Den danske Rigsdag/2/63

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

P. G. Philipsens Forlag Kjøbenhavn Den Danske Rigsdag


H Wulff - Den danske Rigsdag.djvu H Wulff - Den danske Rigsdag.djvu/5 487-489

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1949. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1925.

Mads Strandskov.

Gaardejer af Hjærtebjerg paa Møen. Født den 23de August 1823.


Der hører under vore smaa Forhold ikke meget til for at vække Opmærksomhed eller for at naa en vis Art af Berømmelse. Et dristigt Ord, et overraskende realistisk Billede kan ofte være nok til at gjøre det Navn, der hidtil har været ganske fremmed, bekjendt og bemærket i vide Kredse; men den Berømmelse, der herved naaes, er sjælden af en synderlig smigrende Art.

En enkelt Udtalelse bragte en Tid Mads Strandskovs Navn paa alles Læber, rigtignok med en højst forskjellig Betoning. Han var en skikkelig og dristig Gaardmand nede paa Møen, som ingen udenfor Kridtlandet kjendte, men saa kom han ved en af de saakaldte „Folkefester” eller lignende til at bruge et meget drastisk og meget realistisk Billede, der ret egnede sig til at slaa ned i den Kreds, hvori han befandt sig, nemlig at ufolkelige Ministre skulde slaas ned som snivede Heste. Han har vel aldrig villet vedkjende sig denne Gjengivelse af hans Ord, og det er ogsaa rimeligt nok, at Vendingen har været mindre stødende; men saameget turde være utvivlsomt, at Lignelsen med snivede Heste har været overført paa de Ministerier, „Folket” ikke synes om. Udtalelsen fløj i sin plumpeste Form Landet rundt, vakte Opsigt og skaffede Mads Strandskov en vis Berømmelse. De radikale jublede over de dristige Ord, medens de besindige i Landet harmedes over dem.

Det var klart, at nu var Mads Strandskov knæsat af vort Demokrati, nu havde han vist sig værdig til at kaares til Tinge. Da Venstre i 1873 havde nægtet Finantslovens Overgang til anden Behandling og Folketinget derefter blev opløst, stillede Strandskov sig som en rasende Venstremand imod Grev Holstein-Ledreborg, som endnu den Gang var Højremand. Strandskov led dog et afgjort Nederlag, men hans Tid skulde nok komme. Han levede nu nogle Aar paa sin „Berømmelse” og tog ret levende Del i den lokale Agitation, men intet bevinget Ord gik dog senere over hans Læber. Han hørte til dem, der berusedes af Venstres store Valgsejr i 1876, og han troede, at nu var det forjættede Land naaet. Han blev derfor baade skuffet og forbittret, da det viste sig, at Venstre om muligt var længere borte fra sit Eldorado end nogensinde, og den provisoriske Finantslovs rolige Forløb, og navnlig Afslutningen den 7. og 8. Novbr. 1877 beredte ham en virkelig Sorg. Men samtidig modnedes hos ham en sund og forstandig Erkjendelse af, at alt her i Verden krævede sin naturlige Udvikling, og at før „den stille Magt” fik udført sin Gjerning, vilde Venstresagen ikke vinde endelig Sejr.

Da han derfor i 1878 kom ind i Landstinget, var det ikke længere den frejdige og dumdristige Demokrat, der stillede sig i Breschen, men den rolige og besindige Bonde, der var rede til at gjøre et besværligt Arbejde og til at tage en Forhandling op. Dette Omslag kjendte imidlertid det store Publikum ikke, og alle længtes efter at se den forvovne Mads Strandskov, som man i Fantasien havde udmalet sig som en halvvild Buskmand med Lidenskabens og Fanatismens Ild glødende i det mørke Øje. Hvor skuffedes man ikke! Man saa en firskaaren, bredskuldret, kjærnesund Mand med røde Kinder og venlige blaa Øjne, mere lig en rask Sømand end en forstokket Demagog. Der var ikke Spor af noget frygteligt ved ham, snarere noget godmodigt og venligt. Og dette bekræftede sig. Han viste sig at være en sund og medgjørlig Natur, en brav Mand og en fordragelig Modstander.

I Landstinget har han vist sig som en ganske forstandig Mand med et jævnt og ædrueligt Blik paa Forholdene. Han taler sjælden, men sker det, er det baade godt og lidenskabsløst. Venstremand af den radikale Art vil han vel udgive sig for at være, men han synes i Virkeligheden mere at være det af Navn end af egentlig Sympati. Vel er han ogsaa paa andre Punkter end paa Politikken mærket af Nutidens realistiske Strøm, men han er næppe udpræget hverken i den ene eller den anden Retning. I sin Hjemstavn nyder han baade Agtelse og Anseelse, og han har været betroet forskjellige Tillidshverv, som han alle har røgtet med Ære.