Den danske Rigsdag/2/64

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

P. G. Philipsens Forlag Kjøbenhavn Den Danske Rigsdag


H Wulff - Den danske Rigsdag.djvu H Wulff - Den danske Rigsdag.djvu/5 489-492

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1948. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1924.

N. J. Termansen.

Gaardejer af Gammelby i det sydvestlige Jylland. Født den 15. Marts 1824.


Den mærkeligste Bonde, der sidder paa Danmarks Rigsdag, er utvivlsomt N. J. Termansen. Netop fordi han er en Bonde, er han et rent Fænomen. Gaa hen og hør et af de historiske Foredrag, som Termansen nu og da holder i „Dansk Samfund” eller lignende patriotiske eller humanistiske Foreninger, og Du vil slaa Hænderne sammen af Forbavselse og udbryde: „Er det en Bonde? Hvorfra faar han denne Kundskab, hvorfra det historiske Blik, hvorfra denne ejendommelige Gave til at rive med og elektrisere?” Ja, Sagen er nok egentlig den, at Termansen kun ved en Fejltagelse er bleven Agerbruger, og ogsaa skal være det ringe nok, medens hans utvivlsomme Anlæg, hans Lyst og hans Trang ene gaar i videnskabelig Retning, i Retning af den stille og grundige historiske Forskning. Tænk, om han fra Ungdommen af havde været ledet ind paa den Bane, hans Natur anviste, hvilken aandfuld og genial Videnskabsmand havde vi da ikke efter al Rimelighed havt! Nu er han Avtodidakt med alle en saadans Fortrin og Mangler, men han har som saadan bragt det vidt. Hans Liv gaar hen i en stille og flittig Gransken, og hans Værelse heri Kjøbenhavn tyder langt mere paa at være Opholdsstedet for en Lærd, end for en Bonde. Hans Sjæl er i en mærkelig Grad modtagelig for aandelig Paavirkning, og hans Hjærte banker i Takt med de Begivenheder, der i Øjeblikket fængsler ham. Han indsuger og optager Lærdommen i sig, og efter at have retledet den med en ikke ringe kritisk Gave, der veed at sondre Slakkerne fra Guldet, kommer hans sjældne Fortællergave, hans Varme og hans Begejstring til, der uimodstaaelig forplanter sig til Tilhørerne.

Hvad mener man om et Foredrag af en dansk Bonde f. Eks. om Korstogenes kulturhistoriske Indflydelse? Skulde man ikke synes, at dette dog var for dristig en Opgave? Men nej! ikke for Termansen. Med Videnskabsmænd og Professorer som lyttende Tilhørere har han i aandfulde, storstilede Træk løst Opgaven, saa at alle erkjendte, at det var lige saa fortrinligt som overraskende. Ved saadanne Lejligheder kommer der over ham — Bonden i Klædedragt, Manerer og Sprog — Aandens lysende Skær og forskønner yderligere det fine, ædle Hoved, der minder om en af Apostlene. Han er en glødende Patriot og ynder helst at dvæle ved og udmale nordiske Heltebedrifter. Med hvilken Begejstring og virkelig poetisk Kraft har han f. Eks. ikke tegnet Billedet af Læssøe? — Ja, han er i Sandhed en mærkelig Mand, og hvadenten han i Bondekofte gaar bag sin Plov paa Gammelby Marker, eller i Rigsdagen eller som Foredragsholder freder om den jyske Mundart og koketterer med Selvbetegnelsen „A”, saa er han noget andet og noget mere end en dansk Bonde, han er tillige en Aandens og Ideernes Mand med rige Kundskabs Frugter og med et adlet Syn. Han er den stille Forsknings kække, men bramfri Ridder, han er en Aandens Adelsmand i Kofteklæder, men han er ogsaa en Hjærtets Mand — en lykkelig Natur, der har faaet kostelige Vuggegaver.

Der findes Mænd, hvis Perfektibilitet strækker sig over alle de Omraader, de faa med at gjøre, saa at de altid og allevegne ere særlig dygtige. Til dem hører Termansen ikke. Han har kun sit ene, rigtignok vide Felt, men hvad der ligger der udenfor magter han ikke. Han skal være en daarlig Landmand, og han er ikke nogen dygtig Politiker. Han medbringer vel ogsaa her sine Evner, sine Kundskaber og sine Forudsætninger, men hans ideale Syn passer ikke her til den materielle Virkelighed, og hans Modtagelighed for personlig Paavirkning, ofte af uheldig Art, gjør sig her stærkt gjældende. Hertil kommer en Mangel paa praktisk Sans, der hos ham er let forstaaelig, samt en underlig Uklarhed i Opfattelsen, der er mere mærkelig.

Han har siddet i Rigsdagen siden 1858, deraf de 20 Aar i Folketinget, de sidste 4 i Landstinget. I Folketinget repræsenterede han Ribe Amts fjerde Valgkreds — Bække — og hævdede i Begyndelsen fuldstændig uanfægtet sin Plads. I de senere Aar havde den yderlige Radikalisme faaet saamegen Magt i Kredsen, at Termansen ikke længere var til Behag, og navnlig den 25. April 1876 naaede den nuværende Folketingsmand Schelde saa nær ind paa Livet af ham, at hans Fald nu kun kunde anses for et Tidsspørgsmaal. Han blev dog forskaanet for den Tort at falde, idet han i 1878 valgtes ind i Landstinget.

I Folketinget svingede han meget om imellem Partierne; han var først Medlem af „Venstre Centrum”, senere af „det nationale Venstre”, derpaa af Mellempartiet, og, da det gik i Stykker, af Højre. Efter Valget i 1873, ved hvilket han afgjort kæmpede paa Højreprogrammet, sluttede han sig til Schiørrings Adresse, og svingede saa sammen med Schiørring, Steenstrup og Holstein-Ledreborg over i Venstre. Der blev han staaende, saalænge han var i Folketinget, og som Venstremand sidder han nu i Landstinget. Ingensinde har han dog været udpræget, hverken i den ene eller den anden Retning, og han har altid villet forhandle, altid været meget medgjørlig. Han var i sin sidste Folketingsperiode under stærk Paavirkning af Høgsbro.

Termansen talte ikke ofte, men altid saare forstandig og godt. Det var i Reglen enten et kirkeligt eller et humant Spørgsmaal, der kaldte ham frem med nogle ideale og smukke Betragtninger, og en Tid var han i Folketinget en varm Talsmand for Kvaksalverne. Han taler langsomt, overvejende og distinkt, hans Stemme er noget svag, men sympatetisk, hans Foredrag er smukt, og hans Sprog rent, men i udpræget jysk Mundart. Han tager sig ogsaa i Rigsdagen godt ud som Taler, og der er noget hyggeligt og tilforladeligt ved den fine, noget krumbøjede Skikkelse med de ædle Ansigtstræk og de drømmende Øjne. Til enhver Tid høres han med Opmærksomhed, om man end ofte maa ryste paa Hovedet af hans altfor lidet praktiske Livssyn.

Har han end svajet noget om i Henseende til politisk Standpunkt, saa er der et Felt, paa hvilket han til alle Tider har staaet urokkelig fast, det er det nationale. Termansen er en glødende Patriot, hvis Hjærte brænder af Kjærlighed til Danmark. Han har været med til at værne det som Soldat, og han staar nu paa Rigsdagen som en af Fædrelandets varmeste og mest veltalende Talsmænd. Selvfølgelig vil han for enhver Pris have Danmark skærmet mod Fjendehaand, og under Befæstningssagens Forhandling i Landstinget holdt han en glimrende Tale, der ved sin Varme, sin Flugt og sin ægte Patos rev alle med; men selv ved denne Lejlighed sporede man hans Mangel paa virkelig politisk Blik. Han er i Politikken en Fredens Mand, der kun har Landets Vel for Øje og vil, at al Partistrid skal bøje sig herunder. Et smukt og værdigt StandPunkt!

Termansen er en ædel Mand, i lige Grad smykket med Aandens og Hjærtets Egenskaber. Han er i høj Grad idealistisk anlagt, en alvorlig, poetisk og religiøs Natur, stærkt paavirket af Grundtvig. Vor Tids humane Ideer paa saa mange Omraader have ogsaa grebet ham, men de fremtræde i en langt mere afklaret Form end f. Eks. hos Claus Johannsen. — Alle holde af ham og agter og ærer ham, mange beundrer ham. Saameget er vist, at han er en virkelig Pryd for den danske Bondestand.