Kampen mellem gamle og nye Tanker. Et Tilbageblik

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

Det Nordiske Forlag, Bogforlaget Ernst Bojesen København Mindre Arbejder


Høffding - Mindre Arbejder.djvu Høffding - Mindre Arbejder.djvu/8 225-243

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1949. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1925.

KAMPEN MELLEM GAMLE OG NYE TANKER.

ET TILBAGEBLIK[1].


Homer kalder Mennesket et Væsen, der ser frem og tilbage. De to Ting hænge nøje sammen, ti for at kunne se frem, hvad der er det Vigtigste, maa man kunne se tilbage, og de Tanker og Stemninger, med hvilke vi se Fremtiden i Møde og berede os til den, ville nødvendigvis — hvad enten vi ere os det bevidst eller ikke — være bestemte ved den Maade, paa hvilken vi opfatte Fortiden. Og imod et Aarhundredes slutning er der særlig Anledning til et Tilbageblik. Ganske vist er Inddelingen i Aarhundreder en rent udvortes og borgerlig Indretning, og hverken den indre eller den ydre Verdens Begivenheder passe ind i den Ramme, denne Inddeling giver. Jeg vil ogsaa her forsøge at paavise, at aandeligt talt begynder vort Aarhundrede, for man i Almanaken begyndte at skrive 18… Maaske vil man en Gang sige det Samme om det næste Aarhundrede; vi, der leve midt i Tiden, kunne ikke vide det, da vi endnu ikke kunne skelne det, der er Begyndelsen til noget Nyt, fra hvad der hører det Gamle til; vi maa naturligvis haabe, at der findes saadanne Begyndelser i vor Tid. Der vil dog ikke være noget til Hinder for at benytte den ydre Anledning, Aarhundredets borgerlige Afslutning giver, til at se tilbage paa den aandelige Udviklings Gang siden der sidst skiftedes Aarhundrede. En mere væsentlig Anledning har jeg for mit Vedkommende faaet til et saadant Tilbageblik ved Afslutningen af et Arbejde over Filosofiens Historie i det sidste Aarhundrede. Det er paa Resultater af dette Arbejde, jeg for en væsentlig Del støtter mig i de Anskuelser, jeg her vil gøre gældende. Men før jeg, støttet til Historien, gaar over til at gøre Rede for, hvorledes vi nu ere stillede med Hensyn til nogle af de vigtigste Problemer paa det aandelige Livs Omraade, maa jeg forudskikke nogle Bemærkninger om Synspunkt og Maalestok for det aandelige Livs Udvikling.

I.

Naar man i det Hele taget anerkender, at der foregaar en aandelig Udvikling, ikke blot hos den Enkelte, men ogsaa i Slægten, saa at lige saa lidt i den indre som i den ydre Verden Alt bliver som det var, saa opstaar naturligt det Spørgsmaal, om der ved denne Udvikling gøres et Fremskridt eller ikke, — om der tabes eller vindes ved de Forandringer, der ske. I Begrebet Udvikling ligger ikke nødvendigvis, at der bliver noget mere Værdifuldt til end der var før, ikke heller, at de vundne Værdier bevares. Der kan tænkes en Udvikling — i Betydning af en lovbestemt Række af Forandringer — som fører til en Tilbagegang ikke blot i Værdi, men ogsaa i Energi.

Paa den ydre Naturs Omraade har man som bekendt i de sidste halvhundrede Aar opstillet og gennemført Loven om Energiens Bestaaen. Fysikerne ere overbeviste om, at der i den materielle Verden ingen Energi opstaar og ingen Energi forgaar, men at Energien ved enhver Forandring og Udvikling kun omsættes i nye Former. Men heller ikke her er Energiens Bestaaen Et med Værdiens Bestaaen, ti man har jo drøftet den Mulighed, at der i vort Verdenssystem kunde indtræde en saadan Fordeling af Varmen, at al Bevægelse og alt Liv vilde høre op, saa at det, der fra vort Synspunkt (og andet Synspunkt have vi nu en Gang ikke) giver Verden Værdi — det, at den kan være Hjemsted for Liv og Aand — dermed vilde være faldet bort.

Hvorledes ere vi nu stillede paa det aandelige Omraade? Jeg skal her ikke komme ind paa det meget omtvistede Spørgsmaal om det aandelige Livs Forhold til Loven om den fysiske Energis Bestaaen. Hvorledes man end stiller sig til dette Spørgsmaal, saa vil der, saa snart man indrømmer, at der foregaar en Udvikling paa det aandelige Omraade, være en naturlig Trang til at spørge, om Energien og Værdien bevares under denne Udvikling eller ikke. Men da Videnskaben om den aandelige Verden ikke, saaledes som Videnskaben om den materielle Verden, er en eksakt Videnskab, kunne vi ikke vente at komme til noget sikkert Resultat. Allerede med Hensyn til Paavisningen af den Energis Bevarelse, der kundgør sig i det aandelige Livs Funktioner, ere vi meget uheldigt stillede. Vi kunne ikke paavise, at der stadigt er samme Mulighed for aandeligt Liv tilstede i Verden. Og selv om vi begrænse Betragtningen til en enkelt Periode, mangle vi Midler til at overbevise os om, at der i Løbet af Udviklingen ikke sættes Energi til eller maaske opstaar ny Energi. Det Spørgsmaal, om der i Løbet af et eller flere Aarhundreder er sket en Svækkelse eller en Bevarelse eller en Forøgelse af Energien, kunne vi ikke med Sikkerhed besvare. Selv om vi nu tillidsfuldt antage, at den Energi, der staar til det aandelige Livs Raadighed, ikke forminskes, saa er dermed dog ikke det Spørgsmaal besvaret, om denne Energi finder Anvendelse paa lige saa værdifuld Maade som tidligere. Sygelig Udvikling kan lægge Beslag paa lige saa megen Energi som sund Udvikling, en Opløsningsproces kan forbruge ikke mindre Energi end en Tilblivelsesproces; Størrelserne kunne være de samme, men Fortegnene forskellige. Selve Bevarelsen af den aandelige Energi vil foreløbigt være af Værdi, da Livets Værdi ogsaa beror paa dets Kraft; men det er ikke den eneste Maalestok. Foruden det aandelige Livs Kraft spørge vi ogsaa om Rigdommen og Fylden af dets Indhold. Jo større og rigere Nuancering, det frembyder, jo flere Forskelligheder og Modsætninger, det formaar at omfatte, des større Værdi tillægge vi det. Men paa den anden Side: kun hvis Aandslivets Indholdsrigdom og Forskelligartethed er forbunden med Evne til at virke med samlet Kraft, er Livet sundt. Meget let kan der blive et omvendt Forhold mellem Kraft og Fylde. I vor Vurdering indskrænke vi ikke Betragtningen til det enkelte Individ for sig alene. Vi betragte kun Aandslivet som sundt, naar den enkelte Personlighed staar i nøje Sammenhæng — som givende og modtagende — til Samfundet, Slægten. Vi vurdere en Periodes Aandsliv efter den Kraft og Selvstændighed, den enkelte Personlighed kan besidde, uden at det aandelige Fællesskab med andre Personligheder derfor brydes. Det er en ulykkelig Tid, ikke blot naar der mangler Kraft eller Fylde hos det enkelte Individ, men ogsaa naar der mangler Fællesskab, Forstaaelse og harmonisk Vekselvirkning mellem Individerne indbyrdes. Naar de Tanker og Følelser, der bære Livet, blive helt forskellige hos de forskellige Individer, træder Ligegyldighed og Foragt i Stedet for sympati; der mangler Glæden ved at give og Glæden ved at modtage. Netop de mest fremragende Individer, hvis Aandsliv har Betydning for store Kredse, lide herunder; de føle det største Savn, fordi de have Mulighed for at give Mere og modtage Mere end Andre. Man slipper for mange Problemer og mange Sørger, naar man indsnevrer sin Horizont.

Den nyere Psykologi har paa forskellig Maade paavist Muligheden af, at den Energi, det aandelige Liv har besiddet paa tidligere Trin, kan vedblive at bestaa under nye Former paa senere Trin i Udviklingen. Herhen hører først og fremmest det af Spinoza og de engelske Psykologer paaviste Motivforskydningsfænomen. Hvad der først kun har Interesse og vækker Stræben, fordi det er Middel til at opnaa et Formaal, kan blive Genstand for selvstændig Interesse og efterhaanden selv komme til at staa som Formaal. Saaledes kan en Tanke, vi først bøje os for af Lydighed mod en Autoritet, en Tanke, hvis Værdi for os derfor først ene beror paa vor Frygt eller vor Tillid over for Autoriteten, senere ved sin egen Magt, sin egen Begrundelse, staa fast for os, selv om Autoritetsforholdet falder bort. Der kan i Samfundet udvikles Institutioner, som skulle fyldestgøre bestemte Formaal, men som senere hen opretholdes, efter at de oprindelige Formaal ere faldne bort, fordi det viser sig, at de kunne tjene nye Formaal. Saadanne Motivforskydninger foregaa uafbrudt hos det enkelte Individ og i Historien, og uden dem finder man ikke Sammenhæng i Udviklingen. En anden Form, i hvilken Kontinuiteten gennem alle Forandringer kan bevares, er hvad man med Benyttelse af en nærliggende Analogi har kaldt psykisk Kemi. Sjælelige Fænomener kunne indgaa en saadan Forbindelse, at de ikke længere gere sig gældende hvert for sig i deres Ejendommelighed, men lige som smelte sammen til et nyt Fænomen, der er deres fælles Produkt, ligesom Vandet opstaar ved Forbindelse af Ilt og Brint. Glæde og Sorg kunne knytte sig til samme Begivenhed, og Tanken om denne Begivenhed kan da tilsidst være forbunden med en Grundstemning, Vemodet, der hverken lader Glæden for sig eller Sorgen for sig træde frem, men udtrykker dem begge paa en Gang. Her har fundet en Udligning Sted, hvorved de tidligere sjælelige Erfaringer bevares under andre Former. Forskydning og Udligning ere de to vigtigste Maader, paa hvilke den aandelige Energi vil kunne bevares. Men dermed er det ikke sagt, at Værdien er den samme i de nye Former som i de gamle. Ikke blot det sunde, ogsaa det syge Bevidsthedsliv frembyder Forskydninger og Udligninger. Ogsaa i Læren om Sindssygdomme taler man om psykiske Ækvivalenter, saaledes især, hvor Tendensen til epileptiske Anfald faar Luft paa anden Maade, i Form af pludseligt Raseri eller overraskende Stemningsændring. Den ene og samme Sum af Energi, der er til Stede, kan faa Afløb paa mange Maader. Men selv om det kan paavises, at den bevares, er det ikke sagt, at den bevares uden Forandring af Værdi. Ja, Forskydninger og Udligninger gaa stadigt for sig, uden Bevarelse hverken af Kraften eller af Værdien.

Et Punkt er her især af Betydning. Paa et vist Trin af den aandelige Udvikling, Slægtens saa vel som det enkelte Individs, er Instinktets og Autoritetens Enehersken forbi. Synskredsen udvides; der viser sig en større Mængde af Muligheder og Retninger baade for Tro og for Handlen. Hidtil havde Verden været begrænset, og der havde kun frembudt sig en eneste Maade at opfatte Livet paa og en eneste Maade at leve det paa. Nu slaas Dørene op til den uendelige Verden med dens mange Synspunkter og Livsretninger. Kan nu Kraften, Trygheden og Inderligheden bevares, naar Indholdet bliver saa meget des rigere? Kan det aandelige Fællesskab bevares, naar saa mange Retninger i Tro og Liv faa deres mere eller mindre frie Spil? — Det var et Spørgsmaal, som først Renaissancens og senere Oplysningens og Revolutionens Aarhundrede stillede. Det er et Grundproblem, der under forskellige Former strækker sig hen igennem den nyere Tids Tænkning lige fra Renaissancens Tid til vore Dage. Renaissancen selv stillede ikke Problemet; den var saa optagen af det Nye og Store, den opdagede, at den ikke følte Problemets Brod. Oplysningens Tid var ligeledes saa optagen af sin Kritik og sin Fornuft, af at skyde det Gamle til Side og føle Glæden ved den kritiserende og prøvende Fornufts Brug, at den ikke tænkte paa, om der ikke ved Bruddet med Instinkt og Autoritet var gaaet Noget tabt, de nye Former for aandeligt Liv ikke vilde kunne erstatte. Selv om Kontinuiteten i Udviklingen kunde paavises trods alle Renaissancer og Revolutioner (ligesom Geologien mener at kunne paavise Kontinuiteten i Jordudviklingen trods alle Jordrevolutioner), og selv om det kunde paavises, at den samme Energi, der ytrede sig i Instinktets og Autoritetstroens koncentrerede Form, nu ytrer sig i mere spredt, fordelt og nuanceret Form, saa er det jo ikke sagt, at disse forskellige Ytringsformer ere lige meget værd. Den paa mange Punkter fordelte, i mange nuancerede Former fremtrædende Kraft har maaske ikke paa noget Punkt den Mulighed for at optræde samlet, den Koncentrationens Sikkerhed og Vælde, som den havde under den gamle Tingenes Orden. Bliver Livet ikke mattere under Udviklingens Gang, ikke fordi der forsvinder Kraft, men fordi den fordeles og nuanceres, — ligesom Fysikere tro, at vort Verdenssystem en Gang vil stivne, fordi Energien er fordelt, saa de store Rytmer i Verdensprocessen ikke mere bliver mulige?

Det er Problemet. Og naar vi nu tage vor Tidsbetragtning op, finder jeg det ejendommeligt for vort Aarhundrede, at dette Problem er blevet følt og stillet. Og vort Aarhundredes Begyndelse maa sættes der, hvor Problemet først optræder. Men saa maa vi forlade Almanakens Grænser; ti Problemet stilledes først af Rousseau, Lessing og Kant. De vare de Første, som paa en Gang følte hele Berettigelsen af den moderne Kritik og af Horizontens Udvidelse, og tillige saa det som et stort Spørgsmaal, hvorledes den Revolution i det aandelige Liv, der stod for Døren, skulde kunne foregaa saaledes, at Livets Sundhed og Inderlighed ikke led derunder. De hørte Oplysningens Tid til, samtidigt med at de saa dens Grænser og indsaa Nødvendigheden af at bevare den inderste Kærne i den gamle Tro og den gamle Ordning, selv om Skallerne maatte kastes bort. Med disse tre Mænd begynder det nittende Aarhundrede. De stillede dette dets egentlige Problem.

II.

Den filosofiske Tænknings Historie i det forløbne Aarhundrede frembyder Træk, der godtgøre, at Problemet stadigt er blevet følt af en hel Række af fremragende Aander, saa at det med Rette kan kaldes vor Tids Problem.

Filosofien kan — især fra et historisk Synspunkt — betragtes paa to forskellige Maader. — Filosofiske Ideer kunne for det Første betragtes som Symptomer paa, hvad der rører sig i Tiden. Hvad der hos de Fleste kun bevæger sig som dunkel Følelse og uvilkaarlig Trang, det former sig hos Filosofen til en Ide, ligesom det hos Digteren former sig til et Billede. Driften til at forme i klare Tanker, hvad der bevæger sig i Sindet, er ejendommelig for filosofiske Naturer. Vi se derfor ofte i Filosofiens Historie Ideer komme frem, som vedkommende Tænker ikke selv formaar at give fuld Begrundelse af; de stikke for første Gang Hovedet ind i Tilværelsen, dukke fra Erfaringernes Kaos og de uvilkaarlige Tendensers dunkle Verden op i Tænkningens Dagslys, og deres første Form er derfor ofte ufuldkommen og uden fast Begrundelse. Først senere kan det forstaas, hvorledes de hænge sammen med Tidens og Udviklingens hele Vilkaar. — Paa den anden Side er Filosofien Forsøg paa videnskabelig Behandling af uundgaaelige, bevidst stillede Problemer. Fra dette Synspunkt falder Vurderingen af en Filosofi ofte helt anderledes ud end fra det første; men enhver betydningsfuld filosofisk Bestræbelse vil frembyde Elementer af begge Arter. Og der er desuden aabenbart en indre Forbindelse mellem Filosofien som Symptom og Filosofien som Videnskab. Fælles for begge Sider er, at Filosofien er den menneskelige Aands Stræben efter bevidst Klarhed angaaende sit Væsen og sine Livsvilkaar; Filosofien er videnskabelig Selverkendelse.

I denne Sammenhæng vil jeg dog især benytte det første Synspunkt. Jeg finder det et mærkeligt Tidens Tegn, at det af Rousseau, Lessing og Kant rejste Problem strækker sig under forskellige Former gennem hele Aarhundredets Tænkning. Atter og atter kommer den Tanke frem: Vi have forladt Instinktets og Autoritetens trygge og faste Grund; Kritiken og Analysen har gjort sit Værk, et Værk, der ikke kunde holdes borte og heller ikke igen kan gøres ugjort; men af Kritik og Analyse kunne vi ikke leve, da Livet stedse kræver positivt Indhold og fast Grund under Fødderne; der maa da naas frem til et nyt Stade, der forener det førstes positive Kraft med det andets kritiske Alsidighed og Bevægelighed! Hvis dette ikke er muligt, saa er Livet i Opløsning. Vi kunne ganske vist endnu en Tid lang tære paa Eftervirkningerne fra den instinktmæssige og troende Barndomstid; men denne Kapital vil tilsidst blive opbrugt, dersom ikke nye positive Former udvikle sig. For at bruge et Billede, som Renan har brugt i sine »Barndomserindringer«: Efter et Sagn fra Bretagne blev der en Gang ved en Baads Kæntring nedsænket en Kirkeklokke i Havet. I stille Vejr — fortælles der — kan man endnu høre dens Klemten fra Havbunden. Saaledes høre vi endnu Tonerne fra den Tid, der var forenet i fælles og kraftig Tro og i naiv Tillid til Livet; men vil Klangen ikke en Gang dø hen? ville vi ikke fjerne os saa langt fra dens Sted, at dens Toner ikke kunne høres?

Det var Rousseau, der først for Alvor rejste Problemet, ikke blot i sine bekendte Paradokser, men i alle sine Skrifter, i sin inderste Tankegang. Han gennemzitredes af det, blev et Offer for det. Han blev hjemløs, fordi han hverken delte de Konservatives Glæde over det Bestaaende eller Encyklopædisternes Glæde over den nye Oplysning. En lignende Stilling indtog Lessing over for Ortodokse og Rationalister i Tyskland, og Kant over for Dogmatismen og Skepticismen. Begge ere de — især Kant — paavirkede af Rousseau. Ingen af disse Mænd vilde tilbage til det Gamle, saa lidt de vare tilfredse med det Nye. De ventede — hver paa sin Vis — det tredie Rige. Kant, den største Tænker af de tre, har tydeligst formuleret sit Forhold til de to Retninger, fra hvilke der var at tage Afstand. Han forkastede ligesom Skeptikerne de dogmatiske Systemer, men han gjorde det ikke blot gennem negativ Kritik. Han søgte at forstaa, hvorledes Systemerne kunde blive til, forstaa den aandelige Trang og Evne, som fik Luft i dem, og som kunde blive ved at leve, selv om den fik Luft paa anden Maade. I denne Tilbagegaaen fra de færdige Systemer til deres første Motiver og i denne Undersøgelse af, hvor vidt disse Motiver kunne vedblive at virke under andre Forhold og paa andre Maader, finder jeg Kants største Gerning. Derved blev paa en Gang Kontinuiteten med Fortiden reddet, og Udsigten til Fremtiden holdt aaben. Kant har derved stillet hele Aandsvidenskabens Program. Vi lære Menneskeaanden at kende gennem dens Værker. Men de færdige Værker, de fuldt udførte Trosformer og Tankesystemer blive let en død Skat uden Forbindelse med vort eget Liv og derfor ubrugelige for dette. Derfor maa vi trænge ind til de Krafter, der have frembragt Værkerne, for at se, om de endnu staa til vor Raadighed, og for at se, paa hvilke Vilkaar de nu maa virke.

I det Aarhundrede, der er gaaet efter Rousseau, Lessing og Kant, kan der paavises to Hovedretninger i den filosofiske Tænken. Den ene kalder jeg Romantiken, den anden Positivismen. Den ene søger Problemernes Løsning ad spekulationens og Kontemplationens Vej, den anden gennem Konstatering af Kendsgerninger og Refleksioner over Kendsgerninger. De staa skarpt imod hinanden, da de tage deres Udgangspunkt ved de modsatte Grænser for Erkendelsen. Den ene vil stige ovenfra ned, den anden nedefra op. Men det skulde da gaa underligt til, om de slet ikke mødtes. Og en nærmere Undersøgelse viser da ogsaa, at begge Retninger, hver paa sin Maade, følge Kants Program for Aandsvidenskaben. Karakteristisk for begge Retninger er en dyb Forstaaelse af Middelalderen og i det Hele af tidligere Tiders Aandsliv, en Utilfredsstillethed, maaske endog en Uvillie ved den blotte negative Kritik, og Udblik til en ny Tid, da positiv Fylde og kritisk Refleksion, fælles Grundsyn og individuel Frihedstrang ikke længere skulle staa fjendtligt over for hinanden. Gennemgaaende opfatte de da ogsaa den nærværende Periode som en Overgangstid, en Brydningens Tid, som de ufærdige Begyndelsers Tid. Dog have — mærkværdigt nok — Romantikerne større Tilbøjelighed til at anerkende den givne Tingenes Orden end Positivisterne.

I Fichte's Grundzüge des gegenwärtigen Zeitalters (1806) finder Læren om de tre Stadier maaske sit klareste og mest energiske Udtryk. Efter Instinktets og Autoritetens Periode kommer en Periode, der betegnes som den tomme Friheds Periode, hvis Karaktermærke er »Auf- und Ausklärung«. Glad ved Oplysning og Kritik vender man sig med Stolthed fra Fortidens Mørke. Negation og Egoisme raade. Men Tænkeren ser hen til en ny Tid, hvor en grundigere Videnskab og en højere Kunst vil føre til en ny Livsanskuelse, der lader alle aandelige Fornødenheder, Hengivelsen saa vel som Refleksionen, komme til deres Ret. Omtrent samtidigt betegnede Saint-Simon i Frankrig det 18. Aarhundrede som en kritisk, revolutionær Periode, der nu skulde afløses af en organisk Periode. Hans Disciple generaliserede Modsætningen mellem organiske og kritiske Perioder og fandt den komme igen paa forskellige Punkter af den historiske Udvikling. En organisk Periode er karakteriseret ved Fasthed og Sluttethed i Tro og Tanke, og ved aandeligt Fællesskab. I den kritiske Periode raader derimod Tvivlen og Antagonismen paa Troens og Associationens Bekostning. Medens Fichte er paavirket af Kant, og gennem ham af Rousseau, synes Saint-Simon nærmest at være kommen til sin Opfattelse gennem Refleksioner over Industriens og Videnskabens Udviklingsgang. Paa den videre Udvikling af hans Ideer hos hans Disciple fik Lessings Skrift om Menneskehedens Opdragelse en ikke ringe Indflydelse.

Det vilde blive for vidtløftigt at fremdrage alle de forskellige Former, hvorunder den samme store Tanke fremtræder hos de romantiske og positive Filosofer. — Hegels Tredelinger og hele hans dialektiske Metode ere egentligt opstaaede ved Skematisering af de tre Stadiers Lov. Til Grund ligge — som det ses af Optegnelser fra Hegels Ungdom — Studier over Kultur- og Religionshistorie. Som lykkelige Tider priser Hegel de Perioder, hvor der er Tro paa Tilværelsens Kærne, og hvor fælles Forstaaelse af Livet forener Alle. Subjektiv Kritik isolerer da ikke den Enkelte fra det Hele og gør ham ikke splidagtig med sig selv. Men det var Hegels overbevisning, at det Substantielle i den gamle Tro og i den gamle Tingenes Orden kunde bevares gennem Refleksionens Skærsild, og i sin egen Filosofi mente han at have paavist det. Schleiermacher var mere kritisk, men mente dog at kunne paavise de samme Følelseserfaringer, af hvilke det Væsentlige i den gamle Tro var udsprungen. Ingen af de to Tænkere vilde være ved, at de omdannede Aandslivets gamle Former efter deres Behov. Deri bestaar netop det Romantiske hos dem, at de umiddelbart mene at leve Fortidens Liv om igen. — Inden for Positivismen er først og fremmest at nævne Auguste Comte's Formulering af de tre Stadiers Lov. Den aandelige Udvikling foregaar herefter gennem tre Stadier, det teologiske, det metafysiske og det positive. Det metafysiske Stadium er rent negativt og kritisk; det er en Opløsningsperiode, svarende til hvad Fichte kaldte den tomme Friheds Periode, til hvad Saint-Simon kaldte den kritiske Periode, og til hvad Hegel kaldte de ulykkelige Tider, den kritiske Subjektivitets Perioder. Der er efter Comte et aandeligt Slægtskab mellem den positive og den teologiske Periode; de have hver sin Helhedsopfattelse, og de forbinde den Enkelte med Slægten paa inderlig, organisk Vis. Hos Stuart Mill og Herbert Spencer finde vi lignende Ideer, ligeledes hos Schelling og hos Eugen Dühring. Carlyle er opfyldt af den Tanke, at han lever i en af de mest ulykkelige Tider i Historien, i Kritikens og Mekanismens Periode. Men han er ikke mindre overbevist om, at »de gamle evige Magter leve bestandigt«, selv om ethvert romantisk-spekulativt Forsøg paa at rehabilitere de gamle Former er paa Strudsens Vis at stikke Hovedet i en Busk for ikke at se Tingene som de ere. Han er endog overbevist om, at Fuglen Føniks ikke dør paa Baalet, for saa paa ny at blive til, men at den stadigt er levende, selv om vi ikke høre dens Vingeslag. Han levede paa de tre Stadiers Lov, i Troen paa det tredie Rige.

Romantikerne ere mere tilbøjelige til at tro paa en Identitet af de gamle og de nye Tanker, Positivisterne mere til at opfatte Forholdet mellem det Gamle og det Nye som Ækvivalens. Derfor ere Romantikerne mere konservative end Positivisterne. Men fælles er Overbevisningen om Udviklingens Kontinuitet. Medens Oplysningens og Revolutionens Tid saa ned paa Middelalderen som lutter Mørke og Barbari, anerkende baade Positivister og Romantikere dens store Betydning som organisk Periode. Og medens Reaktionen i det 19. Aarhundrede saa tilbage til Oplysningens og Revolutionens Tid som lutter Forstandshovmod, Vildskab og Negation, saa anerkende baade Romantikere og Positivister saadanne kritiske Perioders Nødvendighed.

III.

Men — kunde man sige — denne Enighed betyder ikke meget, naar de to Retninger ere uenige om, hvorledes det tredie Stadium, det tredie Rige skal være. Her træder en afgørende Modsætning frem. Og desuden: Er Læren om de tre Stadier eller om organiske og kritiske Perioder i rytmisk Skiften anerkendt af Alle? Er der ikke dem, som i dette Punkt hverken ere enige med Romantikerne eller Positivisterne, men som enten mene, at der slet intet tredje Rige behøver at komme, eller at der — selv om det behøves — intet saadant kan komme?

Jeg skal søge at besvare disse Indvendinger, og tager den sidste først.

Skønt en sammenlignende Betragtning af de to Hovedretninger i det sidste Aarhundrede, der kunne betegnes som Romantiken og Positivismen, finder større overensstemmelse, end man paa Forhaand skulde vente, med Hensyn til et saa væsentligt Problem som det, vi her betragte, saa er der dog et andet Træk, der ikke kan Andet end paatrænge sig den, der betragter Aandsudviklingens Gang i vort Aarhundrede. Det er den Maade, paa hvilken Modsætningerne skærpes. Ikke tilfreds med den Anerkendelse og Sympati, baade Romantik og Positivisme lægge for Dagen over for den gamle Tro og den gamle Tingenes Orden, udfolder Autoritetstroen sig i Løbet af Aarhundredet med stedse større Konsekvens og i stedse mere ekstreme Former. Mellemstandspunkter knuses. Inden for den katolske Kirke bortfalder Gallikanismen, Pavens Ufejlbarhed proklameres, og al anden Filosoferen end den, der følger i Thomas Aqvinas' Spor, forkastes. Og ligesom den katolske Teologi gaar tilbage til det 13. Aarhundrede, gaar den protestantiske Teologi tilbage til det 17. Aarhundrede. Fra standpunkter som disse føler man ikke Trang til noget tredie Rige. Det ene Fornødne antages at være traadt ind i Historien en Gang for alle, og al Tidens Uro og Nød udledes af, at man ikke holder sig til det. Med Medlidenhed ser man ned til Filosoferne, der plage sig med at finde Vilkaarene for det aandelige Livs Bestaaen, ligesom de, der staa paa Bredden, se paa de Skibbrudnes Kamp med Bølgerne. Paa den anden Side er der dem, der mene, at Opløsningens Værk, som Renaissancen og Revolutionen have indledet, ikke kan stanses. De glæde sig maaske endog ved Opløsningen og anse Opløsningsprodukterne for Udviklingens højeste Produkt. Kritiken og Negationen have udbrændt Evnen og Trangen hos dem til positivt Liv, til Hengivelse og til aandeligt Fællesskab. De føle ikke Trang til et tredie Rige, og selv om de føle den, saa anse disse »trætte Mænd« det for umuligt, at det kan komme; langt snarere end at hige fremad kaste de sig tilbage i den gamle Tros Arme.

Men over for dette unægtelige Faktum, Modsætningernes Skærpelse paa det aandelige Omraade, maa vi henvise til en psykologisk Lov, som allerede ovenfor blev omtalt: Motivforskydningens Lov. Selv om gamle Former og Traditioner endnu holdes oppe iblandt os, saa vil dog en nærmere Betragtning vise, at der er foregaaet væsentlige Forandringer i det subjektive Forhold, i hvilket Individerne staa til dem. Det er i hvert Tilfælde et stort Spørgsmaal — et nyt Problem, eller snarere en særegen Form for det Problem, vi her behandle — om vor Tids Kristendom er den samme som Urkristendommen, og hvorledes de to forholde sig til hinanden. Tænkere, der komme fra saa forskellige Sider som Schopenhauer, Feuerbach og Kierkegaard, negte det. Kun Blindhed for, hvad der er det Væsentlige i en praktisk Livsanskuelse, kan negte, at her i hvert Tilfælde er et Problem. Og Andet vil jeg foreløbigt ikke hævde. — Hvad Skeptikerne angaar, gælder det at vise, at de forveksle det gamle System med de Kræfter, der virkede til at frembringe det. Kritiken rammer den færdige Bygning, ikke de Hænder og den Energi, der bragte den i Stand. Kun Erfaring kan afgøre, om ikke disse samme Kræfter endnu ere levende, selv om Former og Betingelser for deres Anvendelse nu ere væsentligt forandrede. Skeptikeren bliver selv dogmatisk, naar han negter de nye Muligheder. Der er Kræfter, man kun faar at vide, at man har, naar man bruger dem. Og ligesom Dogmatikeren overser den Forskydning, den Metamorfose, der er foregaaet især i de sidste Aarhundreder, saaledes overser Skeptikeren den Forskydning, der stadigt foregaar iblandt os, og som gør, at ogsaa de kritiske Perioder, naar de komme igen, faa en anden Karakter end forrige Gang. Der er en væsentlig og en karakteristisk Forskel mellem Ludvig Feuerbachs Forhold til Religionen og Voltaires. Saadan Forskydning og Sammensmeltning af Motiver er Historiens store Husraad paa den religiøse og den sociale Udviklings Omraade.

Hvad den nærmere Beskaffenhed af det tredie Rige, den nye organiske Periode angaar, er det intet Under, at Afvigelserne i Forestillingerne ere store. Konstruktion af Fremtidens Tro eller Fremtidens Samfundsorden er umulig. De almindelige Træk, vi kunne angive, — Foreningen af koncentreret Kraft og nuanceret Fylde, af bevægelig Kritik og fast Tro, af individuel Frihed og social Organisation, — ere ikke tilstrækkelige til en saadan Konstruktion. Og desuden ville de stadige Forskydninger hindre, at man paa Forhaand skulde kunne danne sig en Forestilling om det mere fremskredne Livs Former.

Det er efter min Opfattelse ogsaa en Misforstaaelse af Filosofiens Betydning, naar man antager, at dens Opgave skulde være at give en saadan Konstruktion. Det er Filosofiens Sag at være en videnskabelig selverkendelse, at søge Klarhed over, hvorledes vi ere stillede i aandelig Henseende, hvor vidt vort Livs Former svare til det Stade, vi ere naaede til, og hvilke Kræfter der har frembragt disse Former. Filosofen maa være tilfreds, naar han kan bidrage til Løsningen af denne Opgave. Han sympatiserer med Skeptikernes Uro, for saa vidt den virkeligt er en Søgen, og med Dogmatikernes Konservatisme, for saa vidt den virkeligt bevarer noget Værdifuldt.

Jeg for mit Vedkommende har i hvert Tilfælde kun villet konstatere et Problem, ikke give en definitiv Løsning. Men med Problemets Opstilling er ogsaa givet den Aand, i hvilken, og den Metode, med hvilken vi maa arbejde. Jeg skal fremhæve de Punkter, som jeg i denne Henseende anser for de mest væsentlige.

For det Første ligger der i Anerkendelsen af Problemet et Princip, man kunde kalde Ækvivalensens Princip. Hvad der har udfyldt en væsentlig Plads inden for det aandelige Liv, kan ikke falde bort uden Erstatning. Den blotte, Kritik kan ikke være det sidste Ord, naar Livet ikke skal stanse. Det er Aandsvidenskabens Opgave at undersøge, om nye Former for aandelig Energi staa rede til at indtage deres Plads, hvis Virken aftager. Det gælder at udfinde, hvad der giver det aandelige Liv Styrke og Værdi til enhver given Tid. Denne Opgave er — som allerede berørt — langt vanskeligere end den tilsvarende Opgave paa det materielle Omraade. fordi vi mangle en nøjagtig Maalestok, baade for Energien og for Værdien. Men det er en uafviselig Opgave, baade til teoretisk Forstaaelse af det aandelige Liv og til praktisk videreførelse af det. Vi forstaa kun en Personlighed, naar vi se, hvad den drager Næring af, og hvorledes den bruger den Næring, den optager, ligesom vi kun forstaa, hvad der foregaar i en Organisme, naar vi forfølge Omsætningsprocesserne i den, lige fra Optagelsen af Elementer fra Omverdenen til Funktionernes mangfoldige Anvendelse af de optagne Elementer. Vi stave endnu i vor Psykologi paa en Lære om Personligheden, om Betingelserne for, at der danner sig aandelige Centre, og om Betingelserne for deres Sundhed. Her har den romantiske Retning altfor ofte ladet sig nøje med at bestemme Personlighedens Begreb in abstracto og at opstille det som Genstand for Kontemplation, ligesom Platon opstillede sine Ideer. Saaledes som jeg forstaar og hylder den positivistiske Retning i Filosofien, stiler den henimod at finde de Betingelser og Love, det personlige Liv, ligesom alt Andet i Verden, er underlagt. Gennem Eksperiment og Selviagttagelse, ved Benyttelse af fysiologisk og historisk Materiale vil den finde de Love, der sammenholder Livet indenfor det enkelte Individs Bevidsthed, saa vel som de Love, i Følge hvilke Individets Bevidsthedsliv er knyttet til hele Slægtens Liv. Det er saa langt fra, at en realistisk Forsken vil føre til at fornegte Personlighedens Idé, at den netop vil styrke denne Idés Anvendelighed ved at føre til Indsigt i de bestemte Love, Betingelser og Grænser for den. Den romantiske Frygt eller Foragt for den mekaniske Sammenhæng, der nu en Gang er Bærer og Ramme for Alt, hvad der skal kunne bestaa og gøre sig gældende i Virkelighedens Verden, er en af de vigtigste Hindringer for den aandelige Udvikling. Den er selv en hemmelig Vantro, idet den hviler paa den Forudsætning, at det forringer Aandslivets Værdi at være en lovbunden Sammenhæng underlagt. En frejdig Tro paa Personlighedens Idé vil baade medføre Tillid til, at den vil kunne hævde sig under nye Former, og Iver for at undersøge den Tingenes Orden, der kan føre det personlige Liv over fra gamle til nye Former. Idealet for al psykologisk og etisk Forsken er hermed givet. Mod dette Ideal fæster Positivisten sit Blik, naar han vil undgaa at forvirres af Enkeltundersøgelsernes Mangfoldighed. Som ethvert Ideal har det noget Irrationelt, det vil sige: i matematisk Forstand Irrationelt, ved sig: ved vore virkelige Bestræbelser kunne vi kun naa en Tilnærmelse, Bestemmelse af flere og flere Decimaler. Men det er den samme Begrænsning, som al vor Erkendelse er underlagt.

Under denne Bestræbelse for at tilvejebringe Grundlaget for en Personlighedsfilosofi, der kan lære os at skelne mellem de sande og de falske Positioner og mellem de sande og falske Negationer, at opdage det »Organiske« og det »Kritiske« i deres berettigede Former og sondre det fra Surrogater og Forfalskninger, — maa vi være klare over en Ting: at der er saa stor Forskel mellem menneskelige Individualiteter, at de trænge til højst forskellig Næring, og at Værdierne ikke kunne blive ens for Alle. Den virkelige Næringsværdi har kun det, der passer for den bestemte individuelle Personlighed. Man vil ikke kunne faa Alle ind under et fælles ydre Udtryk for Sandheden, naar denne skal være personlig Sandhed for hver Enkelt. Kendetegnet for den personlige Sandhed er, som en dansk Tænker har sagt, at den frembringes paa ny af Individet selv: »Ingen Livsytring har Sandhed, uden deri ligger skabende Selvvirksomheder. Der skal ingen Undskyldning gøres for de individuelle Forskelligheder, som medføre, at Enhver former Sandheden paa sin Maade. Ligesom Livet viser sin Energi i den enkelte Personlighed ved den Fylde af Tanker og Motiver, den formaar at koncentrere om sit ledende Formaal, saaledes er det et Tegn paa, at Livet i Slægten er energisk, naar der fremtræder forskelligartede, hver for sig udprægede Personligheder, som tage Livet og Verden hver efter sin Naturs Medfør. De »kritiske« Perioder indtræde i Historien, naar en forudgaaende »organisk« Sammenhæng er bleven for snever, for tilvant, — naar Synskredsen trænger til at udvides og nye Erfaringer og nye Synsmaader skulle vindes. Da kan Slægtens Fremtid kun reddes gennem de individuelle Variationen Hver enkelt Variation, hver enkelt Nuance af det almindelige Mennesketema betyder Mulighed for nye Erfaringer, nye Udblik og Opdagelser, der kunne komme det fortsatte Liv til Gode. Der udkom i England noget over Midten af Aarhundredet to Bøger, af to af Englands største Forskere i dette Aarhundrede, der hver fra sit Synspunkt talte de individuelle Variationers Sag. Det var Stuart Mill's Bog om Friheden og Darwins Bog om Arternes Oprindelse. Stuart Mill talte den individuelle Friheds Sag, fordi det gjaldt om, at der var saa mange selvstændige Udgangspunkter for Udviklingen som muligt, og Darwin paaviste de individuelle Variationer hos Dyr og Planter som Betingelse for Udviklingen af nye Former. Naar vi i den nyeste Tid saa ofte se Individualiteten blive gjort gældende paa en forceret Maade, naar f. Eks. i Literaturen sære Karakterer og sære Situationer fremstilles med Forkærlighed, saa er det et Tegn paa en Trang og en Sans, som er i Færd med at vaagne, og som kan føre Adskilligt med sig, der ikke er sundt, men som dog kun ved at faa Lov at komme ind under Livets og Erfaringens egen Tugt kan finde sine Grænser. Ikke ved Moraliseren udefra, men ved Tillid til det personlige Livs Evne til at finde sine egne Regler, til at arbejde sig ud af sine Kriser til nyt organisk Liv, — og ved at holde de store Idealer og Betingelser for aandelig Sundhed fast vil det lykkes at redde de sande Værdier gennem Kritikens og den tilsyneladende Opløsnings Skærsild.

Vor Tid frembyder paa det aandelige Omraade et Billede af broget Forvirring. Der er dem, der holde paa det Gamle for enhver Pris, — der er dem, der med let Hjerte give det til Pris, uden at føle Trang til noget Nyt, — der er dem, der sørge over, at de gamle Tider ere forbi. uden at kunne haabe Noget af de nye, — og der er endeligt dem, der have Programmet for det Nye færdigt i alle Rubriker og utaalmodige fordre, at det Gamle skal give Plads for de nye Herligheder. Filosofens Opgave er det gennem stille Forsken at finde Midler til at prøve Kraften og Værdien baade af det, der gaar, og det, der kommer, og saa maaske tillige gennem den Klarhed, han maatte kunne bringe, og den Tro til Livets uoverskuelige Muligheder, han maatte kunne styrke, at give sit Bidrag til Tidens Arbejde. Selv søger han ligesom Dr. Faust i sin Grublen tilbage til den Tanke, at Aandens Verden ikke er lukket: hverken gamle Dogmer eller nye Tvivl ville formaa at stænge den for os!



  1. Foredrag, holdt i det norske Studentersamfund i Kristiania den 14. April 1895.