Den danske Rigsdag/2/62
Skeel.
Indenrigsminister, Kammerherre, Ejer af Dronninglund Hovedgaard med Gods i Vendsyssel. Født den 22. Februar 1818.
Adelsslægten Skeel er en af de ældste og mest ansete heri Landet. Paa mangt et Blad af Danmarks Historie vil Navnet være optegnet og det ofte med Ære; baade Landet og Kongehuset har i farefulde Tider ud af den Slægt hentet tro og behjærtede Mænd. Et ægte Skud af denne ædle Stamme er Danmarks nuværende Indenrigsminister Erik Vilhelm Robert Skeel. Baade i hans Ydre og i hans Indre sporer man Afstamningen. Lad ham iføre sig Klædedragten for 2 à 300 Aar siden, og han vil være som skaaren ud af hin Tid og kunde for den Sags Skyld godt være en af de historiske Skeeler. Ogsaa i Karakter- og Viljestyrken, i det lidt myndige i hans Væsen, og i den uomtvistelige Dygtighed og Snildhed, han besidder, sporer man nogle af Slægtens Kjendemærker.
Indenrigsminister Skeel er en Søn af Underretsprokurator Jørgen Erik Skeel og Hustru Abrahamine Christiane Budde og er født i Rørby i Holbæk Amt. I 1835 blev han privat dimitteret til Universitetet, og 6 Aar efter tog han juridisk Embedseksamen. Han blev saa Ejer af Hovedgaarden Dronninglund i Vendsyssel og uddannede sig her til en anerkjendt dygtig Landmand. Hans gode Evner og praktiske Blik fik hurtig Anvendelse saavel paa landkommunale som landøkonomiske Omraader; han blev snart en meget anset Mand, der i en ualmindelig Grad forstod at trænge ind i Almuens Tankegang og vinde dens Tillid.
Ved et Suppleringsvalg i Juni 1859 valgtes han første Gang ind i Landstinget, hvor han saagodtsom uafbrudt har havt Sæde siden. Ogsaa af Rigsraadets Landsting blev han i 1864 Medlem. Han var en meget støt og solid Landstingsmand, hvis sunde og praktiske Blik paa Sagerne gav hans Mening en vis Vægt; men nogen betydelig Virksomhed udfoldede han ikke. Naar han havde Ordet, forsvarede han godt men ikke overlegent sin Anskuelse, og skjønt man anerkjendte hans gode Evner, ansaa man ham dog ikke for nogen Kapacitet, derimod vel for en karakterfast Mand, der vidste, hvad han vilde, og hvis hele sejge Natur var en fuldstændig Bølgebryder for Fraser og „folkeligt” Lefleri. Man vidste, at han i Godsejernes Raad havde stor Indflydelse, og dette gjorde, at han fik en Betydning, som man ellers ikke var tilbøjelig til at indrømme hans personlige Evner. Med andre Ord: ingen kjendte Skeel rigtig, før han blev Minister, ingen vidste, hvad Mand han var. Ingen? Jo, dog vel Estrup, siden han opfandt ham. og gjorde ham til Medlem af sit Kabinet, netop under den vanskeligste Situation, vi have havt herhjemme. Men mon det dog ikke snarere var Skeels anerkjendte Mod og Karakter, Estrup havde Brug for, end egentlig Skeels Evner, han stolede paa? Det faar at staa hen, men vist er det, at et mærkeligere Eksempel paa, hvorledes en Mand er vokset med en Situation eller, rettere maaske, igjennem denne er kommen til at udvikle hidtil ukjendte, slumrende Evner, end Skeel som Indenrigsminister, skal man vanskelig kunne paapege.
Nok er det, den 11. Juni 1875 blev Skeel Indenrigsminister, vel ikke just til Forbavselse for alle, men uden Forventning fra nogen, med Hensyn til Dygtighed som Fagminister; thi hans Karakter vidste man nok vilde afstive Ministeriet. Nu har han været Minister i over syv Aar, og nu erkjende selv hans ivrigste Modstandere, at han har vist sig som en saare dygtig Mand, der fuldtud har været Pladsen voksen. Hans Venners Dom lyder paa, at han ikke blot er en af de dygtigste Indenrigsministre, vi have havt herhjemme, men overhovedet en af de perfektibleste Ministre, vi have kjendt. Han, der, før han blev Minister, kun med Besvær tog en Diskussion op, han fører den nu ikke blot med Lethed, men ofte med virkelig Overlegenhed. Altid slagfærdig, altid klar og med en Række af Argumenter til Raadighed tager han Kampen op med hvemsomhelst og bringer som oftest den logiske Sejr hjem. Da Venstre angreb ham i to Forespørgseler i Anledning af hans Foranstaltninger ligeoverfor Kvægsygen, slog han et sandt Dommedagsslag mod Angriberne og ødelagde dem aldeles. Erkjendelsen heraf var saa almindelig, ogsaa i Modstandernes Rækker, at man maatte gribe til en perfid Benyttelse af rene Ubetydeligheder for at frelse Skinnet.
Skeel har paa flere Omraader lagt et friere Syn for Dagen end sine Forgængere og vist et Mod, der langtfra er almindeligt. Hans Husmandskreditforeningslov og flere andre af hans Forslag bærer Vidne herom. Han er en særdeles dygtig administrativ Embedsmand og har baade i sine Kontorer og i Rigsdagen tilkæmpet sig en Avtoritet, der ikke længere bestrides. Men foruden at være en ypperlig Fagminister er han tillige et udmærket Medlem af selve Ministeriet, navnlig under kritiske Situationer. Han passer fortrinligt til Estrup. Ingensinde forlader hans Ro og Sindighed, hans Mod og Karakterstyrke ham. Med et praktisk Blik udmaaler han Modstanderens Midler og Plan, og med en urokkelig Energi og Sejghed bekæmper han begge Dele. Der er ingen Tvivl om, at han i Ministeriet er en af de mindst tilbøjelige til Eftergivenhed, en af dem, der har mest Lyst til at gaa paa. Han ser med sit skarpe, praktiske Blik Følgerne af Venstres Politik, og han holder for, at man netop for det heles Skyld skal gribe rask omkring Nælden. Noget personligt Maal har han ikke, og hans Lyst til at vedblive at være Minister er heller ikke stor, men han anser det for sin Pligt for Landets Skyld at staa fast. Det er muligt, at hans Stivhed og Sejghed nu og da kan gaa for vidt, navnlig naar der kommer personlig Bitterhed med i Spillet, men som Regel er han dog for fornuftig og for praktisk anlagt til ikke at fire, naar han derigjennem kan opnaa noget godt. Det har han vist mange Gange i Rigsdagen, og der har været Tider, hvor han i høj Grad var Venstres Minister, ikke fordi han leflede for dem eller i nogen Maade opgav sit eget, men fordi han havde Mod og Dristighed til Reformer paa Omraader, hvor andre vare vegne tilbage. Havde han ikke Provisoriet hvilende paa sig og var han ikke Medlem af det nuværende Kabinet, vilde han rimeligvis endnu være Venstres velsete Mand; ti han har ikke faa Egenskaber, der netop tiltaler, i alt Fald den jydske Side af Oppositionen. „Jyllands Minister” har han jo ogsaa været kaldt. Hans Kamp med Børsoppositionen, hans Virken for Landbruget og for Samfærdselsmidlernes Udvikling vil altid sikre ham Sympati hos vor Landbostand, og ogsaa den mutte, støtte og sejge Personlighed tiltaler den. Men Venstres Drømme vil han aldrig opfylde, og det buldrende Demokratis Ridder vil han til enhver Tid frabede sig at være.
Skeel er en praktisk anlagt Mand med et virkelig politisk Blik. Han har en fin Næse og en ikke ringe Menneskekundskab, og der skal en forslagen Mand til at narre ham. Han er sindig og rolig, sejg og energisk og meget viljestærk. Der gives enkelte lykkelige Naturer, som ere i Besiddelse af den heldige Egenskab, at hvor man saa sætter dem i Verden, blive de meget dygtige Mænd. Til dem hører Skeel; man kunde have givet ham, hvilken Gjerning man vilde i Livet, og han var blevet til noget udover det almindelige. Som Landmand kom han til Jylland under fremmede og ukjendte Forhold; men snart havde han afluret Befolkningen dens Ejendommelighed og tilegnet sig den, og snart blev han en søgt og anset Mand, ogsaa fordi han blev en af „deres egne”. Ganske paa samme Maade er det gaaet ham i Politiken og som Minister. Den paafaldende Brugbarhed har overalt gjort sig gjældende. Men stiv kan han som sagt være, og saa er han ikke til at rokke. Det har Kjøbenhavns Børs og da særlig en af dens Matadorer faaet at mærke.
Til Efteraaret skal han paa Valg, men ligesom man ikke godt vilde kunne tænke sig Ministeriet Estrup uden den trofaste og kollegiale Skeel, saaledes vilde man heller ikke kunne tænke sig Landstinget uden den energiske og konservative Mand.
Han er Patron for Roeskilde adelige Jomfrukloster og Medlem af Bestyrelsesraadet for den almindelige Brandforsikring for Landbygninger.