Den danske Rigsdag/2/61
Schlegel.
Justitiarius i Landsover- samt Hof- og Stadsretten i Kjøbenhavn. Født den 9. Oktober 1824.
Der har til alle Tider været enkelte Mennesker, hvis rastløse Flid og energiske Arbejdsvilje har sat dem i Stand til at overkomme en utrolig Mængde Ting og derved skaffet dem Anseelse og Betydning. Naturligvis maa saadanne Mænd for at naa i Vejret tillige være gode Hoveder og i Besiddelse af aandelig Modenhed og Dygtighed, men egentlig overlegne Naturer behøver det ikke at være; Arbejdsevnen bliver her den egentlige Løftestang. Ethvert Samfund har altid god Brug for Arbejdsmyrer og vil til enhver Tid paaskønne saadanne. En slig flittig Arbejdsmyre er Justitiarius Schlegel, og det har skaffet ham en saare ærefuld Stilling i vort Samfund. Det er en rastløs og en beundringsværdig Flid, han har udfoldet, og det er utroligt hvad han har kunnet overkomme, saameget utroligere, som han paa ingen Maade gaar let hen over de Sager, han beskjæftiger sig med. Saa langtfra holder han sig til Overfladen, at han endog ynder at trænge ind i Detaillerne, tit paa en noget minutiøs Maade.
Schlegel er født her i Kjøbenhavn og blev i 1842 Student fra det von Westenske Institut. Han kastede sig med Energi over det juridiske Studium og tog i 1848 Embedseksamen. I 1849 blev han Volontær i Justitsministeriet og i 1852 Kancellist. Samme Aar tog han ogsaa den slesvigske juridiske Eksamen. Han blev derefter Protokolsekretær i Højesteret og 1860 Assessor i Landsover- samt Hof- og Stadsretten, og tillige Repræsentant i det almindelige Brandassurancekompagni. I de følgende Aar blev han endvidere Medlem af Administrationen for det Scheelske Fideikommis og fast Censor ved de juridiske Eksaminer samt Formand i Bestyrelsen for Alderdomsfriboliger. Alle disse forskjellige tildels meget omfattende Hverv udførte han med den største Omhyggelighed. I 1872 blev han efter Klein Formand i Sø- og Handelsretten og røgtede ogsaa dette Hverv med Dygtighed, om han end her langtfra hverken i Avtoritet, Personlighed eller praktisk Greb naaede sin ualmindelig talentfulde Forgænger. Samtidig med denne byrde- og ansvarsfulde Stilling fik han følgende andre Hverv at røgte: han blev Formand for Dispachøreksaminationskommissionen, Medlem af Bestyrelserne for Flakkebjerg Opdragelsesanstalt og for Frederik den Syvendes Stiftelse for fattige Fruentimmer af Arbejdsklassen, ekstraordinær Assessor i Højesteret, Kontrolkomiteret ved Kreditkassen for Husejere i Kjøbenhavn, Direktør for det almindelige Brandassurancekompagni, og til disse mangeartede Virksomheder kom endvidere de fleste af de ovenfor nævnte, som han vedblev at udfylde. Vel ombyttede han i 1880 sin Stilling som Formand for Sø- og Handelsretten med den som Justitiarius ved Hof- og Stadsretten, men nogen egentlig Arbejdslettelse var dette dog vist næppe for ham.
Man skulde nu synes, at en Mand, der havde saamange Bestillinger som han, maatte have nok at gjøre, men nej, Schlegel higede efter mere og knyttede da ogsaa til sine andre Gjerninger to Virksomheder, der hver for sig lagde stærkt Beslag paa hans Kræfter. Den ene var som Medlem og senere som Formand for Frederiksberg Kommunalbestyrelse, en Stilling, i hvilken han har udfoldet en dominerende og omfattende Virksomhed, den anden var som Landstingsmand. Det var i 1874 at han valgtes ind i Landstinget, hvor han siden har havt Sæde. Ogsaa her lagde han en Tid sin rastløse Flid og Virkelyst for Dagen, men kom desuagtet ikke til ut spille nogen fremtrædende Rolle. Han deltog i flere Aar med Flid og Interesse i Forhandlingerne, men i det sidste Par Aar synes hans Tilbøjelighed i denne Retning at have været noget i Aftagende. Grunden hertil er vel nærmest den, at Storpolitikken har taget Interessen fangen og kun levnet forholdsvis ringe Tid og Lyst til en Drøftelse af de Reformforslag, man paa Forhaand veed ikke lader sig gjennemføre. Paa det storpolitiske Felt er Schlegel imidlertid ikke Mand for at give Tonen an og her mangler hans Ord fornøden Vægt; det er sagtens i Erkjendelsen heraf, at han nu holder sig mere tilbage.
Schlegel er ikke heldig som Taler. Han har et pibende, ilde klingende Organ, og hvor meget forstandigt der end kan være i hans Foredrag, de ere ikke opsigtvækkende og de rive ikke med. Man maa helst læse ham; ti for et længere Foredrag af ham er det svært at være en opmærksom Tilhører. I Udvalgsarbejderne sporer man altid hans Flid og Omhyggelighed, Schlegel er et meget godt Hoved, men nogen overlegen Natur er han ikke. Han anses for meget ærgjærrig og følgelig ikke til enhver Tid for fuldtud paalidelig. Alle anerkjende hans Dygtighed og Flid, men Sympati for Politikeren Schlegel har kun faa, hvad nu end Grunden hertil kan være. Man har en Følelse af, at han meget godt kunde havne som Minister — ogsaa i et Venstreministerium. Som Minister vilde han ganske vist ogsaa lægge en respektabel Dygtighed for Dagen, men man vilde dog altid mærke og mindes, at det mindre var fremragende Evner, Karakterstyrke eller Sympati, end Flid, parret med en laverende Tendents, han skyldte sin Karriere.