Doktor Moreaus Ø/10. Menneskejagt
Tiende Kapitel.
Menneskejagt.
Et aldeles ufornuftigt Haab om Redning viste sig for mig i den Omstændighed, at Yderdøren til mit Værelse endnu stod aaben. Jeg var nu vis paa, aldeles overtydet om, at Moreau havde været i Færd med at vivisekere et Menneske. Lige siden jeg havde hørt hans Navn, havde jeg stræbt at finde en eller anden Forbindelse mellem Øboernes groteske Dyriskhed og de Afskyeligheder, jeg havde hørt om ham; og nu mente jeg at forstaa det Hele. Jeg erindrede hans Studier over Blodtransfusion. De Væsener, som jeg havde set, var Ofrene for et eller andet gyseligt Eksperiment!
Disse nederdrægtige Uslinge havde blot haft i Sinde at holde mig tilbage, at narre mig med deres tilsyneladende Tillid, for snart efter at forvolde mig en Skæbne rædselsfuldere end selve Døden — Pinsler, og efter Pinslerne den frygteligste Nedværdigelse, som det var muligt at tænke sig: at blive jaget bort som en fortabt Sjæl, som et Dyr, samme Vej som Resten af deres ulykkelige Ofre. Jeg saa mig om efter et Vaaben. Der var intet at finde. Saa fik jeg et Indfald, væltede Lænestolen, satte min Fod paa dens Side og brækkede en Liste løs af den. Tilfældigvis blev et Søm siddende i Træet, og dets Spids gjorde dette tarvelige Vaaben en Smule farligt. Jeg hørte Skridt udenfor, stødte øjeblikkeligt Døren op og fandt Montgomery ikke en Alen fra den. Han havde haft i Sinde at aflaase Yderdøren.
Jeg løftede min Stok med Sømmet i og huggede efter hans Ansigt, men han sprang tilbage. Jeg tøvede et Øjeblik, men gjorde saa omkring og flygtede rundt om Hjørnet af Huset. "Prendick, Menneske!" hørte jeg ham raabe i en forbavset Tone. "Lad være at opføre Dem som et Fæ, Menneske!"
Hvis jeg havde spildt et Minut, vilde han have lukket mig inde, tænkte jeg, og saa havde jeg ikke haft større Udsigt til Redning end en Kanin i et Laboratorium. Han fulgte bagefter mig rundt om Hjørnet, thi jeg hørte ham raabe: "Prendick!" Saa gav han sig til at løbe efter mig, stadig raabende.
Jeg løb som en gal Mand og styrede denne Gang mod Nordøst, en anden Retning end den, jeg havde taget paa min Udflugt den foregaaende Dag. Een Gang, mens jeg styrtede af Sted op ad Strandbredden, drejede jeg Hovedet og saa, at hans Tjener var med ham. Jeg løb i en rasende Fart op ad Skrænten, over den, og drejede saa mod Øst gennem en klippefuld Dal, der paa begge Sider var bevokset med Krat. Jeg løb maaske en Fjerdingvej i det Hele, med stønnende Aandedræt og Blodet hamrende i mine Øren, og derefter, da jeg ikke hørte noget til Montgomery eller hans Tjener og følte mig paa Randen af fuldstændig Udmattelse, drejede jeg skarpt af, styrede mod den Kant, hvor jeg tænkte, at Stranden fandtes, og lagde mig ned i Ly af et Rørkrat.
Der blev jeg liggende i lang Tid, altfor bange til at røre mig, og sandt at sige altfor bange til blot at udkaste en Plan for, hvad jeg skulde gøre. Det vilde Landskab rundt om mig laa tavst, slumrende i Solskinnet, og den eneste Lyd i Nærheden af mig var den spinkle Surren af nogle smaa Myg, der havde opdaget mig. Lidt efter skælnede jeg en anden dump, ensformig Lyd — Bølgernes Brusen mod Stranden.
Efter omtrent en Times Forløb hørte jeg Montgomery raabe mit Navn langt borte mod Nord. Det fik mig til at tænke paa, hvad der var at gøre. Saa vidt jeg den Gang kunde forstaa, var Øen kun beboet af disse to Vivisektorer og deres til Dyr forvandlede Ofre. Nogle af disse kunde de uden Tvivl tvinge til at hjælpe dem imod mig, dersom det gjordes nødigt. Jeg vidste, at baade Moreau og Montgomery havde Revolvere; og jeg var ubevæbnet, naar undtages en svag Fyrretræs Stok med et lille Som i — et rent Legetøj af en Kølle.
Derfor laa jeg stille, hvor jeg var, indtil jeg begyndte at tænke paa Mad og Drikke. Og saa gik det op for mig, hvor fuldstændigt haabløs min Stilling egentlig var. Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulde faa noget at spise; jeg var altfor uvidende i Botanik til at kunne Opdage spiselige Rødder eller Frugter, hvis der fandtes saadanne i Nærheden; jeg var ikke i Stand til at fange de faa Kaniner paa Øen. Jo mere jeg grublede over Tingen, desto trøstesløsere saa den ud. Endelig kom jeg i min fortvivlede Stilling til at tænke paa de Dyremennesker, som jeg havde truffet. Jeg stræbte at finde noget Haab i, hvad jeg huskede om dem. Een for een tænkte jeg paa alle dem, jeg havde set, og forsøgte at finde en Udsigt til Hjælp i mine Erindringer.
Saa hørte jeg med eet en Jagthunds Halsen og fik derved Øjnene op for en ny Fare. Jeg spildte ikke Tiden med at tænke, ellers vilde de straks have fanget mig, men greb min Stok og styrtede bort fra mit Skjulested ned mod Lyden af Søen. Jeg husker, at jeg maatte igennem et Tjørnekrat med Torne, der stak som Knive. Blødende og med sønderrevne Klæder kom jeg endelig ud paa Bredden af en lang, smal Vig, hvis Munding vendte mod Nord. Uden at tøve et Øjeblik traadte jeg ud i Vandet, vadede op gennem Vigen og befandt mig snart i Vand til Knæene i en lille Strøm. Endelig kravlede jeg i Land paa den vestlige Bred og krøb, med Hjærtet bankende saa højt, at jeg kunde høre det, ind i et Virvar af Bregner for at afvente, hvad der vilde ske. Jeg hørte Hunden — der var kun een — komme nærmere og give Hals, da den naaede Tjørnekrattet. Derefter hørte jeg ikke mere, og begyndte snart at tænke, at jeg var undsluppen.
Minutterne gik, Stilheden vedvarede, og da der var gaaet en Time uden yderligere Hændelser, begyndte jeg igen at fatte Mod.
Nu var jeg ikke længere synderligt forskrækket eller synderligt ulykkelig. Jeg var, saa at sige, kommen ud over alt, hvad der hed Rædsel og Fortvivlelse. Jeg følte nu, at mit Liv i Virkeligheden var fortabt, og denne Overbevisning gav mig Mod til at vove, hvad det skulde være. Jeg nærede endogsaa et vist Ønske om at komme til at staa Ansigt til Ansigt med Moreau. Og da jeg vadede ud i Vandet, var det faldet mig ind, at dersom jeg blev for haardt trængt af mine Forfølgere, havde jeg i det mindste een Vej aaben til at undfly deres Pinsler — de kunde ikke ret vel forhindre mig i at drukne mig. Jeg var halvvejs til Sinds at drukne mig med det samme, men en løjerlig Lyst til at se, hvad Enden paa hele Æventyret vilde blive, en underlig, upersonlig Interesse for mig selv, ligesom en Tilskuers for et Skuespil, afholdt mig derfra. Jeg strakte mine Lemmer, der var ømme og smærtefulde af de tornede Planters Stik, og stirrede rundt paa Træerne omkring mig; og med eet faldt mit Blik paa et sort Ansigt, som holdt Øje med mig — det syntes i samme Øjeblik at dukke frem mellem de grønne Slyngplanter.
Jeg saa, at det var det abeagtige Væsen, som havde staaet nede paa Strandbredden for at tage imod Baaden. Han klyngede sig til et Palmetræs hældende Stamme. Jeg greb fastere om min Stok, rejste mig op og stirrede paa ham. Han gav sig til at pludre. "Du, du, du," var Alt, hvad jeg i Begyndelsen kunde forstaa. Pludselig lod han sig falde ned fra Træet og stod et Øjeblik efter og holdt Bregnernes Blade fra hverandre og stirrede nysgærrigt paa mig.
Jeg følte ikke den samme Modbydelighed for dette Væsen, som jeg havde følt ved at møde de andre Dyremennesker. "Du," sagde han, "i Baaden." Han var altsaa et Menneske — i det mindste ligesaa meget Menneske som Montgomerys Tjener — thi han kunde tale.
"Ja," svarede jeg, "jeg kom hertil i Baaden. Fra Skibet."
"Aa!" sagde han, og hans klare, urolige Øjne foer henover mig, over mine Hænder, over den Stok, jeg bar, over mine Fødder, over Rifterne i mit Tøj og de Saar og Skrammer, som Tornene havde tilføjet mig. Der var et eller andet, som han ikke rigtigt syntes at kunne blive klog paa. Hans Blik vendte tilbage til mine Hænder. Han strakte sin egen Haand frem og talte langsomt sine Fingre: "Een, to, tre, fire, fem — hæ?"
Jeg forstod ikke hans Mening den Gang. Senere opdagede jeg, at en stor Del af disse Dyremennesker havde vanskabte Hænder og stundom manglede indtil tre Fingre. Men da jeg bildte mig ind, at det var en Slags Hilsen, besvarede jeg den paa samme Maade. Han grinede med uhyre Fornøjelse. Saa foer hans hurtige, omflakkende Blik igen rundt. Han gjorde en rask Bevægelse og forsvandt. Bregnebladene lukkede sig atter over det Sted, hvor han havde staaet.
Jeg fulgte efter ham gennem Krattet og forbavsedes ved at finde ham hængende nok saa fornøjet og dingle ved sin ene magre Arm i en Lian, der hang ned fra Trækronerne ovenover. Han vendte Ryggen til mig.
"Halløj!" sagde jeg.
Han lod sig falde, drejede sig i Springet og vendte Ansigtet mod mig. "Hør," sagde jeg, "hvor kan jeg faa noget at spise?"
"Spise!" gentog han. "Spise Menneskemad nu." Hans Øjne vendte tilbage til Lianen. "I Hytterne."
"Jamen hvor er Hytterne?"
"Hæ!"
"Jeg er ny her, ved du nok."
Saa gjorde han omkring og begyndte at gaa raskt af Sted. Der var en ejendommelig Fart i alle hans Bevægelser. "Kom," sagde han. Jeg fulgte med for at se, hvad Enden paa dette Æventyr vilde blive. Jeg tænkte mig, at "Hytterne" var et eller andet tarveligt Tilflugtssted, hvor han og nogle flere af disse Dyremennesker levede. Maaske vilde de være venligt stemte imod mig, maaske kunde jeg i deres Sjæle finde et eller andet Punkt, som jeg kunde indvirke paa. Jeg vidste endnu ikke, hvor langt de var udartede fra den menneskelige Afstamning, som jeg tilskrev dem.
Min abeagtige Ledsager travede af Sted ved min Side med nedhængende Hænder og fremskudt Underkæve. Jeg gad nok vide, hvor megen Hukommelse han havde. "Hvor længe har du været her paa Øen?" spurgte jeg.
"Hvor længe?" sagde han. Jeg gentog mit Spørgsmaal, og han strakte tre Fingre til Vejrs. Denne Skabning var ikke stort bedre end en Idiot. Jeg forsøgte paa at finde ud af, hvad han mente dermed, men det lod til, at mine Spørgsmaal kedede ham. Efter at jeg endnu et Par Gange havde spurgt ham om noget, forlod han mig pludselig og sprang til Vejrs efter en Frugt, der hang ned fra et Træ. Han rev en Haandfuld tornede Bælge af og gik videre, gumlende paa deres Indhold. Jeg lagde Mærke dertil med en vis Tilfredsstillelse, thi her var i det mindste et Vink om noget Spiseligt. Jeg prøvede at rette nogle flere Spørgsmaal til ham, men hans pludrende, rappe Svar var som Regel fuldstændigt meningsløse. Nogle faa passede, men andre var helt papegøjeagtige.
Jeg var saa optaget af disse Særegenheder, at jeg næppe lagde Mærke til den Sti, som vi fulgte. Snart efter naaede vi nogle helt brune og forkullede Træer og kom saa ud paa en aaben Plet, hvor Jorden var bedækket med en gulhvid Skorpe, og henover hvilken der stødvis drev en Damp, som sved i Øjnene og stak i Næsen. Til højre, over en nøgen Klippekam, saa jeg Havets blaa Flade. Stien snoede sig brat ned i en snæver Kløft mellem to sammenklemte og knudrede Masser af sorte Slagger. Her begav vi os ned.
Der var overordentligt mørkt nede i denne Gang, efter at vi havde gaaet i det blændende Solskin, der kastedes tilbage fra den svovlholdige Jordbund. Væggene blev stejle og nærmede sig mere og mere til hinanden. Grønne og røde Pletter dansede for mine Øjne. Paa een Gang standsede min Fører. "Hjemme," sagde han. Jeg stod her i en Kløft, hvor der i Begyndelsen var fuldstændigt mørkt for mine Øjne. Jeg hørte sælsomme Lyde og gned mine Øjne med venstre Haands Knoer. Jeg mærkede en ubehagelig Lugt, ligesom i et snavset Abebur. Ovenover mig udvidede Klippespalten sig til en jævn, solbeskinnet, græsklædt Skrænt, og paa begge Sider gled en smal Lysstrime ned i Mørket.