Det religiøse Problem

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

Det Nordiske Forlag, Bogforlaget Ernst Bojesen København Mindre Arbejder


Høffding - Mindre Arbejder.djvu Høffding - Mindre Arbejder.djvu/8 216-224

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1949. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1925.

DET RELIGIØSE PROBLEM.

Tale ved Universitetets Reformationsfest den 16. November 1897.


Den Fest, vi fejre, er helliget Mindet om et af de store Gennembrud i Historien, hvor det, der var forberedt ved Tankens og Samvittighedens indre Arbejde, gennem kraftige Personligheder krævede Ret til at raade ogsaa i det ydre Liv. Reformationen staar som et Vidnesbyrd om, at der paa det aandelige Omraade, ligesom i Naturlivet, kan finde en Udvikling Sted, der fører til nye Livsformer. Herimod strider det ikke, at Reformatorerne væsentligt opfattede deres Værk som en Fornyelse af den oprindelige Kristendom. De staar her, som Renæssancens Mænd i det Hele stod. Man vilde paa alle Omraader en Genfødelse af Oldtiden. I Kunst og i Literatur, i Tænkning og i Naturforskning saa vel som i Religionen beraabte man sig paa Oldtidens Forbilleder. Den nye Kunst inspireredes af Antiken; den nye Filosofi gik i Skole hos Platon, Aristoteles og Lucretius; Kopernikus søgte at skaffe sig Anerkendelse for sine nye astronomiske Teorier ved at beraabe sig paa lignende Forestillinger hos de gamle Pythagoræere, og Atomlæren, der skulde spille saa stor en Rolle i den moderne Fysik og Kemi, fremstilledes først som en Rekonstruktion af den antike Atomistik. Machiavelli har i sine »Discorsi« der forfattedes omtrent samtidigt med Reformationens Udbrud, udtalt Tidens Tendens, naar han siger, at religiøse og politiske Institutioner fra Tid til anden maa føres tilbage til deres Udspring, bedømmes og beaandes ved Sammenligning med dette.

I Ordets absolute Betydning er Genfødelse af en tidligere Tids Tanke eller Tro ikke mulig. Som Historien viser, er Genfødelse i Virkeligheden et nyt Liv. At Fordybelsen i Oldtiden paa Kunstens, Tænkningens og Naturforskningens Omraade ikke bragte det Antike frem igen, men tjente til Forberedelse for nye Former og Retninger, benegtes ikke af Nogen, og det forholder sig heller ikke anderledes paa det religiøse Livs Omraade. Det kunde ikke være anderledes, hvis Livet ikke skulde gaa tilbage. Den Trang, der førte til ny Fordybelse i Oldtiden, var i Virkeligheden en ny Trang, en Trang, der var opstaaet ved, at nye Betingelser og Fornødenheder havde udviklet sig paa det aandelige Omraade.

Lige saa langt som det var fra, at den mærkelige Tid, hvis Minde vi fejre, genfrembragte det Antike og det Primitive, lige saa langt er det fra, at den en Gang for alle skulde have fundet og udtalt Sandheden. »Sandhed du erkendte Fædreneland!« hedder det i vor Reformationskantate. Men Sandheden er stor og omfattende, og ingen Slægt kan finde den for alle Tider. Selve den Sandhed, Reformatorerne erkendte, maa atter og atter prøves efter dens Gyldighed. Det religiøse Problem staar den Dag i Dag, og i langt skarpere og mere bevidst Form end før, i første Række blandt det aandelige Livs Problemer. Det stilles nu paa en væsentlig anden Maade end paa Reformationstiden. Der er kommet nye Elementer til paa Aandslivets Omraade, Elementer, Reformatorerne ikke kendte eller ikke agtede, og som give selve Problemet ny Betydning og stille Vilkaarene for dets Behandling væsentligt anderledes. Det vilde ikke være i Reformationens Aand, om vi vilde lukke Øjnene herfor. Men det vil være i Reformationens Aand, naar vi anstille en Undersøgelse af de Elementer, der — saa vidt vi hidtil kunne se — ere af væsentlig Indflydelse paa det religiøse Liv og den religiøse Tro.

Der gives neppe nogen af de Videnskaber, der ere repræsenterede her ved Universitetet, der ikke vilde kunne give et Bidrag til en saadan Undersøgelse. Jeg skal fra mit Standpunkt fortsætte, hvad to af mine Kolleger have indledet i Taler ved denne Fest. En af mine teologiske Kolleger har talt om den historiske Kritiks Betydning ved Fastsættelsen af den religiøse Tradition, og min astronomiske Kollega har talt om Erfaringsvidenskabens stille, men stadigt voksende Indflydelse paa religiøse Forestillingers Indhold og Betydning.

Der er, saa vidt jeg ser, fire Elementer, som utvivlsomt bestemme den Karakter, menneskelig Livsanskuelse, hvad enten den antager Form af religiøs Tro eller ikke, antager til en bestemt given Tid. De kunne i Korthed betegnes som Overlevering, Iagttagelse, Tænkning og Villie.

Religion bestaar fra Slægt til Slægt som en ærværdig Overlevering, i hvilken den Enkelte uvilkaarligt lever sig ind. Den giver Form og Indhold for Trangen til at forstaa Livet, dets Betydning og dets Opgaver. Et religiøst Problem opstaar, hvad dette Punkt angaar, naar der spørges, hvorfra Overleveringen stammer, hvor vidt man kan stole paa dens Ægthed, og hvem der i Tvivlstilfælde skal afgøre saadanne Spørgsmaal. I vore Dage gælder det her om den historiske Kritiks Forhold til kirkelig Overlevering. Jeg behøver ikke at minde om, at dette Emne netop i de seneste Aar er kommet op ogsaa her hjemme. Et endnu mere brændende og dybtgaaende Spørgsmaal er det, om den Livsførelse, der nu kalder sig med Kristendommens Navn, virkeligt er den samme, som den, der oprindeligt var knyttet til dette Navn. Fra denne Side blev det religiøse Problem rejst her hjemme af vort Folks største religiøse Tænker i Form af det Spørgsmaal: Er det nye Testamentes Kristendom virkeligt til?

Den Iagttagelse og Kundskab, den Enkelte kan vinde, vil nødvendigvis faa Indflydelse paa hans Tro. Den vil bestemme den Maade, paa hvilken han opfatter Overleveringen, — hvad han virkeligt tilegner sig, og hvad han lader ligge, — hvad han tager i bogstavelig Betydning, og hvad han opfatter som blot Symbol. Heri bestaar, hvad min astronomiske Kollega har kaldet Iagttagelsens religiøse Betydning.

Naar jeg stiller Tænkningen som et eget Element i denne Sammenhæng, mener jeg ved Tænkning det aandelige Arbejde, ved hvilket vi blive os Indholdet af vore Forestillinger og det indbyrdes Forhold mellem vore forskellige Forestillinger klart bevidst. Et saadant aandeligt Arbejde foregaar uafbrudt og uvilkaarligt, med større eller mindre Energi. Her rejser sig en hel Række Spørgsmaal. Kunne religiøse Antagelser bevises ad Fornuftens Vej? Den katolske Kirke har ved sin højeste Autoritet slaaet fast, at det ikke blot er muligt at bevise den saakaldte naturlige Religions sandheder (særligt Guds Tilværelse), men ogsaa at føre et Bevis for Aabenbaringens og den ufejlbare Kirkes Nødvendighed. I den protestantiske Verden, hvor den kritiske Filosofi (uden at man kan tilskrive den protestantiske Kirke nogen Ære derfor) gennemgaaende har fortrængt skolastiken, stiller spørgsmaalet sig anderledes. Der spørges ikke om, hvor vidt religiøse Antagelser kunne bevises, men om de kunne gendrives. Naar de ikke kunne gendrives, mener man sig berettiget til at fastholde dem. Herimod rejser der sig dog Indsigelse fra anden Side. Det er en Regel, der anerkendes overalt i Videnskaben, at man ikke skal anvende andre Antagelser og Formodninger end dem, der med streng Nødvendighed fremgaar af de kritisk prøvede Erfaringer; det er ikke nok, at en Sætning ikke strider mod, hvad der kan bevises. Kampen staar mellem disse to standpunkter: fra det ene hævdes Retten til at fastholde, hvad der ikke videnskabeligt kan gendrives; paa det andet hævdes Forpligtelsen til ikke at antage Andet, end hvad der med streng Nødvendighed fremgaa af virkelig Iagttagelse. Fra det sidste standpunkt hævdes, at den Sparsommelighedens Lov, der gælder for videnskabelige Antagelser, ogsaa bør gøre og efterhaanden vil gøre sig gældende paa Troens og Livsanskuelsens Omraade, saa at man vil nærme sig til et Punkt, hvor Erfaringsvidenskaben bliver eneste Grundlag for de Tanker, Mennesket har Brug for i Livets Kamp. At der foregaar en saadan Tilnærmelse, er der ingen Tvivl om. Spørgsmaalet er, hvor langt den vil kunne gaa. En aandfuld amerikansk Filosof, William James, har sagt, at Gennemførelsen af sparsommelighedens Lov paa Troens Omraade vilde føre til Barbari. Derom kunne vi dog Intet vide, da den Tid, hvor der vil kunne blive Tale om Sligt, ligger fjernt endnu, om den nogensinde kommer; skulde den komme, vil den kunne medbringe aandelige Livsbetingelser, som vi nu ikke kunne gøre os nogen Forestilling om. Men foreløbigt staa vi midt i Udviklingen. Erfaringen bringer os stedse nye Ting, ikke mindst paa de Omraader, hvor Livsspørgsmaalene høre hjemme, det biologiske, det psykologiske og det sociale Omraade. Al Tro gælder jo dog Livets, særligt det aandelige Livs Bestaaen, Bevarelsen og Udviklingen af de højeste Værdier, vi har lært at kende. Og der maa stedse kæmpes for Livet, ikke blot for det ydre, materielle Liv, men for at hævde det Liv, der i vore højeste og bedste Øjeblikke staar for os som det eneste Liv, der er værdt at leve. Og her staa vi — trods Alt hvad Erfaringsvidenskaben har bragt — stadigt overfor det Gaadefulde og det Uoverskuelige. Nye Erfaringer fortrænge gamle, nye Synsmaader vise sig nødvendige, og den Maade, paa hvilken vi have lagt os Tingene til Rette, sættes stedse paa nye Prøver. Med Spænding maa netop den, der tillægger Erfaringen en afgørende Betydning for sin Tro, følge den fortsatte Udvikling af Livet uden om os og i os:

Neu ist immer die Erfahrung,
Immer ist dem Herzen bang!

Denne Betragtning fører os over til det sidste, det mest afgørende Element: den personlige Trang og Higen, der er utilfredsstillet ved alt Givet, fordi den gaar ud paa Noget, som Erfaringen kun ufuldkomment lader komme til Raadighed. Gennem Værdibegrebet hænger religiøs Tro sammen med Villien. Vor Tro bestemmes ved, hvad der for os staar som den højeste Værdi, der giver alt Andet Værdi, og ved det Forhold, vi mene at finde mellem Virkelighedens Verden og denne højeste Værdi. Al Værdi beror paa et Formaal, vor Villie med større eller mindre Bevidsthed fastholder. Saa længe der er et Spændingsforhold mellem vor højeste Værdi og Erfaringsvirkeligheden, saa længe er der Plads for et religiøst Problem. Det er ganske vist først og fremmest vor egen Opgave at kæmpe for det højeste Værdifulde — for dets Sejr i os og uden for os; men det religiøse Problem stiller sig med det Spørgsmaal: er det os alene, der kæmpe for det, eller er der Magter og Love i Tilværelsen, der virke i Harmoni med det og i Retning af det? — Det er Reformationens største Fortjeneste, at den har hævdet dette som Grundspørgsmaalet. Reformationen lod den gamle Dogmatik staa, men lagde hele Vægten paa Personlighedens indre Tilslutning. I sin Catechismus major spørger Luther: Qvid est Deus? (Hvad er Gud?) Og hans Svar er: det, hvortil du har fuld Tro og Tillid. Det er ene Hjertets Tillid, der gør Noget til en Gud eller en Afgud (sola cordis fiducia deum pariter atqve idolum facit et constituit); og den rette Gud vil du have, naar din Tro og Tillid er ret og ægte. Luther blev den Mand, han blev, fordi han af egen Erfaring kendte den Angst, der føles i Kampen for Livets højeste Værdier, ikke blot for, om de ville sejre uden om os, men først og fremmest for, om de ville sejre i os selv. Der, hvor Villiens Grænse ligger — indadtil og udadtil — der hævder Villien sig endnu i Form af Tro. Hvad Skolastiken og det romerske Kirkesystem ikke kunde lade komme til Udfoldelse, eller hvad de for hastigt og paa for lette Vilkaar tilfredsstillede, — den Enkeltes indre Trang og Krav til sig selv og til Verden, det stillede Reformatorerne i forste Række. Det er deres store, umistelige Fortjeneste.

Den personlige Trang til Hævdelse af Livsværdierne er den Faktor, som tilsidst bliver afgørende for den Indflydelse, Overlevering, Iagttagelse og Tænkning faa. Den træffer sit Valg mellem Overleveringernes og Iagttagelsernes Mangfoldighed, betoner nogle og stiller andre i Baggrunden, og den hæmmer eller fremmer Tænkningens Konsekvens. Det er det mest urolige Element i det Religiøse. Det er mod den, at Opmærksomheden mere og mere vender sig, fordi der er opstaaet en levende Fornemmelse af, at det er her, Slaget tilsidst skal staa. De gamle Guder, som Slægten har vendt sig fra paa forskellige Stadier af sin Udvikling, ere aldrig blevne gendrevne. Gudedynastier uddø, naar der ikke mere er Trang til dem. Derfor vender Behandlingen af det religiøse Spørgsmaal sig mere og mere fra Spekulationens til Psykologiens Omraade.

Men Menneskets Tendens til at dogmatisere følger let med ogsaa her. Religionspsykologien er endnu meget lidet dyrket. Først langsomt er den Overbevisning bleven almindelig, som Luther — i det mindste et enkelt Sted — saa klart har udtalt. Og efter at den var begyndt at fæstne sig, mente man at kunne antage, at dette afgørende Element, den personlige Trang og Higen, den inderste Vilje, maatte være den samme hos Alle og til alle Tider. Psykologisk Iagttagelse bekræfter ikke denne Antagelse. Der er et Vekselvirkningsforhold mellem denne personlige Faktor og de tre andre Faktorer: Overlevering, Iagttagelse og Tænkning bestemme Trangens Art og Retning, lige saa vel som Trangen igen faar Indflydelse paa deres Udvikling. Saaledes er det nu en Gang paa det aandelige Omraade; det er et Væv, hvor en enkelt Traad ikke kan drages ud, uden at det zitrer i det hele. Det aandelige Livs Elementer indgaa en saa inderlig Forening, at det er umuligt at betragte noget enkelt af dem som uafhængigt og konstant. Det var derfor et uberettiget Haab, naar man mente, ved at bygge paa den personlige Trang som en ensartet og konstant Faktor at kunne opføre en ny dogmatisk Bygning. Problemet er langt mere indviklet end som saa. Vi staa her ved nogle af de zarteste og mest sammensatte psykologiske Spørgsmaal.

Man kan sige, at vor Tids Filosofi bevæger sig henimod at blive en empirisk Personlighedsfilosofi. Ved at arbejde paa det psykologiske, erkendelsesteoretiske og etiske Omraade, — de Omraader, der i den sidste Menneskealder have lagt Beslag paa næsten al filosofisk Interesse, stræber den at vinde Indblik i det aandelige Livs Betingelser og Former, dets Tarv og dets Trang. Man beskylder ofte den realistiske eller positivistiske Retning i Filosofien for at fornegte Personlighedens Ret. Jeg tror omvendt, at ingen Retning anerkender denne Ret med mere Alvor og Oprigtighed end Positivismen. Medens den romantiske Teologi og spekulation meget hurtigt fik sit Personlighedsbegreb færdigt og straks begyndte at bygge sine ofte saa skrøbelige Tankebygninger derpaa, ser Positivismen i Personlighedsbegrebet et Problem, der maa belyses og behandles fra saare mange Sider, — ad alle de mange Veje, den moderne Psykologi benytter for at vinde Forstaaelse af det menneskelige Sjæleliv. Og medens den romantiske Personlighedslære nærede Foragt eller Frygt (snart mere det Ene, snart mere det Andet) for den lovmæssige Natursammenhæng og for de bestemte Betingelser, der bære Alt i Livet, det Højeste som det Laveste, er det den frejdige Tro, der ligger til Grund for den moderne psykologiske Forsken, at Aandslivets Værdi ikke forringes ved, at det er knyttet til bestemte Betingelser og Love. I hin romantiske Fordom rører der sig en hemmelig Vantro. I det personlige Liv er der et uudtømmeligt Omraade for Forsken, og intetsteds er dogmatisk Afslutning betænkeligere. Heldigvis ville Problemerne stedse rejse sig paa ny.

Hvor vidt det nogensinde vil blive muligt at samle alle de Elementer, vi her have omtalt, til en stor og omfattende Verdensanskuelse, der forener Overleveringens Ærværdighed med Tankens Konsekvens, den Rigdom og Lovmæssighed, Iagttagelserne frembyde, med Hjertets inderste Trang, det er et Spørgsmaal, som det er umuligt at besvare. Den eneste Filosofi, den katolske Kirke anerkender, Skolastiken, som den i det 13. Aarhundrede formedes af Thomas Aqvinas, og som den af Dante benyttedes til Ramme og Tankeelement i hans store Digtning, — den kunde for sin Tid yde noget Saadant. Maaske har det kun været muligt paa dette bestemte Punkt i Historien. Maaske vil en Gang mange Traade, der for os synes at løbe i modsat Retning, samles til et vidunderligt Hele, om hvis Natur vi nu ikke kan have nogen Anelse. Hvilken af disse to Muligheder vi holde os til, saa vil det foreløbigt ikke kunne ændre Noget i vor Arbejdsmaade. Vi ville søge at holde vor Horisont aaben, men tillige tage vore Opgaver op der, hvor der virkeligt er et Arbejde at gøre. Der er i den nyeste Tid en idealistisk Retning at spore i den filosofiske Verden. Den er berettiget, for saa vidt den bekæmper den Ignoreren af afgørende Problemer, som Reaktionen mod den romantiske Teologi og Spekulation ofte har ført til. Sin positive Berettigelse vil den kun kunne godtgøre, naar den kan paavise nye Midler til at behandle de gamle Problemer. Men den vil bidrage til at holde Horisonten aaben, saa at de nye Tvivl lige saa lidt formaa at lukke den for os, som de gamle Dogmer have formaaet det. Tanken kan undvære sine Løsninger, men den kan ikke undvære sine Problemer.

For den, hvis Livsstilling fører med sig, at han ikke blot arbejder med Problemerne i det stille Lønkammer, men ogsaa skal føre de Unge paa Vej under deres Stræben efter at finde sig til Rette i Tankens Verden, for ham vil denne Betragtning have sin særlige Betydning. Han vil søge i al sin Færd at forbinde Sansen for den stræbende Personlighed med Overbevisningen om, at Personligheden skal lutres og forædles gennem Arbejdet paa at vinde Sandheden og bøje sig for dens Krav. Han vil ønske at kunne gøre sit Arbejde i denne Aand, og han vil ønske, at denne Aand maa raade i den Højskole, det er hans Ære at tilhøre.