte de uforsigtige Ord, der siden i en fordrejet Form have suset om Ørerne paa Højre, og som han ganske sikkert ikke selv har ment i den Forstand, man udlagde dem, de Ord, at Venstre først skulde arbejde sig op til et Flertal, før det havde Krav paa Magten. Venstre blev hurtig efter et Flertal og har siden forgæves gjort det formentlige Krav gjældende.

Da Rosenørn gik af som Minister, betraadte han Embedsvejen. Allerede fra 1862, indtil han blev Minister, havde han været Direktør for Veterinær- og Landbohøjskolen og i denne Virksomhed lagt Dygtighed og administrative Evner for Dagen. To Maaneder efter sin Afskedigelse blev han Overpræsident i Kjøbenhavn, en af de smukkeste og behageligste Embedsstillinger herhjemme. Han overtog atter Direktørposten ved Landbohøjskolen, men afgav dog denne 2 Aar efter, hvorimod han endnu er Overpræsident. Som saadan er han Byens officielle Repræsentant og har i denne Egenskab maattet optræde mange Gange. Han repræsenterer paa en taktfuld og værdig Maade, om hans Taler end ikke ere synderlig aandfulde eller stilrette. Sin øvrige Embedsgjerning udfører han ogsaa samvittighedsfuldt og korrekt, men ogsaa uden den Overlegenhed og Avtoritet, som Stillingen vel egentlig kræver, og uden den ønskelige Energi.

Den 22. September 1879 blev han kongevalgt Medlem af Landstinget, og her sidder han nu som en paalidelig Vogter af de saa stærkt angrebne konservative Interesser. Han taler meget sjælden og da kun kort, men hans Stemning og Stilling kjender man. Hans Stemme vil altid falde der, hvor det hele Samfunds og ikke den enkelte Stands Interesser fremmes. Under den sidste Finantslovskonflikt stod han afgjort paa Landstingets Side, og han var ingen Ven af det afsluttede Forlig. Under Diskussionen hævdede han i en kort Tale Landstingsstandpunktet, og gjorde her meget rigtig gjældende, at vi herhjemme alle vare Venstremænd, saa at selv vort yderste Højre i det frie England vilde regnes for meget radikale Whigger. Rosenørn fylder sin Plads i Landstinget og har hjemme her. Der er i et konstitutionelt Samfund altid god Brug for Mænd af hans Anskuelser og hans Retskaffenhed.

Rosenørn er en ganske velbegavet Mand, navnlig med et sundt Blik; men fremtrædende ere hans Evner næppe. Heller ikke er han nogen energisk eller staalsat Karakter, snarere noget viljesvag. Men han er overordentlig hæderlig med en nobel og ridderlig Tænkemaade, og han er ualmindelig lojal og trofast baade ligeoverfor sin Konge og sit Land. Han er en fin og en elegant Mand med et distingveret Ydre, navnlig et meget smukt Hoved. Der hviler over hans hele Fremtræden et Skær af Fornemhed og Adel, der i vor meget borgerlige Tid tager sig ganske tiltalende ud.

Ogsaa i andre Retninger har man draget Nytte af hans Evner. Han var saaledes Formand for den store Arbejderkommission, og han er Kurator for Vallø og Vemmetofte Stiftelser, samt Formand for det danske Bibelselskab. Han er endelig en højtstillet og meget anset Frimurer.