Den danske Rigsdag/2/59

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

P. G. Philipsens Forlag Kjøbenhavn Den Danske Rigsdag


H Wulff - Den danske Rigsdag.djvu H Wulff - Den danske Rigsdag.djvu/5 476-479

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1949. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1925.

Rosenørn-Lehn.

Baron, Kammerherre og Udenrigsminister. Besidder af Baronierne Guldborgland og Lehn. Født den 28. Mai 1821.


Lensbaron Rosenørn-Lehn har i en Række af Aar taget Del i vort offentlige Liv og har paa forskjellig Maade erhvervet sig virkelige og betydelige Fortjenester.

Han er en Søn af Baron, Kammerherre og Oberst Henrik Christian Rosenørn-Lehn og Christiane Henriette von Barner. I 20 Aars Alderen blev han Student, men han fortsatte ikke den akademiske Løbebane, hvorimod han ved Udenlandsrejser og frie Studier paa forskjellige Omraader erhvervede sig en Kundskabsmasse og en Dannelse, der er langt betydeligere, end de fleste tro. Han blev tidlig en af Landets største og rigeste Godsejere, Besidder af de prægtige Baronier Guldborgland og Lehn med underliggende Godser og Herresæder. Allerede som ung udviklede han en fin Skønhedssands og blev med Aarene en virkelig Kunstkjender og Kunstbeskytter. Paa hans Herresæder skal der findes prægtige Samlinger, der stadig forøges, og som bære Vidne om Ejerens Smag og Kunstforstand. En offentlig Erkjendelse i denne Retning er der ydet ham ved at gjøre ham til Direktør saavel for den kongelige Kobberstik- som for den kongelige Malerisamling, og det erkjendes almindelig, at han udfylder disse Hædershverv paa en smuk og tilfredsstillende Maade.

Den politiske Løbebane betraadte han i 1864, da han valgtes til Medlem af Rigsraadets Landsting. Efter Grundlovsrevisionen i 1866 blev han Medlem af Landstinget for den lolland-falsterske Landstingkreds, og har siden uafbrudt repræsenteret denne. I Landstinget sad han som et stilfærdigt Medlem, der saare sjælden tog Del i Forhandlingerne. Med Opmærksomhed fulgte han imidlertid Sagerne og dannede sig en velfunderet Mening om dem, saa at han aldrig vaklede, naar Afstemningen kom. Han stillede sig altid paa et meget konservativt Stade og var ikke synderlig velvillig stemt for de indgribende Reformer. Fremgang vilde han og det paa alle Omraader, men med Forsigtighed, og han krævede stedse, at Fremskridtet skulde byde det bestaaende Haanden, for at undgaa farefulde Spring i Udviklingen. I den Retning gik stadig hans Afstemninger, og man var følgelig ingensinde i Tvivl om hans Stilling. Men stille havde han, som sagt, holdt sig i Tinget, og det vakte derfor nogen Overraskelse, da han paa sin 49aarige Fødselsdag, den 28. Mai 1870, blev Udenrigsminister i det Holsteinske Kabinet. Man frygtede for, at hans Anlæg ikke gik i den Retning, og man gjorde gjældende, at fra at være en paalidelig Landstingsmand og til at være en dygtig Udenrigsminister — til Tider den vanskeligste og altid den farligste Ministerpost herhjemme — var der et stort Spring. De, der kjendte Rosenørn-Lehn nærmere, saa ham derimod med god Fortrøstning overtage Udenrigsministeriet, idet de mente, at han med sine Kundskaber, sin fine Dannelse, fin Takt og Forsigtighed og sit sunde Blik nok skulde vise sig Posten voksen. Denne Spaadom er gaaet i Opfyldelse, Rosenørn-Lehn har under de hidtilværende Forhold været en meget habil Udenrigsminister. Han har med en Afbrydelse af 4 Maaneder i 1875 været Udenrigsminister uafbrudt siden, altsaa i 11¾ Aar[1], og i den Tid har han fyldt sin Plads. Vel har der heldigvis ikke været særlig Anledning for vort Diplomati til at træde stærkt frem, men der forefalder dog stadig Tilfælde, hvor vort Udenrigsministerium maa gribe ind og paa en Gang vise Takt og Dygtighed, parret med Maadehold, Bestemthed og Værdighed. Dette er ofte sket under Rosenørn, og baade de Smaakævlerier, de undersaatlige Forhold i Slesvig have fremkaldt, og den hidsige svenske Lodskrig ere løste af ham paa en forstandig, hensynsfuld og hæderlig Maade. Udslettelsen af Pragerfredens § 5 kan han ikke bære Ansvaret for. Her staar man overfor den Slags Ting, der vilde være sket, om vi saa havde havt et sandt Geni i Spidsen for vort Udenrigsministerium; men hvad der i den Henseende lod sig gjøre, blev sikkert gjort. Med de fremmede Diplomater her i Byen staar han paa en god Fod, og de siges at ynde ham. Han er ofte en elskværdig Vært for dem, og hans Sprogfærdighed gjør ham til enhver Tid Forhandlingen let. Besindig, som han er, forsigtig og taktfuld stiller han sig vistnok reserveret under vigtige Forhandlinger, vover sig ikke længere frem end nødvendigt og lader sig ikke overliste eller henrive til ukloge Blottelser.

Af det Publikum, der har Berøringer med Udenrigsministeriet og af dettes Embedsmænd er han meget afholdt. Med Rigsdagen har han jo ikke stor Anledning til Berøring, og han taler kun ugjærne og ganske kort, men ogsaa her klarer han sig forstandig, forsvarer sit Budget upaaklagelig og tilbageviser med fornøden Styrke enhver uberettiget Indblanding. Ogsaa de faa Gange, han har givet Rigsdagen fortrolige Meddelelser om vor Udenrigspolitik, har han lagt den nødvendige Takt og Skønsomhed for Dagen. Et Vidnesbyrd om et godt Blik og et rask Initiativ gav han, da han pludselig til almindelig Overraskelse sendte Bille som vor Repræsentant til de forenede Stater i Nordamerika. Valget har alt vist sig godt, og dermed er det Brud paa den diplomatiske Tradition, man bebrejdede ham, fuldtud forsvaret.

Rosenørn-Lehn er en Mand med en god Forstand og et sundt Blik. Foruden ved sin personlige Gjerning gjør han Gavn ved den beredvillige Støtte, han af sin Formue yder almennyttige Foretagender. Han er i høj Grad elskværdig og retsindig, og han passer ved sin ridderlige Karakter og sin trofaste Kollegialitet godt ind i Ministeriet Estrup.

Han er meget agtet og afholdt af alle, og hans personlige Fremtræden er yderst velvillig og human, men Adelsmand er han, og det mærker man. Han hører til de gode Kræfter i Samfundet, til dem, der ere villige til at bringe Ofre for det heles Vel.

Rosenørn-Lehn fører ikke noget Liv, der svarer til hans Stand og Formue. Han lever stille og beskedent, fører ikke Hus, og gjør kun de Fester, hans Embede kræver. Hertil bidrager vistnok en noget sygelig Disposition og et noget melankolsk Temperament, men Hovedgrunden er dog rimeligvis den, at han, den store Godsherre, den rige Lensbesidder lever ugift. De herlige Besiddelser gaa nok i Arv til en Brodersøn.

Foruden sin øvrige Virksomhed er Rosenørn-Lehn tillige Medlem af Direktionen for det Classenske Fideikommis og for det Raben-Lewetzauske Fond, samt Formand for Repræsentantskabet i Kreditkassen for Landejendomme i Østisterne. Alle sine Hverv passer han samvittighedsfuldt og omhyggelig, samt med den mærkelige Bramfrihed, som er denne Hædersmand egen. Han skyr Opsigt, er næsten generet af at blive bemærket, og ynder mest stille og fordringsløst at passe sin Dont. Ogsaa deri sparer man den sande Adel.

  1. Det er saaledes en Fejltagelse, naar der om Estrup er anført, at denne næst efter Hall havde været længst Minister herhjemme. Rosenørn-Lehn har været c. 10 Maaneder længere Minister end Estrup.